Holberg, Ludvig Efterskrift

Efterskrift

1. Forfatter og forfatterskab

Ludvig Holberg (1684-1754) fødtes i Bergen i Norge og var dermed undersåt af den enevældige danske monark (Christian V, 1670-1699). Først en mere nationalistisk eftertid har set noget problem i forbindelse med Holbergs status som dansk eller norsk forfatter. For samtiden var Holberg i København ikke mere fremmed, end hvis han var kommet fra en (også i dag) dansk provins. Og væsentligt for forfatteren - havde »tvillingerigerne« fælles (dansk) skriftsprog. Han blev født ind i det embedsborgerskab, som enevælden gavnede, idet faderen var officer, moderen af gejstlig slægt gennem flere generationer. Tidligt forældreløs tilbragte han sin første ungdom hos en onkel, der var købmand i Bergen, men måtte efter sin optagelse på Københavns Universitet 17 år gammel klare sig selv.

Herfra følger Holbergs sociale karrière to hovedlinjer, den ene i tilknytning til universitetet, den anden i tilknytning til landbrug (og anden forretningsvirksomhed).

Efter rejser til Holland, England og Tyskland og efter udsendelse af sit debutværk, en populær verdenshistorie, satsede Holberg på lærdom og universitet. Medens han studerede som stipendiat på kollegium i København, modtog han af kongen (Frederik IV 1699-1730) flere gange løfte om et professorat ved universitetet. Professoraterne blev dengang besat efter et oprykningssystem, idet ikke alle lærestole var lige fornemme og vellønnede. En professor kunne således skifte fag adskillige gange under sin ansættelse. Derfor måtte Holberg i 1717 - efter sin hjemkomst fra en flerårig rejse til Frankrig og Italien - tiltræde et professorat i metafysik, skønt det var et fag, han afskyede, og hvor han efter egen indrømmelse gjorde en ynkelig figur. Et lidt hjerteligere forhold til sin stilling fik han, da han 1720 - samtidig med sin »poetiske raptus« - kunne udskifte 452 metafysikken med latinsk digtning, selv om han heller ikke nu synes at have besiddet hverken studentertække eller nogen imponerende fagkundskab. Først da han 1730 overtog et professorat i historie, passede mand og embede rigtig sammen; et resultat heraf blev en latinsproget lærebog (1733). Det var dog hverken som underviser eller som forsker, men som administrator, at Holberg ydede sin bedste indsats som universitetsansat og embedsmand. Han var rektor 1735-1736 og blev året efter udpeget til forvalter af universitetets økonomi. Man skal i den forbindelse være opmærksom på, at universitetet dengang ejede formue i form af bøndergods, finansielle rettigheder etc. Dette arbejde varetog han indtil sin fratræden 1751 til næsten udelt tilfredshed; købmandens pengeforstand forenedes her med embedsmandens omhu og loyalitet. Holbergs vota (dvs. begrundede stemmeafgivning) som medlem af Konsistorium og hans øvrige embedsskrivelser, hvoraf en del er bevaret og udgivet, viser ham som universitetspolitisk konservativ. På det pædagogiske område kunne han derimod foreslå nok så radikale reformer (motivationspædagogik, elevstyret undervisning).

Den anden hovedlinje i Holbergs karriere er den, der lader ham ende som godsejer og baron. Enevælden havde nok muliggjort et sådant avancement fra forældreløs og ludfattig student (og vagabond-turist) til adlet godsejer, men finansiere det gjorde den ikke. Holberg fik sine mange penge ad tre veje. For det første i form af sin professorgage, der stadig forøgedes ved de omtalte oprykninger, og som strakte langt hos den nøjsomme ungkarl. For det andet var han - ligeledes med stigende succes - sin egen boghandler og at dømme efter de bevarede forretningsbreve en effektiv og ganske pågående sælger. For det tredje ved spekulation. Da han omkring 1730 begyndte at skabe sig en egentlig formue, prøvede han først forsigtigt med aktier i datidens handelskompagnier, men forlod hurtigt aktierne til fordel for opkøb af pantebreve i københavnske beboelsesejendomme, der var gode investeringsobjekter i genopbygningsperioden efter branden 1728. Da denne udvikling vendte omkring 1740, fulgte Holbergs penge den bedre forrentning, der kunne opnås i landejendomme, og han erhvervede 1740 godset Brorupgård ved Slagelse, 1745 godset Tersløsegård ved Sorø.

Dette var dog langtfra Holbergs første bekendtskab med

453

landbrug. Datidens professorer blev nemlig lønnet af afkastet fra universitetets gods, og dette afkast måtte de selv sørge for at inddrive. For Holberg har landbrug således fra hans ungdom været indtægtskilde og forretning. Men derudover så han det i et større socialt perspektiv, hvorved han til dels foregreb de (især franske) erhvervsøkonomiske filosoffer, der kaldes fysiokrater, og hvis tanker om landbrugserhvervets fundamentale rolle lanceredes i årtierne efter hans død. I den tredje del af sin latinske selvbiografi glæder han sig over, at han har fået sat skik på sit gods, som nu florerer, og at han således har opfyldt »officium boni civis«, den gode statsborgers pligt. I fortsættelse heraf fortæller han, at han har forbedret bøndernes kår, hvilket i øvrigt kan bekræftes af samtidige vidnesbyrd og stemmer godt overens med hans besindige reaktion i forbindelse med kvægpesten i 1740'rne (jvf. nedenf.).

Men Holbergs omsorg for sine fæstebønder må ikke forveksles med senere tiders filantropi. Om sin arbejdsgiverpolitik som godsejer skriver han usentimentalt, at han foretrækker en velhavende fremfor en forarmet fæstebonde, fordi »en velhavende Bonde i Almindelighed ikke [er] andet end en arbeydsom og duelig Huusholder, ligesom en fattig er gemeenligen ikke andet end en doven og forsømmelig Husbond« (epistel 79).

Det var godset, der muliggjorde Holbergs ophøjelse til baron, idet det med sit omfang af 1000 tønder hartkorn netop opfyldte det fastsatte krav til et baroni. Holberg havde allerede i 1735 ladet sig forlyde med, at han for sine forfatterhonorarer ville oprette »en nyttig Stiftelse« og således »give Publico [pengene] tilbage igien.« (Dannemarkes Riges Historie III, »Betænkning over Historier«). Hans tvivl om, på hvilken måde han som »god statsborger« bedst skulle frugtbargøre sine efterladte midler for almenheden, blev afhjulpet ved, at kongen ønskede at få genoprettet Sorø Akademi, men manglede penge til dets fremtidige drift. Med højtstående embedsmænd som mellemmænd blev der da indgået den handel, at Holberg testamenterede sin formue hertil mod, at han blev gjort til baron og hans gods til et (udeleligt) baroni, hvilket skete i 1747. Kort efter forøgede Holberg gaven og overlod desuden med øjeblikkelig virkning akademiet indtægterne fra godserne. 454 Holbergs forfatterskab er omfattende og mangeartet. Det rummer skrifter af både skønlitterær, ræsonnerende, videnskabelig og populærvidenskabelig art; også blandt de skønlitterære værker er adskillige genrer repræsenteret. I oversigt kan Holbergs skrifter fordeles således på perioder og genrer:

Før 1720: historisk-geografisk og juridisk-politisk: Introduction Til de fornemste Europæiske Rigers Historie (1711), geografisk Anhang (1713) hertil, Moralske Kierne Eller Introduction Til Naturens og Folkerettens Kundskab (1716).

1720'rne: skønlitterært, selvbiografisk, politisk-økonomisk: Peder Paars (parodi på det antikke helte-epos, 1719-1720), Hans Mikkelsens 4re Skiemte-Digte (satirer, 1722), Comoedier Sammenskrevne for Den nye oprettede Danske Skue-Plads Ved Hans Mickelsen I-III (1723-1725), Metamorphosis Eller Forvandlinger Ved Hans Mikkelsen (efterligning af Ovids mytologiske digtkreds af samme navn, 1726), [Brev til en højfornem mand] (selvbiografiens 1. del, på latin, 1728), [Små samlinger med nye dialoger] (på latin, 1728, da. s.å.), Den Danske Skue-Plads I-V (1731).

1730'rne: historisk, geografisk, selvbiografisk, skønlitterært: Dannemarks og Norges Beskrivelse (1729), Dannemarks Riges Historie I-III (1732-1735), [Andet brev til en højfornem mand] (selvbiografiens 2. del, på latin, 1737), [Fem bøger med epigrammer] (på latin, 1737), Almindelig Kirke-Historie I-II (1738), Adskillige store Heltes [...] Historier I-II (1739).

1740'rne: historisk, skønlitterært, selvbiografisk, ræsonnerende: Jødiske Historie I-II (1742) [Tredje brev til en højfornem mand] (selvbiografiens 3. del, på latin, 1743), [Sjette bog med epigrammer] (på latin, 1743), Moralske Tanker (1744), Adskillige Heltinders [...] Historier I-II (1745), Korte Betænkning over den nu regierende Qvæg-Syge (1745), Epistler I-IV (1748-1750), [Syv bøger med epigrammer] (på latin, 1749).

1750'erne: skønlitterært, ræsonnerende: Moralske Fabler (1751), Den Danske Skue-Plads VI-VII (1753-1754), Epistler V (1754).

Ud af denne rigdom har eftertiden tildelt komedierne førstepladsen; Holberg står i dag i overvejende grad som den første og største dramatiker i dansk-norsk litteratur. Komediernes store flertal, 455 herunder de kendteste - rigtignok også mesterlige - karakterkomedier, blev altså til i 1720'rne; et mindre efterslæt kom til i forfatterens alderdom, omkring 1750. Produktionsrytmen er bundet til teaterhistorien: Holberg skrev komedier, når der var mulighed for at få dem opført. Herom i det følgende afsnit.

2. Holbergs teater

Ved »Holbergs teater« må man forstå scenen i Lille Grønnegade (nu: Ny Adelgade), hvor Holbergs komedier opførtes i 1720'rne afvekslende med Molières og andres i dansk oversættelse. Det var det første teater i det danske sprog. Mærkeligt nok opstod det ikke i kraft af nogen samlet planlægning eller ud fra nogen nationalkulturpolitisk motivering, men nærmest ved et lykkeligt sammentræf af tilfældigheder, sådan som vi kan læse om det i Eiler Nystrøms fremragende og stadig uundværlige disputats Den danske Komedies Oprindelse (1918). Historien er kortelig denne:

Ligesom sine seneste to forgængere på tronen underholdt Frederik IV en fransk teatertrup, der diverterede hoffet - og ofte også et bredere publikum - med forestillinger især af den rige franske dramatik fra det 17. årh. 1721 ændredes imidlertid hoffets teatersmag, og de franske komedianter afløstes af tyske operister. De fleste af de afskedigede skuespillere rejste til deres hjemland, men tilbage blev truppens energiske og dygtige leder Montaigu, der havde virket i Danmark siden 1686 og var halvvejs naturaliseret, skønt stadig rent fransksproget.

En anden hovedperson i forbindelse med grundlæggelsen af »Holbergs teater« var ligeledes en indvandret franskmand, Capion. Han var forretningsmand og havde skaffet sig udkommet inden for flere erhverv; siden 1719 havde han i kompagniskab med von Qvoten (kendt i forbindelse med Ulysses Von Ithacia) stået for et broget udbud af scenisk underholdning, hvorpå han 1720 opnåede privilegium. I tillid hertil lod Capion opføre sit komediehus i Lille Grønnegade, som han efter von Qvotens bortrejse fik svært ved at gøre indbringende.

I denne situation var det da naturligt, at de to franskmænd, 456 teaterlederen Montaigu og entreprenøren Capion fandt sammen om en udnyttelse af det nye skuespilhus efter dets hensigt. Montaigu undfangede ideen til et dansksproget teater, og den bragtes til udførelse med støtte fra højtstående embedsmænd omkring kongen og hans teaterglade dronning, Sofie Amalie. Det drejede sig i første række om oversekretæren i Danske Kancelli Frederik Rostgaard og storkansleren U.A. Holstein. Holbergs egen rolle i forbindelse med teatrets oprettelse står ikke ganske klar, men alt tyder på, at han fra Montaigu har modtaget opfordring til at skrive for det - og er gået ind herpå. I hvert fald fik Montaigu i løbet af sommeren 1722 samlet en gruppe danske komedianter (bl.a. universitetsstuderende og yngre akademikere), oversættelsen af franske stykker påbegyndtes, og Holberg overlod teatret sine første (fem) komedier. Den 23. september 1722 åbnedes skuepladsen med Molières Gnieren, og to dage senere havde Holbergs Den Politiske Kandstøber première.

I de følgende år spillede teatret danske og oversatte stykker under skiftende konjunkturer. Økonomiske vanskeligheder forøgedes stadig, og 1728 måtte teatret lukke. Det var til ingen gavn, at Københavns brand samme år skånede bygningen. Under Christian VI (1730-1746) forhindrede den religiøse pietisme de fleste offentlige forlystelser, også skuespillet; Holberg overgik til anden produktion (jvf. afsnit l ovenf.). Først under Frederik V (1746-1766) kunne den dramatiske kunst genopstå. Efter at nogle midlertidige scener havde tjent til forberedelse, kunne man i 1748 åbne det permanente teater på Kongens Nytorv, der senere skulle blive Det Kgl. De nye muligheder fik den aldrende Holberg til at genoptage komediedigtningen, og han skrev bl.a. Philosophus udi Egen Indbilding og Plutus. Det er dog den almindelige opfattelse, at disse sene komedier er kunstnerisk svagere end dem, han skrev til Montaigus scene i Lille Grønnegade.

3. Genkommende træk i Holbergs komedier

Holberg er forfatter til i alt 33 komedier (betegnet som sådanne af ham selv). I dette tal er medregnet radikale omarbejdelser, som det 457 fx. er tilfældet med Den Vægelsindede og Mester Gert Westphaler, der begge foreligger i to helt forskellige versioner.

Blandt disse 33 texter kan der afgrænses en kerne af 11, der frembyder en række fællestræk - træk, som let opfattes som »typisk Holberg'ske«. Disse træk angår dels komediernes handling, dels deres normer, dvs. de værdier, der i komedierne fremføres med forfatterens tilslutning og så at sige »får ret«, men også de værdier, som komedierne afviser og spotter.

De omtalte 11 komedietexter har altså et vist struktur-præg til fælles. De tre af dem findes i dette bind, nemlig Jean de France, Erasmus Montanus og Don Ranudo. De øvrige otte er: Den Politiske Kandstøber, Mester Gert Westphaler (begge versioner), Jacob Von Tyboe, Uden Hoved og Hale, Den honnette Ambition, Philosophus udi Egen Indbilning og Republiqven.

Grundlæggende for handlingsgangen i en Holberg-komedie er de planer eller hensigter, en eller flere personer fatter eller nærer for at forandre den situation, der foreligger ved stykkets begyndelse. Nogle af disse planer vil ved tæppefald være gennemført, andre vil være opgivet eller opretholdt på trods - uden udsigt til virkeliggørelse i komediens univers. Det er da muligt at give en ganske præcis beskrivelse af afhængighederne mellem »resultaterne« af de forskellige planer/hensigter: Virkeliggørelsen af én plan forhindrer virkeliggørelsen af en anden, ligesom gennemførelsen af én kan medføre eller forårsage gennemførelsen af en anden. Osv.

Det er betegnende for den økonomi, hvormed Holbergs komedier er konstrueret, at sådanne handlingsbærende planer/hensigter er så få, som tilfældet er. I de omtalte 11 ensdannede komedier finder man således kun disse fem: 1) narren tilstræber opnåelse af agtelse og prestige i milieuet gennem en afstikkende adfærd, der afspejler normen, der er bundet til en snæver, »fornem« kreds uden for milieuet. 2) milieuets repræsentanter tilstræber en tilpasning af narren til dettes normer. 3) forældres ægteskabsplaner for de unge. 4) de unges egne ægteskabsplaner. 5) stræben efter økonomisk gevinst. - Det må bemærkes, at intriganterne (typisk tjenestefolk eller andre socialt inferiøre) kun sjældent har deres »egne« planer/hensigter, men i handlingen er redskaber, der skal fremme eller forpurre andre personers (typisk herskabers) planer. 458 Bag de forskellige narre-typer og deres konflikt med lige så forskelligartede milieuer ligger der i de 11 komedier et tilsvarende fast grundskema. Narrene praler ved deres afstikkende normer med at tilhøre en fremmed, »fornemmere« kreds; milieuets »fornuftige folk« vil have dem til at acceptere og selv manifestere milieuets tilvante og knæsatte normer. Det er de samme emneområder, inden for hvilke parterne støder sammen, og som de forholder sig til eller benytter sig af på diametralt modsat måde: penge (og deres forvaltning), føde og drikke, arbejde, ydre fremtoning (påklædning, udstyr, lader), erotik, sprog og kommunikation, viden, familieforhold (særligt familie-hierarki) og konfession. Narren bruger disse ting som signaler for sit (som regel: nye) sociale eller kulturelle tilhør; i hans hænder bliver pengeforbrug, fødeindtagelse, påklædning, sprog osv. i ordets egentligste forstand til status-symboler (eller med et andet udtryk: brugt repræsentativt); de »fornuftige folk« ønsker derimod med disse midler at opnå en materiel nyttevirkning eller at opfylde sociale behov. Narren vil altså være tilbøjelig til at smide penge ud for at kunne demonstrere strålende manerer og omgive sig med en fornem »air«, han vil foretrække udsøgt, raffineret og exotisk gastronomi fremfor hjemlige, nærende og mættende retter, han vil slentre ledig omkring i et upraktisk dress og med et udstyr, der signalerer hans tilstræbte status, og vil kurtisere unge damer efter alle galanteriets regler, men uden lidenskab; han betjener sig af et tillært kunstsprog (den lærdes latin, den berejstes fransk, officerens tysk), der er uforståeligt for omgivelserne og isolerer ham fra dem; hans viden er noget, han kan prale, ikke leve af, og isolationen af ham fuldendes gennem hans krænkelser af familial og kirkelig sædvane.

Modsat er milieuets »fornuftige folk« sådanne, der investerer deres penge til en god rente og i det hele foretager solide dispositioner: De spiser for at blive mætte, arbejder for at tjene til udkommet, klæder sig praktisk og for at holde varmen, skyr overflødigt udstyr, elsker for at opnå sexuel tilfredsstillelse, taler for at blive forstået og ved, hvad der skal vides for at opfylde professionelle og sociale krav; i familiale og religiøse anliggender holder de sig til tradition og almindelig praxis.

Det bemærkes, at de personer, hvis normer præges af fremvisning af status-symboler, »taber spillet«, dvs. de får ikke deres

459

planer/hensigter gennemført, medens de, hvis normer styres af nyttehensyn, bliver »spillets vindere«, idet disse netop får virkeliggjort deres planer. Dette skel giver øget sikkerhed for, at de førstnævnte personer virkelig er komediernes »narre«, og at de sidstnævnte med rette kan betragtes som fornuftens repræsentanter. Begrundelsen for denne påstand findes i selve komedie-genren:

Den klassicistiske poetik, Holberg bekendte sig til og skrev på grundlag af, er bl.a. kendetegnet ved skarpe adskillelser mellem de litterære genrer. Når han selv udtrykkeligt betegner sine dramatiske værker som komedier (i undertitlen), er der derfor god grund til at være opmærksom på, hvordan denne genre blev opfattet i klassicismen, dvs. i de toneangivende litterære kredse i Frankrig og England på begge sider af 1700.

Først og fremmest anskuede man komedien i modsætning til tragedien og opererede siden oldtiden med kontraster mellem de dramatiske genrer i henseende til stil, personernes status, socialt milieu, fremstillet problematik osv. I forbindelse med det ovenfor fremførte består den vigtigste forskel i, at medens tragedien ender ulykkeligt, har komedien »happy ending«; den poetiske retfærdighed sker fyldest; i komedien går det efter fortjeneste. Det er derfor uhistorisk, når nogle litterater har ment at kunne finde momenter af tragedie i Holbergs komedier. Både de personer, der går ud af komedien som vindere, og de, der står som tabere, fortjener deres skæbne - efter genrens love. Deraf følger så, at stykkerne fremholder den nyttebestemte fornuft som positiv, medens deres satire entydigt rammer den pralende fremvisning af status-symboler.

4. Komedier med litterært forlæg

Når 11 af Holbergs 33 komedier kan beskrives rimeligt dækkende ved hjælp af de strukturtræk, der i al kortfattet tarvelighed er skitseret i det foregående afsnit, tilsiger simpel subtraktion, at dobbelt så mange ikke kan det. Denne flerhed afviger ikke blot fra »grundstrukturen«, men er også indbyrdes uhyre forskelligartede med hensyn til tematik og sigte. En interessant og påtrængende opgave består da i at udpege holdbare forklaringer på, hvorfor 460 Holberg i disse tilfælde er afveget fra, hvad der synes at have været hans matrice (»grundstrukturen«). For 14 af de 22 »afvigende« komedier er forklaringen ligetil, idet der foreligger den litteraturhistorisk velkendte situation, at forfatteren har benyttet en ældre text (evt. to samarbejdede texter) som forlæg - til inspiration og produktionens fremskyndelse. Ved affattelsen af disse 14 »afvigende« komedier har Holberg altså ladet sig påvirke - men vel at mærke påvirke på en måde, så at man i hvert tilfælde kan analysere den færdige komedietext som et »kompromis« mellem »grundstrukturen« og den fremmede kilde: de træk i komediens struktur, der afviger fra »grundstrukturen«, genfindes i kilden, og de træk, hvormed Holberg synes at have suppleret kilden, genkendes fra »grundstrukturen«.

Dette kan påvises for flg. komediers vedkommende: Jeppe paa Bierget, Det Arabiske Pulver, Dend Pandtsatte Bonde-Dreng, Den 11.Junii, Den Stundesløse, Diderich Menschen-Skræk, Huus-Spøgelse eller Abracadabra, Henrick og Pernille, Juele-Stue, Mascarade, Sganarels Reyse til Det Philosophiske Land, Pernilles Korte Frøiken-Stand, Den Forvandlede Brudgom og Barselstuen. Forlæggene er Plautus' og Molières (og dennes elevers) komedier samt den tyske jesuittermunk Bidermanns anekdotesamling Utopia (1640); enkelte placerer sig i større afstand fra den litterære alfarvej. Til illustration kan tjene de to berømte komedier fra gruppen, som er indeholdt i dette bind.

Om Jeppe paa Bierget skriver Holberg i »Just Justesens Betenkning over Comoedier«, der indleder hans allerførste komedie-bind fra 1723: »Den fierde kaldes Jeppe paa Bierget eller Den forvandlede Bonde, en af Bidermanni gamle Historier, som Autor har udført i en Comoedie. Dette er den eenestc Materie, som ikke er opspunden udi Autors egen Hierne, hvorfor han ingen Berømmelse forlanger deraf, hvor vel de artige Kløgter, som legges udi Bondens Mund, og bevæge alle slags Tilskuere til idelig Latter, ere hans egne.« (Værker i tolv Bind, udg.: Billeskov Jansen VII, 1970, p. 460). En eftertid, der anser Jeppe for højdepunktet i Holbergs dramatiske produktion, har smilet ad denne erklæring og fundet forfatterens - rigtignok også sjældne - beskedenhed mal à propos. Gælden til Bidermanns anekdote er dog så evident, at litteraturhistorikere og Holberg-monografer ikke har fundet grund til megen supplering i form af 461 forslag til andre mulige kilder til trods for, at »den drømmende bonde« er et internationalt kendt motiv og en vandreanekdote med talrige orientalske og europæiske forgreninger. Bidermanns Utopia er affattet på et lidt besværligt ny-latin, men »Jeppe-historien« findes oversat til dansk i Rahbeks udgave af Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter VI, 1806, p. 153-63, og så længe danskfagets pædagoger interesserede sig for fænomener som litterære kilder, angav Dansklærerforeningens udgivere af Jeppe Bidermanns anekdote som forudsætning for komedien og optrykte Rabheks fordanskning som grundlag for sammenlignende studier, dvs. udgiverne K. Bokkenheuser (1911ff) og M. Borup (1930ff), hvorimod Bidermanns navn og text er ganske fraværende i den nyeste Dansklærerforenings-Jeppe (ved P. Paludan, 1975). Rahbeks oversættelse af Bidermanns »Jeppe-historie« er derfor optrykt som et tillæg til denne udgave (p. 488-495).

Som træk, der adskiller Jeppe fra »kerne-komedierne«, men som genfindes hos Bidermann (jvf. ovenf., p. 460), kan nævnes dels baronens ønske om underholdning, en type hensigt, der ikke fandtes i »kerne-komedierne« (ovenf. p. 457), dels det forhold, at komediens eneste exempler på stands-markerende pragt findes hos og omkring baronen - hvis plan jo netop lykkes perfekt, og som inden for texten selv ingenlunde vurderes negativt, jvf. også hans omsorg for bønderne i I,8 (p. 93) (Godsejeren Holbergs syn på fæstebønder af Jeppes kaliber fremgår derimod med al ønskelig tydelighed af hans epistel 79!).

Som træk, der derimod forener Jeppe med »kerne-komedierne«, men som savnes hos Bidermann, kan der peges på den stærke accentuering af Jeppes professionelle forsømmelighed og uduelighed (emneområdet »arbejde«, ovenf. p. 458); Bidermanns bondes drikfældighed anføres kun som en praktisk betingelse for spasens gennemførelse.

Forlægget for Den Stundesløse, Molières komedie Le Malade imaginaire (Den indbildt syge, 1673) fungerer på lignende måde. Selve kilde-forholdet er ikke bevidnet af Holberg selv så direkte, som det var tilfældet i forbindelse med Jeppe, men det lader sig etablere på stærke indicier. Som der har været bred enighed om blandt Holberg-forskere, synes personkonstellation og komposition i Den Stundesløse kalkeret over tilsvarende i Le Malade. En enkelt scene, 462 I,7, er overtaget en detail (se noten til p. 377). Et kulturhistorisk træk som den i Danmark ukendte ægteskabsindgåelse ved notorialkontrakt (se note til p. 394) peger i samme retning. Mest afslørende er det dog, at Holberg (i komediens ældste tryk) i III,3 kommer til at navngive sin uheldige bejler »Thomas«; han hedder jo Peder (Erichsen) - men den tilsvarende person i Molières Le Malade hedder Thomas (Diafoirus)! (jvf. note til p. 433).

Le Malade imaginaire og Den Stundesløse afviger fra normsystemet i den omtalte kerne af 11 komedier ved, at begge friere i deres kurmageri udviser en blanding af galanteri og sexualitet, der således ikke kontrasteres. Leander er en slags »positiv Jean de France« (se om hans verdensmandsdannelse i I,6, p. 374f), hans sidesteykke Cléante er inkarnationen af hofmandskultur under Ludvig XIV, idealtypen l'honnête homme: utvunget improvisations- og konversationstalent, kulturelt velorienteret uden trang til dybsindighed, en elegantier med vid og charme. De uheldige friere gør derimod amour i en tung, overlæsset gammeldags retorik, Thomas med fransk préciocité, Peder i en »ziirlig« (barok-)stil, der i Holberg-sammenhæng gerne navngives efter Else David Skolemesters (i Barselstuen). Også deres lærdom er forældet - og ilde anbragt i forbindelse med unge damer; Peder Bogholder kaldes tilbagevendende »Pedant«, og Thomas holder som ung mediciner hårdnakket fast ved humoralpatologien imod den moderne experimenterende og på dissektioner byggende fysiologi (se noter til p. 365), skriver disputats »contre les circulateurs« (II,5, mod tilhængerne af blodets kredsløb). Lægen mener sig galant ved at invitere sin udkårne til en dissektion af et kvinde-lig, unægtelig i modstrid med det herskende smagsideal; bogholderen blamerer sig ved over for sin fingerede tilkommende at bede om lov til at »tage paa hendes Bryst« (II,8), en gestus, der er lige så grov, som den er altmodisch (se note til p. 413). De uheldige friere (med den professionelt nyttige viden!) udviser hos begge forfattere et galanteri, der bygger på forældede kulturnormer og dermed fremstår som dårlig smag.

Det polært opbyggede normsystem, gældende for de 11 centrale Holberg-komedier, sætter sig imidlertid igennem i Den Stundesløse i form af en række træk uden sidestykke hos Molière. Den 463 uheldige helt Vielgeschrei forsømmer ved sin stundesløshed normal indtagelse af føde og drikke, hvilket bemærkes hele fem gange (I,4, p. 369; I,6, p. 376; II,4, p. 407; II,6, p. 408; II,7, p. 412) - og sit kønsliv, hvilket forekommer Pernille påfaldende (I,1, p. 362). Også inden for andre af de i afsnit 3 ovenfor udpegede emneområder (penge, ydre fremtoning, sprog og kommunikation) forsømmer den fortravlede nar at leve op til Holbergs positive normer: lader hånt om betaling (I,6, p. 373; II,4, p. 407), om barbering og påklædning (I,6) og om samtale med andre (I,6, p. 372). Og først og fremmest bliver Vielgeschrei (til) nar, fordi hans geskæftighed kun er en sublim form for lediggang (emneområdet: arbejde).

5. Komedier med dramaturgisk eller teaterpolitisk sigte

De resterende 8 Holberg-komedier behandler ikke (eller kun perifert) de gode og slette sociale normer, der blev omtalt i 3. afsnit ovenf., og synes ej heller styret af litterære forlæg på den måde, det er fremstillet i det foregående afsnit, men sætter selve komediegenrens form og indhold i focus eller driver direkte teaterpolitik. I nogle belærer Holberg sit publikum om komediens, momentvis hele skønlitteraturens, rette natur og funktion (Hexerie eller Blind Allarm, Det Lykkelige Skibbrud), i andre om den rette litterære/dramatiske stil (Det Lykkelige Skibbrud, den selvstændige prologakt til Uden Hoved og Hale). Igen andre er kritiske og satiriserer over andre dramatiske former end Holbergs egne »moralske« komedier (Kilde-Reysen, Ulysses Von Ithacia, De u-synlige). Den Vægelsindede (i begge versioner) kan betragtes som et reklame-fremstød til fordel for »Holbergs« teater i Lille Grønnegade, idet hoved- og titelrollen i oplagt grad er skabt, for at teatrets direktrice og primadonna, den to-sprogede Mme Montaigu kunne brillere. Til gengæld latterliggøres konkurrerende københavnske scener i flere af de allerede nævnte stykker (Hexerie, Kilde-Reysen, Ulysses).

Det foreliggende udvalg indeholder altså én text fra denne gruppe, Ulysses Von Ithacia, der - som »dramaturgisk/teaterpolitisk 464 komedie« - bliver interessant af to grunde: Dels ved at afvise én dramatisk stil og dermed implicit advokere dens modsætning, dels ved at fungere som aktuel københavnsk teaterkritik.

Med hensyn til det første punkt kan modsætningen formuleres: uklassisk over for klassisk. Den form for stil-satire, vi møder i Ulysses, kaldes travesti: Guder og helte trækkes ned fra deres ophøjede sfære og fremstilles som alt-for-menneskelige i en jævn stil, der til tider går over i det platte eller vulgære (i parodien er det modsatte tilfældet; dèr beskrives jævne folk, milieuer og hændelser i en høj stil som i epos og tragedie. Undertiden hører man betegnelsen »parodi« brugt skødesløst om begge genrer). Ser man et øjeblik bort fra det aktuelle københavnske teaterliv (en synsvinkel, der vil blive anlagt nedenf.), kan man ved studium af textens åbne eller underfundige, fremvisninger af egne »U-ordentligheder« (som Holberg ville sige) konstatere, hvilken dramaturgi det er, et stykke af denne slags forsynder sig så demonstrativt imod. Det er den franske klassicismes dramaturgi fra fransk litteraturs »store århundrede«, dvs. det 17., hvorpå travestiens udsving skal måles. Et vist kendskab til denne dramaturgis idealer og principper bliver dermed en forudsætning for at goutere komediens overdådige uhyrligheder.

Med støtte i Jacques Scherers fremragende standardværk La Dramaturgie classique en France (1959) kan man betragte to idealbegreber som helt overordnede i denne dramaturgi, der snarere var en smagsretning end en egl. æstetisk lærebygning: sandsynligheden, la vraisemblance, og velanstændigheden, la bienséance. Akt for akt kan man iagttage, hvordan Ulysses forsynder sig mod disse to æstetiske idealer. Prologakten støder an mod sandsynligheden ved uden rationelle modifikationer at indføre merveilleux'et (gude-verdenen) som handlingens igangsættende kraft og mod velanstændigheden ved at fremstille guddomme (skønt hedenske) som kun alt for menneskelige: Juno forsøger bestikkelse, og Venus må tage imod skoser for løsagtighed. Førsteakten rummer Helenes rov og Ithacias mobilisering, hvoraf det første støder an mod to typer af »velanstændighed«: »forbudet« mod kamp og voldsudøvelse på scenen og mod udtryk for sanselighed, medens det andet støder an mod »sandsynligheden« ved sine kulturhistoriske anakronismer: Man bevidner ét sammensurium af elementer fra antikken, Biblen, 465 Rolandskvadet, folkebøgernes ridderromantik og samtidens københavnske virkelighed (enkeltheder er udredet i noterne). I anden akt ligger den græske hær foran Troja, og anledningen benyttes til - i strid med klassicismens »velanstændighed« - at skildre krig og tvekamp. I akt III er det træk, der især rammes af travestiens overdrivelse og latterliggørelse, ligesom i prologakten, den dyrkelse af det overnaturlige, der fik trange kår under klassicismens krav om »sandsynlighed«. I komediens to sidste akter kan travestien på bruddene på bestemte punkter i den klassiske dramaturgis codex følges ret detailleret; i begge akter gælder det forholdet til »velanstændigheden«. Fjerde akt foregår hos dronning Dido i Cajanien(!), og kender man den klassiske dramatiks forsigtighed i behandlingen af kvindelig elskov - som aldrig, aldrig må erklæres eller blot indrømmes af indehaveren, og hvis endelig, da i en fastlagt rækkefølge til forskellige personer i omgivelserne - må den elskovssyge dronning forekomme som topmålet af skamløshed. Femte akt, hvor Ulysses og Chilian omsider vender hjem, handler stort set kun om, hvor grundigt deres hjemmeblevne hustruer har bedraget dem. Den hyppighed, hvormed ord som »Hanreedere«, »Utroskab« o.lign. forekommer, kan konfronteres med Scherers gode iagttagelse angående det toneangivende franske teaterpublikum, at »det var langt mere følsomt over for grove ord end over for vovede situationer«. (La Dramaturgie, p. 386).

Foruden dette, at hver akt på sin egen måde demonstrativt negligerer enten vraisemblance eller bienséance eller begge, er også bruddene på de berømte »enheder« (tidens, stedets og handlingens) hyppige og iøjnefaldende. Oftest og mest explicit brydes tidens enhed; årene, ja decennierne går (I,13-14; III,5-7; IV, 1-2; V,l; V,3; V,[5]), men heller ikke stedets enhed slipper uantastet (II,1; IV,2). Med hensyn til den tredje enhed, handlingens, er opfyldelsen på forhånd udelukket ved selve det halsløse forsøg på at sammenpresse handlingen fra ikke blot ét, men hele tre af oldtidens eper.

Hvem eller hvad er så målet for denne stort anlagte teater-satire? Ja, ifølge selve travestiens princip rammes selvsagt de litterære genrer og værker, hvis ophøjede skikkelser er »trukket ned« i denne lavere sfære, hvor der slås og hores på livet løs, dvs. de Homer'ske digte og Æneiden (se noter til pp. 133, 134 og 178). Men satiren har 466 også et mere lokalt og aktuelt mål. Hvem lavede så dårligt (= u-klassisk = »u-ordentligt«) et teater i generende nærhed af Holberg og »hans« Lille Grønnegade-scene? Stykkets undertitel peger på tysk dramatik og kultursammenhæng. Epilogen angiver adressen: Brolæggerstræde - som angives for samme onde årsags skyld i andre af Holbergs skrifter (Tvende splinder nye Breve, epistel 214). I det første af sine selvbiografiske »levnedsbreve« (fra 1728) skriver han om Ulysses (på latin): »Denne komedie parodierer (eller: travesterer) de tåbelige, vanskabte og halvhundredeårs stykker, som i sin tid blev opført her af omrejsende komedianter. Den spænder over 40 år, og der er mange sceneforandringer. Fyrsterne taler i et opblæst og svulstigt sprog [...] Personerne er snart unge, snart gamle og gråhårede. Hertil kommer en mængde anakronismer, uforståelige navne og andet af den slags, som de omrejsende truppers komedier vrimler af. Alle disse fejl afslører Ulysses' tjener Harlekin [...]« (Holbergs Tre Levnedsbreve, udg.: Kragelund, 1965, I, p. 240-243). Historien er denne:

Den fra Tyskland indvandrede komediant og kvaksalver (okulist, sten- og broksnider samt tandbrækker) Salomon Paulsen von Qvoten havde i tiåret op til premieren på Ulysses i juni 1724 underholdt godtfolk med både marionetteater og levende skuespillere i ind- og udland, havde også gæstet København, men mest turet rundt i Jylland under stadige kampe og stridigheder for sin spilletilladelse. Måneden før premièren på Holbergs travesti havde han lejet salen i skræddernes laugshus i Brolæggerstræde, givetvis til opførelse af sine skuespil. Disse har altså været opført samtidig med Ulysses, sådan som også Holbergs epilog lader forstå (samtidigheden er værd at understrege, da den har været anfægtet, vist nok helt uden grund). De (tysksprogede) forestillinger, von Qvoten opvartede med, tilhører den genre, der kaldes Haupt- und Staatsactionen, dvs. dramaer, der udgjorde aftenens hovedstykke, og som havde emne af den politiske historie, ikke uden forbindelse med Shakespeares bloddryppende 'histories' og tragedier med historisk emne. Der var altså tale om bloddryppende, krast effektsøgende og larmende patetiske skuespil med en masse scenisk maskineri i sving. Det var kort sagt en slags dramatik, der dårligt kunne stå den klassicistiske, moralskdidaktiske forfatter Holberg fjernere. Han måtte opfatte skuespil af 467 denne art som topmålet af dramaturgisk ubehjælpsomhed og dårlig smag. Hvortil så kom, at de med deres iøjnefaldende underholdningsværdi let kunne komme til at lokke det middelstandspublikum ind, som Holberg og Lille Grønnegade-teatret også bejlede til. Forskellen i stil og momentet af rivalisering inden for den københavnske forlystelsesbranche gjorde det således til en oplagt sag, at Holberg hjalp »sit« teater med en komedie, der én gang for alle skulle gøre von Qvoten og hans teater umulige i hovedstaden.

Kunstnerisk står Holbergs satire så højt over sin genstand, at man kunne mene, at det var at skyde gråspurve med kanoner. Det synspunkt har da også været gjort gældende, at forfatteren med Ulysses - med et af sine egne favoritudtryk - slår to fluer med én smække. Den anden flue skulle da være den tyske hofopera. Trods kgl. ansættelse og hofligt publikum var hofoperaen nemlig ingenlunde uden dramaturgisk og æstetisk slægtskab med von Qvotens spektakelstykker. De danske komedianter kunne med rette føle, at operisterne bidrog til at holde dem ude fra hoffet, og særlig ubehagelig måtte konkurrencen have været følt i jan.-febr. 1723, hvor operisterne havde kgl. tilladelse til at spille offentligt på slottet mod betaling og således også blev i stand til at berøve den danske trup dens borgerlige publikum. Netop det nævnte interval falder sammen med det sandsynlige affattelsestidspunkt for Ulysses, der må ligge umiddelbart inden affattelsen af Kilde-Reysen, som notorisk gør nar af operaen. Tesen om hofoperaen som genstand for satiren blev hhv. lanceret og støttet med nyfundne indicier af musikhistorikeren V.C. Ravn (1873), litteraturhistorikeren Jul. Paludan (omkr. 1890) og teaterhistorikeren Torben Krogh (1927). Holbergs Ulysses er efter alt at dømme på en gang et dramaturgisk manifest og en effektiv, til flere sider rettet teaterkritik.

6. Komedier med social og politisk tendens

Samtlige dette binds seks komedier er forfattet i 1720'rne. Det betyder, at de blev skrevet på et tidspunkt, hvor en ny samfundsordning, byggende på en ny statsmagt, enevælden, var under opbygning eller i hvert tilfælde under sin første konsolidering. 468 Den danske enevælde eller absolutisme indførtes 1660-1661 gennem et statskup, hvorved Frederik III først gjorde tronfølgen arvelig, derpå tiltog sig den absolutte politiske magt. Denne omvæltning sætter afgørende skel i dansk historie, ikke blot politisk, men også økonomisk og socialt: Offentlig og privat formue blev omfordelt, og overklassen skiftede sammensætning og funktion.

I århundrederne inden havde magt og rigdom været koncentreret hos et mindre antal adelige familier, der var repræsenteret i Rigsrådet. Rigsrådet valgte kongen og fastlagde hans beføjelser ved en »håndfæstning«, datidens forfatning; desuden vedtog det landsdækkende »rigslove« om andre forhold. Rigsrådsadelen havde derved sikret sig en række meget betydningsfulde privilegier. Foruden skattefrihed havde den fx. nærmest monopol på større jordbesiddelser (egne godser) og på len (bestyret krongods). Dèrudover beherskede denne adel selv de centrale dele af landbrugsexporten (stude og korn) og havde eneadgang til de højere civile og militære embeder.

Den danske fødsels- og arveadel havde sin storhedsperiode i 16. årh., hvor den udfoldede en standsbevidst pragtkultur, der - med det udtryk, vi benyttede ovenf. (p. 458) - kan kaldes repræsentativ. Den repræsentative adelskultur fandt udtryk i fx. et omfangsrigt og fornemt byggeri (slotte og herresæder) og en »standsmæssig« klædedragt. Genoptagelsen her af begrebet »repræsentativitet« er intet tilfældigt terminologisk sammenfald. Holbergs komedier udtrykker en holdning til aktuelle politiske og sociale forhold; gennem »narrenes« fremmedartede normer og repræsentative lader rammes indirekte, men principielt den samfundsklasse, der fremfor nogen inkarnerede den repræsentative kulturform: fødselsadelen.

Omkring 1600 standsede imidlertid adelens økonomiske expansion p.gr.a. faldende priser på landbrugsvarer. Mange adelsmænd, der havde vænnet sig til stort luxusforbrug og optaget store lån i forventning om fremtidige indkomster, blev truet på deres position (»den forbyggede adel«). Tilbageslaget ramte også stats- og kongemagten. Kongen måtte derfor optage lån hos københavnske storkøbmænd med sikkerhed i krongodset. Borgerskabet (tredjestand, især handlende og håndværkere) fik yderligere styrket sin stilling gennem sin indsats under svenskekrigene, specielt i forbindelse 469 med stormen på København i 1659. Dette borgerskab blev et velegnet redskab og en betydningsfuld alliancepartner for kongen ved det påfølgende statskup. Enevælden bragte borgerskabet økonomiske fordele og åbnede nye sociale avancementsmuligheder for borgerligt fødte.

Socialt betød omvæltningen først og fremmest, at rigsrådsadelens magt blev brudt og dens sociale privilegier og monopoler ophævet. Afskaffelsen af monopolet på større jorder skete samtidig med et stort udbud af adeligt gods, som blev solgt til afvikling af den »forbyggede« stands gæld, og samtidig med afhændelsen af det pantsatte krongods til indfrielse af statsgælden. Betingelsen for jordbesiddelse blev kapital snarere end titler, og jord blev vare- og investeringsobjekt. Herremandsstanden blev til godsejerklasse. Naturligvis måtte regeringen i landbrugslandet Danmark, hvis økonomiske velfærd var baseret på godsernes produktion, fare med lempe og vise imødekommenhed, når godsejerinteresser var involveret - det vil sige også respektere det ikke helt ubetydelige antal »gammeladelige«, der trods økonomisk deroute blev siddende på deres godser og i deres embeder. Det lå dog i situationens natur, at de ældste enevoldskonger og deres rådgivere betragtede deres nys overvundne politiske arvefjender blandt fødselsaristokratiet med årvågen mistænksomhed.

Som et nyt, stærkt element i den danske overklasse etablerede enevoldsmagten en »ny adel«, der kom til at bære de nye titler greve og baron og blev klassificeret efter det nye begreb rang. I modsætning til den gamle fødselsadel blev der altså dannet en ny rangadel, der havde kongen alene at takke for sin position. Denne enevældens egen adel blev rekrutteret blandt borgerligt fødte danskere eller indvandrede (især tyske) administratorer eller militære, og den fik sit særpræg ved en tæt sammenknytning af embedsbesiddelse, godsbesiddelse og rang. For stræbsomme borgere var adgangen åbnet til godseje og/eller høje embeder og fra begge disse igen til adelskab. Et exempel på en borgerlig født personligheds avancement i kraft af de nye muligheder afgiver professor (siden 1717), baron (siden 1747) L. Holberg.

En gammel, forarmet fødsels- og arveadel over for en velhavende nyadel udgør jo netop den sociale konflikt i en af dette binds 470 komedier: Don Ranudo. Når denne komedie, affattet i 1720'rne først udgaves 1745, har man heri set en frygt fra Holbergs side for, at den danske fødselsadel skulle føle sig gået for nær, ligesom henlæggelsen til Spanien, adelshovmodets legendariske hjemland, skulle have tjent som en nødtørftig camouflage af et indenrigspolitisk indhold. Offentliggørelsen finder dog sted på et tidspunkt, hvor Holberg under ingen omstændigheder behøver at frygte den danske fødselsadels lange arm, og eftersom flere tidligere afskrifter er bevaret, kan det ydermere konstateres, at komediens latterliggørelse af genealogiens riddere er blevet skærpet i 1745 - og i øvrigt igen i 1753 (se Saml. Skr. XVIII, hhv. p. 203-205 og p. 195-198).

Fornemmelsen af, at komediens to typer af adelskab ikke er uden forbindelse med danske forhold i statskuppets kølvand, styrkes yderligere, når de sociale alliancer i Don Ranudo inddrages. De slægtsstolte høj aristokrater står isoleret; mod sig har de ikke blot den velhavende lavere adel, men også byens borgerskab (III,2, p. 312f), »den hele bye« (I,1, p. 281); ikke blot husfolkene ender med at frakende deres herskab forstandens brug; »den hele stad er af samme tanke« (V,4,p. 357). Vigtigst af alt i denne forbindelse er notarens meddelelse i umiddelbar fortsættelse af det citerede; da de højadelige forældre vil have mesalliancen omstødt, fordi den er indgået under falsk identitet, hedder det: »[...] hvad som er skeet, er skeet med Øvrighedens tilladelse.« (ibid.) Over for den isolerede, forarmede og dérouterede fødselsadel står således en alliance af statsmagt (»Øvrighed«), velhavende nyadel og by-borgerskab. Dét minder unægtelig om den politisk-sociale konstellation i Danmark i tiden under og efter statskuppet.

Udvides feltet fra Don Ranudo til samtlige »kerne-komedier«, bliver forbindelsen til den tidlige enevældes socialgrupper om muligt endnu mere indlysende. Som konfliktens negativt vurderede bærere af fremmedartede og repræsentative normer får høj- og fødselsaristokraterne da selskab af borgere, der stræber ud af deres stand, urolige elementer, der truer den sociale stabilitet (fx. Herman von Bremen i Den Politiske Kandstøber, Jeronimus i Den honnette Ambition og projektmagerne i Republiqven) samt af medlemmer af »lærde broderskaber« med egne love og regler, hemmelige selskaber eller konventikler unddraget statsmagtens inspektion og regulering 471 (Erasmus Montanus, den vantro Leander i Uden Hoved og Hale, Cosmoligoreus i Philosophus). Som konfliktens positivt vurderede bærere af nyttebestemte normer får de allierede i Don Ranudo et supplement af velstående bønder, enevældssamfundets erhvervsmæssige og fiskale basis (fx. Erasmus' forældre, bonden i Don Ranudo), ligesom beskrivelsen af de her indgående borgere udbygges i retning af det stabile, såvel stands- som statsloyale (Antonius og Geske i Den Politiske Kandstøber, Jeronimus i Jean de France, Magdelone i Den honnette Ambition).

Holbergs eget, udelt positive, syn på den danske enevælde, statskuppet og de deraf følgende sociale omkalfatringer, fremgår af talrige og samstemmende ytringer rundt om i forfatterskabet, fx. i Danmarksbeskrivelsen (1729), Danmarkshistorien (III, 1735), Niels Klim (1741) og - kort og principielt - epistel 163.

7. Omarbejdelser og editionshistorie

Af dette binds komedier foreligger Jean de France, Jeppe paa Bierget, Ulysses Von Ithacia og Erasmus Montanus fra Holbergs hånd i ret entydige textredaktioner, hvis ældste tryk uden voldsomme problemer har kunnet lægges til grund for nærværende udgivelse (jvf. afsnit 9 nedenf.); texterne har derefter kun været underkastet minimale ændringer i Holbergs levetid, og disse kan meget vel have været forårsaget af tilfældigheder under trykningen.

For Den Stundesløse har der muligvis existeret en ældre (antagelig femakts-)version, der har efterladt sig spor i den definitive text (se note til s. 385), men den er i så fald gået tabt.

Kun Don Ranudo frembyder en forholdsvis kompliceret udgivelseshistorie: Da der i midten af 1730 udsendtes subskriptionsindbydelse til Den Danske Skue-Plads I-V, der udkom det følgende år, blev det stillet subskribenterne i udsigt, at udgavens femte bind bl.a. ville indeholde denne komedie. Men da bogen kom, var Don Ranudo blevet skudt ud, og Holbergs læsere snydt derfor - i denne omgang. Årsagen hertil kendes ikke.

Da komedien endelig så dagens lys i 1745, en snes år efter sin tilblivelse, var det først slet ikke på dansk, men i tysk oversættelse. 472 Bogen, der var i oktavformat og prydeligt udstyret, blev trykt og udgivet i Leipzig; forlæggeren var C. G. Mengel (død 1769). Oversættelsen var besørget af Altona-professoren E.C. Reichard, der kort forinden havde oversat Holbergs Danmarkshistorie og Moralske Tanker til tysk. Oversættelsen var angiveligt udført efter Holbergs håndskrevne manuskript. Den mand, som Holberg havde overdraget at renskrive manuskriptet, havde imidlertid taget en kopi deraf, og af denne kopi var der igen taget afskrifter. Af disse sidste afskrifter findes to bevaret i dag, men det er bevidnet, at adskilligt flere var i omløb i 1740'rne. Den ene af de to bevarede afskrifter var foretaget af A. G. Coldewey (død 1767), skriver i rentekammeret, datidens finansministerium (jvf. Jean de France, p. 17 og noten hertil), og opbevares på Det Kgl. Bibliotek i Kbh. (Addit. 149,2°). Da forlægger Mengel, der i 1740 var indvandret til Kbh., planlagde at udgive en samlet oversættelse af Den Danske Skue-Plads og gerne ville have Don Ranudo med heri, købte han i 1745 afskriften af Coldewey. Mengels udgivelsesplan og køb blev fuldt ud billiget af Holberg, der benyttede lejligheden til at foretage enkelte rettelser i komediens text. Hvad Holberg derimod ikke billigede, men direkte forbød, var, at Mengel udgav komedien separat og da især på dansk. Da Mengel derpå med sin danske separatudgave (Kbh. 1745) forbrød sig mod begge dele, blev Holberg vred (det blev han let) og anlagde sag. Skønt bevidstheden og lovgivningen om copy-right langtfra var så klar og skarp på Holbergs tid, som den er nu, er det dog sandsynligt, at dommen, som vi ikke kender, er gået Mengel imod og har lydt på konfiskation af oplaget; bogen blev i hvert fald hurtigt en stor sjældenhed.

Holberg lod det imidlertid ikke blive herved. Mengels udgave var ikke blot uretmæssig, men bar også præg af at være hastværksarbejde, indeholdt i hvert tilfælde tilstrækkelig mange fejl til at irritere en forfatter af Holbergs temperament. Holberg henvendte sig derfor til sin daværende bogtrykker/forlægger E.H. Berling (1708-1750) og overdrog ham at besørge en ny og bedre udgave af Don Ranudo, hvilket skete, stadig i 1745. Ny retssag, denne gang anlagt af Mengel mod Berling. Om denne sag ved vi bedre besked end om den foregående, idet Rahbek har optrykt indlæggene i sit tidsskrift Dansk Minerva (VII, 1818); dog er dommen også i dette 473 tilfælde forblevet ukendt for eftertiden. Berlings udgave var imidlertid ikke blevet så meget bedre end Mengels, som man kunne have håbet efter hans forhåndsannoncering (også i Berlings sætteri havde man haft lovlig travlt), men medens sagen trak i langdrag og sagførerne udvekslede indlæg, har han antagelig solgt bøger på livet løs. Han fik endog tid til (stadig i 1745) at udsende et optryk, der trods alt må siges at repræsentere en relativ forbedring af texten.

Den anden af de to oprindelige, stadig existerende afskrifter blev fremdraget af Holberg-filologen Jul. Martensen (1839-1910) så sent som i 1895. Denne afskrift er fra 1732 og skyldes B. Dass; den opbevares i Det kgl. Norske Videnskabernes Selskabs Bibliotek i Trondhjem (Cod. Nidros. 22,8°) og synes uafhængig af Coldeweys afskrift. Den gør i det hele et autentisk indtryk. Ikke mindst må det forekomme interessant, at dens sprogform (navneord med småt m.m.) ligger nær op ad Holbergs egen, som vi kender den fra efterhånden ikke helt få autografer. Det er denne redaktion, der ligger til grund for dette binds Don Ranudo-text (jvf. afsnit 9 nedenf.), som derfor gengiver sit forlæg med en ganske særlig pietet over for dennes oprindelige sprogform.

8. Receptionshistorien

Blandt komedierne i dette bind findes de to, der nok har været genstand for de mest divergerende opfattelser og fortolkninger, nemlig Jeppe og Erasmus. l disse tilfælde kan det iagttages, hvorledes tilstande, stemninger og opinioner i eftertiden ind imellem har ført opfattelsen af stykkerne (ikke mindst titelpersonerne) væk fra den »rene komedie«, Holberg tilsigtede med sin dramatik (se ovenf., p. 459), over mod en opfattelse af stykkerne som halve eller hele »tragedier« (og af titelpersonerne som martyrer). Udsvingene i fortolkning er dog sjældent tilfældige, men som oftest historisk, evt. åndshistorisk, forklarlige. Der skal her gives et rids af grundopfattelserne af de to stykker, som de har formet sig dels gennem teateropførelser, dels gennem litteraturkritikken.

Vi ved intet om, hvordan Jeppe paa Bierget blev opført på teatret i Lille Grønnegade; vores eneste vidnesbyrd er Holbergs egen 474 rapport om succes'en (bortset fra premièren) og om sin tilfredshed med studenterskuespilleren Grams udførelse af hovedrollen. Da teatret på Kongens Nytorv - det, der snart skulle blive Det Kgl. - åbnede i 1740'rne, bestræbte man sig for Holberg-opførelsernes vedkommende på at videreføre traditionen fra Lille Grønnegade. Og her ved vi, at Jeppe af skuespilleren Hortulan (1722-1783) blev præsenteret som komisk, dyrisk, grov og snavset, en fordrukken og usympatisk stymper, som baronen og hans folk uden betænkeligheder kan lave sjov med, og hvis bondemanerer giver anledning til farceagtig komik.

Mod slutningen af 18. årh. gennemføres de store landboreformer med bondestandens relative frigørelse: stavnsbåndet ophæves, hoveriet indskrænkes, det tidligere landsbyfællesskab opløses, og fæste erstattes af selveje. Dermed ændres det idealtypiske billede af den danske bonde - og dermed også teatrets Jeppe. Gielstrup (1753-1830) giver nu Jeppe som skikkelig, godsindet, pæn og især: klog - nu skulle hans standsfæller ude i samfundet vise sig værdige og kvalificerede til den nye status som selvejere. Men samtidig med den sympatiske fremstilling af figuren opretholdes pietetsfuldt rollens traditionelle indslag af klovnerier: Bunden går ud af baronens seng, Jeppe drikker af vandfadet etc.

I første del af 19. årh. spillede Lindgreen (1770-1842) Jeppe i overensstemmelse med romantikkens opfattelse: det naive og rørende naturbarn.

Ved midten af århundredet fik Danmark sin frie forfatning med bonderepræsentation på Rigsdagen - og atter en ny Jeppe. Phisters (1807-1896) Jeppe var ikke blot sympatisk, fordi han var rørende, men også fordi han var mere dæmpet, finere, soigneret, salonfæhig.

Da parlamentarismen indførtes ved indgangen til vort århundrede, og det første Venstre-ministerium afløste provisorieårenes faktiske Højre-diktatur (Estrup), understregede man i den samtidige indstudering (bl.a. ved hjælp af dekorationerne) den sociale modsætning mellem naturvæsenet Jeppe, spillet af Olaf Poulsen (1849-1923), og den overfladisk spøgende baron.

I 1917, året for den russiske revolution spillede Henrik Malberg (1873-1958) Jeppe sådan, som det fremgår af litteraturprofessoren Valdemar Vedels (1865-1942) omtale: »[...] Men efterhaanden som 475 han tager sig i [dvs. finder sig til rette med] Baronværdigheden, viser han sig adskillige Grader raaere og gemeenere, mere ondartet og farlig end Poulsens Jeppe. Hans Munterhed er sjoveragtig Grinebiderlyst, meget lidet hyggelig og jovial, hans Kommanderen har intet af barnlig Lyst i sig, er blot en bidsk, tændervisende og ondt pønsende Grumhed, som en halvgal Terrorists fra Revolutionen [...]« (cit. eft. Har. Nielsen: Holberg i Nutidsbelysning, Kbh. 1923, p. 108).

Efter at Osvald Helmuth (1894-1966) i 1950'erne havde fremført sin elskværdige, konfliktudjævnende version på Det Kgl. Teater, fremkaldte den skærpede sociale bevidsthed efter 1968 Buster Larsens (1920-1993) på én gang tragiske og farlige Jeppe på Det Ny Teater. Instruktionen havde Kaspar Rostrup (f. 1940), der i 1981 overførte sin opfattelse af stykket til film: På baggrund af den rå undertrykkelse, Jeppe er udsat for, bliver hans plumphed og oprørstrang forståelig, medens baronen fremstår som skurkagtig landjunker af playboy-type.

Siden slutningen af 18. årh. har Jeppe altså været spillet som en positiv figur, gennem 19. årh. som mere eller mindre rørende, i 20. årh. også som farlig og »revolutionær«. I begge tilfælde skal han opfattes alvorligt og tragisk, blot med vekslende betoning af den personlige og den sociale tragedie. En genoptagelse af den oprindelige, komiske Jeppe, som var grov og dum, og som derfor fortjente at blive narret, har ikke været mulig.

Erasmus Montanus' opførelseshistorie udviser hyppigere skift mellem forskellige opfattelser af titelfiguren. Disse er principielt to, den negative: Erasmus som hoven praler og akademisk nar, og den positive: Erasmus som sandhedens forkæmper og martyr. Svarende til disse vurderinger af Erasmus bliver opfattelsen af hans milieu, landsbyen Bierget, henholdsvis at den repræsenterer den sunde fornuft og den nødvendige praktiske sans, og at det er en ravnekrog af selvtilfreds, indskrænket stupiditet.

Vi ved, at både Preisler (1755-1809) i sidste del af 18. årh. og Rosenkilde (1786-1861) inde i 19. årh. spillede Erasmus som sympatisk og i hvert tilfælde ikke lastværdig. En markant stigning i positivitet fik skikkelsen gennem Kr. Mantzius (1819-1879), der i 1840'rne fortolkede den under indtryk af skandinavismen og 476 nationalliberalismen, bevægelser, der netop blev båret af studenter og unge akademikere, og som det inden årtiets udgang var lykkedes både at indføre en demokratisk forfatning og at formulere en grundlov. Mantzius' spil viste denne selvsikre, nyskabende akademikerstands forsvar mod traditionens dumhed.

Som reaktion på Mantzius' opfattelse af komedien som tragisk spillede Emil Poulsen (1842-1911) i sidste del af 19. årh. Erasmus som komisk og usympatisk, som en vigtigper, der fortjener sin afklapsning til slut. Nicolai Neiiendam (1865-1945), der havde rollen ved århundredskiftet, gav især bondestudenten, latterlig, men også i sit indre splittet mellem sine to milieuer. Johannes Poulsen (1881-1938) i 1920'rne var nok mere negativ med sin fremstilling af den hovne laps. Inden 1920'rnes udgang havde Erasmus-skikkelsen i Holger Gabrielsen (1896-1955) fået en mere forsonlig fortolker, og denne tendens blev fortsat med den intelligente og ganske sympatiske Erasmus, som Henning Moritzen (f. 1928) spillede i 1960'erne, uddannelsesboom'ets årti. Derimod rammer Søren Pilmark (f. 1955) i den nyeste opsætning, fra 1983, den kolde intellektualismes repræsentant, ikke mindst ved sine gestiske udtryk.

I modsætning til, hvad der var tilfældet med Jeppe, er den oprindelige komiske og negative opfattelse af skikkelsen altså stadig levende i teatertraditionen, men brydes med mellemliggende perioders trang til psykologisering og sentimentalisering.

Den toneangivende litteraturhistoriker og kritiker K.L. Rahbek skrev om Jeppe på begge sider af 1800. Skønt han opponerer mod »den ikke saa ualmindelige Dom, der uden Omstændigheder [dvs. uden videre] vil erklære [Jeppe] for en Pøbelfarce« (Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter, udg.: K.L. Rahbek VI, Kbh. 1806, p. 152), er han dog ikke i tvivl om, at komediens pointe er den, der udtales i den afsluttende morale, idet »Holberg i Jeppe har viist, at der aldrig gives værre Tyran, end en forhenværende Slave«. (K.L. Rahbek: Om Ludvig Holberg som Lystspildigter og om hans Lystspil I, Kbh. 1815, p. 244).

Men går vi blot frem til Oehlenschläger (der oversatte Holbergs komedier til tysk 1822-1823), konstaterer vi for første gang en entydig demokratisk sympati for Jeppe, der som tyrannisk »baron« er 477 »et Billed paa Pøbelaanden, naar den har brudt utaalelige Lænker, vil hævne sig, og misbruge Magten, som den før af de Mægtige blev misbrugt mod Folket. Det er jo ganske naturligt. Vee den, Forargelsen kom fra!« (Prometheus II, 1833, p. 175).

Den nationalliberale politiker A.F. Krieger (1817-1893) skærpede denne opfattelse og rettede i en artikel fra 1865 sin harme mod baronen, »en af de rige, adelige Lediggængere, som i Mangel af ædlere Beskæftigelse, morede sig med de frækkeste og frivoleste Hokuspocus«, som driver »dette hensynsløse, raae, til Svineri gaaende Spil med et Menneske som den stakkels, forpryglede, fordrukne Jeppe paa Bjerget. [...] en Datidens Herregaards Vellystning, [...] en adelig Libertiner« (Dansk Maanedsskrift I, 1865, p. 502).

Forinden havde Oehlenschlägers digterkollega og efterfølger som litteraturprofessor Carsten Hauch (1790-1872) givet en indgående behandling af komedien. Hauch ser Jeppe som trældommens offer, »som et Slags Martyr«, skønt han dog ikke vil gå så vidt som de, der i Jeppe snarere ser en tragedie end en komedie: »den alvorlige Følelse kommer snarere siden efter paa Tankens Vei.« I lighed med Oehlenschläger, der helt ønskede afslutnings-moralen udeladt, ser også Hauch en problemfyldt modsætning mellem denne og selve stykket: »Og det er da virkelig rørende at se, hvorledes [Holberg] hos sit philistrøse [dvs. spidsborgerlige] Publikum søger Tilgivelse for sit kjække og genifulde Digt [...] Skal man da troe Epilogen paa Ordet, saa har det Hele en aristokratisk Tendents; men forsaavidt Tidens Uret mod den undertrykte Del af Folket ogsaa deri bliver synlig, kan jo Tendentsen med ligesaa megen Ret kaldes demokratisk.« (Nordisk Universitets-Tidsskrift III,3, Kria. 1857, pp. 93, 97, 125).

I forlængelse af Hauchs opfattelse ligger Georg Brandes'. I en artikel om Jeppe, der senere indgik i hans jubilæumsskrift om Holberg (1884), kalder han baronens optræden »utilgiveligt Barbari« (Illustreret Tidende 1868, nr. 443, p. 216, sp. 3), men behandler i øvrigt - som elev af den franske litteraturhistoriker og kulturfilosof H. Taine (1828-1893) - Jeppes psykologi som et produkt af hans livsbetingelser.

Næsten samtidig med Brandes' jubilæumsskrift skrev Sophus Claussen (1865-1931) i forbindelse med en opførelse: »Men det er 478 ingen Komedie. Det er en Tragedie, [...] En Underkuelsens og Drukkenskabens Tragedie [...] Saa meget stærkere er Mislyden, fordi Holberg trods al den Alvor, der er i dette Stykke, altfor meget har brugt sin Jeppe til at gøre Grin med. [...] Hvor ynkelige er ikke de Slutningsord, som han lader Baronen sige [... ] Holberg er gaaet uden om; han vilde have sagt til Adelen, Herremændene: der kan I se, saadanne ynkelige Skabninger er Bønderne, fordi I har udsuget og undertrykt dem. Men saaledes kunde man ikke sige i de Tider; han har i alt Fald ikke gjort det [...] Hvad opnaaede han ved at gaa uden om? Han opnaaede at slippe for Ubehageligheder, men han opnaaede ogsaa det, at hans Stykke blev misforstaaet, at man lo ad det i Stedet for at græde« (Horsens Folkeblad, 9. mrs. 1886, p. 2, sp. 4).

Højdepunktet af patetisk »forsvar« for Jeppe nås af grundtvigianeren og højskolemanden Rudolf Schmidt (1836-1899). Også han indskærper, at man »fremfor Alt ikke [må] benytte den Forklaring, som Holberg i Baronens Epilog har givet til sit Arbeide« - den er »i afgjort Modstrid med Stykkets virkelige Indhold. [...] De vil paa Forhaand indse, at det vilde være stygt og ondt, om Holberg havde holdt denne Trældommens Søn frem for at gjøre ham til Gjenstand for Spot og daarlig Morskab [...] Rent ud sagt: Jeppe er en Mand med et stort Hjertelag, en ridderlig Skikkelse, en ædelmodig Natur, som bærer en Troubadour-Harpe i sit Bryst; men Klangen er unægtelig ikke den, som møder os i Romandigtningen.« (For Ide og Virkelighed, 1873, pp. 335, 340-42).

En vis dobbeltholdning kan iagttages hos kritikeren Edvard Brandes (1847-1931), Georgs bror. På den ene side deler han de nævnte forgængeres syn på modsætningen mellem morale og komedie: »Slutningsverset er absolut aristokratisk-konservativt, men selve Komediens Anlæg synes os nu demokratisk revolutionært« (Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier, Kbh. 1880, p. 307), skriver han i et essay om Phister i 1880. I en jubilæumsartikel fire år senere omtaler han »Baronens Slutningstirade som mangehaande Hensyn maaske paatvang Digteren« (Politiken, 3. dec. 1884, p. l, sp. 6). På den anden side: Da Phisters tragiske Jeppe efter Edvard Brandes' mening næppe stemmer med Holbergs idé, kunne han tænke sig en naturalistisk opfattelse af figuren, »efter hvilken han fremstilledes som hørende til Menneskehedens Bærme, usympatisk i Ydre og 479 Manerer, og ikke som godmodig, skikkelig og rar, men sløv til Dagligdags og despotisk i Rusen.« (Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier, Kbh. 1880, p.307f).

Holberg-forskeren C.W. Smith (Om Holbergs Levnet og populære Skrifter, 1858) og litteraturhistorikeren N.M. Petersen (1791-1862) havde allerede tidligere understreget, at Holberg udtrykte sin oprigtige mening i komediens morale, og at baronen fra Holbergs hånd ikke var »Andet end en munter og dannet Mand, der har Lyst til et psychologisk Experiment« (Smith, p. 175, jvf. N.M. Petersen: Bidrag til den danske Literaturs Historie IV,2, Kbh. 1858, p. 628f) -uden at det dog foreløbig fik betydning for den almindelige opfattelse af komedien.

At det var dette synspunkt, der - historisk set - var det rigtige, dvs. det oprindelige, og at den positive opfattelse af Jeppe skyldtes senere tiders behov for omfortolkning - det blev først udførligt dokumenteret med antidemokraten Harald Nielsens veloplagt polemiske bog Holberg i Nutidsbelysning fra 1923, som helt er viet behandlingen af dette spørgsmål. Derimod rummede Edvard Brandes' karakteristik af en naturalistisk Jeppe ingredienser, der - som vi har set ovenf. - foregreb nyere opførelsers fortolkninger af figuren som rå revolutionær, omend disse mere viser den retfærdigt hævnende oprører - altså en fundamentalt positiv person - end Edvard Brandes' frastødende »menneskedyr«.

Medens Rahbek med hensyn til Jeppe gjorde sig til talsmand for det oprindelige, Holberg'ske syn på komedien og dens hovedperson, er det modsatte tilfældet med hans omtale af Erasmus Montanus som »et godmodigt, men og [dvs. også] som et forstandigt ungt Menneske« (Om Ludvig Holberg som Lystspildigter og om hans Lystspil III, Kbh. 1817, p. 182). Hermed fjerner han sig fra Holberg og baner vejen for idealismens opfattelse af figuren, som rådede i første halvdel af 19. årh. Lad os se på tre fremtrædende skribenters behandling af Holbergs student:

Fru Gyllembourg tog komediens personkonstellation til mønster i sin samtidsroman Montanus den Yngre (1837), hvor Conrad, Erasmus' sidestykke, til alles tilfredshed optages i familiefirmaet, efter at en ideologisk konflikt med det borgerlige milieu er bilagt (Conrad er i Amerika blevet republikaner). 480 S. Kierkegaard (1813-1855) skrev i sine papirer: »Jeg græder, naar jeg seer eller læser Erasmus Montanus; han har Ret og ligger under for Massen« (Søren Kierkegaards Papirer, udg.: Thulstrup I, Kbh. 19682, p. 149) - og anerkendte også andre steder Erasmus som kompromisløst tænkende enkeltindivid, medens han ytrede foragt for Bierget som traditionelt troende kollektiv.

Kritikeren P.L. Møller skrev i en artikel fra 1843, at Holberg med Erasmus Montanus »ikke blot skjemter over smaalige Forhold, men viser os - paa en næsten tragi-comisk Maade - Begeistringen for en høiere Erkjendelse i Kamp mod Dumhed og Fordom.« (Dansk Folkekalender, Kbh. 1843, p. 70f).

Efter århundredets midte vender billedet. Den allerede nævnte C.W. Smith anlægger i sin Holberg-bog også i forbindelse med Erasmus komedie-synspunktet: »Man støder undertiden paa en saadan Opfattelse af dette Stykkes Tendents, som om Montanus var en Martyr for Sandheden, og Landsbyfolkenes dumme Fordomme den egentlige Gjenstand for Satiren. Thi det er utvivlsomt, at Jorden virkelig er rund, ligesom det er ganske vist, at Holberg selv ingen anden Mening har havt om dette Spørgsmaal. Det kunde altsaa synes rimeligere, at Montanus blev tvungen til at gjenkalde sine falske Paastande end sine sande og velgrundede Meninger. Men Montanus forfegter ikke Sandheden som Sandhed, han forfegter den kun som sin Paastand. [...] Det er ham slet ikke om at gjøre, at Folk paa Bjerget bringes til at troe, at Jorden er rund, hvad der jo ogsaa i og for sig er temmelig ligegyldigt eller ialtfald ikke et Martyrium værd; han vil kun, at hvad han har sagt, skal staae fast. Det er det Falske i dette Princip, han skal lære at erkjende.« (Om Holbergs Levnet og populære Skrifter, Kbh. 1858, p. 187f).

Smith har følgeskab af den kyndige kritiker Clemens Petersen (1834-1918), der næsten samtidig skriver: »[...] Men i Lighed [med Jean de France og den politiske kandestøber] skal man ogsaa lee af Erasmus Montanus, naar Verden gaaer ham imod og han faaer sin velfortjente Løn. [...] Men i ethvert Tilfælde er det ganske ligegyldigt, om det er Sandhed eller Løgn, Erasmus kommer i Knibe for, thi den Maade, hvorpaa han bestandig stiller sig til en Sag, er, uafhængig af Sagen selv, forkastelig og latterlig, og det er den, der i Stykket straffes med Prygl og straffes med Rette. [... ] Og lader 481 man blot Erasmus fremtræde med den i Texten foreskrevne Mimik, vil hele Figuren faae et Sving, der bringer enhver Antydning af det Tragiske til at bortdunste.« (Fædrelandet, 22. maj 1858, p. 489, sp. 3 - p. 490, sp. 1; ordlyden, ikke opfattelsen, er en smule ændret i optrykket i Dramaturgisk Kritik, 1860, som er fulgt her).

Vi så tidligere, hvordan Rudolf Schmidt ved sin tilknytning til grundtvigianisme og højskole og deraf følgende sympati for muldens sønner måtte levere et »uhistorisk« forsvar for bonden Jeppe. I forbindelse med Erasmus bevirker samme sympati en historisk rigtig bestemmelse af komediens sande værdier som dem, Bierget og i særdeleshed Erasmus' bror, bondedrengen Jacob, repræsenterer, og af Erasmus som ublandet komisk. Rudolf Schmidt fremsætter desuden den morsomme tanke, at Erasmus' uforståelige logik-hokus-pokus, hvormed han »forvandler« familie og lokalbefolkning til sten, tyre og haner, blandt almuen må være blevet opfattet som magi, og at det i virkeligheden er som en slags troldmand, at Erasmus opretholder sin overlegenhed i milieuet (jvf. note til p. 229).

Også Georg Brandes er at finde blandt »negativisterne«: »Bevidst har Holberg kun villet fremstille Narren i Erasmus« - han og Per Degn repræsenterer sammen det almene forhold »mellem [...] ny og gammel Daarskab« (Samlede Skrifter I, Kbh. 1899, p. 138f).

Modsat sin bror og Rudolf Schmidt forholder Edvard Brandes sig: Medens hans naturalistiske dramaturgi lod ham anbefale en usympatisk Jeppe, der i visse henseender pegede tilbage mod Holbergs oprindelige, frister hans egen situation som radikal intellektuel ham til at opvurdere Erasmus i en grad, der ligger fjernt fra den oprindelige komediefigur, og betragte ham som »de nye Tankers Bærer« (Politiken, 22. dec. 1921, p. 10, sp. 6).

I dette århundrede har opfattelserne af figuren vekslet. Litteraturprofessoren og holbergianeren Vilh. Andersen (1864-1953) betragtede allerede i sine Litteratur Billeder I (1903) Erasmus, Jacob og løjtnanten under synsvinklen: åndstyper, og i sin store litteraturhistorie ser han hele Erasmus som »en Kulturkomedie«, der giver »et historisk Gruppebillede« af folket, staten, kirken, universitetet og litteraturen. Den kulturform, Erasmus repræsenterer, var allerede på Holbergs tid forældet, »en overlevet akademisk Skik og Mode«, så hans med prygl fremkaldte dementi af »netop den af [hans] 482 Paastande, hvori der er reel Sandhed, giver ham ikke noget tragikomisk Martyrium, men fuldender den rene Komik i hans Skikkelse og Skæbne.« (II, 1934, p. 81-83).

Synspunktet »kulturkomedie« er ikke af alle Holberg-forskere og -kritikere blevet betragtet som lige nødvendigt og påtrængende. Højskolemanden Johs. Novrups bog Erasmus og Jacob (1952) er imidlertid et symptom på, hvorledes figurerne Erasmus, Jacob og Per Degn som (ånds-)typer er indgået i den almindelige bevidsthed og danske sprogbrug og lader sig mobilisere i den politiske og kulturpolitiske debat. Også til spørgsmålet om komisk eller tragisk har opfattelserne divergeret; flere har forsøgt at forene synspunkterne i et både-og, således den ellers uforsonligt determinerede Harald Nielsen, der i en artikel i den i 1920'rne regelmæssigt udsendte Holberg Aarbog fandt, at komediens grundtanke var: »»Sandheden falder mellem Røvere«« (1922, p. 24). 1970'ernes ideologikritiske og marxistiske analyser har betonet Biergets = samfundets undertrykkelse af individet og dermed til en vis grad genoptaget idealismens og Edvard Brandes' vurdering af parterne. I Henrik Stangerups filmatisering (texten udg. 1976) er handlingen henlagt til Brasilien, hvorved konflikten kan udspilles mellem den »ny tids mand« og et tilbagestående, feudalt samfund.

Jeppe-kritikken forløber altså i en kurve parallel med de sceniske fortolkninger: 18. årh.'s opfattelse af komedien som farce med en latterlig og frastødende titelfigur afløses i 19. årh. af stadigt stærkere sympatiserende holdninger over for Jeppe og deraf følgende fordømmende holdninger over for baronen og afvisninger af epilogmoralens relevans for komedien, som nu opfattes som mere eller mindre »tragisk«. Den forskningsbaserede Jeppe-kritiks tilbageføring af figuren til Holbergs vurderingsnormer forblev uden konsekvenser for teatertraditionen i dette århundrede, der især har fornyet opfattelsen af Jeppe ved en ny form for positivitet: den revolutionære farlighed.

En lignende parallel kan iagttages for Erasmus Montanus' vedkommende. I 19. årh. opfattes Erasmus først forsonligt, så ligefrem positivt, hvorefter denne tendens omkring århundredets midte afløses af en modsat, der lader sympatien overgå fra Erasmus til 483 Bierget. I dette århundrede har de to opfattelser sameksisteret både i kritik og fremførelser.

Demokratiets indførelse og »bonden på Rigsdagen« afstedkom modsat rettede vurderinger af de to titelpersoner - eller rettere en opvurdering af både Jeppe og af Erasmus' omgivelser, ved midten af århundredet så vi forsvaret for Jeppe blive intensiveret, medens Erasmus' gunst faldt brat. Udviklingen har dermed bevirket, at vi i dag har mulighed for at se Erasmus opført i principiel overensstemmelse med Holbergs tilsigtede vurdering af titelperson/milieu, medens vi kun kan møde den oprindelige Jeppe, som opførelsespraksis har ført stadig længere bort fra dens historiske og litterære udgangssituation, gennem litteratur- og teaterhistoriens oplysninger.

9. Textgrundlag og textrettelser

Dette binds Holberg-text bygger på Samlede Skrifter I-XVIII (Kbh. 1913-1963), der udmærker sig fremfor de fleste andre udgaver af komedierne ved at benytte de ældste tryk som textkilde - og da anføre enhver større eller mindre afvigelse herfra i udgaver fra Holbergs levetid samt enhver større eller mindre ændring fra udgiverens hånd i forhold hertil i hhv. et variantapparat og et textkritisk tillæg (begge i udgavens bd. XVIII).

Dette textgrundlag medfører, at den her foreliggende text til Jean de France og Jeppe paa Bierget gengiver texten fra Comoedier Sammenskrevne for Den nye oprettede Danske Skue-Plads Ved Hans Mickelsen, bd. I (1723), og texten til Ulysses Von Ithacia den fra samme værks bd. III (1725), medens texten til Erasmus Montanus og Den Stundesløse gengiver texten fra Den Danske Skue-Plads, bd. V (1731); texten til Don Ranudo baserer sig på B. Dass' afskrift (se herom afsnit 7 ovenf.). De seks komedie-texter findes i Samlede Skrifter hhv. bd. II, II, III, IV, IV og IV.

Grundlæggeren af Samlede Skrifter og udgiver af dens komediebind var Carl S. Petersen (1873-1958). Denne udgave følger næsten overalt hans meget kvalificerede læsemåder; hvor dette ikke er tilfældet, er det som regel, fordi nærværende udgiver har valgt at 484 tilbageføre en ordlyd eller sprogform til den oprindelige, ofte uortodoxe fra 1723, 1725 eller 1731, selv hvor en textrettelse fra Carl S. Petersens hånd dermed undtagelsesvis har måttet underkendes. En sådan konservativ textkritik er fe. bragt i anvendelse imod Petersens normalisering, hvor denne korrigerer Jean de France's (eller intriganternes) fransksprogede udfoldelser eller Per Degns solmisation:

26,16:

donc > doné

38,22:

neuf, > neuf

38,22:

souliers, > souliers

52,7:

Danois > Donois

57,10:

degagee > de gagee

74,25:

depechons > de pechons

216,17:

si, la > si, fa

216,19:

sol, la > sol, fa (2 gange)

I andre tilfælde er originalens form genetableret, simpelthen fordi en ændring heraf ikke forekommer tvingende:

16,7:

lenger > længer

16,13:

Jan > Jean

37,23:

lærdt, Comment du > lærdt Comment, du

38,6:

te, > te

49,12:

Stæden > Staden

95,5:

Guld broderet > Guld-broderet

95,13:

mit Huus, > mit, Huus

202,33:

Mod > Med

216,25:

do re > dore

368,12:

Jens griffel > Jens Griffel

381,30:

paafundet, for at > paafundet for, at

385,23:

det ikke, disse > det, ikke disse

392,22:

14de Aar, man > 14de Aar man

445,21:

de andre, > de, andre,

Mod førstetrykket tør man rette, når Holbergs eller sætterens skødesløshed kan gives skylden for forvansket scenegang; i flg. tilfælde er en replik lagt i munden på en person, der ikke optræder i 485 komedien, eller personer er glemt ved scenens begyndelse, skønt de faktisk har replikker:

29,7:

Margrete > Marthe

234,13:

Nille. Montanus. > Nille. Montanus. Jeppe.

239,27:

Jeppe. Montanus. Jesper. Per Degn > Jeppe. Montanus. Jesper. Per Degn. Nille.

365,26:

Leonora. Pernille. > Leonora. Magdelone. Pernille.

Rene konjekturalrettelser, der altså må stå til diskussion, begrænser sig dermed til flg.; i de fleste tilfælde støtter udgiveren sig på autoriteter som Martensen, Brix, Holberg-ordbog - eller Carl S. Petersen selv, der i sit textkritiske tillæg hyppigt anfører tilfælde, hvor han har været i tvivl og giver grunde for og imod:

17,16:

i Sinds > i Sinde

31,2:

Raadsherre > Raadsherrer

32,13:

Elsebet > Marthe

34,2:

havde > have

135,9:

jaulosie > jalousie

143,24:

Kieserens > Keiserens

145,6:

Dyrnedal > Dyrendal

171,13:

det. > det?

277,5:

mange Natte-vægt > mangen Natte-vægt

284,16:

Gonzalo, > Gonzalo

286,27:

komme > klemme

388,19:

eftertænk > eftertænkt

400,25:

seer > suer

414,7:

udspeydet > udspredet

418,30:

reen > rum

425,26:

i Jorden > i Uorden

Dermed er samtlige tilsigtede afvigelser fra det angivne textgrundlag opregnet. Rent typografisk er der dog i flg. tilfælde foretaget egaliserende indgreb til afbødning af førstetrykkenes ofte forvirrende inkonsekvenser: Regieangivelserne er overalt markeret med parentes, petit og kursiv, vokalstreger (fx.: ko¯mer) erstattet af 486 dobbeltkonsonant (fx.: kommer), det tyske ß af: ss (undtagen, hvor det betyder: skilling), den latinske ligatur qß af: qve.

Til slut et par ord om noterne. Disse er søgt begrænset til, hvad der er strengt nødvendigt for en moderne læsers (perspektiverede) forståelse af texten; den betydelige historiske og kulturelle afstand til Holbergs univers gør dem omfattende nok endda, og nægtes kan det ikke, at komedier som fx. Ulysses og Erasmus er særdeles kommenteringskrævende. En tak skal lyde til udgiverens lærde forgængere, af hvis fonde der er øst: Rahbek, Werlauff, Martensen, Roos, Billeskov Jansen, Henriques og ikke mindst til Aa. Hansen, C. Maaløe og Sv. Eegholm-Pedersen, mændene bag Holberg-ordbog I-V (1981-1988), Holberg-filologiens store bedrift i vor tid. Den stramme udnyttelse af det foreliggende stof har betydet, at en mængde lærdomsstof er skudt ud, men nye behov, især motiveret ved den nuværende gennemsnitsgymnasiasts forudsætninger inden for de humanistiske fag, har til gengæld medført en række udvidelser. Udgiveren har derfor suppleret sine forgængere, ikke kun med enkelte nye iagttagelser og opdagelser, men navnlig med et større antal ordforklaringer og basale oplysninger, der forhåbentlig vil øge udgavens brugsværdi.

10. Bibliografi

a) Udgaver af Holbergs komedier:

Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter, udg. af K.L. Rahbek I-XXI, Kbh. 1804-1814 [komedierne i bd. I-VI].

Holbergs Komedier, udg. af Jul. Martensen I-XIII, Kbh. 1897-1909.

Ludvig Holbergs Samlede Skrifter, udg. for DSL af Carl S. Petersen [, Aage Hansen og F.J. Billeskov Jansen] I-XVIII, Kbh. 1913-1963 [komedierne i bd. II-IV].

Holberg: Comoedierne, udg. af Carl Roos I-III, Kbh. & Kria. 1922-1924.

Ludvig Holberg: Værker i tolv Bind, udg. af F.J. Billeskov Jansen I-XII, Kbh. 1969-1971 [komedierne i bd. III-VII].

Ludvig Holberg: Samtlige Komedier i tre bind, udg. af EJ. Billeskov Jansen, Kbh. 1984.

Ludvig Holberg: Erasmus Montanus, udg. af Alf Henriques, Dansklærerforeningen, Kbh. 195910. 487 Ludvig Holberg: Jeppe paa Bjerget, udg. af Poul Paludan, Dansklærerforeningen, Kbh. 197515.

Ludvig Holberg: Erasmus Montanus, udg. af Thomas Bredsdorff, Dansklærerforeningen, Kbh. 1992.

b) Aktuelt relevante behandlinger af Holbergs komedier (incl. en el. flere af de i dette bind indeholdte):

Andersen, Dorte Sonderup: Om at være sig selv bekendt. En historisk relatering af Ludvig Holbergs komedier, Odense 1988.

Andersen, Jens Kr.: Ludvig Holberg. Statsborger, intellektuel, dramatiker, Kbh. 1984.

Andersen, Jens Kr.: Conflicting Values in Holberg's Comedies: Literary Tradition or Social Teaching? = The Nordic Roundtable Papers VII, Minneapolis 1991.

Andersen, Jens Kr.: Handling og moral. En strukturel studie i elleve Holberg-komedier, Kbh. 1992.

Andersen, Jens Kr.: Professor Holbergs komedier. En strukturel og historisk undersøgelse, Kbh. 1993.

Andersen, Jens Kr.: Holbergs kilder? Studier i komediedigterens mulige litterære forudsætninger, Kbh. 1993.

Brix, Hans: Ludvig Holbergs Komedier. Den danske Skueplads, Kbh. 1942.

Eide, Eiliv: Holbergs »Den Stundesløse«: Lykkelig møte mellom karakter og intrige, i: Leif Longum (red. ): Drama-analyser fra Holberg til Hoem, Bergen, Oslo & Tromsø 1977, s. 21-28.

Grodal, Torben Kragh: Tilpasning eller fremmedgørelse. »Erasmus Montanus« og »Den 11. juni« som ideologiske afgrænsninger af enevælden i forhold til feudalisme og liberalisme, i: Jørgen Holmgaard (red. ): Tekstanalyser = Poetik 4, 2-3, Kbh. 1971, s. 21-34.

Holm, Edvard: Holbergs statsretlige og politiske Synsmaade, Kbh. 19752.

Jensen, Anne E.: Helte og antihelte. Omkring Holbergs Ulysses von Ithacia, Kbh. 1984.

Jensen, Kerrin: Moral und Politik. Gesellschaftsbild und Komödienkonzeption in Ludvig Holbergs Frühwerk = Beiträge zur Skandinavistik VI, Frankf. a. M., Bern & N. Y. 1986.

Kruuse, Jens: Holbergs maske, Kbh. 1964.

Ladevig Petersen, E.: Fra standssamfund til rangssamfund 1500-1700 = Dansk social historie III, Kbh. 1980.

Lohmeier, Dieter: Der beschränkte Untertanenverstand und der ganze Zusammenhang der Sachen. Über den Erfolg des Politischen Kannegiessers in Deutschland, i: Text und Kontext, Sonderreihe V: Deutsch-dänische Literaturbeziehungen im 18. Jahrhundert, München 1979, s. 13-32.

Nedergaard, Leif: Erasmus Montanus. Kætterske betragtninger over Holberg's stykke som komedie, som tragedie og som universitetssatire samt 488 dets plads i striden om verdensbilledet, i: Danske Studier, Kbh. 1979, s.

50-84.

Nielsen, Erik A.: Holbergs komik, Kbh. 1984. Nielsen, Harald: Holberg i Nutidsbelysning. En æstetisk Undersøgelse, Kbh.

1923.

Nystrøm, Eiler: Den danske Komedies Oprindelse. Om Skuepladsen og Holberg, Kbh. & Kria. 1918. Rahbek, K.L.: Om Ludvig Holberg som Lystspildigter og om hans Lystspil I-III,

Kbh. 1815-17. Rossel, Sven Hakon (udg.): Ludvig Holberg: A European Writer. A Study in

Influence and Reception = Internationale Forschungen zur Allgemeinen

und Vergleichenden Literaturwissenschaft VIII, Amsterdam & Atlanta GA

1994.

Smith, C.W.: Om Holbergs Levnet og populære Skrifter, Kbh. 1858. Spang-Hanssen, Ebbe: Erasmus Montanus og naturvidenskaben, Kbh. 1965. Thomsen, Hans Hagedorn (udg.): Omkring Erasmus Montanus. Tekster til

fortolkningen, Kbh. 1980. Werlauff, E. C.: Historiske Antegnelser til Ludvig Holbergs atten første Lystspil,

Kbh. 18582.

c) Hjælpemidler til studiet af Holbergs komedier:

Ehrencron-Müller, H.: Bibliografi over Holbergs Skrifter I-III = samme: Forfatterlexikon omfattende Danmark, Norge og Island indtil 1814 X-XII, Kbh. 1933-1935 [om komedierne i bd. II-III].

Hansen, Aage, Christopher Maaløe & Sv. Eegholm-Pedersen: Holberg-ordbog. Ordbog over Ludvig Holbergs sprog I-V, Kbh. & Oslo 1981-1988.

Tillæg

Rahbeks gengivelse af Bidermanns Jeppe-historie

(Fra: Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter. Udgivne ved K.L. Rahbek VI, Kbh. 1806, p. 153-163).

Den Fornemste af den utopiske Ungdom [...] havde faaet Lyst til at slaae sig løs. Hans Følge fandt da en beskjænket Bonde under en Eeg, ligge ligere en Død end en Sovende. De strømme om ham, og trække ham en i Benet, en i Haaret, en eet Sted, og en et andet, for at faae ham vaagen. Men da de saae, det var forgjæves, gav En 489 et Raad, til ret at have Løjer med ham. De tage da Mennesket, som intet vidste af sig selv, og bære ham op paa Slottet; her underviser Herren sine Tjenere, hvad de have at gjøre; de rense og pynte den sovende Bonde, binde hans Haar i en ziirlig Knude, sætte ham et forlorent Skjæg fast paa Hagen, sminke ham, lægge ham i en prægtig Seng med galonerede Klæder ved Siden, Ringe paa Fingrene, Armbaand paa Armene, og stille nu et Par Mennesker til at staae paa Luur, hvorledes han vilde tee sig, naar han vaagnede.

Noget efter mældte den ene af disse, at Bonden var vaagnet, og gjorde saare latterlige Ophævelser. Man stimlede da til fra alle Sider, for at see, hvorledes denne Bondeklodrian kunde skikke sig paa et glimrende Slot. Da han havde udsovet Rusen, og først mærkede, hvor prægtigt Sovegemakket saae ud, begyndte han at gnide sine Øjne, og see sig om, een Gang, to Gange, tre Gange; nu satte han sig forskrækket ned og begynd [te] at føle paa alt, hvad der omgav ham. Men da han ikke traf paa andet end Sølv og Silke, og kostelige Linklæder, og Guld og Elfenbeen, troede han, han svimlede. Hvad er det? sagde han, hvor har Lykken ført mig hen? er det min Skygge, jeg saae i Gaar, da jeg laae under Eegen, er jeg kanskee endnu beskjænket, og troer at see, hvad jeg sværmer [drømmer, fantaserer mig til]? Men jeg er jo vaagen, og ingen Drøm gjækker mig. Nu da han igjen vilde gnide Søvnen af Øjnene, saae han Ringe paa sine Fingre og Armbaand, og gjenkjændte intet af sin gamle Usselhed. Han begyndte nu at troe, at han var en anden, og ikke sig selv mere; og da han nu ovenikjøbet i det spejlblanke Marmor saae baade sit Haar og sit Udseende anderledes og fandt Skjægget paa sin Hage, blev han saa bleg, som et Liig, og sagde: nu har da Ulykken reent faaet Magt over mig, og Intet ladet mig beholde tilbage af mig selv. Jeg kunde dog have Lyst at staae op af mit Leje, og prøve, om min Kone og Børn, og Tjenestefolk kjænde mig. Men nu fandt han isteden for sine Bondepjalter de prægtige Klæder og Guldkjæder; og nu blev han reent forvirret, og bar sig ad som en gal Mand; tilsidst gav han sig til at raabe paa een af sine Karle.

Nu kom fire Ynglinge efter Aftale ind, og med mange Complimenter kyssede ham paa Hænderne, kaldte ham deres Konge og Herre, og begyndte at føre ham i de prægtige Klæder, bringe ham Sølv-Vandfad og Vaskeskaal, lugtende Vand at toe sig i, o. s. v. 490 Bonden, der var stum i alt dette, tænkte iblandt paa: hvad denne ny og usædvanlige Pragt kunde sige; det maatte være det forjættede Land, eller Paradiis, og det kunde ikke være andet end Engle, der baade saae saa vakkre ud, og gjorde saa venlig en Vold paa saadan en ringe Mand. Dog, da een vilde give ham Guldkjæden om Halsen, troede Bonden det var ude med hans Liv, og han skulde hænges i den Guldkjæde, og begyndte derfor at bede om Naade. O vær saa god først, sagde han, I fremmede Herrer, og siig mig, hvad jeg har gjort af mig selv; for jeg siger ikke imod, at døe, hvis jeg har fortjent det. Men jeg græmmer mig over, ved hvad Fejltagelse jeg er kommen hid. Og vaagen har jeg aldrig ladt mig lokke til at stjæle, at jeg ikke skulde lade mig nøde til at hænge. Men sover jeg endnu, og har bestjaalen nogen i Søvne, saa lad mig dog ikke komme i Galgen, før jeg vaagner.

De falde ham i Ordet, og beder ham dog ikke snakke sligt, som var ikke ham værdigt. Han var deres Konge og Herre, hvem de efter gammel Skik skulde opvarte ved hans Lever. Han svarte derimod, at han var en Bonde, og hedde Jeppe, fød af fattige Forældre, og havde en Smule Jord og en Hoverigaard. De sagde ham imod, og da han ikke vilde give efter, overvældede de ham med store Usandheder; at det enten maatte være en Drøm, der havde forrykket den kongelige Hjerne, eller han var over sine mange Bekymringer kommen til Ulykke og gaaet fra sig selv. Om han ikke huskede, hvad han endnu i Gaar viseligen havde gjort? Da han nu spurgte, hvad det var? Da Du, svarte den ene, gav mig tusind Ducater, og denne en Guldkjæde, ham der en persisk Hest, og ham hist en indenlandsk. Jeppe svarede, at han ikke huskede noget deraf; hvorvel jeg nu seer, sagde han, at jeg har været gal, som har foræret Jer noget sligt. Og da I maa vide, at vanvittige Personer intet kan give bort, saa giver mig det flux igjen! De paastode, at igaar havde han været ved sin fulde Forstand; men nu var det, han snakkede over sig; thi hverken plejede Gale at give Noget bort eller Kloge at tage det tilbage. Han skulde derfor sætte sig paa sit kongelige Sæde, og vente paa sine Hoflæger, der skulde helbrede ham for Sindssyge.

Nu gaaer en Page, og kommer strax igjen med en heel Mængde Mennesker, som han alle giver ud for Læger. De gaae til ham med Bekymring, staae om ham med Ærbødighed, og efterat have kysset 491 ham paa Haanden, knapper En hans Trøje op, og føler ham paa Brystet, En finder hans Puls, hver gjorde Sit. Nu stikke de Hovederne sammen og erklære, at Blodet ved Legemets umaadelige Hede var kommen i Kaag, og voldte de Griller, saa Fyrsten glemte sig selv og troede at være en anden. Hvorvel den Vanvittighed ikke var i nogen høj Grad; det vilde ingen Under være, da Blodet var i saadant Kaag, om han endnu sværmede urimeligere. Der var imidlertid gode Raad for; naar han blot en Dag levede lystig, og søgte at fordrive de Griller ved Glæde og Vellevnet, vilde han snart komme til sin Samling igjen. Da han nu ikke vidste, hvad han skulde sige dertil, lod de strax gjøre Anstalter til al den Ting, der kunde muntre hans Sind. Der var Røgelse og Salver, og alle Slags rare Sager, og der var Musik og Sang; Jeppe, som fandt det var noget andet, end hans gamle Sækkepibe, spurgte, om de plejede altid at have sligt. De svarte, hver Dag, og han plejede at holde meget deraf; han undrede sig, at han ikke kunde komme det ihu; men de paastode, at det kom af hans Sygdom.

Nu fortælle de ham Historierne om den, der indbildte sig intet Hoved at have; den, der troede at have Hovedet fuldt af Fluer; den, der frygtede at volde en Oversvømmelse ved at lade sit Vand; den, der holdt sig selv for død; den, som man fik til at troe, hans Hoved var blevet dobbelt saa stort; og den, som stod i den Tanke, at hans Næse var 10 Fod lang; og faae de endelig vor Bondemand i den faste Tro, at han var en Konge. Nu begyndte han da at see sig stolt omkring, foragte alle dem, der omgav ham, og ansee for en Drøm Alt, hvad der kunde minde ham om hans fordums Fattigdom. Jeg kunde have Lyst, sagde han, at komme ud af Sovegemakket, for at sætte min Hukommelse andensteds paa Prøve. Strax lyde alle hans Bud. Nogle bære ham, andre ere hans Løbere, andre hans Laqvejer. Han bliver nu baaren om blandt alle sine fornemme Herligheder, og viste især en gemeen Smag.

Nu nærmede Middagsmaaltidet sig, og da han gav tilkjænde, han længtes derefter, blev der strax prægtig dækket op for ham. Nu sætter han sig, som Odin, ene til Taffels, med alle sine Hofsinder omkring sig, der alle spilte deres Roller meget net. Naar han talte til Een, var strax alle i ærbødig Bevægelse, hans Nik var Befaling; der hørtes ikke uden Konge og Herre baade for og bag. Midlertid 492 bringes en stor Slagtorden af Retter frem, Bordet pakkes fuldt med Guldtaffel; og der sees ikke andet end Guld, Sølv og de allerkostbareste Retter. Aldrig havde det Menneske seet saamange Herligheder, og hvad den Klodrian ikke engang vidste Navn paa, begyndte han nu at smage. Hertil var nu og de udsøgteste Vine i største Overflod, og kort sagt, intet fattedes, der var lækkert og rart. Heller ikke var der alt imellem Mangel paa gottende Latter; thi hver Gang Bondeklodrianen gjorde noget dumt, saae de at komme frem med noget, de kunde tage til Paaskud at lee af.

Midlertid krigede vor Jeppe tapperlig med Fade og Flasker; thi aldrig havde hans gemene Mave havt saa meget prægtigt at gotte sig med, eller stillet sin Hunger paa saadanne Retter, og slukket sin Tørst paa saa udsøgt Viin.

Da han nu altsaa havde mædsket sig med disse overflødige skjønne Ting, blev han endelig mæt, og hvad dermed gjerne plejer at følge, beskjænket. Saaledes gik Dagen med dette Galskab, til Bonden atter ikke vidste mere af sig selv og faldt i Søvn, som han var død. Endelig faldt man da paa, at lade denne nye Konge gaae af igjen; man tog altsaa Kjæderne af hans Hals, Ringene af hans Fingre, Brasseletterne af hans Arme, klædte ham af, fik ved lunkent Vand det forlorne Skjæg af Hagen paa ham, og Haaret i sine gamle Folder; hvormed da hans Døgnregiment havde Ende, og han blev den igjen, han aldrig havde afladt at være. Og var der dette mærkelige ved ham blandt alle Regenter, at han var beskjænket, baade da han fik og nedlagde sit Regiment. Saaledes nedstødt fra sin Højhed fik han sin gamle Kofte paa igjen, og sin lasede Trøje, og blev kastet hen paa samme Mødding, han var trukket op fra igaar.

Da han der havde sovet sin Ruus ud, og bildte sig ind, han skulde vaagne som Konge, saae han, hans Rige var gaaet i Lyset, og han var vaagnet som en Bonde. Vilde jeg nu stykkeviis fortælle, hvad han da afsindig sagde, og gjorde,

det snart blev Nat paa jydsk.

Med eet Ord, han bar sig ad som en Tosse vilde bære sig ad, og en klog Mand lee ad. Da han kom hjem, hvor de havde savnet ham i to Dage, siges der i det mindste, han sagde sin arrige Kone, han 493 havde været i Paradiis, hvor der havde været saa meget rart baade for Øjne og Øren, og hvor han havde

Paa Finger Ring af Ædelsteen,
Og Seng af Skildpad eller Elfenbeen,
Og hvilede paa bløde Edderduun,
Og drak kun af Chrystal, og sad paa Purpur kun.

og havde tusinde Herligheder. Men Konen, som ikke var saa lettroende, at hun skulde troe sin Mands Drøm, bildte sig ind, han havde kiget i de klare Glas i en Kippe [kro]; hun skjældte ham derfor ud, og trak ham efter Haaret ind i Sengekammeret, at han med Faste skulde bøde for sit Galskab.

Nu blev Bonden bragt for en digtet Ret. Der blev en Skraal, at man bragte en, der havde bestjaalet det kongelige Skatkammer. Der fremstode Vidner, at de havde seet Jeppe i KongePragt med Ringe paa Fingrene, og Guldarmbaand, som de havde kjændt, og kort sagt, fremførte alt, hvad han forrige Dag havde sagt, og foretaget. Da han mærkede, han var overtydet ved disse Vidner, brast han bitterlig i at græde, tilstod, det var sandt, de sagde; men hvordan han enten var kommet til, eller af med al den Rigdom, begreb han slet ikke. Snart havde han troet, det var en Drøm, snart at han var bragt til Paradiis, og klædt der; men var kommen ligesaa hurtig af med sin nye Lykke, som til den. Dersom han altsaa havde syndet uden sit Vidende, bad han, det ikke maatte regnes ham til Onde. De andre blev derimod ved, at man ingenlunde maatte skaane ham; at Tingen baade var skjændig i sig selv, og farlig af Exempel, ikke blot at stjæle en Fyrstes Klæder, men endog paatage sig hans Person. Thi hvad kunde under dette Kongenavn ikke ustraffet prøves og gjøres. Det havde man nylig havt skrækkelige Exempler paa. Nu fremføre Advocaterne adskillige Anecdoter til Beviis herpaa, hvoriblandt den, der ligger til Grund i pantsatte Bondedreng.

Nu træde Dommerne sammen, og Dommen fældes. Der hersker en dyb Taushed. Kort derpaa oplæses følgende Dom: »Da Jeppe, Nielses Søn, og Jeppes Sønnesøn, med Vidner er overbeviist, at have stjaalet og aabenlyst baaret Purpur, Ringe, Halskjæder og Armbaand, og uden at tænke paa sin Herkomst, søgt kongelig 494 Myndighed, og efterstræbt Kongen og Kongenavnet; thi kjændes for Ret, at Jeppe enten skal hænges i Reeb, eller kastes for de vilde Dyr, eller aflives ved Gift. Hvorimellem han har at vælge.« Her jamrer Jeppe længe forgjæves, som ikke er Umagen værd at anføre, da han i sit frie Valg intet saae, der var værdt at vælge; endelig valgte han Giften, som han ansaae for det mildeste, og drak den i alles Paasyn. Strax begynder han at svimle, saa kom der en Taage for hans Øine, saa kom han fra sin Samling og faldt i Søvn, saa han laae som død.

Nu kom fire stærke Bøddelknægte med Maske for, og opreiste en lav Vippegalge, hvorpaa de alle gave dem om [overfaldt] den arme Jeppe, der af Giften eller Søvnen var som død; de bandt ham nu saaledes, at de slog et Toug om Benene og op til Armene, saa hele Legemet var fastslynget; saa knyttede de et Reeb i, saa at de uden at røre ved Halsen hidsede ham op i Galgen.

Noget efter blev der et ynkeligt Skrig. Vi fore til Vinduerne og saae et Fruentimmer, der forbittret rev sig i Haaret, og slog sig for Brystet. Det var en Bondekjærling, den hængte Jeppes Kone. Thi saasnart hun hørte, hendes Mand var kommet i Galgen, løb hun did ude af sig selv, og æskede med højt Skraal sin Mand tilbage. Men da hun nu selv saae ham hænge, saa begyndte hun reent at rase, og fordobblede sit Skraal paa sin Jeppe, og sagde, at nu var hun og hendes Børn først ret ulykkelige, da de havde mistet saadan en Mand og Fader. Han havde været en retskaffen Huusbonde og Ægtefælle, og et Mønster for Bønder; med ham var al Retskaffenhed dræbt. Nu begyndte hun at fordre Liget, siden hun da ikke kunde faae sin Mand igjen.

Med denne rasende Raaben fik hun ikke blot hele Nabolauget i Bevægelse, men hun vækkede endog sin Mand op af sin dybe Søvn (thi andet havde Giften ikke gjort) [.] Nu da Dvalens Taage var fordrevet, begyndte han først at slaae de tunge Øjne op, og da de, som desuden var forgrædte, tillige hang sammen af Søvnklatterne, vilde han gnide dem med Fingeren; men mærkede, han var bagbunden. Han vilde nu reise sig, men blev vaer, at han hang i en Galge. Nu begyndte han at undre sig, hvorledes han var kommet derop efter sin Død. Derpaa saae han sig om, og saae sin Kone hyle paa Jorden. Nu kunde den Døde ikke holde sig længer fra at tale med sin Nille. »Aah! kjære Kone! sagde han: hvor jeg vilde gjerne tale med Dig,

495

hvis jeg ikke var død, og altsaa maatte tie. Havde Du været her for faa Timer siden, havde Du endnu fundet mig i Live. Men siden jeg nu er saa ynkelig myrdet, og ikke kan tale mere, saa tal Du, min Kone; og naar Du alt imellem seer til mig, saa fortæl mig, hvor det gaaer hjemme: om Kornet snart er modent, og naar det skal høstes; om vore Folk ere flinke til at gjøre, hvad de skal, og andet saadant, som det ligger mig Lag paa at vide. Og naar Du saa kommer igjen, saa see til, Du har nogen Mad med Dig iblandt, og en Kande Viin. For fra den Tid af, jeg begyndte at være blandt de Døde, har man ikke bragt mig noget at drikke, hvorvel jeg er forbandet tørstig.«

Da Konen hørte sin Mand snakke fra Galgen af, begyndte hun at rende sin Vei af Angest, som Pokker var efter hende. Men da hun hørte ham ogsaa tale om Viin, blev hendes Medynk til Vrede, hun blev staaende og skjældte den Hængte alt det ud, hun kunde: Mens han levede, havde han altid sværmet om i Kroer og Kipper, og ingen Dag ladet gaae hen uden Drik og Sviir, og ved dette liderlige Levnet sat alting til; og nu tørstede han endnu efter sin Død? Men det var noget skammeligt. Hun havde knapt det, hvormed hun kunde føde sine levende Børn, hvordan det da skulde gaae, om de Døde ogsaa skulde have noget at leve af. Derfor ønskede hun ham tusind Galger og Grene, og vilde gaae sin Vei, da man gav hende tilkjænde, at Dommeren havde besluttet for hendes Skyld at dømme hendes Mand til Liv og Frihed igjen. Men hun gav sig til at tude og skraale og frabede sig den Naade, og trygle dem, at de dog ikke vilde kalde en forfyldt Kjæltring til Live, som hun havde ondt nok ved at holde fra sin Lomme, nu han var død; tog de ham ned, fik hun at hænge sig. »Hør, sagde Manden: var jeg ikke død, skulde den Slange ikke tage saadan afsted for Intet.« Endelig blev det da befalet, at han skulde tages ned af Galgen; men nu fik vi næsten værre at gjøre med at faae ham til at troe, han var i Live, end før, at han var død. Omsider blev han da overbeviist ved de Penge, Førsten lod ham give til Skades Erstatning. Da han havde faaet dem, saa, enten for at prøve, eller vise, han var levende, var Jeppe ikke seen, førend han igjen kom til Kroen, og ikke gik derfra, før han havde drukket alle Pengene op.