4. Komedier med litterært forlæg
✂ Når 11 af Holbergs 33 komedier kan beskrives rimeligt dækkende ved hjælp af de strukturtræk, der i al kortfattet tarvelighed er skitseret i det foregående afsnit, tilsiger simpel subtraktion, at dobbelt så mange ikke kan det. Denne flerhed afviger ikke blot fra »grundstrukturen«, men er også indbyrdes uhyre forskelligartede med hensyn til tematik og sigte. En interessant og påtrængende opgave består da i at udpege holdbare forklaringer på, hvorfor 460 Holberg i disse tilfælde er afveget fra, hvad der synes at have været hans matrice (»grundstrukturen«). For 14 af de 22 »afvigende« komedier er forklaringen ligetil, idet der foreligger den litteraturhistorisk velkendte situation, at forfatteren har benyttet en ældre text (evt. to samarbejdede texter) som forlæg - til inspiration og produktionens fremskyndelse. Ved affattelsen af disse 14 »afvigende« komedier har Holberg altså ladet sig påvirke - men vel at mærke påvirke på en måde, så at man i hvert tilfælde kan analysere den færdige komedietext som et »kompromis« mellem »grundstrukturen« og den fremmede kilde: de træk i komediens struktur, der afviger fra »grundstrukturen«, genfindes i kilden, og de træk, hvormed Holberg synes at have suppleret kilden, genkendes fra »grundstrukturen«.
✂ Dette kan påvises for flg. komediers vedkommende: Jeppe paa Bierget, Det Arabiske Pulver, Dend Pandtsatte Bonde-Dreng, Den 11.Junii, Den Stundesløse, Diderich Menschen-Skræk, Huus-Spøgelse eller Abracadabra, Henrick og Pernille, Juele-Stue, Mascarade, Sganarels Reyse til Det Philosophiske Land, Pernilles Korte Frøiken-Stand, Den Forvandlede Brudgom og Barselstuen. Forlæggene er Plautus' og Molières (og dennes elevers) komedier samt den tyske jesuittermunk Bidermanns anekdotesamling Utopia (1640); enkelte placerer sig i større afstand fra den litterære alfarvej. Til illustration kan tjene de to berømte komedier fra gruppen, som er indeholdt i dette bind.
✂ Om Jeppe paa Bierget skriver Holberg i »Just Justesens Betenkning over Comoedier«, der indleder hans allerførste komedie-bind fra 1723: »Den fierde kaldes Jeppe paa Bierget eller Den forvandlede Bonde, en af Bidermanni gamle Historier, som Autor har udført i en Comoedie. Dette er den eenestc Materie, som ikke er opspunden udi Autors egen Hierne, hvorfor han ingen Berømmelse forlanger deraf, hvor vel de artige Kløgter, som legges udi Bondens Mund, og bevæge alle slags Tilskuere til idelig Latter, ere hans egne.« (Værker i tolv Bind, udg.: Billeskov Jansen VII, 1970, p. 460). En eftertid, der anser Jeppe for højdepunktet i Holbergs dramatiske produktion, har smilet ad denne erklæring og fundet forfatterens - rigtignok også sjældne - beskedenhed mal à propos. Gælden til Bidermanns anekdote er dog så evident, at litteraturhistorikere og Holberg-monografer ikke har fundet grund til megen supplering i form af 461 forslag til andre mulige kilder til trods for, at »den drømmende bonde« er et internationalt kendt motiv og en vandreanekdote med talrige orientalske og europæiske forgreninger. Bidermanns Utopia er affattet på et lidt besværligt ny-latin, men »Jeppe-historien« findes oversat til dansk i Rahbeks udgave af Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter VI, 1806, p. 153-63, og så længe danskfagets pædagoger interesserede sig for fænomener som litterære kilder, angav Dansklærerforeningens udgivere af Jeppe Bidermanns anekdote som forudsætning for komedien og optrykte Rabheks fordanskning som grundlag for sammenlignende studier, dvs. udgiverne K. Bokkenheuser (1911ff) og M. Borup (1930ff), hvorimod Bidermanns navn og text er ganske fraværende i den nyeste Dansklærerforenings-Jeppe (ved P. Paludan, 1975). Rahbeks oversættelse af Bidermanns »Jeppe-historie« er derfor optrykt som et tillæg til denne udgave (p. 488-495).
✂ Som træk, der adskiller Jeppe fra »kerne-komedierne«, men som genfindes hos Bidermann (jvf. ovenf., p. 460), kan nævnes dels baronens ønske om underholdning, en type hensigt, der ikke fandtes i »kerne-komedierne« (ovenf. p. 457), dels det forhold, at komediens eneste exempler på stands-markerende pragt findes hos og omkring baronen - hvis plan jo netop lykkes perfekt, og som inden for texten selv ingenlunde vurderes negativt, jvf. også hans omsorg for bønderne i I,8 (p. 93) (Godsejeren Holbergs syn på fæstebønder af Jeppes kaliber fremgår derimod med al ønskelig tydelighed af hans epistel 79!).
✂ Som træk, der derimod forener Jeppe med »kerne-komedierne«, men som savnes hos Bidermann, kan der peges på den stærke accentuering af Jeppes professionelle forsømmelighed og uduelighed (emneområdet »arbejde«, ovenf. p. 458); Bidermanns bondes drikfældighed anføres kun som en praktisk betingelse for spasens gennemførelse.
✂ Forlægget for Den Stundesløse, Molières komedie Le Malade imaginaire (Den indbildt syge, 1673) fungerer på lignende måde. Selve kilde-forholdet er ikke bevidnet af Holberg selv så direkte, som det var tilfældet i forbindelse med Jeppe, men det lader sig etablere på stærke indicier. Som der har været bred enighed om blandt Holberg-forskere, synes personkonstellation og komposition i Den Stundesløse kalkeret over tilsvarende i Le Malade. En enkelt scene, 462 I,7, er overtaget en detail (se noten til p. 377). Et kulturhistorisk træk som den i Danmark ukendte ægteskabsindgåelse ved notorialkontrakt (se note til p. 394) peger i samme retning. Mest afslørende er det dog, at Holberg (i komediens ældste tryk) i III,3 kommer til at navngive sin uheldige bejler »Thomas«; han hedder jo Peder (Erichsen) - men den tilsvarende person i Molières Le Malade hedder Thomas (Diafoirus)! (jvf. note til p. 433).
✂ Le Malade imaginaire og Den Stundesløse afviger fra normsystemet i den omtalte kerne af 11 komedier ved, at begge friere i deres kurmageri udviser en blanding af galanteri og sexualitet, der således ikke kontrasteres. Leander er en slags »positiv Jean de France« (se om hans verdensmandsdannelse i I,6, p. 374f), hans sidesteykke Cléante er inkarnationen af hofmandskultur under Ludvig XIV, idealtypen l'honnête homme: utvunget improvisations- og konversationstalent, kulturelt velorienteret uden trang til dybsindighed, en elegantier med vid og charme. De uheldige friere gør derimod amour i en tung, overlæsset gammeldags retorik, Thomas med fransk préciocité, Peder i en »ziirlig« (barok-)stil, der i Holberg-sammenhæng gerne navngives efter Else David Skolemesters (i Barselstuen). Også deres lærdom er forældet - og ilde anbragt i forbindelse med unge damer; Peder Bogholder kaldes tilbagevendende »Pedant«, og Thomas holder som ung mediciner hårdnakket fast ved humoralpatologien imod den moderne experimenterende og på dissektioner byggende fysiologi (se noter til p. 365), skriver disputats »contre les circulateurs« (II,5, mod tilhængerne af blodets kredsløb). Lægen mener sig galant ved at invitere sin udkårne til en dissektion af et kvinde-lig, unægtelig i modstrid med det herskende smagsideal; bogholderen blamerer sig ved over for sin fingerede tilkommende at bede om lov til at »tage paa hendes Bryst« (II,8), en gestus, der er lige så grov, som den er altmodisch (se note til p. 413). De uheldige friere (med den professionelt nyttige viden!) udviser hos begge forfattere et galanteri, der bygger på forældede kulturnormer og dermed fremstår som dårlig smag.
✂ Det polært opbyggede normsystem, gældende for de 11 centrale Holberg-komedier, sætter sig imidlertid igennem i Den Stundesløse i form af en række træk uden sidestykke hos Molière. Den 463 uheldige helt Vielgeschrei forsømmer ved sin stundesløshed normal indtagelse af føde og drikke, hvilket bemærkes hele fem gange (I,4, p. 369; I,6, p. 376; II,4, p. 407; II,6, p. 408; II,7, p. 412) - og sit kønsliv, hvilket forekommer Pernille påfaldende (I,1, p. 362). Også inden for andre af de i afsnit 3 ovenfor udpegede emneområder (penge, ydre fremtoning, sprog og kommunikation) forsømmer den fortravlede nar at leve op til Holbergs positive normer: lader hånt om betaling (I,6, p. 373; II,4, p. 407), om barbering og påklædning (I,6) og om samtale med andre (I,6, p. 372). Og først og fremmest bliver Vielgeschrei (til) nar, fordi hans geskæftighed kun er en sublim form for lediggang (emneområdet: arbejde).