Holberg, Ludvig Seks komedier

5. Komedier med dramaturgisk eller teaterpolitisk
sigte

De resterende 8 Holberg-komedier behandler ikke (eller kun perifert) de gode og slette sociale normer, der blev omtalt i 3. afsnit ovenf., og synes ej heller styret af litterære forlæg på den måde, det er fremstillet i det foregående afsnit, men sætter selve komediegenrens form og indhold i focus eller driver direkte teaterpolitik. I nogle belærer Holberg sit publikum om komediens, momentvis hele skønlitteraturens, rette natur og funktion (Hexerie eller Blind Allarm, Det Lykkelige Skibbrud), i andre om den rette litterære/dramatiske stil (Det Lykkelige Skibbrud, den selvstændige prologakt til Uden Hoved og Hale). Igen andre er kritiske og satiriserer over andre dramatiske former end Holbergs egne »moralske« komedier (Kilde-Reysen, Ulysses Von Ithacia, De u-synlige). Den Vægelsindede (i begge versioner) kan betragtes som et reklame-fremstød til fordel for »Holbergs« teater i Lille Grønnegade, idet hoved- og titelrollen i oplagt grad er skabt, for at teatrets direktrice og primadonna, den to-sprogede Mme Montaigu kunne brillere. Til gengæld latterliggøres konkurrerende københavnske scener i flere af de allerede nævnte stykker (Hexerie, Kilde-Reysen, Ulysses).

Det foreliggende udvalg indeholder altså én text fra denne gruppe, Ulysses Von Ithacia, der - som »dramaturgisk/teaterpolitisk 464 komedie« - bliver interessant af to grunde: Dels ved at afvise én dramatisk stil og dermed implicit advokere dens modsætning, dels ved at fungere som aktuel københavnsk teaterkritik.

Med hensyn til det første punkt kan modsætningen formuleres: uklassisk over for klassisk. Den form for stil-satire, vi møder i Ulysses, kaldes travesti: Guder og helte trækkes ned fra deres ophøjede sfære og fremstilles som alt-for-menneskelige i en jævn stil, der til tider går over i det platte eller vulgære (i parodien er det modsatte tilfældet; dèr beskrives jævne folk, milieuer og hændelser i en høj stil som i epos og tragedie. Undertiden hører man betegnelsen »parodi« brugt skødesløst om begge genrer). Ser man et øjeblik bort fra det aktuelle københavnske teaterliv (en synsvinkel, der vil blive anlagt nedenf.), kan man ved studium af textens åbne eller underfundige, fremvisninger af egne »U-ordentligheder« (som Holberg ville sige) konstatere, hvilken dramaturgi det er, et stykke af denne slags forsynder sig så demonstrativt imod. Det er den franske klassicismes dramaturgi fra fransk litteraturs »store århundrede«, dvs. det 17., hvorpå travestiens udsving skal måles. Et vist kendskab til denne dramaturgis idealer og principper bliver dermed en forudsætning for at goutere komediens overdådige uhyrligheder.

Med støtte i Jacques Scherers fremragende standardværk La Dramaturgie classique en France (1959) kan man betragte to idealbegreber som helt overordnede i denne dramaturgi, der snarere var en smagsretning end en egl. æstetisk lærebygning: sandsynligheden, la vraisemblance, og velanstændigheden, la bienséance. Akt for akt kan man iagttage, hvordan Ulysses forsynder sig mod disse to æstetiske idealer. Prologakten støder an mod sandsynligheden ved uden rationelle modifikationer at indføre merveilleux'et (gude-verdenen) som handlingens igangsættende kraft og mod velanstændigheden ved at fremstille guddomme (skønt hedenske) som kun alt for menneskelige: Juno forsøger bestikkelse, og Venus må tage imod skoser for løsagtighed. Førsteakten rummer Helenes rov og Ithacias mobilisering, hvoraf det første støder an mod to typer af »velanstændighed«: »forbudet« mod kamp og voldsudøvelse på scenen og mod udtryk for sanselighed, medens det andet støder an mod »sandsynligheden« ved sine kulturhistoriske anakronismer: Man bevidner ét sammensurium af elementer fra antikken, Biblen, 465 Rolandskvadet, folkebøgernes ridderromantik og samtidens københavnske virkelighed (enkeltheder er udredet i noterne). I anden akt ligger den græske hær foran Troja, og anledningen benyttes til - i strid med klassicismens »velanstændighed« - at skildre krig og tvekamp. I akt III er det træk, der især rammes af travestiens overdrivelse og latterliggørelse, ligesom i prologakten, den dyrkelse af det overnaturlige, der fik trange kår under klassicismens krav om »sandsynlighed«. I komediens to sidste akter kan travestien på bruddene på bestemte punkter i den klassiske dramaturgis codex følges ret detailleret; i begge akter gælder det forholdet til »velanstændigheden«. Fjerde akt foregår hos dronning Dido i Cajanien(!), og kender man den klassiske dramatiks forsigtighed i behandlingen af kvindelig elskov - som aldrig, aldrig må erklæres eller blot indrømmes af indehaveren, og hvis endelig, da i en fastlagt rækkefølge til forskellige personer i omgivelserne - må den elskovssyge dronning forekomme som topmålet af skamløshed. Femte akt, hvor Ulysses og Chilian omsider vender hjem, handler stort set kun om, hvor grundigt deres hjemmeblevne hustruer har bedraget dem. Den hyppighed, hvormed ord som »Hanreedere«, »Utroskab« o.lign. forekommer, kan konfronteres med Scherers gode iagttagelse angående det toneangivende franske teaterpublikum, at »det var langt mere følsomt over for grove ord end over for vovede situationer«. (La Dramaturgie, p. 386).

Foruden dette, at hver akt på sin egen måde demonstrativt negligerer enten vraisemblance eller bienséance eller begge, er også bruddene på de berømte »enheder« (tidens, stedets og handlingens) hyppige og iøjnefaldende. Oftest og mest explicit brydes tidens enhed; årene, ja decennierne går (I,13-14; III,5-7; IV, 1-2; V,l; V,3; V,[5]), men heller ikke stedets enhed slipper uantastet (II,1; IV,2). Med hensyn til den tredje enhed, handlingens, er opfyldelsen på forhånd udelukket ved selve det halsløse forsøg på at sammenpresse handlingen fra ikke blot ét, men hele tre af oldtidens eper.

Hvem eller hvad er så målet for denne stort anlagte teater-satire? Ja, ifølge selve travestiens princip rammes selvsagt de litterære genrer og værker, hvis ophøjede skikkelser er »trukket ned« i denne lavere sfære, hvor der slås og hores på livet løs, dvs. de Homer'ske digte og Æneiden (se noter til pp. 133, 134 og 178). Men satiren har 466 også et mere lokalt og aktuelt mål. Hvem lavede så dårligt (= u-klassisk = »u-ordentligt«) et teater i generende nærhed af Holberg og »hans« Lille Grønnegade-scene? Stykkets undertitel peger på tysk dramatik og kultursammenhæng. Epilogen angiver adressen: Brolæggerstræde - som angives for samme onde årsags skyld i andre af Holbergs skrifter (Tvende splinder nye Breve, epistel 214). I det første af sine selvbiografiske »levnedsbreve« (fra 1728) skriver han om Ulysses (på latin): »Denne komedie parodierer (eller: travesterer) de tåbelige, vanskabte og halvhundredeårs stykker, som i sin tid blev opført her af omrejsende komedianter. Den spænder over 40 år, og der er mange sceneforandringer. Fyrsterne taler i et opblæst og svulstigt sprog [...] Personerne er snart unge, snart gamle og gråhårede. Hertil kommer en mængde anakronismer, uforståelige navne og andet af den slags, som de omrejsende truppers komedier vrimler af. Alle disse fejl afslører Ulysses' tjener Harlekin [...]« (Holbergs Tre Levnedsbreve, udg.: Kragelund, 1965, I, p. 240-243). Historien er denne:

Den fra Tyskland indvandrede komediant og kvaksalver (okulist, sten- og broksnider samt tandbrækker) Salomon Paulsen von Qvoten havde i tiåret op til premieren på Ulysses i juni 1724 underholdt godtfolk med både marionetteater og levende skuespillere i ind- og udland, havde også gæstet København, men mest turet rundt i Jylland under stadige kampe og stridigheder for sin spilletilladelse. Måneden før premièren på Holbergs travesti havde han lejet salen i skræddernes laugshus i Brolæggerstræde, givetvis til opførelse af sine skuespil. Disse har altså været opført samtidig med Ulysses, sådan som også Holbergs epilog lader forstå (samtidigheden er værd at understrege, da den har været anfægtet, vist nok helt uden grund). De (tysksprogede) forestillinger, von Qvoten opvartede med, tilhører den genre, der kaldes Haupt- und Staatsactionen, dvs. dramaer, der udgjorde aftenens hovedstykke, og som havde emne af den politiske historie, ikke uden forbindelse med Shakespeares bloddryppende 'histories' og tragedier med historisk emne. Der var altså tale om bloddryppende, krast effektsøgende og larmende patetiske skuespil med en masse scenisk maskineri i sving. Det var kort sagt en slags dramatik, der dårligt kunne stå den klassicistiske, moralskdidaktiske forfatter Holberg fjernere. Han måtte opfatte skuespil af 467 denne art som topmålet af dramaturgisk ubehjælpsomhed og dårlig smag. Hvortil så kom, at de med deres iøjnefaldende underholdningsværdi let kunne komme til at lokke det middelstandspublikum ind, som Holberg og Lille Grønnegade-teatret også bejlede til. Forskellen i stil og momentet af rivalisering inden for den københavnske forlystelsesbranche gjorde det således til en oplagt sag, at Holberg hjalp »sit« teater med en komedie, der én gang for alle skulle gøre von Qvoten og hans teater umulige i hovedstaden.

Kunstnerisk står Holbergs satire så højt over sin genstand, at man kunne mene, at det var at skyde gråspurve med kanoner. Det synspunkt har da også været gjort gældende, at forfatteren med Ulysses - med et af sine egne favoritudtryk - slår to fluer med én smække. Den anden flue skulle da være den tyske hofopera. Trods kgl. ansættelse og hofligt publikum var hofoperaen nemlig ingenlunde uden dramaturgisk og æstetisk slægtskab med von Qvotens spektakelstykker. De danske komedianter kunne med rette føle, at operisterne bidrog til at holde dem ude fra hoffet, og særlig ubehagelig måtte konkurrencen have været følt i jan.-febr. 1723, hvor operisterne havde kgl. tilladelse til at spille offentligt på slottet mod betaling og således også blev i stand til at berøve den danske trup dens borgerlige publikum. Netop det nævnte interval falder sammen med det sandsynlige affattelsestidspunkt for Ulysses, der må ligge umiddelbart inden affattelsen af Kilde-Reysen, som notorisk gør nar af operaen. Tesen om hofoperaen som genstand for satiren blev hhv. lanceret og støttet med nyfundne indicier af musikhistorikeren V.C. Ravn (1873), litteraturhistorikeren Jul. Paludan (omkr. 1890) og teaterhistorikeren Torben Krogh (1927). Holbergs Ulysses er efter alt at dømme på en gang et dramaturgisk manifest og en effektiv, til flere sider rettet teaterkritik.