↩ Af ovenanførte sees Aarsagen, hvi Boglige Konster føre saa liden Frugt med sig, og at Lærde udi Sagtmodighed lidet distingveres fra U-lærde. Men her spørges, hvi man finder fast større Hidsighed og større Skrøbeligheder hos de første end hos de sidste. Dertil kand gives adskillige Aarsager. De fleste Mennesker hovmode sig af Lærdom, og ansee sig selv, som en Qvint-essentz af det menneskelige Kiøn. Denne Skrøbelighed havde udi de saa kaldne barbariske Seculis taget saadan Overhaand, at Pedanter gave sig Navn af Seraphinske, subtile og Himmelske Lærere: ja nogle brugte saadanne Titler: N. N. forfaren udi det Græske og Latinske Sprog (utriusqve lingvæ peritus) alle andre indtil høje Stands-Personer bleve ved et foragteligt Navn kaldne Laici. Udi vore Tider er Prisen vel meget falden paa disse Græske og Latinske Helte; men meget af den gamle Surdei findes endnu tilbage, saa at mange ansee sig som venerable Mennesker, og saadanne, som man i det ringeste ikke maa skiemte med eller sige Sanden i aabne Øjen. Geistlige Mænd ansee sig, som himmelske Ambassadeurs, hvilke ere autoriserede til at tilrettesætte alle andre Mennesker, uden at høre et Ord af dem igien. Deraf reiser sig den særdeeles Delicatesse, som findes hos disse Folk, og at de allarmeres meere over en Critiqve end andre. Alle andre Mennesker, der declamere mod det menneskelige Kiøn, vente sig Indvendinger, Modsigelser og Retorsioner. Men en Prædikant, saalænge han staaer i Cathedra, udfordrer et ydmygt og stiltiende Auditorium. En Orientalsk Gesant kom engang ind udi en Hoved Kirke udi Engelland, 172 hvor han hørte en Prædiken, som varede en Time: da han forundrede sig over, hvi een talede stedse alleene uden Modsigelse, blev ham svaret, at det var Solens Ambassadeur, saasom Orientalske Folk betegne geistlige Herolder ved saadanne Titler. Han kom derpaa en anden gang udi et presbyteriansk Forsamlings Huus, hvor han hørte iligemaade en Prædiken for en mindre Forsamling, hvorudover han sagde: denne maa nok være Maanens Ambassadeur.