Holberg, Ludvig Uddrag fra Moralske Tanker (DK)

Det tredie levnedsbrev, Epistola tertia, er lige så righoldigt som det første - og så rager det ind i Moralske Tanker. Først fortæller han om sine egne bøger, som Kirkehistorien (1738), hvis succes viser, at »det 367 ikke vilde være spildt Ulejlighed at oversætte den« (Værker XII: 189), og Heltehistorieme (1739), der ikke behøver udførlig omtale, da værket »er oversat til Tysk« (190). Derpå følger bedømmelser af bøger han har læst. Med understregning af, at hans domme er subjektive. Han går således imod dyrkelsen af guldalderens Cicero, og foretrækker sølvalderens Plinius den yngre og Seneca: »Jeg synes Plinius' og Senecas Stil er mere omhyggelig end Ciceros« (209). Mit hovedstudium nu er moralfilosofien, for den gør os menneskelige, viser os vej gennem livet, lærer os at søge det gode og undgå det onde. »Jeg er ganske velbevandret i Oldtidsforfatternes Moralsystemer; Cicero, Seneca og Plutark læser jeg om og om igen. Men jeg kender ikke ret mange af de moderne Filosoffer« (212-13). Blandt disse var franskmanden Michel de Montaigne, hvis Essais (1580-88) Holberg havde indkøbt i en udgave »avec de notes par Pierre Coste« (London 1739). Det er utvivlsomt Montaignes store kapitel Des Livres (Essais II, 10), Om bøgerne, der har givet Holberg lyst og mod til at udfolde sin helt personlige litteraturkritik. Montaignes betydning går meget længere. »Jeg holder meget af Montaigne paa Grund af hans Ligefremhed [candor], og jeg vilde holde endnu mere af ham, hvis han talte noget mindre om sig selv« (213-14). Holberg havde nok delvis fortrudt den selvafsløring, han havde foretaget i Epistola prima (ovf. s. 362), men her i det tredie brev går han snart over til åbenhjertigt at beskrive sit skrøbelige helbred og sine private vaner, ligesom jeg'et florerer i Morakke Tanker. Holberg har klart forstået, at Montaignes enestående plads i europæisk livsfilosofi beror på den oprigtighed, hvormed han taler om sine personlige svagheder og erfaringer. Holberg har kun på anden hånd citeret Montaigne (HEE II: 26-27) indtil her i 1743, hvor det videre hedder om filosoffen: »Jeg kan godt lide hans Paradokser. Ved Paradokser forstaar jeg Paastande, som med virkningsfulde eller i det mindste sandsynlige Argumenter vender sig imod almindelige og rodfæstede Opfattelser« (214). Denne passage er som en formel for de bedste kapitler i Moralske Tanker, hvor Montaigne oplever en hektisk blomstring i Holbergs forfatterskab. Han nævnes kun tre gange, Forberedelsen medregnet, men mellem 20 og 25 passager skylder Montaigne eller udgiverens fortræffelige noter deres tilværelse. Så er det hurtigt forbi. I Holbergs senere skrifter, især Epistlerne, findes kun glimt og væsentligt på anden hånd. Efter den 368 frugtbare læsning af Essais 1743-44 er Montaigne trådt tilbage i rækken af betydelige forfattere, som Holberg omfatter med veneration, men som ikke hører til hans daglige litterære kost.