↩ Allerede i fortalen til Natur- og Folkeretten gav Holberg en vurdering af videnskabernes rangfølge. Han satte, med en reverens, teologi først, men insisterer på den moralske filosofi, hvortil naturretten hører, videre historie og med noget forbehold filologien. Inspireret af Montaignes pædagogiske kapitler (Essais I, 25 og 26) giver Holberg en dybtgående fremstilling af sin overbevisning om kundskabers værdi for barnet. Der skal begyndes med den »Morale«, som lærer hvad »Naturens Lov« tilsiger fornuften at tro, og først derefter åbnes for kristendommens teologiske mysterier: »Hvis een lærer Theologie, førend han lærer at blive Menneske, bliver han aldrig Menneske« (s. 37). Af samme vigtighed er historie; nyttige er matematik og fysik. For samfundet er agerdyrkning så betydningsfuld, at det burde være genstand for et akademisk studium. Ingen studeringer må drives så langt, at lærdommen gor sin mand rasende, dvs. gal (I, 5). Holberg sætter sammesteds spørgsmålstegn ved retorikken; han er jo ikke meget for sprogets pynt, skønt han i Moralske Tanker dyrker det fornemme billedsprog. Han er klar over, at en præcis populærvidenskabelig 374 fremstilling ikke kan undvære fremmedord (III, 85). Men inden for digtekunsten tager han afstand fra de obligatoriske rim (III, 14). Det er et originalt træk i Holbergs pædagogik, at efter hans forslag bør universitetslærerne ikke forelæse, men besvare de studerendes spørgsmål (III, 68).