↩
Der var ingen der vovede at mukke, endsige da raabe op, af Frygt dels for
Fanden, dels for Rasmus, som vi ventede snart vilde optræde som Spøgelse
ved højlys Dag og plage os endnu grusommere. I denne ynkelige Tilstand
henslæbte vi hele Natten lige til mellem Hanegal og Daggry; saa kunde
vores onde Aand ikke vente længere. Han sprang ud af Sengen og brølede:
»Hjælp, Skolemester, det spøger!« Brølet naaede os, og vi tilbagekastede
det med et tredobbelt Ekko som kunde have opvakt de Døde. Skolemester
vaagnede; og skønt hans Blod endnu kogte af Rusens Hede blev han koldere
end en islandsk Vinter da han hørte den Larm som fyldte hele Værelset.
Han slog Kors for sig og lagde sig ligbleg af Skræk til at vente paa
Daggryet. Da det endelig blev lyst gik Sandheden op for os til vores
fælles Skam. Paa Grund af dette blev jeg længe ved med at paastaa at der
ikke fandtes Spøgelser. Jeg troede at alt hvad der almindeligvis
fortælles om Gengangere var lutter Kællingesnak eller rene
Indbildninger. Ved den Slags Hændelser er der nok ikke saa faa der fra
Overtro er gaaet hovedkulds over til den rene og skære Vantro. Enhver
Fejl bunder i Overilelse; enten synder man ved at gaa for vidt eller ved
ikke at gaa vidt nok; enten tror man hverken paa det ene eller det
andet, eller 34
ogsaa tror man
paa alt for meget. Naar først man er hoppet paa Limpinden tror man alt
for meget og tager Skyggen for Legemet. De værste Indbildningsfostre kan
da antage hvilken Form det skal være. Men naar man saa opdager sin
Fejltagelse, naar den Taage letter som man har været omgivet af, saa
ryger man nemt i den modsatte Grøft og vil ikke engang tro hvad man kan
se med sine egne Øjne. Dette er sikkert Grunden til at Katolikkerne, som
tror paa saa mange Mærkværdigheder, lettere bliver Bytte for Ateismen
end Folk af andre Trosretninger. Naar de en Gang har brudt Overtroens
snærende Baand, og naar de har opdaget de Snarer som Præsteskabet har
lagt for deres lettroende Sjæle, saa gaar de tit til den modsatte
Yderlighed. Deres Lettroenhed udarter til Skepticisme. Saa er det bedre
at holde sig til den gyldne Middelvej. Der er nemlig Fare for - som
Cicero siger om Fuglevarsler - enten at forfalde til Ugudelighed ved
ikke at tro paa dem, eller til kællingeagtig Overtro ved at stole for
meget paa dem. Balthasar Bekker, som har skrevet den berømte Bog Den
forheksede Verden, kan afsløre lige saa mange Fiduser det skal være, og
han kan komme med sytten Tusind nye Argumenter til Bestyrkelse af sin
Opfattelse, han kan dog ikke overbevise mig om at alt overnaturligt er
Fup og Svindel. Saa skulde man da forkaste al Tiltro til Historiens
Vidnesbyrd. Men tilbage til Emnet! Da jeg kom hjem til Bergen igen blev
jeg saa at sige genindsat i mine borgerlige Rettigheder. Jeg kom tilbage
til min retmæssige Formynder, min Onkel Peder Lem. Hos ham boede jeg
indtil Bergens sidste Brand i 1702. Det Aar blev jeg fra Bergens
Latinskole dimitteret til Københavns Universitet. Peder Lem var et meget
vittigt og gemytligt Menneske. Engang havde jeg for Eksempel skrevet et
Spottevers om en af hans Kones Slægtninge som Hævn for en Fornærmelse
han havde tilføjet mig. Hun tog mig det meget unaadigt op og forlangte
at min Onkel skulde straffe mig. For at gøre sin Formynderpligt kaldte
han mig ind til en Samtale i Enrum. Indledningsvis tog han sin 35 bøseste Mine paa og gav mig en
ordentlig Gang Skældud. Men da han havde overstaaet Fortalen og kom til
Gennemgangen af selve Digtet, saa gik hele Kritikken ud paa at min
Versifikation ikke var omhyggelig nok, at den ganske manglede Rytme og
Regelmæssighed. Heraf opstod der en sproglig Strid som blev lykkeligt
bilagt efter en Times Debat. Fredstraktaten indeholdt kun én Artikel,
nemlig: at hvis jeg vilde skrive flere Vers, maatte jeg være mere
omhyggelig med dem.