↩ Det hændte mere end én Gang at andre saa ned paa mig paa Grund af mit pigeagtige Ansigt. Jeg hørte mine Rejsefæller hviske om at man burde forhøre mig om Grunden til at jeg saadan ganske alene var rejst fra min Hjemby - for man plejer jo ikke at rejse hjemmefra naar man knap er halvvoksen og først lige har lært at knappe sine Bukser. Dette lod de en Præst tage sig af. Da vi en Dag kom ind i Krostuen sad han der og vinkede mig hen til sig med streng Mine, og saa kom han med disse Ord til Indledning: »Hør engang, lille Ven, hvornaar er du rendt af Skole?« - Jeg blev gal i Hovedet og tog Offensiven førend han rigtig naaede at komme i Gang. Jeg førte hele Armeer af latinske Ord og Vendinger i Marken og angreb den ulykkelige og ganske ubevæbnede Præst med en saadan 40 Voldsomhed at han opgav Rollen som Forhørsdommer og sagde: »De er jo Teolog, min Herre. Jeg gratulerer!«