Holberg, Ludvig Uddrag fra Første Brev til en højvelbaaren Herre. 1728

Vi gik om bord i et Skib som laa sejlklar ved Arendal, og efter fire Dages Sejlads anløb vi Gravesend, en Havneby ved Themsens Munding. Vi var lede og kede af at sejle, saa vi lod vores Pakkenelliker blive paa Skibet og

        

44 gik selv i Land for at gaa til Fods til London. Jeg husker at der dengang var en Englænder fra The Midlands - han var tilfældigvis kommet til Gravesend - som spurgte mig hvor Norge laa, og hvordan der var. Han mente det var en By i Sverige. Jeg troede det var en Fortalelse; men jeg har senere tit været ude for at faa stillet lige saa latterlige Spørgsmaal andre Steder i England. En lige saa himmelraabende Uvidenhed om nordiske Forhold har jeg fundet hos de mest oplyste Folkeslag, Italienerne, Franskmændene og Englænderne. I Paris erklærede en Præst raat og brutalt at de nordiske Folk ikke blev døbt. En Højesteretssagfører i samme By spurgte mig om den nemmeste Vej til Danmark ikke gik igennem Tyrkiet. En anden spurgte mig om man nødvendigvis skulde indskibe sig i Marseille naar man skulde til Norge. I Rom hævdede en ung Piemonteser i fuldt Alvor at jeg ikke kunde være Nordmand. Han havde nemlig læst i en Rejsebeskrivelse som han havde hjemme, at Nordmændene var vanskabte, at de havde Svineøjne og at deres Munde gik fra Øre til Øre. Disse Folkeslag interesserer sig kun for deres eget og er ganske ligeglade med alt hvad der ligger uden for deres egne Landegrænser. Hos os er det lige modsat. Vi interesserer os ikke for det hjemlige, men gaar vældigt op i alt hvad der er udenlandsk. De dyrker ivrigt deres egne Sprog og kender intet til fremmede Tungemaal; vi lærer fremmede Sprog og interesserer os ikke for vores eget. Naar en Englænder vil se sig om, rejser han først England igennem, før han besøger de oversøiske Lande; vi andre giver Pokker i vores Hjemland og flyver og farer i vores Ungdom til fremmede Lande. Begge Dele er forkerte, men det første dog undskyldeligt.