↩ Endelig gik jeg om Bord paa et svensk Skib og ankom efter fem Dages Sejlads lykkeligt til Helsingør. Derfra begav jeg mig ad Landvejen til København. Mit Helbred var ganske godt dengang, bortset fra at jeg ikke kunde taale at drikke Vin. Naar jeg gjorde det brusede Blodet paa en mærkelig Maade i Aarerne paa mig - det var for Resten ganske nyttigt for en ikke særlig velbeslaaet Person som mig. Men mine Kammerater drillede mig for det. Nogle af dem grinede ad mig; de troede jeg var afholdende af 52 religiøse Grunde; andre prøvede ved malplacerede og ordrige Prædikener at faa Bugt med min Stædighed. De snakkede daglig om Vinens Fortræffelighed og mente at jeg vilde kunne kurere min legemlige Svaghed ved at drikke. Jeg svarede dem at jeg selv bedst kendte min Konstitution og vidste at jeg for at holde mig rask ikke alene maatte passe paa med Nydelsesmidler, men ogsaa skulde holde igen med Livsfornødenhederne. Disse evindelige Diskussioner plager man mig med den Dag i Dag, saa hvis jeg skulde disputere offentligt og der var frit Emne, vilde jeg helst disputere om Fordele og Ulemper ved Vin og Øl. Det gik nemlig mig (ja, undskyld Sammenligningen) ligesom dem der skifter Religion. De faar jo især paa Puklen af deres tidligere Meningsfæller, og de kender mest til Dogmerne i den Religion de har forladt. Det vil ikke falde Deres Excellence svært at gætte hvor rædsomt jeg lider under den Slags malplacerede Prædikener; De ved jo hvordan jeg faar Kvalme af opkogt Kaal, og at jeg ikke bryder mig om at høre selv den morsomste Historie gentaget.