↩
Men for at komme tilbage til Sagen: Mit Helbred var godt nok, men det
stod skidt til med Økonomien. Jeg syntes det var under min Værdighed at
tjene til Livets Ophold paa min sædvanlige Maade og optræde som Lærer i
det Land hvor jeg for nylig havde givet den Greven. Jeg var kort sagt
fattigfin. Men da jeg var kommet helt paa Bunden fandt jeg en nobel
Maade at lindre min Fattigdom paa uden at det gik ud over min Værdighed.
Jeg døbte mit Studereværelse om til Auditorium, mine Elever til
Tilhørere, bød min Stol: »Vær Kateder!« Ved lærde og latinske Opslag
indbød jeg Kommunitetsalumnerne til Forelæsninger. Jeg lovede ikke
Sprogundervisning men - som det nu hedder paa Universitetssproget -
fuldstændige Oplysninger om udenlandske Forhold. Jeg docerede ikke jeg
dikterede. De studerende lod sig imponere af denne skraasikre Svada og
styrtede i Massevis til mit »Auditorium«. De slugte graadigt de Ord jeg
dikterede, de tog Noter, men da jeg skulde have Penge for min Ulejlighed
53 var de pludselig væk alle
sammen, saa jeg maatte sige med Digteren:
Intet Korn paa Marken
gror,
Engen giver intet Fo'er.