↩
Da jeg til sidst var blevet led og ked af Ensomheden, henvendte jeg mig
til en svensk Præst, som boede i samme Kvarter af Byen, ikke langt fra
min Bopæl. Af ham fik jeg at vide, at der var tre Danskere i Paris, en
Læge, en Præst og en Skrædder, og at de to første var saa forskellige af
Væsen og Levemaade, skønt de var fra samme By, at Skrædderen med al sin
Kunst reverenter talt ikke kunde rimpe dem sammen. Jeg besøgte snart dem
begge. Forskellen var slaaende. Lægen var saa religiøs og fulgte i den
Grad Romerkirkens Forskrifter, at han hellere vilde blive syg end bryde
Reglen om ikke at spise Kød i Fasten. Den anden derimod, som var gaaet
over til Katolicismen, fordi han regnede med at kunne slaa Mønt af det,
lystrede de
69 Pavebud, som skulde gøre
Tilværelsen behagelig for Præsteskabet, og gav Pokker i Resten. Den
første var altid sig selv og holdt med næsten for stor Stædighed fast
ved, hvad han een Gang havde sat sig i Hovedet; den anden bevægede sig
som Tigellius fra den ene Yderlighed til den anden, var snart mere
nøjsom end Diogenes, snart mere slugvorn end Apicius, snart ren i Tøjet,
snart nusset, lugtede snart af Pebermyntekager, snart af Buk. Den ene
Dag mente han at der ikke fandtes nogen Frelse uden for Romerkirken, den
anden Dag anerkendte han uden videre den evangeliske Religions Sandhed;
den ene Dag erklærede han, at han havde en ikke ubetydelig Formue; den
næste Dag svor han højt og helligt paa, at han i en hel Maaned ikke
havde haft en Skilling paa Lommen. Desuden lagde jeg Mærke til, at den
ene holdt alt for nærigt paa sine Penge, mens den anden klattede sine
væk. Den ene var ikke til at slaa et Ord af, den anden var ikke til at
lukke Munden paa; den ene var sandfærdig, den anden løgnagtig; den ene
holdt af lærde Sysler, den anden foragtede dem - han forestod ganske
vist et Bibliotek, som hvad Bøgernes Antal angaar ikke staar tilbage for
Bibliotekerne i Wien og Florens; men han taalte aabenbart ikke
Sammenligning med Wienerbibliotekaren Lembeck eller
Florentinerbibliotekaren Magliabechi. Jeg husker, at han engang da jeg
søgte Josephus' Antiquitates sagde, at han ikke kendte det Navn, og at
jeg maaske forvekslede Josephus med Philo. Og da jeg spurgte ham, hvor
mange Bøger der var i Biblioteket, svarede han mig uvidende men ganske
vittigt med et Citat fra Ovid:
Det er kun Fattigmand der gaar
og holder Tal paa sine Faar.