Holberg, Ludvig Uddrag fra Første Brev til en højvelbaaren Herre. 1728

Bibliotekaren var født paa Fyn. Han blev dimitteret fra Odense Skole og fik akademisk Borgerskab i København. Men da han havde tilbragt nogle Aar dér, rejste han, uvist hvorfor, til Frankrig. Dér afsvor han sin fædrene Tro og indyndede sig saaledes hos Abbed de Bignon, at Abbeden 70 uden videre antog ham til at passe sit Bibliotek. Men jeg hørte senere, at han paa Grund af daarlig Administration var blevet fjernet fra denne Stilling og nu lever i Fattigdom og Elendighed. Det morede mig meget at høre denne Mands Snak, der for det meste var fornuftstridig og fuld af Pral. Hver Gang Talen faldt paa vores Landsmænd, plejede han at bryste sig af, at hvis han havde Mulighed for at tale og disputere offentligt i Danmark, vilde han hurtigt sørge for, at hele Riget gik over til Katolicismen. Kun een Gang gjorde han mig gal i Hovedet, nemlig da han frækt paastod, at Lutheranerne knap nok fortjente at kaldes kristne, fordi der ikke var Skygge af Kristendom tilbage hos dem, naar man ser bort fra Daabens Sakramente. Det kom vi op at skændes om; det var nemt nok for mig at afværge en saa ulærd Mands Finter og at vinde Sejr over en saa vaabenløs Fjende; men da han nu var i saa slem en Knibe, at han var lige ved at kapitulere, kommer der en Doktor fra Sorbonne ind i Biblioteket. Bibliotekaren blev saa glad som om det var en frelsende Engel der var kommet og fik os straks bragt i Diskussion. Der opstod en heftig, men som sædvanlig ufrugtbar Debat. Jeg forsøgte, da jeg ikke staar ganske fremmed over for Kirkehistorien, at nedlægge ham med hans egne Vaaben. Men efter en Times Match med lige mange Points til hver skiltes vi, og begge Parter tildelte sig selv Sejrspokalen. Mens vi diskuterede, sad Bormann bare og lyttede; men da Kampen var overstaaet, hviskede han mig i Øret, at jeg havde kæmpet udmærket; og da Doktoren gik, indrømmede han, at Luthers Lære var udsprunget af Guds Ord; men snart - saa vægelsindet var han - begyndte han igen paa sin gamle Vise.