Holberg, Ludvig Uddrag fra Første Brev til en højvelbaaren Herre. 1728

Hen imod Efteraaret kom der en dansk Student til Paris. Han var en ganske dygtig Disputør og besluttede derfor at prøve Kræfter med Præsten. Men da man kun disputerede paa fransk, som Studenten ikke kendte noget til, blev jeg sendt som Gesandt for lovformelig at erklære Krig og for samtidig at undersøge, hvilke Vaaben der skulde bruges, og om man maatte tale Latin. Præsten gik med til dette og fastsatte Tidspunktet. De dystede mange Gange paa forskellige Steder og med forskelligt Udfald. I den første Træfning, som blev holdt i Kapellet, løb Danskeren af med Sejren. Præsten gik ærgerlig ned af Talerstolen og udfordrede sin Modstander til ny Kamp et andet Sted i Byen samme Dag. Man skiftede Sted, og Kamplykken skiftede samtidig. For Præses, som var vant til, at Kampen var det rene Legeværk, havde nu opdaget, at det var Alvor. Han gik bedre forberedt til det andet Slag og argumenterede grundigere og paa bedre Latin. Den anden havde først og fremmest det Handicap, at han ikke var saa dygtig til Kirkehistorie som til polemisk Teologi. Naar Præsten havde svært ved at klare sig, lokkede han nemlig Studenten ind i Kirkehistorien som i en Labyrint. Og Krigen blev ikke afgjort med disse to Slag; der var undertiden Vaabenstilstand, men aldrig total Indstilling af Fjendtlighederne. Krigen blev genoptaget med Mellemrum, og de kæmpede med skiftende Held. Det vil føre for 74 vidt at beskrive hele Rækken af Hovedslag og Forpostfægtninger; det maa være nok at nævne de to vigtigste, hvoraf det ene var dræbende for Præses. Der opstod et Problem om en Partikel, der i Vulgata gengives ved thi, mens der i den hebraiske Tekst staar og. Danskeren paaberaabte sig nemlig det hebraiske, og da han saa, at Præses ikke kendte Spor til dette Sprog, slæbte han ham trods hans Modstand og Udflugter den lige Vej til Palæstina. Præsten blev saa skrækslagen, at han tabte Maal og Mæle og til sidst krævede at faa en ny Opponent. Men i det sidste Slag, da Problemet var: »Hvis Opgave er det at fortolke den hellige Skrift?« var Studenten mindre heldig. Da Præsten gik ned af Talerstolen, betragtede Pariserne ham som Fædrelandets frelsende Helt. Hvis Studenten havde været bedre inde i Kirkehistorien, havde han kunnet nedlægge Præsten med hans egne Vaaben ved at paavise den katolske Kirkes Sofisteri og ved at gennemgaa Kirkemødernes Læresætninger, som tit staar i diametral Modsætning til hinanden; for det er med den Slags Vaaben man kæmper mest effektivt mod Katolikkerne. Men hos os er den studerende Ungdom kun ordentlig inde i polemisk Teologi og gør ikke noget ved Kirkehistorien. Derved lægges Grunden til de Frafald, der finder Sted. Det synes jo at være fældende, naar Katolikkerne stiller det Spørgsmaal: »Naar Skriften udlægges forskelligt, dels af de økumeniske Koncilier, dels af en Munk fra Wittenberg, hvilken Vej er det saa sikrest at følge?« Da man siger, at Folkets Røst er Guds Røst, saa maa jo den Fortolkning, der akcepteres af næsten hele den kristne Verden, se sikrest ud for dem, der intet kender til Kirkehistorien og derfor ikke ud fra dens Kilder er i Stand til at afsløre Præsteskabets Svindel og Fiduser, Kirkemødernes Vakkelvornhed og det Pres, Paverne har lagt paa dem.