Holberg, Ludvig Uddrag fra Første Brev til en højvelbaaren Herre. 1728

I Begyndelsen af August gik jeg om Bord paa en hestetrukken Flodbaad, som gik lige til Auxerre. Jeg fik Indtrykket af, at denne Bys Indbyggere var meget religiøse, for Kolossalstatuen af Den hellige Christophorus dér paa Stedet er meget højere og flottere end den tilsvarende Statue i Notre Dame i Paris, som dog er saa kæmpemæssig, at der mellem dens Ben staar et Alter, hvor Pariserne holder Messe. De to Giganter tyder paa, at Byerne har konkurreret om hvem der var frommest, og Auxerre har vundet. Hele denne Rejse kostede mig ikke mere end femseks Louisdorer, selv om Paris og Auxerre ligger flere Dagsrejser fra hinanden. Men Rejsen var meget udmattende, for Baaden blev trukket baade Nat og Dag, og det var ikke til at faa Søvn i Øjnene, fordi der var saa mange Passagerer om Bord; nogle lænede sig op ad Rælingen, andre laa og støttede sig paa Albuen og saa nok ud, som om de sov, men gjorde det ikke i Virkeligheden; og saa 81 var der nogle, som sad og døsede med Hovederne lænet mod hinanden, men ustandselig blev vækket, fordi de hver Gang de nikkede kom til at stanges som Væddere. Trods alt havde jeg nogen Fornøjelse af Turen, for der er enten Lunde eller Marker over alt ved Flodbredderne, og hist og her ligger Landsbyerne helt ud til den smukke Bred. Desuden blev der holdt Sjov og fortalt Historier. Jeg saa, at de fleste af Passagererne gjorde sig klar til at rejse videre til Fods. Jeg fandt Ideen god og gavnlig for min Pengepung, saa jeg fulgte deres Eksempel og vandrede til Châlons i Bourgogne. Turen varede i alt seks Dage. Jeg udvalgte mig til Rejsefæller de Medpassagerer, der forekom mig at være de pæneste og ordentligste, men jeg kom til at forstaa Sandheden i det gamle Ordsprog: Man skal ikke skue Hunden paa Haarene; for det viste sig, at af mine tre Rejsekammerater var der kun een, nemlig ham, jeg havde været mest skeptisk over for, som var et ordentligt Menneske; de to andre var de rene Drønnerter. Paa hele Turen hørte jeg ikke andet end Løgnehistorier, Pralerier og Sjofelheder, alt sammen noget, som jeg ansaa for ubedragelige Beviser paa en udsvævende og kriminel Livsførelse. De var dog ikke helt uden Dannelse og havde lidt af Pariserelegancen over sig. Den ene svor en dyr Ed paa, at han kunde præstere en Liste paa mindst tyve unge Piger af det bedre Selskab, som han havde staaet i Forhold til i Paris, og derpaa opremsede han en Stribe splinternye Eder, som efter hvad han selv sagde var aandrige og ikke af den vulgære Slags; dem havde han lært i Paris, og de var endnu ikke i Brug i Provinsen. De to Fyre var nok Katolikker, men aabenbart ikke særlig brændende Helgendyrkere. Engang da vi var midt i Bourgogne, begyndte det at øse Spande ned, saa vi maatte søge Tilflugt i en lille Hytte i Nærheden. Dér hørte vi af en gammel Kone, at Egnens Indbyggere samme Dag havde holdt en Procession, som de kalder det, og derved havde fravristet een eller anden lokal Skytshelgen denne Byge. Da den fromme gamle Kone fortalte dette med Hænderne

        

82 løftet mod Himlen, brusede den ene af mine Kammerater op - han stod og tørrede sit drivvaade Tøj ved Ildstedet -og sagde: »Que le diable vous emporte avec votre bougre de saint!" - Gid Fanden tage dig og din Møghelgen. De sagde, at hvis de fik Lov til at lave om paa Helgenlisten, var der mange Navne de vilde stryge. Men Patriarken Noah skulde ikke udvises af Helgenordenen,