↩ saa ham havde de udvalgt til deres private Skytshelgen. Alligevel lagde de sig paa Knæ foran Sengen hver Aften, før de gik til Ro, og plagede Vorherre med de mest brændende Bønner. De kunde ikke forstaa, at jeg ikke gjorde det samme. Jeg var mere forundret over, at nogle saa umoralske Individer havde den Frækhed at fremtræde saa ofte for Guds Aasyn efter at have syndet paa alle Ledder og Kanter. Den tredje af mine Rejsefæller, en Apoteker fra Lyon, betragtede jeg som min Livvagt. Naar han var der, var jeg ikke bange for noget. Han havde lovet mig sin Hjælp og sagt, at hvis de andre blev nærgaaende, havde han baade Mod og Kræfter nok til at ordne dem begge to. Men engang hændte det, at jeg ved Aftenstid for vild og kom væk fra min tro Følgesvend. Jeg gik alene sammen med een af Drønnerterne hen ad nogle tilgroede Stier. Da det gik op for mig, at vi var faret vild, blev jeg blegere end Voks, og