↩ Til sidst naaede Sygdommen sit Højdepunkt, og jeg var Døden nær. De kan nemt forestille Dem, hvor meget jeg under denne Tingenes Tilstand forbandede min taabelige Rejse. Jeg kunde jo have levet i Sus og Dus blandt Venner i Paris den Vinter. Jeg laa hen uden at faa mindste Hjælp. Der var ingen til at kurere mit Legeme, og der var ingen til at trøste min Sjæl imod Døden. Jeg lod imidlertid som om jeg var mindre syg end jeg i Virkeligheden var - af Skræk for at blive plaget af Munkene, hvis utaalelige Vrøvl snart kunde have ekspederet mig halvdøde Menneske over i den anden Verden. Jeg lagde derfor alt i Guds Hænder, udholdt med Taalmodighed og Sindsstyrke min Sygdom, kæmpede mod Smerterne og spillede mindre syg end jeg var. Jeg væbnede mig mod denne Vrimmel af Ulykker; og snart blev Sygdommens Magt brudt, og Skæbnen viste mig i det hele taget et venligere Ansigt. En Dag, da den værste Fare var overstaaet, og jeg var i lidt bedre Humør, saa jeg ud ad Vinduet og fik Øje paa en ung Franskmand af mit Bekendtskab. Jeg kendte ham ganske vist kun flygtigt, men inviterede ham alligevel indenfor og gav ham en rørende Skildring af, hvad der var overgaaet mig fra Ende til anden. Han fik ondt af mig og holdt en Tordentale til Værten, som gav ham igen af samme Tønde. Saa kom de op at slaas. Den unge Mand gav Banditten en Uppercut; den anden holdt sig ikke tilbage, men gav en syngende Lussing igen. Jeg saa det hele gennem et Nøglehul, som jeg lagde skiftevis det ene og det andet Øje til. Da Slagsmaalet var ovre, kom den unge 88 Mand ind paa mit Værelse igen, beordrede mig til at pakke og førte mig til et andet Værtshus. Da jeg var blevet befriet fra denne Kyklops Hule, kom jeg mig snart saa meget, at jeg kunde gaa oppe mellem Feberanfaldene og komme udenfor. Jeg saa med Beundring de mange Pragtbygninger rundt om i Byen; de viste sig at være endnu mere storslaaede end deres Rygte. I den nye Gade - paa italiensk Strada Nuova - ser alle Husene ud, som om de var bygget af Konger, ikke af Privatfolk. Byens øvrige Kvarterer kommer ganske vist ikke paa Højde med den nye Gade, men prydes dog ogsaa af skønne Huse - hist og her ser man Marmorbygninger, som man maa falde i Beundring over. De fleste Kirkers Vægge og Gulve straaler af Marmor. I denne By hørte jeg for første Gang en italiensk Koncert. Genueserne har paa Grund af Naboskabet meget til fælles med Franskmændene, og jeg lagde Mærke til, at denne Koncert ogsaa havde et fransk Præg. De bruger nemlig Horn og Trompeter; og de Instrumenter er for længst kommet af Moden hos de øvrige Italienere.