↩
Den unge Franskmand, hvis Menneskekærlighed og Omsorg havde givet mig
mit Helbred tilbage, rejste nogle Dage senere fra Genua til Frankrig paa
det samme Skib, som jeg var kommet med. Alle havde regnet med, at han
var Franskmand. Han talte nemlig saa glimrende fransk, at man skulde
tro, han var født i Paris eller Orléans. Det gik dog snart op for mig,
at han ikke havde fortalt mig sin virkelige Nationalitet, men kun havde
meddelt Værten, hvor han stammede fra. Værten hentede Gæsteprotokollen,
som blev ført efter Raadets Befaling, og viste mig, at han egenhændigt
havde indskrevet sig som Carolo Montfort, Danese.
Det var mig en stor Glæde at se, at det var en ukendt Landsmand der
havde gjort mig disse Tjenester. Og han kendte endda hverken mit Navn
eller min Nationalitet. Jeg havde nemlig hemmeligholdt begge Dele i
Italien. Naar man spurgte mig, hvor jeg kom fra, sagde jeg, at jeg var
fra Aachen; spurgte man om mit Navn,
90 sagde jeg, at jeg hed Michael
Røg, fordi min Ven og Medbergenser af dette Navn havde laant mig sit
Pas, da jeg stod og skulde til Italien og ikke havde noget selv. Kort
efter Carolo Montforts Afrejse gik jeg om Bord paa et Skib, der skulde
til Rom. Straks nye Bekymringer. Jeg led endnu af Fjerdedagsfeber, og
jeg tænkte paa de Sørøvere, der gør Middelhavet usikkert lige indtil
Efteraaret,
da Piraten sin Undergang frygter
og i Rædsel fra
Havene flygter.