Holberg, Ludvig Uddrag fra Første Brev til en højvelbaaren Herre. 1728

Jeg lavede selv min Frokost og Middagsmad. Det har man i Italien ikke noget imod, at Turister gør. Før Værten gaar paa Indkøb, gaar han rundt paa Værelserne og spørger, om han skal købe noget med til Gæsterne. Saa gaar han paa Torvet og kommer igen belæsset med Kød, Rodfrugter, Ærter og Bønner, som han lader Gæsterne selv tilberede. Jeg skal ikke trætte Dem med en indgaaende og detaljeret Skildring af, hvordan jeg lavede Mad, hvor kunstfærdigt jeg tilberedte en Suppe, og hvor dygtig jeg blev til at lave en italiensk minestra. Jeg er nok klar over, at Historieskrivningens Lov kræver dette af mig, men jeg vil hellere risikere at blive beskyldt for at være en daarlig Historiker end at udsætte mig for sur Kritik fra franske
97 Gourmet'er, som maaske vilde sige, at jeg i mangt og meget ikke har fulgt Kogekunstens Regler. Jeg gjorde ikke større Fremskridt i de finere Studier, men fik Indsigt i de mere solide, som har med Køkkenet at gøre. Jeg lærte, hvor lang Tid og hvor stærk Ild der skal til for at lave en perfekt Suppe eller Grød eller tilberede Ærter og andre Bælgfrugter, hvor mange Ave Maria'er der skal til for at koge et Æg, og mere af samme Skuffe. Hvis man vil regne den Slags Lærdom for noget, saa kan man ikke paa mig anvende den almindelige Talemaade: Han gik en Nar til Rom og kom en Nar tilbage igen. Hvis Polyhistorerne har Ret i, at man ikke er rigtig Polyhistor, hvis man ikke kan reparere sit eget Fodtøj, saa gælder det vel i endnu højere Grad, hvis man ikke i Nødsfald kan lave sin egen Frokost eller Middagsmad. Men for ikke at anvende al den Tid, jeg ellers vilde have brugt paa Studier, til denne Beskæftigelse, havde jeg mit Skrivetøj staaende foran Ovnen og holdt en Bog i den ene Haand og en Ske i den anden. Jeg maatte dog bittert erfare, at det ikke er let at kokkerere og filosofere paa een Gang. Det hændte nemlig tit, naar jeg var optaget af at læse eller skrive, at Flammerne rasede i den Grad om min Gryde, at Grøden blev brændt til de dejligste Skogger, eller at
sydende, boblende, skummende Vand
brusede ud over Lergrydens Rand.