Holberg, Ludvig Uddrag fra Første Brev til en højvelbaaren Herre. 1728

lige som man ser paa et Maleri. Alt det, jeg gerne vilde læse, var paa Indeks. Det hændte engang, at Biblioteksbetjenten, en ulærd og enfoldig Munk, lod mig laane Bayles Dictionnaire; men han blev skældt læsterligt ud af Bibliotekaren, som var Dominikanerpater og Medlem af Inkvisitionskollegiet. Snart forsøgte jeg selv at faa Bugt med denne Mands Surhed ved Bønner, men forgæves. Han henviste mig bare til een eller anden Slotsforvalter, der efter hvad han sagde var den eneste der havde Myndighed til at give Dispensation. Men det forekom mig baade ubehageligt og risikabelt at underkaste mig saadan en striks og gnaven Dommers Forhør. Derfor gik jeg over til at benytte Universitetsbiblioteket, hvis Ledelse ikke var gejstlig. Her haabede jeg at kunne trænge igennem den Modvilje, der hos Munkene og Præsterne havde staaet som en urokkelig Mur; men ogsaa her fik jeg 101 Afslag, skønt jeg aabent erklærede, at jeg var Kætter og som saadan ikke kunde blive værre af at læse forbudte Bøger. Mine Studiemuligheder blev herved stærkt indskrænkede. Jeg holdt mig til at læse Bøger om Roms Kulturhistorie i Oldtiden og Beskrivelser af det moderne Rom. Denne Læsning var mig til Oplysning, naar jeg spadserede rundt i alle Ender og Kanter af Byen eller strejfede om mellem Ruinerne. For næsten hver Dag naar Vejret var godt, slæbte jeg mig paa ømme Fødder hen over Sten og Grus i hele Timer med mine Excerpter i Haanden; de var mit eneste Hjælpemiddel til at undgaa Fejltagelser og finde den rette Vej. I næsten en hel Maaned ledte jeg efter Horatiernes tredobbelte Port, hvis Ruiner jeg til sidst fandt ved mine Notaters Hjælp. De fleste Oldtidsmindesmærker er nemlig ukendt, selv for de lærde. Hvis man for Eksempel paa Gaden spørger om Vej til Pantheon, faar man Svaret non lo so - jeg ved det ikke -, spørger man efter Vespasians Amfiteater, bliver der sagt non intendo - jeg forstaar ikke - og det til Trods for, at disse Mindesmærker i høj Grad er værd at vise frem og endnu ikke er ødelagt af Ælde. Hvis man ikke vil blive ved med at løbe forgæves omkring, maa man lære sig de Navne, som en senere Tid har tillagt dem; man skal spørge efter II Coliseo, saa bliver man vist hen til Vespasians Amfiteater; man skal nævne La Rotonda, saa bliver man ført til Pantheon. Jeg gik dog ikke saa meget om blandt Ruiner og forvitrede Mindesmærker, at jeg oversaa det moderne Rom. Snart var det den gamle Bys Ansigt der glædede mig, snart den nyes, og jeg delte mig ligeligt imellem dem. Jeg gik om i alle Stadens Søjlegange, jeg besaa de vigtigste Paladser, jeg besøgte de fleste Klostre og Kirker. Den nye Kirke, paa italiensk Chiesa Nuova, vakte især min Begejstring paa Grund af de velformede og elegante Prædikener, som holdtes dér hver Dag af tre Patere af Oratorianerordenen. Saa snart een er steget ned af Prædikestolen, stiger den næste op, saa at man i Løbet af halvanden Time faar tre Prædikener at høre fra den samme 102 Prædikestol. I den ene gennemgaas en Helgens Levned, og han bliver lovprist. Jeg ved imidlertid ikke, hvad man skal falde mest i Forundring over ved disse Lovsange over Helgener, den elegante Retorik eller det forvrøvlede Indhold; man vil nemlig høre det rene Gas og Drømmetydninger foredraget med honningsøde Ord og velsmurte Fraser. Prædikanterne er tilsyneladende især forhippede paa at demonstrere deres Dygtighed, mens Tilhørerne helst af alt vil tro det utrolige. Jeg husker, at een af disse Prædikanter gav følgende overdrevne Beskrivelse af den hellige Jomfrus Indgriben: Der var engang en Mand ved Navn Johannes, som helt og holdent havde givet sig under Jomfru Marias Beskærmelse. Derfor lagde Djævelen sine Snarer for ham, men uden Held, for Johannes sikrede sig ved hver eneste Morgen at sige sit Ave Maria. Men engang havde han været til Bryllup hos nogle Slægtninge og gik halvfuld derfra, og da Djævelen var kommet under Vejr med det, paatog han sig en yndig ung Piges Skikkelse og gik Johannes i Møde. Han gjorde Modstand i Begyndelsen, men til sidst fik Djævelen ham dog paa Glatis med sine forføreriske Kunster, og han gjorde noget praktisk ved Damen. Da han havde sovet Rusen ud næste Morgen og alvorligt tænkte over, hvad han havde gjort, blev han saa dybt grebet af Samvittighedsnag og Skam, at han følte sig uværdig til at bede sit sædvanlige Ave Maria. Djævelen vilde nu overfalde ham, mens han endnu var værgeløs, d. v. s. før han havde faaet gjort Pønitense. Da Johannes var ved at ro over en Flod, kæntrede Djævelen hans Jolle, trak ham ned paa Bunden af Floden og holdt ham fast der i tre samfulde Døgn. Da den hellige Jomfru opdagede dette, fremstillede hun sig for sin Søn og fortalte, at hendes Protegé blev holdt fangen af den onde og blev pint paa det grusomste. Frelseren satte sig til Doms og frifandt Johannes, som straks slap ud af Djævelens Hundehul og dukkede op til Overfladen. Her svømmede han længe om som en Prop, indtil Strømmen viste ham den Høflighed at skylle ham op paa Bredden i halvdød

        

103 Tilstand. Her blev han venligt modtaget af den hellige Jomfru, som kaldte ham til Live igen og gav ham hans forrige Sundhed tilbage; og senere byggede han dér paa Stedet et Kapel for Jomfru Maria, hvor han henlevede Resten af sin Tid. Heraf ser man, sagde Taleren, hvad den hellige Jomfrus sande Dyrkere kan vente sig. Jeg hørte andet, som jeg skammer mig for at gengive; for Tilhørerne er saa naive, at Prædikanterne uden Protest kan binde dem hvad som helst paa Ærmet.