Holberg, Ludvig Uddrag fra Første Brev til en højvelbaaren Herre. 1728

Der var dog nogle som udlagde mit Værk paa en fornuftig Maade og ivrigt forsvarede det. De syntes det var baade udmærket og nydeligt at krydre nyttige og alvorlige Satirer med et lignende Kvantum Spøg, og at sige det beske paa en gemytlig Maade. Da mit Pseudonym blev røbet takkede de mig derfor af begge Grunde. De andre sagde at nu begyndte vi altsaa her til Lands at pjatte med Digtekunsten; men mine Forsvarere sagde at nu holdt vi netop op med at pjatte, og nu havde Danmark et hjemligt Digt som man kunde være bekendt at vise frem for Franskmænd og Englændere. De overtalte mig til at gaa videre med Heltedigtet, der snart voksede til fire Bøger og kom til at udgøre et helt Bind af nogenlunde Størrelse. I Løbet af halvandet Aar udkom det, hvad der aldrig tidligere var overgaaet nogen dansk Bog, i tre Udgaver. Den sidste af disse var forbedret og prydet med Kobberstik. Jeg hørte snart at mit Digt ogsaa blev solgt i Sverige og Tyskland, og det glædede mig at det blev ved med at 117 være lige saa populært i Udlandet som det var blevet herhjemme. Men hvorfor prale? - Og dog - en Digter har vel Lov til at begejstres, og jeg taler jo ikke om min egen Bedømmelse, men om andres, og den glæder mig, enten de saa dømmer rigtigt eller forkert. Jeg begyndte dog at regne det for noget, som saa mange Mennesker paa forskellige Steder har bedømt paa samme Maade; jeg begynder at synes jeg har Grund til at være stolt af et Digt som selv de største Alvorsmænd læser med Fornøjelse. Det vilde være ubehageligt her at rippe op i al den Postyr dette Digt vakte og de Beskyldninger imod det som Folk skreg sig hæse med; det vil jeg gaa let hen over. Jeg vil blot sige at da det blev forelagt det kongelige Raad til Bedømmelse skønnede vor allernaadigste Konges Raadsherrer at det var et uskadeligt og morsomt Værk. Men Stormen lagde sig, og den Vrede jeg havde paadraget mig ved at skrive Peder Paars (for saadan hed Digtet) aftog efterhaanden i Styrke. Jeg skrev nu nogle andre Satirer, og kort Tid senere udgav jeg fem. Den første hedder Democritus og Heraclitus, den er et besk Angreb paa Menneskehedens Taabelighed. Den anden hedder Apologi for Sangeren Tigellius. I den viser jeg at hverken Horats selv eller Størstedelen af Menneskeheden iøvrigt kan sige sig fri for det Vankelmod han bebrejder Tigellius. Den tredje Satire indeholder en Kritik over Peder Paars. I den fjerde Satire, der er skrevet som Efterligning af Juvenals sjette, raader Digteren sin Ven, der er en gammel Mand, fra at gifte sig med en ung Pige. Den femte er et Forsvarsskrift for Kvindekønnet. Heri vises det at Kvinderne ikke ved Naturens Love, men kun ved Konventioner og Regler holdes borte fra offentlige Hverv. Baade Peder Paars og Skæmtedigtene er forsynede med Fortaler, som imødegaar negativ Kritik, viser Sigtet med Digtene og fortæller om Digterens Væsen. Som Følge heraf begyndte Galden lidt efter lidt at gaa af Kog; dog blev der lige som et Ar af Irritation tilbage; der er stadig ikke saa faa som stikker Hovederne sammen og mumler

        

118 om at tage sig i Agt for denne aggressive, galsindede Slagsbroder af en Digter, som skildrer Menneskenes Fejl paa en saa vred og bitter Maade. Der var engang en Mand af en vis boglig Dannelse der bad mig skælde sin Bror ud paa Vers. Broderen førte et meget udsvævende Liv. Jeg svarede ham med Plinius' Ord: »Jeg angriber Laster, ikke Mennesker.« For hvis jeg havde haft Lyst til mod min Sædvane at skyde paa Enkeltpersoner, saa vilde jeg begynde med mig selv. Jeg svarede mange andre paa samme oprigtige Maade, men alligevel lykkedes det mig ikke at faa Has paa den ufordelagtige Mening man havde om mig. De fleste har nu engang faaet den Opfattelse hamret fast i deres Bevidsthed, at der ligger Giftigheder skjult bag alt hvad jeg siger og gør. Derfor paastaar man uden videre at mine Udtalelser er opdigtede, hykleriske og dikterede af Frygt. Hvis jeg for Eksempel kommer med en konverserende Bemærkning om Aarstiden eller Vejret, saa leder man straks efter en dobbelt Betydning af Ordene, en bogstavelig og en skjult, selv om jeg i Virkeligheden er det mest ligefremme Menneske af Verden. De der tror jeg er saadan en Mester i Forstillelseskunsten kender mig slet ikke. Jeg er nemlig af Naturen opbrusende og vredladen, og om jeg saa stod paa Hovedet kunde jeg ikke holde mine Følelser nede og lægge Ansigtet i hykleriske Folder. Mine Lidenskaber syder og bobler, og mit Ansigt viser straks om jeg er glad eller ærgrer mig. Hvis jeg endelig skal have paa Puklen, saa maa det snarere være for min Aabenmundethed end for Forstillelse.