Holberg, Ludvig Uddrag fra Første Brev til en højvelbaaren Herre. 1728

Jeg blev nogle Dage i Bruxelles og rejste saa videre til Paris. Den berømte By var paa dette Tidspunkt sørgelig at se til. Der var saa stor Mangel paa Levnedsmidler at et Pund Brød kostede ti sous. Folkemængden blev drevet til 135 Fortvivlelse og gjorde Opstand, og først da man havde ladet to Borgere henrette fik man genoprettet Ro og Orden. Paa samme Tid blev en Kone der led af Dysenteri helbredt paa mirakuløs Vis. Beretningen om dette Mirakel udkom paa Tryk og blev udbudt til Salg alle Vegne. Men de fattige tænkte kun paa at stille deres Sult. De blæste paa disse Mirakelhistorier, selv om de ellers plejer at styrte sig over den Slags. Jeg hørte at der Mand og Mand imellem faldt Bemærkninger som: »Dette Aar er vist mere frugtbart paa Mirakler end paa Mel«, eller: »Præsterne gør Undere, mens vi gaar under«. Præsteskabet gjorde meget ud af dette Mirakel og troede at det alene vilde være nok til at omvende alle Ikke-katolikker. Der er absolut ingen Tvivl om at Historien er sand. Alle Konens Naboer vidnede om, at hun virkelig i flere Aar havde været plaget af Dysenteri, og at hendes pludselige Helbredelse var sket i fuld Offentlighed. Støttet til sin Stok gik hun efter dem der bar Hostien, mens Blodet flød i Strømmevis fra hende; men da hun kom ud af Kirken igen var hun rask og blødte ikke mere. Jesuiterne og Lægerne var de eneste der ikke regnede dette Mirakel for noget. Jesuiterne gav en taabelig Grund for deres Tvivl; de sagde at det var umuligt at Gud skulde lade et Mirakel ske, naar den Præst der bar Hostien var mistænkt for Jansenisme. Lægernes Argumenter var bedre funderet, for de mente at denne Virkning kunde fremkaldes paa naturlig Maade ved ren og skær Suggestion. Det kom de med hundredeogsytten Eksempler paa. Men det lader jeg nu være hvad det vil, og fortæller videre om mig selv.