Holberg, Ludvig Uddrag fra Første Brev til en højvelbaaren Herre. 1728

Jeg havde Indtrykket af at Pariserne ikke var nær saa ivrige efter at udbrede den katolske Tro og omvende Kættere som før; for da jeg ti Aar tidligere havde været i Paris, var al min Tid gaaet med Diskussioner; men dengang var jeg selvfølgelig ogsaa ung, og de troede vel at jeg var saa ubefæstet at de let kunde faa mig til at gaa i Gyngen. Kun én Gang var der en gammel Mand som gjorde sig besværlig paa Religionens Vegne. Han var helt besat af Diskuteredille. Før jeg greb til Vaaben spurgte jeg ham om han kom med noget nyt, som ikke allerede stod i trykte Bøger. For hvis han bare vilde benytte de samme Tricks som de øvrige der slaas for Katolicismen, kunde han spare sig Ulejligheden, for deres Argumenter kendte jeg ud og ind. Han havde ikke noget nyt, sagde han. Saa tiggede og bad jeg ham om at lade os spare paa Mundtøjet. Jeg sagde at det da var helt vanvittigt at forsøge Krigslykken endnu en Gang efter at saa mange tapre Stridsmænd havde spildt Tid og Flid paa saa mange Skærmydsler og saa mange Bataljer. Men da jeg mærkede at han stadig var lige krigstosset, og da jeg ikke kunde finde noget Musehul at krybe i, angreb jeg ham paa en ny og ukendt Maade. Jeg lod som om jeg mente at de fleste af de protestantiske Trosartikler var problematiske, da Bibelen kan fortolkes forskelligt, og at det derfor var muligt at Protestanterne undertiden tog fejl. Men, sagde jeg, selv disse Fejltagelser maa være Gud velbehagelige. Alle de tilstedeværende studsede og vilde vide hvor jeg vilde hen med dette Paradoks. Jeg begyndte: Katolikkerne tror at gode Gerninger er deres Løn værd. Det er de maaske ogsaa. Men Protestanterne gaar den sikre Vej ved at mene at de ikke er det. En Fyrste bliver jo ikke vred paa en Undersaat som har udført store og straalende Bedrifter

        

147 uden at kræve Belønning, og som oven i Købet erklærer, at han modtager sin Belønning for veludført Arbejde ikke som en Løn der skyldes ham, men som en Naadegave fra Fyrsten. Paa samme Maade kan Protestanternes Fejltagelse ikke være Gud ubehagelig, da den viser saa stor Ydmyghed. Katolikkerne tror paa Skærsilden, og muligvis findes der virkelig saadan en Mellemstation hvor Synderne sones. Men Protestanterne gaar den sikre Vej ved at mene at man straks efter Døden skal gøre Regnskab for sit foregaaende Liv. De siger derfor at man omhyggeligt og forsigtigt skal gøre sit Regnskab op her i Livet og dø en from Død, fordi der ikke er noget Haab om Syndsforladelse efter Døden. Katolikkerne paakalder Helgener og tror de optræder som Mellemmænd. Det gør de muligvis ogsaa; men Protestanterne gaar den sikre Vej ved ikke at paakalde dem; for hvis de tager fejl, saa kan Fejltagelsen hverken være Gud eller Helgenerne imod. Ikke Gud, som kun kan tage venligt mod dem som kommer lige til Kilden, da han jo selv siger at vi skal komme til ham, og at han ikke trættes af mange Bønner, og ikke Helgenerne, i hvis Fodspor vi omhyggeligt træder ved kun at anerkende Frelseren som Mellemmand mellem Gud og os. Hvis Helgenerne skulde blive vrede over at vi henvender os til Gud alene, vilde de nemlig dermed ophøre med at være Helgener. Katolikkerne tilbeder Billeder, og denne Dyrkelse er der maaske ikke noget galt ved. Men Protestanterne gaar den sikre Vej ved paa Helgenvis at række Hænderne mod Himlen; for selv om man maa indrømme at Katolikkernes Billeddyrkelse er meget forskellig fra Hedningernes, saa er det svært at se større Forskel paa den der smider sig paa Jorden foran Kolossalstatuen af Den hellige Kristoffer og samtidig fordømmer Kinesernes Billeddyrkelse, og den Drukkenbolt der deklamerer med Patos imod manglende Afholdenhed. Katolikkerne anser ikke Altergang med Brød og Vin for en Nødvendighed, og det er den maaske heller ikke altid; men Protestanterne gaar den sikre Vej ved at hævde at begge Symboler er

        

148 nødvendige. Modstanderne vil jo heller ikke nægte at dette Sakramente af selve sin guddommelige Indstifter blev holdt med baade Brød og Vin. Katolikkerne lukker Paradisets Porte for Børn der er døde uden at blive døbt; Protestanterne gaar den sikre Vej ved at holde den aaben, for at det ikke skal se ud som om Gud straffer de uskyldige. For de der hævder at de uskyldige bliver straffet siger dermed at Verden ikke styres af et retfærdigt, vist og miskundeligt Forsyn, men af Skæbnen. Katolikkerne indrømmer selv Rigtigheden af dette Argument i deres Diskussioner med Jansenisterne om Prædestinationen. Katolikkerne forbyder Lægfolk at læse Den hellige Skrift. De siger at det kan føre til Misforstaaelser, og det kan det maaske ogsaa. Men Protestanterne gaar den sikre Vej ved at tillade det, for det er bedre at have en mangelfuld Tro end slet ingen. De der tror uden at undersøge har i Virkeligheden ingen Tro, med mindre man da vil sige at det juridiske Princip »Hvad man gør ved Hjælp af en anden anses man for selv at have gjort« finder Anvendelse her, og det at tro pr. Stedfortræder er det samme som selv at tro; men jeg er bange for at en spansk eller italiensk Lægmand gør Regning uden Vært hvis han tror at Gud, naar han kræver ham til Regnskab for sin Tro, vil være tilfreds med dette Svar: »Jeg troede til Punkt og Prikke alt hvad mine Naboer troede; jeg har aldrig faaet læst den Bog der indeholder Rettesnoren for Troen, men jeg er tilfreds med at flere af mine Bysbørn har set den.« Mon ikke en anden lettere vil kunne undskylde sine Fejltagelser med disse Ord: »Dette er hvad jeg efter Undersøgelse og alvorlig Overvejelse ansaa for at være det rigtige.« Min Modstander blev nu tavs og prøvede at kradse nogle Argumenter frem ved at klø sig i Hovedet, og jeg fortsatte: De ser hvor aaben jeg er over for Deres Synspunkter. Jeg indrømmer at meget af det vi tror er problematisk; jeg indrømmer at det er vanskeligt at fortolke Guds Love, ja at hele Den hellige Skrift - som De hævder - er saa dunkel at vi, hvor grundigt vi saa undersøger den, ikke altid kan trænge ind

        

149 til hvad der er Guds Vilje. Jeg siger ikke at vi er uden Fejl, men hvis vi tager fejl, gør vi det uden Fare. Hvis derimod Katolikkerne famler i Mørke, saa er det et Mørke der er fuldt af truende Afgrunde. For hvis gode Gerninger ikke skal belønnes, og hvis Gud vil frelse os af ren Naade, saa kan Katolikkerne ikke frikendes for Hovmodets Synd naar de hævder at have Ret til noget som er en ren Naadessag. Yderligere: Hvis Dogmet om Skærsilden er et menneskeligt Paafund, saa er der ingen Undskyldning for denne Fejltagelse, da det gør Skaar i Kristi Fyldestgørelse, som man saa lapper paa ved at opfinde denne Mellemstation; det værste ved Dogmet er dog at det er lige saa nedbrydende for Menneskeheden paa Grund af den Tryghedsfølelse der naturligt flyder af det, som det er opbyggende for Præsteskabets Pengekasser paa Grund af de kæmpemæssige Indtægter det skaffer Præsterne. Hvis de begaar Fejl ved at paakalde Helgener, saa begaar de ogsaa en stor Fejl ved at yde andre den Dyrkelse som tilkommer Gud alene. Desuden er de Helgener de paakalder enten virkelige Helgener, eller Fantasivæsener som aldrig har eksisteret i Virkeligheden, eller Bedragere. Hvis de er virkelige Helgener, saa fjerner man ikke Faren ved at skelne mellem Gudsdyrkelse og Menneskedyrkelse; for ved at indvi Kirker til dem, ved at give dem Løfter og tilbede dem daglig og ved at dyrke deres Billeder gør man dem i det mindste til Halvguder. Hvis de ikke hører til i Virkelighedens Verden, som de ti tusind Martyrer, St. Almanachus og andre, hvis Navne selv de mere fornuftige blandt Katolikkerne har strøget af Helgenlisterne, saa er det aandssvagt og latterligt at dyrke dem. Hvis de har været Svindlere, saa er denne Dyrkelse værre end Indianernes, for Indianerne ofrer til onde Aander, mens man her ofrer til forbryderiske Mennesker. Yderligere: Hvis det er en Vildfarelse at dyrke Billeder, saa kommer man næppe uden om at Katolikkerne er Afgudsdyrkere, og de har ingen Grund til at gaa i Rette med Hedningerne, for der er ikke større

        

150 Forskel paa at tilbede Gud i Skikkelse af en Tyr og at tilbede ham i Form af et forgyldt Billede. Hvis de tager fejl i at fordømme Spædbørn fordi de ikke er blevet døbt, saa tager de for anden Gang alvorligt fejl, da en retfærdig Dommer ikke dømmer uskyldige. Endelig: Hvis der skal nydes baade Brød og Vin ved Nadveren, gør man sig skyldig i Tyveri, og hvis det er nødvendigt at læse den hellige Skrift, saa er Troen, som uden Kundskab er det rene ingenting, noget der ikke findes hos Lægfolk. Det fremgaar heraf, sagde jeg, at Henrik den Fjerde ikke sørgede særlig godt for sin egen Sikkerhed da han i en vanskelig Situation sluttede sig til den stærkeste Side og gik over til Katolicismen. Alt dette fik jeg dog ikke sagt uden Afbrydelser, for min Modstander kom af og til med nogle Ytringer om Romerkirkens Ælde, om hvor ny Lutheranismen var, om Romerkirkens Ufejlbarlighed, om det Løfte Jesus havde givet St. Peter og mere af den Slags som de plejer at gribe til naar de ikke kan klare sig. Men jeg var sikker paa at sejre hvis jeg holdt fast ved hvad jeg vilde sige, saa jeg blev ved mit. Jeg sagde bare at han skulde undersøge de protestantiske Vildfarelser jeg havde fremført, om de stred imod Guds Retfærdighed og Naade, om de gjorde Skaar i det højeste Væsens Majestæt, om de gjorde Ende paa Gudfrygtighed og Fromhed. Det kunde han ikke svare paa. Saa gik jeg min Vej med disse Ord: »Hvorfor forfølger I saa med Ild og Sværd de Mennesker hvis Mening afviger fra jeres, naar det er til det bedre?« Da jeg var sluppet vel ud af denne Kamp var der ikke flere der i Paris generede mig paa Religionens Vegne. Men da jeg paa Hjemrejsen et Sted i Nærheden af Bruxelles var kommet til at sidde midt imellem en snakkesalig Militærkaptajn og en overtroisk gammel Kone, lod Kaptajnen nogle Ord falde om at nogle protestantiske Soldater i hans Kompagni var blevet omvendt paa mirakuløs Vis. Da han hørte at jeg ikke havde fuldt saa meget Fidus til hans Beretning som de andre Passagerer mistænkte han mig for at være Protestant og stillede sig straks i

        

151 Kampstilling. Jeg bad ham ydmygst om Fred og undskyldte mig med den Hovedpine jeg plagedes af, da jeg ikke havde Mod til at vove en Dyst mod én som