Holberg, Ludvig Uddrag fra Første Brev til en højvelbaaren Herre. 1728

Pariserne har det ligesom Folk der altid spiser Agerhøns og efterhaanden bliver saa lede ved det at de faar Kvalme bare af Lugten. De rynker paa Næsen ad en velsammenhængende Femaktkomedie med en elegant Slutning. Kort sagt, jo bedre Harmoni der er mellem de enkelte Dele, jo mere skurrer Komedien i deres Øren. Hvis jeg vilde tage de moderne Komedier under Behandling vilde det ikke falde mig svært at vise at de fleste af dem ikke alene er galt skruet sammen, men at de ikke har den fjerneste Lighed med en Komedie. Mens jeg var i Paris udkom der to Komedier af hver sin Forfatter, Le Babillard og L'Indiscret; men de er saa langt fra at være udarbejdet efter de aristoteliske Regler (for Protasis, Epitasis og Katastrofe er for Nutidens Komedieforfattere hvide Omraader paa Landkortet) at de ikke engang giver et Billede af den Karakteregenskab Titlen lover. For man kan ikke tro at man har givet en Karakteristik af et Snakkehoved

        

155 fordi man har ladet en Person komme ind paa Scenen og genere andre med sin Snak en enkelt Gang, eller af en indiskret Person fordi man har ladet én røbe en enkelt Hemmelighed eller to der er blevet betroet ham under Tavsheds Løfte. Dette maa kun udgøre Indholdet af én Scene. Den sande Karakter skildrer man ved at fremstille Hovedpersonen saadan at hverken Frygt eller Tvang eller Tab af Ære kan kurere hans Taabelighed, der som logisk Konsekvens fører til den Slutning Publikum har siddet og ventet paa i Spænding. Men den snaksomme i denne Komedie bavler bare los en enkelt Gang i gode Venners Selskab, indtil en Tjener eller en Ven af ham kommer ind og fortæller at han har forspildt en god Chance ved at sidde der og vrøvle Tiden væk. Men disse Komedier er Mesterværker i Sammenligning med visse andre, nemlig Impromptu de la Folie og Les Amusements de l'Automne. Efter de mere fornuftige Kritikeres Mening var de ikke værdige til at opføres paa et saa fornemt Teater og af saa udmærkede Skuespillere, der naar de lægger sig i Selen kan rive Publikum med og vække den største Beundring. Hvad de italienske Skuespillere angaar, saa er de ikke værst naar de opfører en italiensk Komedie. Men naar de spiller paa fransk giver de Publikum Opkastningsfornemmelser. For bortset fra Lelios Kone er der ingen i hele Truppen der har en bare nogenlunde ordentlig fransk Udtale. Deres nuværende Harlekin kan kun spille Dumrianer; saa en Komedie maa for at faa Succes paa Teateret nødvendigvis have en Dumrian som Hovedperson. Derfor er næsten alle Nutidens Komedier af samme Surdejg; de ligner alle sammen Les Amants ignorants, Arlequin poli par l'Amour, Arlequin Sauvage, Timon Misanthrope og saa videre. Af samme Grund kan man ikke med Held opføre nogen af Komedierne fra det gamle italienske Teater. Pantomimikerne i denne Trup er langt fra paa Højde med den gamle Harlekin og Scaramuccio. Den nuværende Harlekin spiller ikke anderledes end Polichinellerne i de omvandrende Trupper. Men dette Teater lever højt paa at

        

156 parodiere de nye franske Tragedier, for mange af Italienerne er forbløffende dygtige til at efterabe de franske Skuespilleres Gebærder og Stemmer. Det er en sjov Idé med disse Parodier; de morede mig meget. Men Parodimagerne gaar for vidt nu om Dage; og fordi der er saa mange af dem forringes Kvaliteten inden for denne Genre. Man hører disse Parodier i hele Byen, i Centrum, i Forstæderne, paa Teatrene og Torvene, saa mange Mennesker er ved at brække sig over dem og skuler ondt bare de hører om en ny Parodi.