Holberg, Ludvig Uddrag fra Første Brev til en højvelbaaren Herre. 1728

Jeg havde nu tilbragt Vinteren i Paris og tænkte paa at rejse hjem. Hele den sidste Maaned før jeg rejste var jeg saa nervøs som om jeg skulde til Indien. Enkeltvis 157 betragtet var de Besværligheder der fulgte ikke noget at tale om; men set under ét var det ikke Smaating, saa min Nervøsitet havde været velbegrundet. For det første: Da jeg stod og skulde af Sted blev der udstedt en kongelig Forordning som under streng Straf forbød Udførelsen af fransk eller fremmed Valuta, og paabød at alt Guld og Sølv skulde afleveres til Finanshovedkassen med Tab af en Fjerdedel. Derved skrumpede den Sum som jeg havde sat af til min Rejse til Amsterdam saa stærkt ind at jeg var bange for at være blevet i den Grad læns for Penge at jeg var nødt til at pantsætte min Kappe paa Rejsen. Jeg blev derfor nødt til at fremskynde Rejsen, og i Midten af Februar rejste jeg fra Paris med Vogn til Artois. Der er to Ting som den rejsende der ikke er alt for velbeslaaet skal vogte sig for paa denne Tur, det er Kapucinermunke og unge Piger. De lever nemlig i Kraft af henholdsvis deres Ordens og deres Køns Privilegier paa de andre Rejsendes Bekostning. Da jeg stod op i Vognen fik jeg Øje paa to ganske kønne unge Piger. Jeg gøs ved Synet, især da jeg saa at der sad to Officerer over for dem, som nikkede og blinkede til dem og affyrede Komplimenter. Nu blev jeg bange for at miste endnu en Fjerdedel af min Pengebeholdning. Jeg ved af Erfaring hvordan Militærpersoner har det med det smukke Køn; saa jeg gættede paa at disse Officerer ikke vilde tilstede at nogle saa yndige Væsener skulde betale deres Andel af Udgifterne. Og jeg gættede ikke fejl; for de tog med Glæde imod Invitationer til Frokost og Middag, og naar der saa skulde betales antydede de deres Køns Privilegier enten ved at absentere sig eller ved at tie stille. I to Dage holdt vores lille Samfund fast ved disse Love. Men da jeg havde gjort mit Regnskab op og set at jeg ikke længere kunde være Medlem af dette Samfund hvis ikke Regeringsformen blev lavet om, røbede jeg min Kasses Tilstand for den ene af Officererne. Saa bortfaldt Bestemmelsen, og i Stedet blev det besluttet at hver skulde betale for sig. Vi kom til en Landsby i Nærheden af Péronne. Dér havde jeg nær

        

158 brækket en Finger da jeg vilde flytte et Bord hen til Kaminen. Man skulde tro det var en Maskine der med Vilje var lavet saadan at man fik mast Fingeren hvis man rørte ved den, for min Ringfinger sad fastklemt som under en Ambolt og var ikke til at hale fri. Mens mine Rejsekammerater ledte efter en Økse til at slaa Bordets Planker fra hinanden med, gennemgik jeg i et helt Kvarter alle Pinebænkens Kvaler. Kort efter steg jeg af Vognen for at gaa til Fods ad en Sti som Kusken havde anvist mig som en Genvej - og for vild. Da jeg længe havde flakket om traf jeg endelig hen ad Morgenstunden en Bonde ved hvis Hjælp jeg fandt tilbage til Stien. Jeg blev nu nødt til at leje Heste hele Vejen til Bapaume. Jeg fik en radmager Rallike der saa ud som om den var lige til at sende i Trædemøllen; den viste sig imidlertid at være saa fyrig at jeg hvert Øjeblik var bange for at den skulde kaste mig af og forvandle mig fra Rytter til haltende Fodgænger. Derfor mærkede jeg knap nok at det blæste op til en forfærdelig Nordenstorm, for jeg svedte af Skræk og var bange for at jeg med Vanære skulde blive udstødt af Ridestanden. Omsider kom jeg til Bapaume, hvor jeg genfandt mine Rejsekammerater og gav dem en ynksom Skildring af den Serie af Uheld som jeg havde været ude for. Yderligere fik jeg efter Ankomsten til Amsterdam at vide at det Brev jeg ventede hjemmefra ikke var kommet. Jeg gennemlevede nu otte Dage i Ængstelse og uden Penge. Saa mødte jeg en gammel Ven som laante mig nogle Gylden. Først da jeg havde spildt fjorten Dage i Amsterdam kom der Brev - men et ganske andet end jeg havde ventet. Det var skrevet af én af mine Venner, som raadede mig til at fremskynde Rejsen, fordi mine Fjender smedede Rænker imod mig i mit Fravær. Dette fortæller jeg kun for at vise hvordan den ene Ulykke altid kommer i Hælene paa den anden og den ene Ærgrelse afføder den næste. Dette kunde jeg fremføre et Utal af andre Eksempler paa, der vel nok skyldes Tilfældigheder, men ikke ser ud til at gøre det.