Holberg, Ludvig Uddrag fra Første Brev til en højvelbaaren Herre. 1728

Jeg lejede som sagt en Vogn og drog af straks efter Frokost. Paa hele Turen var det ikke til at komme frem for bevæbnede Bønder, der stimlede sammen om Vognen og undrede sig over at jeg turde køre lige igennem de militære Formationer. Men jeg havde jo kongeligt Pas, saa jeg regnede ikke Faren for noget, men fortsatte roligt min Rejse. Men da jeg var kommet hen i Nærheden af Nortmoor, hvor begge Hære stod opmarcheret, turde Kusken ikke køre videre. Han saa nemlig nogle saarede Bønder blive transporteret ind til Byen. Jeg hørte senere at det slet ikke var Fjenden, men deres egne Medborgere der ved Uforsigtighed havde saaret dem. Mens vi holdt der og kløede os i Hovedet og ikke vidste hvad vi skulde gøre, begyndte hele Stænderhæren at trække sig tilbage til Byen. Man skulde have troet de var paa Flugt, hvis der havde været en Fjende efter dem. Borger- og Bondesoldaterne var bange for at blive til Grin, saa de hævdede at de havde maattet trække sig tilbage fordi de ikke havde Kanoner, hvad Hertugens Tropper havde. Jeg tror nu snarere at de havde mistet Kamplysten da deres Kæfert var dunstet af, for de havde været godt lakket til af Brændevin da de drog i Felten. Jeg fulgte med Strømmen og traf en Oberst ved Navn Andri. Han spurgte mig hvad jeg hed, hvor jeg kom fra og hvor jeg skulde hen, og raadede mig saa til at opgive Rejsen. Denne Andri var Søn af en Borgmester i Emden; han var et udmærket og højt kultiveret Menneske, og Borgerne i Leer beundrede ham lige saa meget som Romerne i sin Tid havde beundret Junius Brutus, da de kæmpede for deres Frihed.