Holberg, Ludvig Uddrag fra Tredie Brev til en højvelbaaren Herre. 1743

Selv om Historien danner Rammen om moralske Belæringer og Overvejelser, er det hele dog kun en Spøg. Som jeg lige har sagt er Handlingen taget fra visse af mine Landsmænds overtroiske Snak om deres Omgang med de underjordiske. Det fortælles at Helten i Romanen er styrtet ned til en Verden under Jorden. Det er da et nyt og ganske morsomt Paafund! Mandens fantastiske og omvekslende Skæbne rører og morer Læserne; der optræder besynderlige Skabninger, Væsener som ingen har optænkt før, som talende Træer og tænkende Musikinstrumenter. Katastrofen i Historien er gribende: Grundlæggeren af et Kejserrige bliver paa en halv Time forvandlet til en fattig Baccalaur. - Der findes faktisk Mennesker der bare for deres Fornøjelses Skyld og for at faa Tiden til at gaa læser Skriftet om og om igen. Det hele er en Spøg, men det er ikke det rene Pjank; for det faar de Mennesker til at læse som faar Kvalme af tørre moralske Skrifter. Lige som Trimalchio satte et Ur paa sin Gravsten for at alle som vilde vide hvad Klokken var skulde blive nødsaget til at læse hans Navn, saadan krydrer man Alvor med Spøg til Ære for dem der kun vil læse det morsomme. Hvis Fiskeren ikke sætter den Mading paa Krogene som han véd Smaafiskene kan lide, saa kommer han til at sidde og glo paa sit Skær uden Haab om Fangst. Paa samme Maade har Filosoffer - og tit de allerberømteste - fundet paa sjove og underholdende Historier for at faa deres moralske Belæringer til at glide ned. Hvad angaar Morallæren, som er Værkets vigtigste Sigte, saa er de fleste af de Persontyper der optræder rundt om i den paradoksale; Dyder og Laster er af en saadan Art at vi tit lader os narre af deres Ydre og tager Skyggen for Legemet. Særlig spændende er Skildringen af dem som i deres Begejstring lover alt, som hurtigt opfatter en Sag men ikke kan se til Bunds i den. Den Slags plejer man at hæve til Skyerne, men det potuanske Folk sammenligner dem med Folk der

        

195 spankulerer rundt uden at bestille noget - de er i stadig Bevægelse, men gør ingen Nytte. Men kloge Mennesker, der tager et Skøn over Arbejdets Størrelse og deres egne Kræfter og saa gaar forsigtigt og langsomt frem med Skildpaddeskridt - dem kalder vi som Regel slappe og ubegavede. Disse to Typer skildres i det potuanske og det martinianske Folk. Klim bliver derfor anset for en uduelig Dumrian begge Steder, det ene fordi han er for hurtig, det andet fordi han er for langsom. De øvrige Karakterer er af samme Slags. Alt hvad der møder Klim, som maaler Dyder og Laster med den almindelige Maalestok, er uforstaaeligt; og hvad han ved første Øjekast ser ned paa kommer han til at beundre, rose og berømme naar han faar tænkt sig om. Hensigten med næsten hele Værket er at angribe almindelige Misforstaaelser og at skelne tilsyneladende Dyder og Laster fra virkelige. De fleste Moralister præker sig hæse imod Gerrighed, Udsvævelser, Ødselhed og den Slags, men det er kun for hundredeogsyttende Gang at opkoge en gammel Ret og at gentage hvad enhver Idiot ved. Det er ikke andet end velklingende Ord som naar til Ørene, men ikke gaar til Hjertet. Man underviser paa den rigtige Maade ved at bortoperere de forkerte Meninger og holde fast ved de rigtige, ved at angribe udbredte Misforstaaelser og rive Masken af de uægte Dyder. Hvis der nu er nogen der paastaar at jeg praler, saa skal de vide at jeg ikke taler om mit Værk, men kun om Hensigten med det. Jeg siger at det er en Moralfilosofs Pligt at belære, ikke at præke eller larme op i Skuespillerstil mod de Laster som Synderne selv er fuldkommen klar over. Det er Meningen med Belæringerne i denne Roman. Om Forfatterens Kunst og Evner maa andre dømme. Men jeg maa have Lov at sige at hvis man sammenligner dette lille Værk med visse andre ypperlige moralske Romaner og finder det kedeligt og uden Saft og Kraft, saa maa man være klar over at Forfatterne ikke har samme Forhold i alle Lande. I Tyskland, Frankrig og især i England, hvor man har Lov til at udgyde alt

        

196 hvad der falder én ind, og hvor éns Aand ikke lægges i Lænker, dér er det nemmere at vise sin Dømmekraft og sine Evner end her i Norden, hvor vi plages med den strengeste Censur, som gør at Forfatternes Begejstring sløves og deres Fremdrift slappes. Saa selv om der i vore Lande skulde fremstaa Digtere og Filosoffer som kunde maale sig med de engelske, vilde de dog nok ikke naa til Modenhed. En Løber der bevæger sig mod sit Maal gennem Tornebuske og ad ufremkommelige Omveje naar senere frem end den der hurtigt løber ad jævne og lige Veje; men det er ikke Føddernes men Vejenes Skyld. Der er ingen der synger godt med Lærerens Spanskrør over Hovedet, éns Sind skal være frit for Frygt, Bekymring og Uro hvis man skal udfolde sig.