Holberg, Ludvig Uddrag fra Tredie Brev til en højvelbaaren Herre. 1743

Men disse Kritikere er ret moderate, og om Smagen kan der jo ikke diskuteres, saa jeg bliver ikke vred paa nogen af den Grund. Man bør nok heller ikke ignorere Advarslerne fra dem der ved hvor vanskeligt det er at kæmpe sig igennem et Tjørnekrat uden at faa Skrammer, og som derfor har raadet en gammel og svagelig Mand fra at skrive den Slags. Men vi Mennesker er nu engang saadan indrettet at vi tappert og henrykt lader os slaa ihjel for at vores Ry kan leve ud over Døden, og modigt lader vores Øren skære af for at andre skal høre hvordan vores Mod bliver rost. For det er en stor Trøst for et ærgerrigt Gemyt at kunne vente sig Berømmelse, selv om den først skulde komme sent eller ligefrem efter Døden. Det gælder enten man arbejder med store eller smaa Ting. Alligevel betænkte jeg mig selv længe paa at vove mig ud paa denne Galej, hvor jeg saa tit havde været truet med Skibbrud. Men mine Venner insisterede. De sagde at det var en god Bog, og at der sikkert ikke vilde blive Ballade om den; saa jeg lod mig til sidst overtale. Det vittige og fabulerende ved Bogen var det jeg var mest bange for. Nogle siger Sandheden paa en besk Maade, andre med Latter; begge Parter arbejder hen imod det samme Maal, selv om de gaar hver sin Vej. Men det som man hos de bitre Moralister kalder Engagement, kalder man hos de humoristiske for Flabethed. Naar de under Fiktionens Form angriber Fejl og Laster, faar den Læser
hvis Sjæl er kold som Is af Skyldbetyngethed,
som rødmer, vædes af den tavse Angers Sved -