↩
Men disse Kritikere er ret moderate, og om Smagen kan der jo ikke
diskuteres, saa jeg bliver ikke vred paa nogen af den Grund. Man bør nok
heller ikke ignorere Advarslerne fra dem der ved hvor vanskeligt det er
at kæmpe sig igennem et Tjørnekrat uden at faa Skrammer, og som derfor
har raadet en gammel og svagelig Mand fra at skrive den Slags. Men vi
Mennesker er nu engang saadan indrettet at vi tappert og henrykt lader
os slaa ihjel for at vores Ry kan leve ud over Døden, og modigt lader
vores Øren skære af for at andre skal høre hvordan vores Mod bliver
rost. For det er en stor Trøst for et ærgerrigt Gemyt at kunne vente sig
Berømmelse, selv om den først skulde komme sent eller ligefrem efter
Døden. Det gælder enten man arbejder med store eller smaa Ting.
Alligevel betænkte jeg mig selv længe paa at vove mig ud paa denne
Galej, hvor jeg saa tit havde været truet med Skibbrud. Men mine Venner
insisterede. De sagde at det var en god Bog, og at der sikkert ikke
vilde blive Ballade om den; saa jeg lod mig til sidst overtale. Det
vittige og fabulerende ved Bogen var det jeg var mest bange for. Nogle
siger Sandheden paa en besk Maade, andre med Latter; begge Parter
arbejder hen imod det samme Maal, selv om de gaar hver sin Vej. Men det
som man hos de bitre Moralister kalder Engagement, kalder man hos de
humoristiske for Flabethed. Naar de under Fiktionens Form angriber Fejl
og Laster, faar den Læser
hvis Sjæl er kold som Is af
Skyldbetyngethed,
som rødmer, vædes af den tavse Angers Sved -