Holberg, Ludvig Uddrag fra Tredie Brev til en højvelbaaren Herre. 1743

Juvenal har jeg gjort mig saa bekendt med at jeg næsten kan ham udenad. Jeg kan bedre lide hans Satirer end Horats'. Horats har nok mere Humor, men Juvenal har større Kraft og mere Bid. Horats er morsom, Juvenal er skarp. Horats gaar kun gennem Barken, men Juvenal trænger helt ind i Marven og efterlader sin Brod i Læsernes Sind. Desuden er Juvenal mere omfattende i sin Moralfilosofi, mens Horats bliver hængende ved nogle bestemte Fejl og koger gammel Kaal op igen. Juvenal holder sig strengt til Sagen, Horats kan ikke holde fast ved et Emne. I den første Satire muntrer han sig først over Menneskenes Ustadighed, men gaar saa lidt efter i Krig med deres Griskhed. I den tredje Satire angriber han de Mennesker der nok kan se andres Fejl men lukker Øjnene for deres egne, men glider snart over til at tale om Stoikerne, som siger at alle Synder er lige alvorlige, og videre i samme Stil i de øvrige. Jeg maa dog indrømme at der findes meget rundt om hos Horats som vidner om en sleben Dømmekraft. Men han er ikke altid sig selv. Enten man ser paa Indholdet eller Formen, saa er han mere vankelmodig end Tigellius, som han morer sig meget over. Og da han maa vride og vende sig for at lave Vers, forekommer det mig at han ikke er den fødte Digter, men at han har lært sig Kunsten. Og endelig: Da Horats er Tilhænger af Epikurs Lære, bekæmper han Forsynet og taler kun

        

208 godt om Dyderne fordi de er nyttige. Derfor er Juvenal hvad det etiske angaar bedre end Horats; han taler fromt og pænt om Gud og om Formaalet med gode Gerninger; og han fremkommer med Udtalelser som en Kristen ikke vilde behøve at skamme sig over.