Holberg, Ludvig Uddrag fra Tredie Brev til en højvelbaaren Herre. 1743

Enhver ved med hvilken til Vanvid grænsende Hidsighed denne Paastand er blevet drøftet. Man undrer sig over at Mænd som ellers nok kunde beherske sig og som hidtil havde holdt sig pænt tilbage brugte Mund mod hinanden uden at tænke paa de Formaninger de selv havde givet. Men de blev drevet frem af de samme Motivationer som i sin Tid Pompejus og Cæsar, hvoraf den ene ikke kunde taale nogen ved Siden af sig, den anden ikke nogen over sig. Bayle og Leclerc blev saa at sige den gamle lærde Verdens sidste Helte. Leclerc var den lærdeste, Bayle den skarpsindigste. Begge skrev enorme Folianter. Leclercs var præget af de største Kundskaber, for han var velbevandret baade i Bibelsprogene og de verdslige Sprog; men Bayles var præget af større Stilsikkerhed. Man skulde tro at Bayle havde levet hele sit Liv ved fyrstelige Hoffer, saadan lyser hans Stil af Elegance; og der er ikke mindste Lugt af det Skolestøv han er vokset op i. Jeg kalder dem den gamle lærde Verdens sidste Slagsbrødre. For selv om vor Tid ikke er saa udlevet at den ikke kan fremvise geniale og grundlærde Mænd, saa kan dog ingen nægte at det er gaaet tilbage for Videnskaben, naar man tænker paa de vældige Genier der levede i forrige Generation.