Holberg, Ludvig Uddrag fra Tredie Brev til en højvelbaaren Herre. 1743

Jeg føler nu for Alvor de Ubehageligheder som plejer at ledsage Alderdommen. Før var jeg fuld af Gaapaamod, 231 nu er jeg blevet ængstelig. Det jeg tidligere gerne gav mig af med, undgaar jeg nu. Før var jeg selskabeligt anlagt, nu vil jeg helst være alene. Før var jeg fuld af Humør, nu er jeg gnaven, lige som mit før saa glatte Ansigt nu er blevet rynket. Hvad jeg før var glad for kan jeg nu ikke fordrage; før kunde jeg blive helt betaget af god Musik; nu lader selv den dejligste Koncert mig kold. Og hvad der er det sikreste Tegn paa at Alderdommen nærmer sig, jeg foretrækker nu Smaasludder frem for lærde Forelæsninger. Hvis nogen begynder at snakke om de allervigtigste Ting, som for Eksempel om Krigen mellem Tyrkerne og Perserne, om Tripelalliancen, om den pragmatiske Sanktion, om Kejser- eller Pavevalget og andet af den Slags som før fik mig til at spidse Øren, saa gaber jeg og hører i Stedet efter dem der snakker om Hverdagsting som Nabostridigheder, Nedkomster, Forlovelser, Bryllupper, Tab af Jomfrudom og saa videre. Som et helt sikkert Alderdomstegn har mine Venner lagt Mærke til at jeg i høj Grad lader mig gaa paa af ubehagelige Nyheder, Tab, og Trusler fra mine Fjender, og at jeg hver Gang jeg kommer ud for noget jeg ikke er vant til kommer til at ryste over hele Kroppen som om jeg havde set et Spøgelse. Denne Fejl er der ogsaa nogle der har bemærket hos mig i min Ungdom og min bedste Alder; derfor mente de at det var en Tilsnigelse at jeg kaldte mig Filosof. Jeg maa indrømme at jeg aldrig har vist mig som Filosof i det praktiske Liv. Jeg har ogsaa aabent og ærligt sagt at jeg er tilbøjelig til at blive vred, at fare op og andet som man ikke bør gøre. Vanen, som ellers plejer at give Folk haard Hud paa Sjælen, har ikke gjort mig stærk nok til at modstaa alle Skæbnens eller Naturens Angreb. Men jeg er nok klar over at man ved Filosofiens Hjælp kan afværge baade Smertens Stik og Skæbnens Lyn, og lære at regne dem for ingenting. Derfor læser jeg tit Filosoffernes Bøger; jeg ser at hver Side vrimler af Argumenter og Fornuftgrunde; jeg ser saa vældige Mængder af Eksempler at der simpelthen ikke kan dynges flere oveni - og dog er

        

232 jeg ved alt det Læseri ikke kommet saa vidt at jeg kan holde pludselige Raserianfald nede.