Holberg, Ludvig Uddrag fra Tredie Brev til en højvelbaaren Herre. 1743

Ingen kan altsaa hindre Lidenskaberne i at opstaa, saa man maa undskylde de Mennesker hvis Væsker ved en pludselig Ophidselse sætter en Gæring i Gang i Kroppen. Naar disse Væsker plager mig, mærker jeg Gæringens Kraft og mit Sind kan ikke blive roligt før Blodet holder op med at bruse efter det første Anfald, og de spredte Stumper af min splittede Sjæl tvinges paa Plads igen. Det nytter ikke at prøve paa at slaa en Feber ned ved at læse Sokrates eller Cicero eller Seneca. Men naar Stormen har raset ud og Smerten ikke er saa slem mere, saa hjælper de Midler der forhindrer Tilbagefald. Naar min hede Hjerne er ved at afkøles, og jeg er ved at blive til et Fornuftvæsen igen, saa ler jeg ad min egen Taabelighed og styrker mit Sind for at det ikke skal lade sig nedslaa af det Vanvid 233 det har været slaaet med. I dette Tilfælde har Filosofien Effekt, saa at jeg med Cicero kan sige: Lige som der findes mange Slags Modgift mod Slangegift, og lige som Udholdenhed og Flid hjælper mod Fattigdommens Ulykker og Skamfølelse og Blufærdighed mod Overdrivelser i det seksuelle, saaledes har vi som Gave fra Forsynet faaet Filosofien til Hjælp mod Smertens Stik. Det er en Mand nok at hindre Ondet i at faa Magt igen naar det er svækket; men man maa overlade det til Kvinderne at lade sig slaa ud af Sorg. Det er dette Digteren mener naar han siger: