Holberg, Ludvig Uddrag fra Tredie Brev til en højvelbaaren Herre. 1743

Jeg har aldrig kunnet fordrage Hykleri, og jeg er stadig næsten for aabenhjertig. Alligevel er der nogle der mener at jeg har fedtet for Kvindekønnet i mine Skrifter. Hvis man undersøger hvad jeg har skrevet til Fordel for Kvinderne, saa vil det fremgaa at jeg ikke har spillet Rollen som Spytslikker, men som retfærdig Dommer og Forsvarer. Jeg har sagt at de fleste af de Fejl som paastaas at være særegne for Kvindekønnet, ikke er medfødte, men er en Følge af Undervisningen, og at Natur ofte forveksles med Opdragelse. Jeg har sagt at man vilde se de fleste Kvinder prydet med de gode mandlige Egenskaber, hvis de fra deres Barndom var blevet opdraget som Mænd. Jeg har sagt at de fleste af de Rettigheder, som Mændene regner for deres, mere bygger paa Konvention end paa Naturens Lov. Jeg har paavist at man bør lægge mere Vægt paa gode Egenskaber end paa Navne, og at Kvinderne ikke kun paa Grund af deres Køn bør udelukkes fra alle de Erhverv der kræver Hjerne. Man har jo set Eksempler paa at der findes gode Hoveder blandt dem, som baade kan klare deres egne Sager og beklæde offentlige Embeder. Jeg fedter altsaa ikke for Kvindekønnet, men jeg maaler begge Køn med samme Alen uden at diskriminere. Hvis jeg for Eksempel havde opdaget at en Søster bedre kunde holde paa en Hemmelighed end hendes Broder, saa vilde jeg fortælle hende og ikke ham om mine Planer; hvis jeg havde opdaget at hun var dygtigere i Forretningssager vilde jeg følge samme Fremgangsmaade. Og den der ganske upartisk giver enhver sit kan ikke siges at fedte for nogen. Det kan man snarere sige om dem der logrer for sig selv og for deres eget Køn og i Tale og Skrift forfølger og angriber de vaabenløse Kvinder. De fleste holder med den sejrende Part; og saa er man jo ogsaa paa den sikre Side. Jeg holder med de besejrede og underkuede; det er mere fair. Det er kun ud fra denne 235 Betragtning at jeg optræder som Beskytter for det andet Køn -paa anden Maade har jeg aldrig hengivet mig til det. Det kan mine ensomme Nætter og mit Ungkarleliv bære Vidnesbyrd om. Mine Venner prøver tit paa at faa mig til at gifte mig. Saa driller jeg dem ved snart at sige at jeg ikke er dygtig nok til Eksperimentalfysik, snart at jeg er ved at blive gammel. Jeg plejer at argumentere saaledes: Før jeg blev fyrre kunde jeg ikke forsørge en Kone, og siden den Tid har jeg ikke kunnet fornøje en Kone. Før var jeg bange for ikke at kunne faa nok i Gryden; nu er jeg bange for at faa mere end nok i Panden. Det er en ond Skæbne som jeg deler med de fleste af mine Landsmænd, som ikke er i Stand til at gifte sig før de bliver for gamle og nærmer sig Aldersgrænsen. Hvis jeg i min Alder skulde se mig om efter en Kone, saa skulde det ikke være for at jeg skulde gifte mig med hende, men for at hun skulde trække rundt med mig. Det er det Slør jeg plejer at kaste over min Ungkarletilværelse. Den egentlige Grund er nu nok at jeg er for kræsen og pernittengrynsk af mig. Jeg er bange for huslige Bekymringer og for andre Smaatterier som andre tager sig let, men som jeg ikke kan holde ud. Hvis jeg skulde gøre mine Hoser grønne, vilde jeg desuden aabent fortælle om alle mine Fejl og Mangler. Og selv om de for de flestes Vedkommende er ret ubetydelige, saa er der dog saa mange af dem at de vilde skræmme enhver Pige eller Kone fra at indgaa Ægteskab med mig. Det er ikke ret længe siden at der var en Kone der spurgte mig om jeg havde forpligtet mig til at leve i Cølibat i al Evighed. Jeg svarede at jeg ikke havde forpligtet mig, men at der var mangt og meget der bandt mig til Ungkarletilværelsen, og at desuden visse Forestillinger holdt mig fra at gifte mig, selv om jeg ellers skulde faa Lyst. Saa sagde hun: »De Ubehageligheder som følger med Ægteskabet bliver opvejet af uendelig mange Behageligheder. En god og dygtig Kone hjælper én over mange Fortrædeligheder og paatager sig helt eller delvis de huslige Bekymringer.« Saa gav hun sig til at udbrede sig om

        

236 Ægtestandens Herligheder, som er saa mange og saa vældige at de spreder alle Skyer og let faar alle Ubehageligheder til at forsvinde. Jeg svarede at en tresaarig Mand kun vilde faa Ægtestandens Kvaler at føle, men ingen af dens Glæder. Da hun saa bad mig fortælle hvad det var for Kvaler jeg var mest bange for, spurgte jeg hende om hun snorkede. Ja, sagde hun, hun snorkede slemt. »Bare den lille Ting,« sagde jeg, »vilde jeg regne for Skilsmissegrund.« Med disse Ord gik jeg, og hun var ved at revne af Grin.