Holberg, Ludvig Uddrag fra Tredie Brev til en højvelbaaren Herre. 1743

Jeg kan godt lide Franskmændene fordi de er saa venlige og omgængelige - og jeg kunde lide dem endnu bedre hvis de ikke var helt saa omgængelige. For lige som man bliver gal i Hovedet naar Folk er gnavne, bliver man led ved Folk der er alt for høflige. Franskmændene er Sangvinikere, saa de flammer hurtigt op og bliver hurtigt kolde; de slutter Venskaber paa et Øjeblik og bryder dem lige saa hurtigt; og da deres Kærlighed og deres Had varer saa kort, er de et Folk som hverken fortjener at blive elsket eller hadet. Det taler til Franskmændenes Fordel at de er i Besiddelse af en vis medfødt Oprigtighed. Almindeligvis er de saa aabenhjertige at det er lige ved at være for meget af det gode. De er large og medmenneskelige og har storslaaede Karakteregenskaber, der ofte grænser til Heroisme; men de lader sig mere lede af øjeblikkelige Indskydelser end af Omtanke, og de handler altid som om de havde faaet en Prop. Det samme kan man sige om deres Fejl. Men fremmede Forfattere tilskriver ofte hele Folket Fejl som kun er karakteristisk for Pariserne. Det kommer af at de fleste kun kommer i Kontakt med Pariserne. Paa samme Maade tror den jævne Mand hos os at alle Franskmænd er sortsmudskede, for de der kommer sejlende her til Landet er solbrændte og vejrbidte Sømænd og stammer for de flestes Vedkommende fra Sydfrankrig. De er dog meget forskellige fra Pariserne baade i Hudfarve, Kundskaber og Adfærd, og de plejer at 249 grine lige saa meget som de fremmede ad Parisernes Taabeligheder. Jeg er ikke ubetinget Modstander af Parisernes Elegance; men jeg er Modstander af dem der paa én Gang ler ad dem og efteraber dem, og som rejser over Havet for at tilegne sig en Væremaade som er i Modstrid med deres Natur. De Gestus og Manerer som Pariserne er født med, og som klæder dem, de misklæder andre og gør dem latterlige. Tænk Dem at for Eksempel en grov, ligefrem og brav Hollænder kommer hjem fra Paris belæsset med fine Parisermanerer. Det vilde være et Fænomen der kunde faa baade Dyr og Mennesker til at glo. Det vilde ikke være til at afgøre hvad han var for en Skabning, fordi han havde aflagt sin egen Natur og tilegnet sig en anden. I et tidligere Brev har jeg fortalt at Franskmændene er pengegriske og plejer at trække Turister op; men denne Kritik gælder ikke hele Folket eller hele Paris; den rammer kun Indbyggerne i Faubourg Saint-Germain, hvor saa mange Turister søger ind. I denne Del af Byen vil man finde Kroværter, Handlende og Danse- Fægte- og Sproglærere, der ligger paa Lur efter Gæsterne og paa alle mulige Maader lokker dem til at smide deres Penge ud. Men det er ikke hele Folket der har denne daarlige Egenskab; for Franskmændene er saa large, gavmilde, ligetil og umistænksomme at de tiere bliver snydt end snyder. Selv Kroværter i Faubourg Saint-Germain har Gang paa Gang brændt sig fordi de har været for naive; de snyder Gæsterne og bliver til Gengæld selv snydt. De er Ravne der hakker og Aadsler der bliver hakket. Der er nemlig mange Udlændinge der bruger deres Penge op, sætter sig i Kæmpegæld hos Aagerkarle, og saa lige saa stille lister af naar de ikke har mere at betale med, eller faar Lov til at rejse mod Løfte om at betale den 30. Februar.