Holberg, Ludvig Uddrag fra Tredie Brev til en højvelbaaren Herre. 1743

Man kan opstille følgende Sammenligning mellem Franskmænd og Englændere: Franskmændene taler mest, Englænderne tænker mest; de første fører i Henseende til Vid, de sidste i Henseende til Dømmekraft. Franskmændene gaar i det dyreste Tøj, Englænderne i det pæneste. Franskmændene lever kun af Brød, Englænderne kun af Kød. Begge Folkeslag er temperamentsfulde; Franskmændene er Sangvinikere, Englænderne Kolerikere. Franskmændenes Vrede er den voldsomste, Englændernes den varigste. Franskmændene bruger Penge paa Tøj, Englænderne paa Mad. Franskmændene lader sig lede af Vanen, Englænderne tænker selv. Franskmændene gaar blindt med Strømmen, Englænderne gaar imod den. Franskmændene er hurtige til at stifte og bryde 260 Venskaber, Englænderne mere langsomme. Og Franskmændene dyrker deres Overmænd, Englænderne sig selv. Franskmændene er bedre Borgere, Englænderne bedre Mennesker. Franskmændenes Aandsevner er mere raffinerede, Englændernes større. Begge Parter udviser tit Heltemod. Franskmændene gør det for at blive berømte, Englænderne for Heltemodets egen Skyld. Franskmændene søger Lønnen i Folks Snak, Englænderne i Handlingen selv. Det er det samme med Laster og Forbrydelser. Begge Folk begaar Forbrydelser, Franskmændene for at berige sig, for at hævne sig eller ud fra andre Motiver; Englænderne gør det ofte slet og ret for at begaa Forbrydelser. Franskmændene har det tilfælles med andre Folk at de ofte forbryder sig i Haab om at undgaa Straf; Englænderne begaar ofte Forbrydelser fordi de er klar over at de bliver straffet; saa Lovens Strenghed, som dæmper Franskmændenes Lidenskaber og afskrækker dem fra at synde, den forstærker Englændernes Lidenskaber og faar dem til at synde. Franskmanden siger: »Jeg vilde synde hvis Loven tillod det«, Englænderen: »Jeg vilde ikke synde hvis ikke Loven forbød det«.