Holberg, Ludvig Uddrag fra Tredie Brev til en højvelbaaren Herre. 1743

Det tyske Sprog er i sig selv vanskeligt; og det bliver gjort endnu vanskeligere af den krukkede Efterabning af latin. Tyskerne adskiller Ord som naturligt burde staa sammen og sætter det sidste først, saa at man ikke forstaar et Muk af det hele før man kommer til Enden af Perioden. Perioderne er som Regel saa lange at man har glemt det foregaaende naar man kommer til Slutningen, der tit bestaar af to eller tre styrende Verber. Og saa maa

        

270 man læse det hele om igen. Denne Læsertortur kalder Tyskerne det tyske Sprogs Majestæt. Men hver sin Smag. Den ene kan lide noget sødt, den anden noget bittert. Den Vin som den ene slikker sig om Munden efter, faar den anden Kvalme af. Og da man ikke kan diskutere om Smagen, vilde det ogsaa være urimeligt om man bebrejdede Polakkerne at de ikke bryder sig om Sild, uden de stinker og er sure, Englænderne at de spiser halvraat Kød, Italienerne at de hellere vil høre Disharmonier end Harmonier. Hver kan lide sit; og hvad der frastøder den ene, tiltrækker den anden.