Holberg, Ludvig Uddrag fra Tredie Brev til en højvelbaaren Herre. 1743

Med hvilke Øjne og i hvilken Hensigt jeg læser Historie, det viser mine historiske Værker. De er nemlig ikke tørre Annaler, men Fremstillingen er ordnet saadan at de sammen med Krigsforholdene skildrer indre Anliggender, Forfatninger, kirkelige og verdslige Love, saa at de viser baade de herskendes og Undersaatternes Karakter, og endelig giver et Billede af deres gode og daarlige Egenskaber. De fleste historiske Bøger indeholder ikke andet end en Ruskomsnusk af Krigsberetninger. Derfor mener en hvilken som helst Skribent at han nemt kan paatage sig Rollen som Historiker - man kan jo ikke tænke sig noget lettere end simpelthen at fortælle hvad der er sket, uden at fælde Domme. Og dog er det saa 275 vanskeligt at skrive Historie, at der i dette Mylder af Skribenter kun er faa som er sluppet fra det paa en Maade der svarede til Historiens Betydning og Værdighed. Jeg mener dog ikke at jeg har løst Opgaven paa fuldt tilfredsstillende Maade. Jeg har bare paavist hvordan en Historie skal skrives, og at det ikke er noget alle og enhver kan gaa lige til. Jeg har især lagt Mærke til en Fejl der er fælles for de nordiske Historikere: De gaar paa Jagt efter Haandskrifter, opfatter alt hvad der er muggent og ormstukkent eller skrevet med gammel Skrift som et Klenodie, og optager det ganske kritikløst i deres Beretning. Det bebrejder Leclerc Torfæus; men det kan ogsaa siges om Huitfeldt og de fleste andre Historikere. De giver os nogle vældig tykke Bind; men naar man saa faar skrællet alt det overflødige af, bliver den Fedme de svulmer af til Magerhed.