Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 1: Natur- og folkeret

45

📖 MORALSKE TANKER

46

Moralske Tanker
Udvalgte Kapitler

  • Fortale .................................................... 47
  • Forberedelse ............................................... 48
  • Libr. I. Epigr. 5 (Nødvendige, nyttige og skadelige Studier) 61
  • - - - 66 (Gudfrygtige Skalke) .................... 71
  • - - - 81 (Gode og daarlige Omvendelsesmetoder) .. 74
  • - - - 83 (Gode Kaar har Ulemper, slette Kaar Fordele) .................................... 85
  • - - - 86 (Uvidenhed gør dristig) .................. 97
  • - - - 100 (Guds Væsen er uudgrundeligt) .......... 101
  • - - - 109 (Lykke og Ulykke er en Temperamentssag) 110
  • - - - 116 (Svar ikke paa ubillig Kritik) ............ 116
  • - - - 158 (Ingen Argumenter bider paa ham!) ...... 120
  • - - - 164 (Bondestandens Lyksaligheder)............ 126
  • - - - 171 (Jeg vil altsaa ikke gifte mig) ............ 132
  • - - - 177 (Hverken til Nytte eller til Pryd) ........ 139
  • Libr. II. Epigr. 1 (Kun Daaren er lykkelig) ................ 149
  • - - - 41 (Der trænges til Erhvervsvejledning) ...... 160
  • - - - 84 (Anstændighed og Uanstændighed bestemmes af Sædvane) ........................ 167
  • - - - 85 (Du skal ransage din Tro!) .............. 175
  • - - - 89 (Hvordan man vinder Ry for Lærdom) .... 187
  • - - - 90 (Lad være at fordømme Ikke-Kristne) .... 193
  • - - - 94 (Gud er ikke det Ondes Kilde) .......... 199
  • Libr. III. Epigr. 6 (Ingen bærer over med den Tungsindige) . . 207
  • - - - 37 (Reformér - men med Varsomhed) ........ 211
  • - - - 41 (Gaar Verden frem eller tilbage?) ........ 216
  • - - - 68 (Universitetsundervisningen bør reformeres) 227
  • - - - 82 (Leve den indbyrdes Usamdrægtighed!) .. 233
  • - - - 97 (Enhver kan bringes ud af Ligevægt) ...... 239
  • - - - 105 (Den daarlige Smag er til stor Nytte) ...... 241
  • - - - 142 (Forskel paa Venskab og Sammenrottelse) 244
  • Libr. IV. Epigr. 20 (Forbuden Frugt smager bedst) .......... 250
  • - - - 114 (Gaver skal gives med Omtanke) ........ 255
  • - - - 168 (Den paatagne, vildfarende og ægte Gudsfrygt) ................................... 260
47

Fortale
Til Læseren

Indholdet af dette Skrift er Forklaring over nogle af mine latinske Epigrammata, som for 8 Aar siden ere trykte: De moralske Materier vise af hvilken Betydning samme Epigrammata ere, og at jeg derfor haver haft Aarsag at klage over deres vitieuse Trykning, som er skeed udenlands. Skriftet befatter et heelt moralsk Systema, og er en Blanding af Skiemt og Alvor. At Materierne ere ikke sammenhængende, foraarsages deraf, at jeg haver commenteret over hvert Epigramma efter Orden og Numer. Jeg tilstaaer, at jeg udi mit Morale er noget selsom; men jeg underkaster mine Tanker andres Correction: holdende for, at, hvis nogle af mine Tanker ere ilde grundede, saa kand de dog give andre Anledning til at examinere nøjere almindelige Meeninger, og efterforske, hvorvidt de ere grundede paa den sunde Fornuft. Det er til moralske Meditationer og Theologie mine Studia nu omstunder ere fæstede: thi jeg anseer mig selv, i Henseende til min Alder og Svaghed, som en reisefærdig Mand, der maa forfatte sit Systema, førend han tager Afskeed og begiver sig paa Reisen.

48

Forberedelse

Af alle Slags Videnskaber er ingen, næst Theologie nyttigere og herligere end Morale. Det samme er enten alvorligt eller skiemtsomt. Det alvorlige Morale er saadant, som findes udi de gamle Philosophiske Skrifter, hvorudi Dyder og Lyder udi ærbar og anstændig Stiil forklares, og som befattes under det Navn af Ethica. Ingen kand tvivle om Nytten deraf, det staaer ikkun paa at venne Menneskene til dets Læsning, saasom deslige Skrifter, der udi en tør og ærbar Stiil viise et Menneskes Pligt og forklare Naturens Love, ere gemeenligen ikke saa behagelige, som de ere opbyggelige. Ligesom derfore Medici forgylde beedske Piller, for at opmuntre Patienter til at indtage dem, saa have Philosophi efter deres Exempel søgt ved adskillige Skikkelser, som de have sat paa denne nyttige Lærdom, at opvække Læsernes Lyst og Attention. Nogle have i den Henseende fundet for Got at udføre saadant Morale udi behagelige Fabler. Og seer man af adskillige Steder udi det Gamle Testamentes Skrifter, at den Invention er heel gammel, ja at den haver været i fuld Brug hos de Ebræer fra de ældste Tider. Den bekiendte Æsopus, en Phrygier, er den første, som haver giort en Samling af Moralske Fabler, hvilke endnu læses med Behag og Nytte. Adskillige andre have siden fult hans Exempel. Og seer man, at hellige Skribentere, ja Christus selv haver betient sig af Fabler og Lignelser, som af den kraftigste Maade at moralisere paa. Andre have forsøgt at udføre saadant udi muntre Samtaler. Denne Maade at underviise paa, kaldes den Socratiske, saasom Socrates holdes for den første, der haver ført den ret i Brug; Hvilket sees af hans Discipels 49 Platonis Skrifter. Socrates haver derudi været efterfult af u-tallige Lærere: Og er den Maade at lære paa udi fuld Brug endog i vore Tider. Ja saasom man haver merket, at deslige Samtaler ikke alleene opvække Læserens Attention, men giver ogsaa Anledning at udføre en Lærdom med des større Grund og Kraft, haver man extenderet denne Lærdoms Maade ogsaa til adskillige andre Videnskaber, som til Theologie, Historier, Mathesis, etc. Hid hensigte og de nu brugelige Romaner, hvis Oprindelse Verderius deriverer af de Franske Normanner, saasom deslige Fabler vare skrevne paa det gamle Normanniske Sprog. Ordet er siden forandret, saa at man i Steden for Normanner, haver givet dem Navn af Romaner. Spanierne, som efter de Franske have antaget den Skrive-Maade, kalde dem Romanzes, og betegne Italienerne dem med samme Navn. Men dette maae staae ved sit Værd. Man seer, at Grækerne ogsaa have betient sig af den Skrivemaade; og have vi endnu tvende gamle Græske Romaner: en af Achille Tatio, en anden af Heliodoro. Apuleji Metamorphosis er den fornemste gamle Roman, som vi have paa Latin, og Barclai Argenis blant de yngre paa samme Sprog. De fleeste af disse Romaner synes alleene at være skrevne af ørkesløse Mennesker for Tids-Fordriv. Men der findes nogle, som under opdigtede Historier forestille vigtige Ting, saa vel udi politicis, som udi morale, saa at deres Læsning er ikke mindre nyttig end behagelig.

Af alle Moralske Romaner er meest udi Anseelse den saa kalden Telemaqve, hvis Autor er den bekiendte Erke-Bisp af Cambrai, Fenelon. Samme Telemaqve holdes for et Mesterstykke af det Slags Skrifter, saavel i Henseende til Stilen, som til Materien. Men saasom jeg udi mange Ting haver en egen Smag, saa bekiender jeg reent ud, at jeg kand ikke se alle de Herligheder, som de fleeste derudi finde. Stilen, som er fortreffelig udi Poësie, bliver modbydelig udi solut Stiil, og Lærdommen, som i sig selv er gandske solide, er dog ikke saa rar, at den jo findes i de fleeste Skrifter, som handle om Dyder og Regierings 50 Regler. Thi naar et Skrift skal passere som et Mesterstykke, maae udi Lærdommen være noget, som er Original, det er saadant, som enhver ikke er bekiendt; hvoraf jeg dog intet finder udi denne navnkundige Roman: thi de Regler og Maximer, som gives, ere bekiendte og almindelige, saa at Autor herudi alleene haver distingveret sig ved sin behagelige Skrivemaade, og ved den Tone han haver sat paa sit Verk. Men jeg siger, at dette er alleene saaledes efter min Smag. Thi om andre holde Verket for et Mesterstykke, maae det staae enhver frit for at fælde saadan Dom, og vil jeg med ingen indvikle mig i Tvistighed derom. Alt hvad som efter min ringe Skiønsomhed bør siges derom, er, at det er et nyttigt og ziirligt Verk, men dog derhos saadant, som kand giøres uden Troldom.

Jeg vil ikke tale om andre moralske Romaner, hvoraf nu findes en stor Mængde, men alleene give min Betænkning over et nyt Skrift udi den Materie, eftersom derover er fældet saa stridige Domme, at nogle have løftet det op til Skyerne: andre derimod have taelt derom med yderste Foragt, og derved have foraarsaget, helst iblant Fruentimmer, tvende Factioner af Pamelister og Antipamelister. Derudi forestilles en fattig ung Kammer-Pige, som en stor Herre havde forelsket sig udi, og som han med Vold og all optænkelig List søgte at overvinde: men hendes Dyd og Kydskhed var saa stor og bestandig, at hun ved intet Middel kunde bringes til at accordere ham nogen u-sømmelig Faveur. Hvorudover hans u-blue Elskov omsider forvandledes til Estime og Admiration, saa at han, u-anseet Standens U-liighed, tog hende til ægte. Denne unge Pige ansee nogle som et Modèle for Fruentimmer at efterfølge, ja der ere fundne Geistlige udi Engelland, der have paa Prædikestolen recommenderet Historien. Andre derimod have derudi fundet Character af en devote Coqvete og et listigt Fruentimmer, der udi Grund haver forstaaet den Konst at bringe en Mands Person udi Snaren. Begges Domme synes mig at være outrerede. Man kand vel paa den ene side ikke gandske forlade sig paa saadan Opførsel hos et 51 Fruentimmer, saasom Erfarenhed viiser, at man ofte af masqverede Dyder haver været bedragen. Men man kand paa den anden side ey heller giøre alle Dyders Øvelser til Hypocrisie: Thi der kand og findes de Fruentimmer, der herved intet have for Øjene, uden GUdsfrygt, Dyd og Ærekierhed. Og vil jeg gierne, for ikke at støde honête Fruentimmer for Hovedet, som jeg stedse haver holdet Venskab med, henføre Pamela til den sidste Classe, helst som der sees, at hun udi hendes paafølgende Velstand var sig stedse selv liig, og indtog alle ved bestandig Douceur, Ydmyghed og Føyelighed. Alt hvad som jeg herimod kand sige, er dette, at Historien havde været end meer opbyggelig, og Characteren mindre Critiqve underkastet, hvis denne Heroine havde efter saadan Opførsel, og efter saa mange udstandne Forfølgelser stedse opofret sig til eenlig Stand, for at viise, at alle de Critiqver, som vare giorte over hende, havde været ilde grundet; eller, hvis hun i det ringeste havde ladet hendes Bejler bie nogle Aar, førend hun indlod sig udi Handel med ham. Jeg regner ellers Historien blant en af de gode Romaner, saasom den er fuld af adskillige gode Sentimens, og viiser Exempel paa Dyd og Ærlighed; skiønt jeg dog holder den for intet Mester-Stykke, og ingenlunde kand bifalde de Geistlige udi Engelland, der haver recommenderet den paa Prædikestolen. Thi seer man noget deri som er opbyggeligt, saa seer man og noget som kand irritere til Elskov, og sætte end ogsaa en Philosophum udi fuld Flamme. Det Portrait som gives paa et Fruentimmers Dejlighed, paa hendes Bryste, Taille, etc. ja de mange Caresser og Kysse, som omtales, ere ikke saadanne Materialier, hvoraf man kand tage Texter til Prædikener.

Det samme kand og siges om de andre moralske Romaner, ikke at tale om, at Charactererne derudi gemeenligen ere saa outrerede, at de passe sig heller paa Engle end Mennesker, viisende, hvordan et Menneske bør være, og ikke hvad det er eller kand være. Er det Tapperhed, Troeskab, Kierlighed, saa er alting qvintessentieret og saa 52 abstract, at Læseren i Steden for bons sens erhverver en u-rimelig Affectation. Man kand derfore ikke raade meget til saadanne Bøgers Læsning: thi det er noget som kand ikke alleene giøre en og anden udi sær, men end og en heel Nation grimacieuse; og var det for at curere saadan Affectation, som den Spanske Nation af Romaners Læsning var bleven befænged med, at Cervantes skrev den sindrige Roman, som er bekiendt under det Navn af Don Qvixot.

Udi disse Tider haver man fundet en synderlig Behag udi det Morale, som fremsettes udi opdigtede Rejse-Beskrivelser, udi Breve, og de Skrifter som føre Navn af Spectateurs. Hvad opdigtede Rejse-Beskrivelser angaaer, da holdes det for en beqvem Maade at moralisere paa, og seer man, at mange saadant have giort med Succes. Men derved som med andet er skeed Misbrug; thi der ere fundne de, som under saadanne Beskrivelser af opdigtede Lande have anført adskillige anstødelige Ting, saavel mod Religion som mod Morale, og henføres fornemmeligen til den Classe den saa kalden Historie af de Severamber. Eendeel af disse Rejse-Beskrivelser ere af samme Art som Luciani, hvilken indeholder intet uden Skiemt. Af disse ere meest anseelige, Bidermanni Utopia og andre af samme Natur. De fingerede Rejse-Beskrivelser, som udi vor Tiid giøres af den bekiendte Engelske Doctor Swift er en Sammenblanding af Skiemt og Lærdom, dog saaledes at det første derudi prædominerer. Udi Klims Underjordiske Rejse ere ogsaa begge Deele, men besynderlig det sidste: thi der indeholdes saa mange Characterer, at man deraf kand forsynes med Materialier til et heelt Moralsk Systema. Nogle have taget sig for at censurere samme Skrift, foregivende derudi at finde en Slags Naturalismum: men Beskyldningen er saa elendig, at man ikke har holdet fornødent at svare derpaa. Der viises udi Skriftet, hvor meget et Folk alleene af Naturens Lys og de skabte Tings Betragtning kand forfremmes udi Moralitet og GUds Kundskab. Saadant er noget som alle Theologi tilstaae, og viise, 53 at den sande revelerede Religion er grundet paa den naturlige. Autor har derforuden taget den Præcaution at viise Revelationens Nødvendighed, for at igiendrive dem, som i vor Tiid have negtet dens Fornødenhed. Slige Censurer rejse sig derfor enten af Ondskab at skade sin Næste, eller af Vankundighed, og vil jeg heller henføre dem til det sidste, saasom ingen er dristigere i at criticere end en halvlærd, og den, som man siger, haver ikkun læset een Bog.

Andre have udi vor Tiid taget sig for at fremføre deres Morale udi fingerede Breve. Blant dem ere mest bekiendte, de som ere udgivne under det Navn af den Tyrkiske Spion. For nogle Aar siden er denne Skrivemaade bleven fast almindelig, saa at man aarligen har seet i Haabetal at udkomme Persiske, Chinesiske, Jødiske, Ægyptiske og andre Breve. Blant dem ere de saa kaldne ældste Lettres Persannes udi stor Estime, og det efter Fortieneste. Thi man finder derudi adskillige Ting, som er sterke, nye og originale. Jeg kalder dem de ældste Lettres Persannes, saasom der ere nogle andre under samme Titul siden udkomne, men som ligne ikke de første.

Udi Engeland have for nogle Aar siden visse skiønne Hoveder foreenet sig i at udarbeide adskillige Materier i Morale. Og ere det de samme, som siden ere samlede udi adskillige Bind, og publicerede under den Titul af Spectator. Udi denne Samling, saasom det er ikke een Mands Arbeide, saa ere Stykkerne derudi heel ulige. Nogle Materier ere udførte med saadan Fynd og Ziirlighed, at de kand passere for Mesterstykker: andre derimod ere kun maadelige, og den største Deel af ingen Betydning: hvorudover den Franske Oversetter haver fundet for got at udelade mange Stykker deraf, og var det at ønske at han end havde udeladt fleere.

Adskillige andre Autores have imiteret dette Verk, men med u-lige Succes: thi de nyere Spectatores kand ikke lignes med de gode Stykker, som findes udi den første. Den Svenske Argus skal ogsaa være en Imitation deraf: iligemaade 54 den Hamborgske Patriot, hvilken af de nyere Spectateurs holdes for den beste og grundigste. Den samme er, som den første Engelske Spectator, ogsaa en Samling af adskillige fornuftige Mænds Arbeide, og ere Stykkerne derudi over alt gode, og med Fliid udarbeidede, saa at den derudover bør præfereres for de Franske Spectateurs, hvis Morale holdes for meere ziirligt end grundigt.

Man kand udi Allmindelighed sige om de nye Franske Moralister, at de see meere efter Formen, end efter Materien. Stiil og ziirlige Talemaader er det som staaer dem mest for Øyene. Deres Pensees og Moralske Betragtninger falde og gemeenligen paa amoureuse Passioner og at afmale Fruentimmer-Qvaliteter. Saadant bliver en essentiel Ting saavel udi deres Skiemt, som Alvor, saavel udi deres alvorlige Morale, som udi deres Skuespill. Og er det derfor, at en Comoedie hos dem er ingen Comoedie, med mindre den endes med Ægteskab. Og saasom de udi alting affectere en Slags Politesse, saa ansee de andre Philosophos som grove og upolerede Folk, naar de udi Lasters Afrisning tage Mennesket ret paa Bylden, ladende sig selv nøye med at commentere over visse smaa Skrøbeligheder, og ved et sminket Morale alleene at røre ved den blotte Hud. Jeg siger de nye Franske Moralister: thi Montagne, Charron, Moliere, Boileau og andre Franske Moralister af forrige Seculo have fuldt de gamle Philosophorum Plan i at moralisere. Hvorudover deres Skrifter ville blive stedsvarende og aldrig uddøe. Men hver Alder haver sin Smag; og gaaer det med de Franske Skrifter, som med deres Klæder, hvilke ere saa mange Foranderligheder underkastet, at det som et Aar er en Zirath, er et andet Aar en Vanheld. Jeg haver hørt adskillige fornuftige Folk udi Frankerig at besværge sig over den Smag, som nu haver taget Overhaand, ja Skribentere selv at undskylde sig dermed, at de maa indrette deres Skrifter efter Folkes nu værende gout.

Under skiemtsom Morale befattes Satyrer og Skuespil. Af Satyriske Skribentere have vi tvende gamle udi Horatio og 55 Juvenale, hvilke de nye have fuldt som Modeler. De fleeste Critici præferere den første for den sidste, skiønt efter mine Tanker uden Grund; og haver jeg givet Aarsag til denne min Betænkning udi een af mine Latinske Epistle. Af de nyere Satyricis settes først udi Spidsen Boileau, og det med Billighed, saavel i Henseende til Stilens Ziirlighed, som Materiens Fynd. Han haver indskrænket den Dristighed, som findes hos de gamle Satyricos, og banet Vey for andre til tempererede og tilladelige Satyres, skiønt man kand sige, at han overgaaer undertiden de Grendser, som han selv setter: nævnende een og anden ved Navn; hvilket ikke bør være tilladeligt. Jeg for min Part haver ikke dristet mig at gaae saa vidt udi mine Satyriske Skrifter. At de samme her have foraarsaget større Bevægelse er at tilskrive de Nordiske Folks Temperament og Constitution, hvilke ikke kand finde sig saa vel udi Skiemt som Franske og Engelske Folk.

Hvad Comoedier angaaer, da kand man sige, at ingen kraftigere Skrivemaade er opfunden at moralisere paa, og hvorudi Dyders og Lyders Character livagtigere kand gives. De gamle Skuespill have været meget betydelige, men derhos grove og skarpe; hvilket sees af Aristophanis Comoedier, som vi endnu have. Menander er den første iblant Grækerne, der haver moraliseret paa en finere og mindre anstødelig Maade. Men af alle de mange Skuespill, som han i sin Tiid haver giort, er intet bleven conserveret. Af Romerske Comoedie-Skrivere ere de fornemste Plautus og Terentius. Om begges Skrifter ere store Tvistigheder blant de Lærde. De fleeste præferere Terentium for Plauto: men jeg kand ikke være eenig med dem derudi. Jeg tilstaaer gierne, at Stiilen er reenere og Regulariteten større udi den sidstes Skuespill, saa at de have mindre Feyl end den førstes. Men med alle de Feyl, som findes udi Plauti Skuespill, saa kand man sige, at de ere u-forligelige. Jeg ligner den førstes Arbeyde ved en almindelig Skabning uden Lyder; den sidstes derimod ved et deyligt og u-gemeent Ansigt, men hvorpaa kand findes een eller anden 56 Plet eller Vorte. De beste og sterkeste Literati kand være u-beqvemme Dommere i Henseende til Skue-Spill. Een dømmer efter Stiilen; en anden efter Moralske Sentenzer og Maximer; den tredie efter Theatralske Regler: Men et Skue-Spill kand være ziirlig, moralsk, og have alle de Attributa, ja være dannet efter alle de Regler, som Aristoteles foreskriver, og dog intet Skue-Spill være. Et andet derimod kand u-anseet adskillige Feil være et Mester-Stykke. Ingen kand negte, at ex. gr. Plauti Aulularia haver sine Feil: men med alle sine Feil staaer det endnu i Spidsen af alle, saavel nye som gamle Comoedier. En Moliere er herudi beqvemmere Dommer, end et heelt lærd Societet. Man seer, at han haver fundet for Got helst at imitere Plautum, og at han haver u-maget sig at oversette for det Franske Theatro nogle af samme gamle Comoedie-Skrivers Stykker, som endnu passere for de beste. Man seer derimod, at han ikke haver promitteret sig den Succes af Terentii Skue-Spill, og derudover, u-anset all den Ziirlighed og Regularitet, som findes hos de samme, haver ladet dem være u-rørt. Visse af Plauti Comoedier, som Aulularia, Amphitruo, Menechmi, Pseudolus, Mostellaria og andre ere endnu ikke alleene udi fuld Brug, men forestilles med saadan Succes, at Tilskuerne af deres idelige Repetitioner aldrig blive kiede. Thi derudi fremskinner over alt den Festivitet, som er Siælen udi en Comoedie eller Anima Theatri, som ingen kand tilveje bringe, uden den, som Naturen haver dannet dertil, da mange derimod med Fliid, Arbeide og en Slags Skiønsomhed kand udarbeide saadanne Skue-Spill som Terentii.

Med Plauto og Terentio uddøede den Konst at forfærdige Moralske Skuespill, saa at Moliere kand regnes for den første, der haver bragt for Lyset det begravne Artificium, og skrevet Comoedier efter de gamle Grækers og Romeres Plan. Ja man kand sige, at han ikke alleene lykkeligen haver efterfult, men end ogsaa overgaaet de gamle derudi, saa at han derfore kand regnes iblant de sidste Tiders store Philosophos. Ingen haver bedre udstuderet 57 Menneskelige Tilbøjeligheder; og ere de Portraits, som han giver paa en skiemtsom og behagelig Maade livagtigere end Theophrasti Characterer. I hvad Klædning og i hvilken Stiil og Form saadan bliver frembragt, saa er det et Arbeide, som er en Philosopho anstændigt. Det Morale er det nyttigste, som haver meest Virkning, og tvivler jeg paa, at de beste og grundigste Philosophorum præcepta have haft større Effect, og med bedre Succes have bestridet Menneskelige Daarligheder, end samme Mands Skue-Spill, endskiønt de synes alleene at have været giorte for at divertere. Jeg tvivler, siger en vis Auctor, at den skarpeste Geistlige Prædiken er kraftigere til at omvende en Øyenskalk, end Molieres Tartuf, eller at nogen Liig-Tale kand have større Virkning, end det Skue-Spill kaldet, Dødningens Giestebud, eller Festin de Pierre.

Det er i den Henseende, at jeg selv ikke haver holdet det min Stand og Alder u-værdigt at moralisere paa den Maade; og den Fremgang mine Comoedier have haft, saavel inden- som Udenlands, foraarsager, at jeg ikke skiemmer mig ved saadant Arbeide. Jeg haver besynderligen i mine Comoedier søgt at udføre de Characteres, som Moliere og andre ikke have rørt ved. Saadanne Characteres findes udi den Politiske Kandestøber eller Stadsmand udi egen Indbildning, udi den Vegelsindede, udi den Stundesløse, udi den saa kalden Comoedie: Uden Hoved og Hale; hvorudi viises deres Characteer, som falde fra en Extremitet i en anden: udi den Rang-Syge og andre.

Man seer af mine Skrifter, som Tiid efter anden ere komne for Lyset, at jeg haver søgt at moralisere paa adskillige Maader. Udi min Helte-Historie, som er skreven efter Plutarchi Plan, er et ærbart og alvorligt Morale. Udi mine Satyres er Salt og Peber, og alt hvad som bider, men tilligemed læger. Mine Comoedier indeholde Skiemt, eller de Sandheder, som søges med Latter. Mine Latinske Epigrammata og Underjordiske Rejse ere fulde af moralske Paradoxer, eftersom jeg der udi haver foretaget mig at bestride almindelige Vildfarelser, og at distingvere Dyders 58 og Lyders Realitet fra deres Apparence. Om jeg derudi haver succederet, det vil jeg overlade til andres Domme og Kiendelser. Hvis jeg udi en og anden Ting haver taget Feyl, haver jeg dog derved givet Anledning til at examinere adskillige Ting, og viiset, at et og andet Axioma eller almindeligen antagen Meening ved nøye Examen ikke altid holder Stik.

Jeg holder for, at det fornemmeligen er en Philosophi Pligt at examinere antagne Meeninger, om de ere vel grundede eller ey. Thi at opkaage hvad som 100 gange tilforn er talet og omskrevet, er ikke at lære; men at declamere. At commentere over Ødselhed, Gierrighed og andre bekiendte Lyder, er ikke andet end Opmuntringer, som tilhøre Oratores og Prædikantere at giøre. Men at giøre Decouverter, at viise hvorledes Skyggen tages for Legemet, og hvorledes Lyder confunderes med Dyder, det er ret at agere en Lærer, og at efterleve en Philosophi Pligt. Det er i den Henseende at jeg recommenderer paradoxe Meeninger: thi, naar de samme med Grund og Skiønsomhed blive udførte, kand de samme ansees som nye og nyttige Decouverter: Jeg siger, naar de med Grund og Skiønsomhed ere udførte; thi der ere fundne adskillige Skribentere, som alleene af Ambition og for at lade see deres høye Klogskab og qvintessentierede Forstand, have fremsat og forplantet Meeninger, som heller have forarget end opbygget. Blant dem regner jeg den navnkundige Bayle, der udi saadan Henseende haver søgt at bestride Meeninger, alleene fordi de af alle ere antagne; item L'Esprit, der deriverer alle Dyder af syndige og onde Kilder, hvilket er at gaae for vit, og at kuldkaste all Moralitet. Thi endskiønt man kand tilstaae, at mange nyttige Ting øves af onde Motiver, og at, som en vis Autor siger, Hofmod og Forfængelighed have bygget flere Hospitaler end alle Dyder tilsammen, saa flyder dog der ikke af, at de have bygget dem alle. Besynderligen fortiener herudi at censureres Autor til den saa kalden Fabel om Bierne (Fable of the Bees) hvilken tager sig for at plaidere for alle Laster, 59 og at vise deres Nytte og Nødvendighed udi det Menneskelige Societet. Han siger, at det er u-mueligt at giøre en Republiqve florerende og lyksalig, naar man vil bortdrive moralske og physiske onde Ting. Han kand have ret i Henseende til physiske onde Ting, efterdi han selv var Doctor Medicinæ, og Doctores samt Apothekere leve af Sygdomme, og kunde derfore ikke fortænkes, om han ønskede Sygdomme. Thi der er vel neppe nogen Medicus, der, som den gamle græske Comicus siger, finder Behag udi Almuens bestandige Helbred. Ligesom en Proprietarius finder liden Behag udi frugtbare Aaringer, men heller glæder sig over Misvext, Advocaten glæder sig over paakommende Tvistigheder, en Klokker eller Graver over Liig og Dødsfald, en Soldat over Kriig, saasom enhver derved finder sin Regning. Herudover siger Seneca: cui non ex alieno incommodo lucrum? miles bellum optat; Agricolam annonæ caritas erigit; eloqvens captat pretium ex litium numero; Medicis gravis annus in qvæstu est; nullo igne, nulla tempestate lædantur tecta, jacebit opera fabrilis. Det var derfore, at den Franske Chirurgus tilbad Caroli 8. Billede, efterdi samme Konge var den første, som bragte den Svaghed kalden Frantzoser ind udi Landet, hvorved Chirurgi have vundet sig mange Penge (a). Jeg siger derfor, saavit kand han have ret, i Henseende til physiske onde Ting; Men at giøre Laster og U-dyder til fornødne Ting, er et u-blue og u-rimeligt paradox. I det øvrige anseer jeg paradoxe Meeninger af stor Nytte, og derfore selv ikke haver taget i Betænkning ofte at gaae af den alfare Vej, og at efterforske adskillige almindeligen

* 60

antagne Meeningers Adkomst. Udi hvilket Arbeide jeg haver fundet, at adskillige Axiomata eller Maximer grunde sig ikke saa meget paa Ret og Billighed, som paa Sædvaner og visse anseelige Læreres Myndighed. Thi ligesom naar en gisper udi Selskab, begynde ogsaa alle ved Sympathie at gispe tilligemed; saa følge vi ofte blindt gamle ærværdige Mænds Meeninger uden videre Examen. Saadant Morale er Indholden af dette Verk, hvorudi man seer meer Meditation end Læsning. Jeg paastaaer herudi ingen Infallibilitet, men underkaster alting fornuftige Folks Skiønsomhed, og lader mig rette af enhver, som kand vise, hvor udi jeg haver taget Feil. Vil ellers nogen forekaste mig, at jeg haver egne Meeninger udi Morale, svarer jeg med Chrysippo, at just det samme tilkiendegiver en Application paa Philosophien; thi at tænke med de fleeste, og at gaae den alfare Vej, er saadant som heller vise en magelig Læsning af mange Bøger end egen møysom Meditation.

61

LIBR. I. EPIGRAMM. 5

Qvis non miratur doctrinam Cæciliani?
Qvid mare, qvid tellus, scit qvid et æther habet.
Et noscit qvicqvid Saturnia cum Jove garrit:
At nescit noctes conjugis ille suæ.

Studeringer kand deeles udi fornødne, nyttige og skadelige. De fornødne Studeringer ere de, som handle om Menneskets Pligt mod GUD og sin Næste, og befatte under sig Theologie og Morale. Udi disse tvende Videnskabers Fornødenhed ere alle Nationer eenige, skiønt de differere fra hinanden udi Maaden og Øvelsen. Thi de fleste begaae herudi et hysteron proteron, og begynde med Theologien ved at indprente smaa Børn Religionens Mysteria og Hemmeligheder, førend de giøre dem til fornuftige Creature. Thi det er ligesom man udi Skoler vilde udi Sprog giøre Begyndelse med Zoroastris Oracler eller de vanskeligste latinske Poeter. Børn maa giøres til Mennesker, førend de blive Christne: Ligesom Materien maae tillaves og jævnes førend Skikkelsen bliver giort, og Papiret planeres, førend derpaa skrives. Det var derfor at ønske, at Børne-Examina bleve af eet giorte til tvende, og at de udi det første bleve forhørte og confirmerede som Mennesker, og udi det sidste som Christne Mennesker. Men man begynder først med Guddommelige Hemmeligheders Catechisation, hvorved foraarsages, at enhver med yderste Haardnakkenhed forsvarer den Sect, som han er opdragen udi, og ingen Argumenter siden vil imodtage. Thi den Fold, som i Barndommen bliver lagt, er ikke let at udslette. Menneskets Hierne maa først høvles, førend nogen Skikkelse derpaa kand giøres. Thi begynder man 62 først med Formen, er det siden forsilde at planere Materien, og rodfæster sig et Præjudicium udi Menneskets Sind, bliver det til en Plet, som fast aldrig kand udslettes. Man maa først lære at tvivle, førend man maa lære at troe; ligesom man maa først smage Maden og Viinen, førend man æder og drikker: thi, hvis saadant ikke skeer, gaaer man bagvendt til Verks med Informationen, og derved autoriserer alle Religioner, ja legger ikke Grundvold til at lære Sandhed, men til det alleene, som en Informator holder for at være Sandhed, hvilket er gemeenlig den Sects Lærdom, som han selv er opdragen udi.

Hvis man herudi gik ordentligen til Verks, begyndte med Morale og endte med Theologie, det er, hvis man foretog at giøre Folk først til Mennesker, førend man forsøgte at giøre dem til Christne, vilde de mange Religions Secter blive reducerede til gandske faa, og den Bitterhed, som regierer blant dem, gandske ophøre. Jeg vil her ikke tale om dem, som have en interessered Religion: thi de samme begynde forsetligen først med deres Sects Theologie, førend de undervise udi Morale, saasom deres Sigte er ikke at oplære Ungdommen udi den rette Sandhed, men udi en Veritate locali, det er: udi saadanne Principiis, som hos dem ved Love ere autoriserede. Derfor begynde de Roman-Catholske, sær Jesuiter, som alle ere interesserede Læremestere, at indprente Ungdommen Lærdom om Kirkens Infallibilitet, saasom de ere forsikrede om, at, naar samme Lærdom haver fæstet dybe Rødder, at Sandhed ved intet Middel kand faae Sted udi Menneskers Hierter. Derfore tage Mahomedanerne sig og vel vare ikke at begynde med Philosophie, vel vidende, at ingen kunde faae deres Theologie udi Hovedet, som først var bleven underviset udi de Regler, som en fornuftig Siæl bør betiene sig af til at udlede Sandhed.

Jeg siger, at jeg ikke vil tale om dem, som have en egennyttig Troe, men om dem, som have sundere Principia, om dem, som holde for, at man bør smage, førend man troer, og examinere, førend man underskriver. Det er til dem 63 alleene saadan Erindring giøres, efterdi de udi Ungdommens Opdragelse overtræde deres egne Principia, i det at de lære dem Catechismos og Symboliske Bøger uden ad, førend de have giort præparatorier dertil. Habile Medici gaae herudi meere ordentligen frem, de begynde med Legemets Renselser, paa det at den rette Medicine desbedre maa operere. Hvis Lærere giorde det samme, vilde Theologien deskraftigere operere. Men man begynder med at raabe: Troe! Troe! førend man viser, hvad som bør troes og ikke troes. Det er at gaae til Verks ligesom der fortelles om en vis Dommer, der begyndte først med Executionen, og siden lod Sagen examinere. Jeg vilde derfore glæde mig over den Skole-Forordning, hvorved beskikkedes, at udi første og anden Lectie skulde drives paa moralske Catechisationer, og at Lutheri Catechismus skulde allerførst blive et Præceptum udi tredie Lectie, saa at den første Institution skulde bestaae i at danne Sindet, og bevæbne det mod alle Præjudicia, for siden desbedre at indprente det den sande og sunde Theologie. Thi, hvis een lærer Theologie, førend han lærer at blive Menneske, bliver han aldrig Menneske. Den moralske Philosophie har meget været forsømt, saavel udi den Jødiske, som Christne Kirke. Virkningen deraf haver været, at smaa Ting ere blevne helligen i agttagne, og vigtige Ting forsømte. Man har af Vildfarelse overtraad alle Bud, for at handhæve et af de mindste. Man har forfult og myrdet sin Næste formedelst Uoverensstemmelse udi en Speculation eller Ceremonie. Man haver været ivrig udi den udvortes GUdstieneste, og tillige med veltet sig udi alle Synder og Vellyster: ja man haver bemænget sig med at beskrive GUD, Engler og Aander, og aldrig bekymret sig om Egen-Kundskab. Fribytterie for Exempel, som øvedes blant de Nordiske Christne, kunde ikke have været regned for Heroiske Dyder, hvis de havde lært at blive Mennesker, førend de bleve Christne. Det samme kand og siges om mange andre Synder, som formedelst samme Aarsag ginge i svang, og ikke holdtes for Synder.

64

Man seer her af, at et Hysteron proteron maa giøres udi Ungdommens Information, og at man maa ved Christi Morale og en sund Philosophie legge Grundvold, førend Christendommens Dogmata og Hemmeligheder læres. Den Franske Konge Clovis, efter at han var bleven Christen, og hørte læse Passions-Historien, blev han saa heed om Hovedet, at han sagde: hvis jeg paa samme Tiid havde levet, skulde jeg med mine Franske Tropper have nedsablet alle Jøder, og frelset Christum; hvilket han neppe vilde have sagt, hvis de Tiders Convertisseurs havde søgt at lade ham støbe, førend de lode ham døbe. Vore Missionairer gaae her udi til Verks, ligesom vore Skole-Lærere. De begynde gemeenligen med Religionens Hemmeligheder, hvorover Vantroende strax støde sig, og ville ikke høre videre derom. Jeg haver paa et andet Sted viset, hvad Virkning den Spanske Biskops Prædiken havde hos den Peruvianske Konge, nemlig at Kongen dømte af Biskoppens Tale, at han ikke maatte være rigtig udi Hovedet, og derfor strax brød alting over tvers: hvilket maaskee ikke havde hendet, hvis han ej havde begyndt Conversionen bagvendt. Det samme sees af mange andres Exempler, hvilke enten have stødet sig over Lærdommen, eller strax efter dens Antagelse igien have deserteret, som man merker den nys omvendte Indianske Ungdom at giøre. Man maa derfore først legge Grundvold ved at danne og tette Karrene, førend man gyder Viinen i dem: man maa indprente Mennesker den sunde Morale, vise dem hvad de bør troe, førend de bydes at troe, og undervise dem udi en slags Arte critica, at de ikke skal tage Skygge for Legemet. Derved erhverver Catecheta sig først en Opinion om Ærlighed og Upartiskhed hos de unge Proselyter, efterdi de deraf see, at hans Forsæt alleene er at indprente dem en uinteressered saliggiørende Sandhed; derved giøres de ogsaa selv beqvemme Redskabe til at imodtage Lærdommen og at beholde den samme.

Naar man gaaer saaledes ordentlig til Verks, og viser udi almindeligt, hvad en fornuftig Siæl bør troe, og hvad 65 den bør forkaste, hvad som er overeensstemmende med Naturens Lov, og hvad som strider derimod, og siden kommer frem med den aabenbarede Lærdom, som man viser dermed at være gandske conform, og at visse Mysteria ikke stride derimod, kand man vente, at Conversionerne ville blive bestandige, og ingen Lærdom kand blive til Troes Artikel uden den er grundig og fornuftig: da Erfarenhed ellers blant alle Nationer viser, at, saasom denne Regel ikke i agttages, man kand paatrykke Ungdommen de allerselsomste og umenneskeligste Meeninger, og som siden ved intet Middel igien kand udrøddes. Jeg vil for at oplyse dette, ikkun anføre tvende Exempler. Een tager sig for at undervise en anden udi Christendom. Han bereeder Vej dertil, først med at forklare ham Naturens Hoved-Bud: han giver ham en almindelig Idée om Dyder og Lyder: han forestiller ham, hvad Billighed, Retfærdighed og Godhed er, at de samme ere Dyder blant GUds skabte Creature, og derfore conseqventer maa være det Guddommelige Væsens egne Qvaliteter. Efter at saadan Grundvold er lagt, gaaer han til Religionen, og viser af de Symboliske Bøger, som hans Sect har underskrevet, at GUD har af frie Villie og Velbehag skabet de fleste Mennesker til Fordømmelse. Proselyten studser da nødvendigen derved, og nægter sig at kunne antage en Lærdom, som strider imod den forrige, som til Introduction er bleven ham indprentet. Videre en Romersk Convertisseur begynder at catechisere med Philosophie og Morale, sigende, at et Menneske bør intet troe, som er imod Notiones communes, det er hvad, som han og alle Mennesker, see, høre og føle at være stridigt med det, som foregives. Derpaa skrider han til Lærdommen og viser, naar han kommer til den Artikul om Transsubstantiationen, at Brød er Kiød. Discipelen forarger sig da over en Lærdom, som strider aabenbare mod den forige Sandhed, sigende: hvis jeg ikke maa troe almindelig Syn og Sandser: hvis jeg maa negte at see det, som jeg seer, og høre det, som jeg og alle andre høre, saa stadfæstes derved en fuldkommen 66 Pyrrhonismus, og ingen Vished bliver meere i Verden; ja saa kand man tvivle om Skrift og Mirakler selv, efterdi man ingen Nytte har af Syn og Hørelse.

Man seer heraf, at, naar een ved slige Præparatorier først giøres til et Menneske, saa dannes Sindet til at modtage en sand og forkaste en falsk Lærdom. Dette maa være nok taelt om de fornødne Studeringer, hvis videre Nytte jeg vil overlade andre at beskrive. Jeg haver alleene udi denne Dissertation ladet mig nøje hermed at antegne en Vildfarelse, som dagligen begaaes af Lærere udi Disciplinens Orden: thi det er til deslige Ting mit Morale fornemmeligen sigter.

Udi denne første Classe, som befatter Theologie og Morale, kand ogsaa sættes Historier, hvorvel de fleste Philosophi give Historier ikke Sted uden iblant de nyttige Studeringer, saa at de gemeenligen sætte dem efter Mathesis. Men det kommer deraf, at faa ansee Historier med rette Øjen, og ej eftertænke, at Morale fornemmeligen læres af Historiske Exempler, og at Religionen maa vise sin Hiemmel og Adkomst af Historier.

Blant de nyttige Studeringer kand sættes Mathesis og Physica. Derom vil jeg intet tale, saasom det er alle bekiendt, hvad Nytte Mathesis fører med sig. Jeg vil ikkun alleene herved erindre en Vildfarelse hos de ældste Philosophi, i det de have giort sig langt anden Idée om Mathematiquens Værdighed, end man nu omstunder giør: thi de have holdet for, at det var en Philosopho uanstændigt at bemænge sig med andet end Theorie, og anseet Praxin eller Mechanicam, som gemeene Haandverker; saa at Mathesis hos dem bestod alleene udi at raisonnere; da man nu omstunder gaaer meere ordentligen til verks, og legger Grundvold med Mechaniske Experimenter. Derfore have vore Tiders Mathematici saadan Devise: Nullius in Verba.

Philosophien var udi gamle Dage deelt udi Secter, ligesom Theologien nu omstunder. Enhver af disse Secter søgte ikke saa meget efter at udlede Sandhed, som at forsvare 67 hvad Fundator eller Stifteren havde læret. Denne Philosophie, som kand kaldes Philosophia carbonaria, varede indtil noget efter Christi Tider, da nogle, hvoraf den første var Potamon, toge sig for, ikke at sværge paa nogens Ord meere, men af alle Secter at udtrække det beste. Denne Philosophie blev kalden Philosophia eclectica. Jeg veed ikke, om det er mod Orthodoxie at ønske, at der ogsaa var en Theologia eclectica, efterdi man seer Christne efter de gamle Philosophorum Plan ikke at bekymre sig saa meget om at udlede Sandhed, som at forsvare hver sin Sect. Jeg drister mig ikke til at giøre saadant Ønske, skiønt jeg tilstaaer alleene, at hvis nogen giorde Forslag til en Theologia eclectica, vilde jeg ikke føre Krig med ham derfore.

Man kand sige det samme om Physica, som om Mathesi, at dens Vigtighed bestaaer udi Praxi og Experimenter, og, naar saa er, maa man ikke fortænke den, som sætter Bønder og habile Agerdyrkere iblant Philosophiæ naturalis Professores; allerhelst eftersom Agerdyrkning er den ædelste og vigtigste Part af Physica eller naturlige Tings Kundskab. Jeg holder den for en lærd Mand, der i Grund forstaaer et vigtigt Videnskab, enten han haver lært det paa Græsk, Latin eller sit Moders Maal, enten han haver erhvervet det ved Læsning eller Erfarenhed. Jeg veed vel, at saadan Meening holdes for egen og urimelig. Men alt hvad som er almindeligt, er ikke altid rimeligt. Hvis Agerdyrknings Kundskab blev til et Academisk Studium, vilde i mine Tanker de 9 Musæ ingen Fortrydelse bære derover. Thi Academier ere stiftede for at excolere de Studeringer, hvorved Kirke, Stat og Borgerlige Societeter opbygges. Det kommer ikke an paa, hvo der haver studeret mest, men hvo der haver studeret best. Og, naar saa er, kand jeg ikke see, at man jo med lige saa stor Føje kunde give en Magister- eller Doctorhat til en Agermand som til en Grammaticus, med mindre man vil sige, at det er meere magtpaaliggende at rangere Ord og Gloser, end at forbedre et Stykke Land, eller meere magtpaaliggende 68 at reense en gammel Poet fra Copiist-Fejl, end at reense en Ager og giøre den frugtbar. Derfore raisonnerede Bondedrengen udi Comoedien ikke saa ilde, da han holdte Peder Christensen for den lærdeste Mand udi Byen, efterdi han havde antaget en forfalden Gaard, og giort den til en af de beste. Jeg veed ikke, om man kand sætte Talekonsten blant de nyttige Studia. Gamle Græker og Romere have anseet den som det vigtigste Videnskab. Men derimod kand giøres store Indvendinger. En vis Philosophus ligner Talekonsten ved Fruentimmerets Sminke. Den sidste forblinder Øjene; den første forblinder Sindet. Socrates kalder den Konst at bedrage Folk. Man seer, at udi velindrettede Stater, som udi Creta og Lacedæmon, Talekonsten haver været udi ingen Agt. Udi Rom derimod, Grækenland og andre Republiquer, hvor alting haver været forvirret, haver den været anseet, som et Hovedstudium. Herudi vil jeg dog ikke decidere.

Jeg vil og forbigaae at tale om andre nyttige Studeringer, saasom jeg ingen særdeles Anmerkninger haver at giøre derover; men begive mig til de unyttige, det er de, som ere mest udi Brug. Thi de fleste saa kaldne lærde Dissertationer giøres enten over det, som ingen forstaaer, eller det, som ingen er magtpaaliggende at vide. Saaledes hører man dagligen disputere om GUds Væsen, om Siælenes, Englernes Natur, og andet deslige, som er, og stedse vil blive skiulet for Mennesker, eller om mørke og umagtpaaliggende Ting udi Antiqviteter, som om Homeri Fæderneland, om Æneæ Moder, om Romuli Fader, og som Poeten siger:

- - qvot Acestes vixerit annos,
Qvot Siculi Phrygibus vini donaverit urnas.

Saadanne Studia kand ikke alleene kaldes unyttige, men endogsaa skadelige, saa vidt som Tiden derved spildes. Man kand ligne dem, der saaledes studere, med Børn der ideligen blade udi Bøger, men alleene for at see efter Billeder. Men man kand ellers sige om alle Slags Studeringer, 69 at de ere skadelige, naar Excés deraf giøres. Og er det fornemmeligen herpaa dette Epigramma sigter. Thi Erfarenhed lærer, at man kand studere sig taabelig. Jeg veed vel, at Excés af Studeringer bliver lagt mange til Berømmelse. Archimedes berømmes deraf, at han saaledes havde fordybet sig i Speculationer, at han var den eeneste udi Syracusa, som ikke vidste, at Staden var bestormed. Det legges og Carneadi til Roes, at han for Studeringer glemte at rekke Haanden til Fadet, naar han sad til Bords. Men man kand med al den Respect man maa have for de Gamle, sige, at saadan Roes er ilde grundet. Det er med saadanne Folk Petronius skiemter, naar han forestiller Eumolpum, reciterende Vers udi Cajuten, da Skibet alt af Storm begyndte at gaae i Grund. En overstadig lærd Mand kand lignes ved en overstadig drukken Mand; thi ligesom man kand drikke sig et Ruus til, saa kand man og studere sig ligesom et bestandigt Ruus paa. Ved det eene Ruus, saavel som ved det andet giøres man uduelig og ubeqvem til Forretninger: Thi Virkningen er den samme, enten Ruset kommer af Brændeviin eller af formegen Læsning. Man kand ligne en saadan overstadig lærd Mand ved den Rhetor hos Petronium, der spurte en gammel ubekiendt Kierling paa Gaden, hvor han selv boede. Ja man kand med rette sige om den, det, som Agrippa med urette sagde om Paulo: Din Lærdom giør dig rasende. Hvad kand man dømme om den, der haver udgrandsket Dyrs, Fiskes og Insecters Natur, men kiender sig ikke selv: der haver al Verdens Historier udi Hovedet, men veed intet af de Historier, som dagligen passere udi hans eget Huus: Endelig, der veed, som Poeten siger, hvad Jupiter taler med Juno, men veed intet af den Commerce, som hans Fuldmægtig haver med hans egen Hustrue. Man maa ikke alleene bruge Hiernen for at studere, men studere for at giøre Hiernen brugelig til Forretninger, ligesom man maa ikke leve for at æde, men æde for at leve. Naar Excés giøres af Studeringer, ere de heller til Byrde og Skade, end til Nytte, og heder det da: Ἐν τῷ μὴ ϕρονεῖν ἣδιστος. βίος 70 Herpaa seer man daglige Exempler, og flyder heraf det almindelige Ordsprog: Han er saa lærd, at han ikke kand prædike, det er at sige: Han kand intet giøre til gavns, efterdi han veed alting. Thi de umaadelige Portioner af Græsk, Latin, Hebraisk og alle Videnskaber, som ere sammenblandede udi Hiernen, kand lignes med den Drik, som de Engelske kalde Punch, hvilken bestaaer udi en Mixture af adskillige Ingrediencer, og er med Flid saaledes tillaved, at man kand være gandske forvissed om dens Virkning i at giøre Hovedet fuldkommeligen kruset. Ligesom Planter ikke kand trives formedelst Mængde af Vædsker, og Lampen udslukkes formedelst Oliens Overflod, saa kand Hiernen giøres sløv af formegen Læsning. Man kand opfylde sit Huus med saa mange Gieste, at man selv ikke haver Rum til at vende sig, og man kand fylde Hovedet med saa mange fremmede Hierner, at ens egen Hierne ikke kand operere. Det er ikke udi de Stæder, som vrimle af sprenglærde Folk, og hvor man seer Skoler udi alle Gader, hvor Viisdom mest findes, og hvor Dyden mest øves. Rom var aldrig meere viis og meere dydig, end da den var maadelig lærd, og studerede ikke uden paa fornødne Ting, og Athenen var aldrig meere gal, end da den var opfyldt med lige saa mange Philosophis, som med Mennesker. Maadelig Lærdom og brav Arbeide giør viise og dydige Indbyggere udi et Land. Thi ved det første styrkes Forstanden, og ved det sidste qvæles onde Tilbøjeligheder, som fødes af Lediggang. Jeg vil slutte denne Materie med et Vers, som findes udi vore gamle Ordsprog:

Megen Æden ej Fædme giver,

Af megen Læsning man viis ej bliver.

71

LIBR. I. EPIGRAMM. 66

Furatur, fallit, bibit ac moechatur Aristo:
Et simul in precibus tempora certa locat.

Blant de mange stridige Qvaliteter, som findes hos de saa kaldne fornuftige Creature, og som foraarsage, at man haver Møje ved at give Definition paa et Menneske, er dette, at man hos de fleste finder en bestandig Omvæxling af Gudsfrygt og Ugudelighed, saa at deres Levnet kand lignes med en intermittent Feber, hvorudi Heede og Kulde vexelviis haver Overhaand. Man seer gemeenligen Mennesker ligesom udi en lige Grad at forfremmes udi Devotion og Ugudelighed: man seer dem at multiplicere deres Bønner og Andagt tillige med deres onde Gierninger, saa at man skulde tænke, at de synde, for des alvorligere at kunde bede, eller at de bede, for desmeere ustraffet at kunde synde. Hvis det eene øvedes paa skrømt, kunde man let begribe det andet: thi da blev Andagten en Øjenskalks almindelige Character, som er gandske let at fatte. Thi en Øjenskalk har et vist Maal, som han sigter til, hvilket han tænker under Gudsfrygt og Ærligheds Maske at naae. Men denne Devotion, som jeg her forestiller, er, skiønt mindre lastværdig, dog meere urimelig. Thi her bedes alvorligen, og her syndes ogsaa alvorligen. Ligesom Febricitantens Kulde er virkelig Kulde, og dens Heede en virkelig Heede. Nogle skulle vel holde for, at denne Character, saasom den er selsom, saa er den ogsaa rar, og at derfore de Mennesker, hos hvilke findes saadan Blanding, bør ansees som Monstra. Men Erfarenhed viser, at intet er meere gangbart, og findes denne Character allermest hos dem, som have allermindst Beqvemhed til Simulation. Man maa derfore ikke lade sig forbløffe af den Roes, som gemeenligen tillegges een og anden med disse Ord: Det er en Mand, som frygter GUD; man maa ogsaa efterforske hvad han bestiller mellem Fro-Prædiken, Højmesse og Aften-Sang, om hans Gudsfrygt er den samme om 72 Mandagen, som den var om Søndagen, ja om han ikke efter den almindelige Maade alternerer med Bønner og Synder: og, hvis han befindes saaledes at være, er det langt fra at han fortiener det Navn af en Gudfrygtig Mand, at man heller kand legge ham hans daglige Lovsang og Kirkegang til Last. Man siger udi Ordsproget, at Hunde-Bønner komme ikke til Himmels. Thi at bede ideligen om de Synders Forladelse, som man stedse agter paa nye igien at bedrive, er ikke andet end at spille Giek med Religionen, endskiønt man beder alvorligen. Det var derfore, at den viise Bias, da han var paa et Skib med nogle ugudelige Mennesker, og hørte dem udi en paakommende Storm at bede, talede dem saaledes til: Beder sagte, kiære Børn, at Guderne ikke merke, at I ere her. Derfore sagde den unge Æschinus hos Terentium til sin Fader: Kiære Fader! beed du heller Guderne end jeg; thi saasom du est bedre Mand, end jeg er, saa er det troeligt at de heller bønhøre dig: Tu comprecare Deos, potiùs, qvàm ego; nam certè scio, eos obtemperaturos tibi magis, qvòd es tu multò melior, qvàm ego sum. Den daglige Erfarenhed viser os utallige Exempler paa saadan bizarre Andagt. Man seer af Kirke-Historien, at Folk, der have haft Forsæt at bedrive Misgierninger, have bestilt Forsonings Messe forud. Det var saadan slags Devotion, som fandtes hos Ludwig XI. hvilken paa sine Knæ bad GUD om Bistand til en ond Gierning at udføre, og lovede at give Penge til Kirker og Klostere, om den havde Fremgang. Det er jo, som Ordsproget lyder: at Stiæle en Huud, for at give den Fattige et par Skoe, eller som den Franske Poet siger:

C'est un homme d'honneur, d'une pieté profonde,
Qui veut rendre à Dieu ce qu'il a pris au monde.

Søefarende Folk vidne, at Fribyttere eller Søe-Røvere med stor Regularitet holde Morgen og Aften-Lovsange, og haver man mange Exempler paa, at Folk med største Andagt have præpareret sig til Dueller. Hvad er almindeligere, 73 end at see ryggesløse Folk i Pavedommet med Kaars, Helgene og Guder om Halsen og paa Brystet? hvormed de ville give tilkiende, at de ere ligesom udi GUds Livrée, og derved distingvere sig fra andre. Mon det ikke var bedre ingen Helgen at føre om Halsen, men at have GUD udi Hiertet. Man haver ikke at lede efter fleere Exempler. Man haver ikkun at betragte den sædvanlige Altergang, hvorved 3 á 4 gange om Aaret giøres en højtidelig Pagt med GUD, som man strax bryder. Mon det ikke var bedre at giøre meere og love mindre. Her synes at man giør 4 gange om Aaret en Pagt med GUD, allene for at bryde en Pagt 4 gange. Hvad kand være selsommere? og hvad er dog almindeligere?

Jeg haver eftertænkt Aarsagen til saadan Devotion, men finder ingen nærmere end denne. Det synes, at de fleste bilde sig ind, at, naar de bede, saa bliver GUD dem noget skyldig, og naar de synde, saa blive de GUD noget skyldige, saa at de ansee deres Bønner som et slags Liqvidationer, og meene derved at kunde producere Ballance-Regninger paa Debet og Credit. Men det er at befrygte, at saadant Bogholderie intet stik vil holde paa den store Regnskabs-Dag, og at een Streg vil blive giort over den heele Pagina af Credit. Det synes af visse Folks efterladte skrevne Calendere, at de virkeligen maa have giort sig saadan Idée herom. Thi man haver derudi efter Dag og Datum fundet gode og onde Gierninger antegnede. Vel er sant, at der ere ikkun faa, som føre saadant i Pennen, og at de, som saadant giøre, holdes for daarlige Mennesker. Men deslige forargelige Dag-Registere give dog Portrait paa Menneskernes Opførsel herudi: og kand man sige, at Daarligheden er lige stor, enten Regningerne bliver skriftligen forfattede, eller de alleene giøres in mente.

Det synes derfore, at saadant rejser sig af en almindelig Vildfarelse, hvorved man tænker, ved eet Buds Efterlevelse at tilkiøbe sig Privilegium til at overtræde alle de andre. Denne Vildfarelse kand ved intet bedre hæves, end ved at forestille Mennesker, at det var bedre aldeles intet 74 at bede, end at bede og synde vexelviis; og at det var bedre, ingen Pagt at indgaae, end at bryde den strax igien, for ikke at synde baade imod en almindelig Pligt og en særdeles Pagt.

LIBR. I. EPIGRAMM. 81

Vincitur Hæreticus verbis, Fanaticus herbis;
Impius at solus non nisi verberibus.

Ligesom Medici føle de Syges Puls, examinere deres Constitution og Sygdommens Natur førend de skrive Recepter: saa maa ogsaa en aandelig Læge nøje efterforske de Synderes Natur og Egenskaber, som han foretager sig at curere, og indrette sine Recepter efter Patienten og Sygdommen. Thi, ligesom en Svitzer cureres paa een Maade, og en Italiener paa en anden, saa behøves der ogsaa skarpere Lud til at toe een Synderes Hoved end en andens; og andre Erindringer maa giøres til eet Slags Mennesker, end til et andet. Thi at prædike een Slags Prædiken for alle Slags Tilhørere er ligesom at en Skolemester vil forklare een Bog for alle Lectier. Dersom han udi Mesterlectie tager sig for at conjugere Amo, belees Lærdommen, som ellers udi de nedrige Lectier er nyttig. Thi hvad som passer sig paa eet Subjectum, passer sig ikke paa et andet. En vis Skibspræst, som var vant til at skrifte Matroser, betienede sig engang af sin sædvanlige Formular, da han af en Hændelse havde den Ære at betiene Provsten: hvilket ingen god Effect kunde have, saasom en Provst synder paa en anden Maade end en Matros, skiønt de begge ere Syndere. Derfore gik den Prædikant ikke ufornuftigen til verks, hvilken, efterat han havde holdet en dybsindig og eftertænkelig Tale, brød omsider af og sagde: Dette maa være nok for eder, som sidde udi de store Stole: nu vil jeg tale lidt for dem, som sidde paa Skamlerne. De Taler, de Erindringer, de Opmuntringer ere de kraftigste, 75 som passe sig paa det Auditorium, som de holdes for. Dette have adskillige Oratores taget i agt, og ved korte og uformelige Taler have udvirket meere end ved lange og ziirlige Orationer. Der fortælles om en Engelsk Officier, at han opmuntrede sine Krigsfolk udi Spanien med saadan Tale: Det er jo en Skam for Eder, Engellænder! som æde det gode og feede Oxekiød, at lade eder slaae af nogle Spanier og nogle Canailler, som æde ikke uden Pomerantzer og Citroner. Og siges der, at denne Tale havde bedre Virkning, end om Anføreren havde udcopieret en af Demosthenis eller Qvinti Curtii Orationer. Saaledes, ligesom der ere differente Genier blant Mennesker, saa maa der bruges differente Maader at bevæge dem. De Patienter, som de aandelige Medici øve deres Kræfter paa, ere enten Kiettere, Fanatici eller Atheister.

Ved Kiettere forstaaer jeg Vildfarende, det er saadanne, som enten ved Læsning eller andre Persvasioner ere bragte ud af den rette Vej, saaledes at de troe en Lærdom at være ret, som dog kand være falsk. Thi jeg kand ikke antage den Distinction, som gemeenligen giøres imellem Vildfarende og frivillige Kiettere, Hæreticos judicii et voluntatis, med mindre man vil holde for, at visse Mennesker uden Interesse hænge ved en Lærdom, som de vide at være fordømmelig, og derfor ligesom af Lyst renoncere paa deres Salighed. Hvilken Tanke man hverken bør eller kand have om noget Menneske, men maa heller her applicere hvad en Gammel heel fornuftig haver sagt: Errare possum, hæreticus fieri nolo. Det er: Jeg kand vildfare, men vil ej være Kietter. Jeg forstaaer derfor her ved Kiettere ikke uden dem, som af andres Persvasioner, Læsning og Uskiønsomhed mod deres Villie ere bragte paa vrange Veje; og henfører dem, som man kalder frivillige, heller til Bedragere, det er saadanne, som af Ærgierrighed eller egen Nytte forplante en falsk Lærdom, eller rettere, som intet troe. Det vare saadanne, som udi den første Christne Kirke alleene førte Navn af Kiettere, og med hvilke man ingen Samqvem vilde have. De andre derimod ansaaes, 76 som skrøbelige Kirkens Lemmer, hvilke man heller ynkede, end hadede.

Jeg tager her Kiettere udi den Meening, som nu bruges, og forstaar derved alleene Vildfarende. Deres Omvendelse kand og bør ikke forsøges med Vold. Thi hvis voldsomme Midler bruges, tilveje bringes ikke Omvendelse, men Simulation af Omvendelse: og er det derfore ligesaa ugiørligt at vinde en Vildfarende med Riis og Svøbe, som at bestorme en Fæstning med Syllogismer. Man sletter en Fold ved at holde Jernet derpaa, men saa snart Jernet tages bort, kommer den gamle Fold igien. Man kand ved Vædsker giøre en Plet ukiendelig; men, hvis Pletten er indgroed, lader den sig paa ny see, saa snart Vandet tørres. Det er ikke det vildfarende Menneskes Legem, som skal omvendes, men dets Sind, som ingen Pidske og Svøber er underkasted. Man kand tvinge en til at sige: Jeg troer; men man kand ikke tvinge ham til at troe. Man kand tvinge den Blinde til at sige: Jeg seer; men man kand med Hug og Slag ikke giøre ham seende. Blindhed maa cureres ved Øjen-Salve, Sygdomme med Urter, og vrange Meeninger med sagtmodige Persvasioner. En hidsig og voldsom Convertisseur kand derfore lignes med en Qvaksalver eller Heste-Doctor, hvis Recepter ere verre end Sygdommen. Jeg vil ikke opholde mig længe herved, saasom mange store Skribentere udi vor Tiid med saadan Fynd have viset en voldsom Omvendelses Ubillighed og Umuelighed, at de som tilforn have øvet Vold og forsvaret den udi Skrifter, begynde nu at skiemme sig derved, og at sette anden Farve derpaa, helst, saasom de see, at derved vindes ikke andet, end at giøre vildfarende Mennesker til fordømmelige Øjenskalke. Saaledes dømmede derom den Persiske Konge Skak Abas: og derfore, da han hørte, at man havde tvunget eller lokket nogle Jøder til at forlade deres Troe, tillod han dem at antage den Jødiske igien. Den store Ryssiske Regent Petrus Alexiowitz gik herudi saavit, at man kunde tage Anledning til at criticere Gierningen. Da en Fremmed, som udi 77 hans Tieneste var bleven General-Major, antog den Ryssiske Religion for at insinuere sig videre, gav Czaren ham Afskeed med disse Ord: vilde han ej være GUD troe udi den Religion, hvori han var opdragen, kunde man ej heller vente, at han vilde blive Keiseren troe. Enhver maa efter Behag dømme om denne Gierning: jeg for min Part anseer den som en Zirath udi denne store Regents Historie, hvilken ellers udi utallige andre Ting er forunderlig og opbyggelig. Samme store Lovgiver haver viset det Principium at være gandske falskt, nemlig, at differente Religioner kand ikke consistere med et Lands Fred og Roelighed. De som endnu tvivle derom, kand ikkun reise til Rysland, hvor de ville blive overbeviised derom. Thi den Forordning, at ingen maa disputere om Religions Sager, eller søge at indprente andre deres Religions Principia, haver udi Moscovien befordret ligesaa stor Fred og Eenighed, som Tvang og Forfølgelser have opvakt Forvirrelse og Uroelighed i andre Lande. En grundig Tolerance kand ikke andet end have en god Virkning. Jeg siger en grundig Tolerance: saasom jeg derved ikke forstaaer stridige Secters Sammenstøbning, hvilket Erfarenhed lærer ikke at være giørlig. Derfore drev den Utrechtske Præst Hubert Dovehouse dette for vidt, i det han paa eengang agerede Pastor for tvende Meenigheder, saavel Reformerede som Catholske, saa at han udi samme Kirke holdt Messe om Formiddagen og en Calvinsk Prædiken om Eftermiddagen. Til en grundig Tolerance, som befordrer Fred udi et Land, hvor adskillige Secter ere, kand tiene til Modele den Constitution, som Mr. Locke forfattede for Colonien udi Carolina.

Jeg vil ikke tale meere her om, men begive mig til det andet Conversions Middel, som alleene haver Virkning hos Fanaticos. En Fanaticus er lige saa vanskelig at vinde med Ord, som en Vildfarende at overbevise med Hug. Thi det giør ingen gode at disputere om en Ting, naar man ikke er eenig udi Principiis. En Fanaticus følger alleene sin indvortes Drift, som han kalder Samvittighed og Guddommelig 78 Inspiration: og som han ikke tager Fornuft til Grundvold, saa spilder man ikkun Tiden med at raisonnere. Her behøves derfor anden slags Cur, end den man bruger med Vildfarende. En Doctor eller Chirurgus opererer her kraftigere end en Præst eller Missionarius. Thi her maa Urter forsøges, hvor Ord ikke kand virke, ligesom en Dosis China Chinæ giør bedre Effeet udi en Feber, end hele Platonis og Aristotelis Philosophie. Man merker heraf, at jeg holder Fanaticismum for en virkelig Sygdom og en hysterisk Passion. Erfarenhed viser ogsaa, at de saa kaldne illuminerede Folk ere gemeenligen forsynede med en stærk Dosi af den sorte Galde, ja at mange ved virkelige Apotheker-Recepter saaledes ere blevne reformerede, at de have tabt alle deres Prophetier, Enthusiasmos og Aabenbarelser, men tilligemed faaet sundere Legemer.

Jeg vil her videre ikke tale om en saa bekiendt Materie. Men alleene herved giøre en curieux Anmerkning: nemlig at Fanatici gemeenligen ere de ivrigste Convertisseurs, da de dog af alle Secter ere de som mest burde holde sig fra at catechisere. Alle andre kand tilegne sig en Ret at hverve Proselyter: Fanatici alleene have efter deres egne Principia ingen Ret dertil, skiønt de øve den ivrigst. Andre have tilfælles Fundamenter udi Skrift, Historie og naturlig Raison, hvorefter enhver formerer sit Systema, som han meener at være rettest, og søger af disse almindelige Fundamenter at overbevise andre. En Fanaticus derimod haver intet uden sin egen Samvittighed og indvortes Drift at beraabe sig paa, hvilken ingen Rapport eller Forbindelse haver med en andens Samvittighed. Hvorudover, saasom han ingen tilfælles Rettesnoer eller Fundament haver med andre, maa han lade enhver troe hvad han troer: thi vil han sige, at en andens Samvittighed er vildfarende, svækker han derved sin egen. Der kand derfor ingen Materie være til Tvistighed med Fanaticis. Thi, saa snart een beraaber sig paa sin Samvittighed, beraaber den anden sig iligemaade paa sin, saa at derfore Dispyten strax naturligen maa ophøre, og bringes til det, som man udi Spill 79 kalder Remise. Og er saa intet kortere Middel til at komme udaf en Disput med en Fanatico, end at sige: Saaledes siger Eders Geist: min Geist siger tvertherimod: hvem skal man da troe? Naar Samvittighed settes mod Samvittighed, er det ligesom tvende Corpora af lige Vægt og Størrelse støde mod hinanden, og bliver da Virkningen denne, at de maa begge gaae tilbage; thi den samme Effect, som det eene haver udi Statica, haver det andet udi Religions Strid, saasom alle de Argumenter, som tages af indvortes Drift og Samvittighed, ere alle af lige Vægt og Størrelse. Kort at sige, der er ingen Udkomst med en Fanatico, saasom man intet Systema haver at holde sig til. Han raaber, at man ikke maa forlade sig paa Fornuften, i det ringeste maa man bruge den med stor Varsomhed. Han siger, at de, som med størst Omhyggelighed leede efter den rette Vej, geraade snarest paa udveje. Men med alt dette raisonnerer han dog selv, naar der handles om at vise, hvor lidt man kand vinde ved at raisonnere. Hvoraf sees, at der er intet at vinde med de slags Folk.

Intet er derfore selsommere, end at finde den største Iver til at catechisere hos Folk, som af alle efter deres egne Principia burte være mest indifferente herudi. Men man kand sige, at alt hvad som findes hos slige Folk, er uordentligt. Hvad som foraarsager, at de af alle Secter ere mindst lided, er dette, at de af alle Secter ere mindst beqvemme til at leve udi Societeter. Thi illuminerede Folk kand være gode Mennesker, men blive aldrig gode Borgere. Det Mundheld, som de betiene sig af, nemlig, at man maa meere adlyde GUd end Mennesker, er i sig selv got, naar det tages i den rette Meening. Men saasom Fanatici ofte confundere GUds Villie med deres egen Villie, Samvittighed med Sindets Svaghed, guddommelig Inspiration med Vapeurs, Bestandighed med Haardnakkenhed, Gudsfrygt med Melancholie, saa er Mundheldet ilde grundet og farligt. Thi at adlyde GUd meere end Mennesker bør alleene at forstaaes, saa tit GUd expresse udi sit Ord saadant befaler, ikke saa tit min egen Aand tilsiger mig 80 saadant, saasom der er mange slags Aander, hvoraf nogle ere gode, andre onde. Og kand man sige, at ingen drives af en god Aand, der alleene følger sin egen Drift, og setter GUds Love og Øvrighedens Befalning, som derpaa er grundet, til side.

Man kand derfore dømme saaledes om Fanaticis, at, endskiønt de ere gode Mennesker, der sige, hvad de meene, og uden Skye øve det, de holde for at være deres Pligt, saa ere de dog saadanne, som man mindst kand tolerere udi et Societet. Thi Fanatici lade sig ikke nøje med at troe, hvad de faae i Sinde, men de paastaae og ofte, at andres Samvittighed skal rette sig efter deres: hvilket er ligesaa ubilligt, som om en Spiller vilde paabyde, at de Kort skulle dominere eller være Triumphs, som han havde meest Forraad paa.

Jeg vil ikke tale om de sørgelige Virkninger, som man een og anden gang haver seet at flyde af fanatiske Paroxysmis, for ikke at gravere et Folk, som i sig selv kand meene GUd og sin Næste vel, og som derfor heller fortiene Medlidenhed end Had og Forfølgelse. Jeg vil derfor ikke tale derom, men siger alleene, at de af alle Secter ere saadanne, som mindst kand tolereres udi Regiering. Thi, endskiønt adskillige andre kand være meere vildfarende, saa iagttage de dog bedre en Borgers Pligt, og ere eenige udi det Principio om Lydighed mod Øvrigheden, naar dem ikke bydes at overtræde GUds Lov og Naturens Hoved-Bud. Men en Fanaticus setter sin vildfarende Samvittighed til Lov og Rettesnoer, og giør sig en Merite at være Martyr deraf; hvorudover han stedse kand ansees som en ubeqvem Borger, og som man ikke sikkert kand leve udi Societet med. Forestil dig for Exempel, at en Fanaticus eller Qvæker tager min Hustrue fra mig til sit Brug, undskyldende sig med sin Samvittighed, og holdende for, at alle Ting bør være GUds Børn tilfelles. Jeg kand ikke actionere ham med samme Eftertryk, som jeg kand actionere en anden Borger, der haver underkastet sig tilfelles Lov; Øvrigheden kand ej heller straffe Gierningen, men haver ligesom 81 bundet Hænderne paa sig selv, ved at give Borgerskab til den, der ikke setter Landets Lov, men sin Samvittighed til Rettesnoer. I den Henseende strekker min Tolerance sig ikke saa vidt, skiønt jeg ellers haver en naturlig Medlidenhed med alle Vildfarende: og holder jeg for, at, hvis de skulde tolereres, maatte de være paa separerede Steder, hvor deres Uordentlighed ingen Forvirring kunde foraarsage.

Jeg befatter under samme Lov visse Roman-Catholske, sær Jesuiter, eendeel, saasom de samme selv ere intolerante med alle andre Christne Secter, eendeel ogsaa efterdi de med alle onde Midler søge at forplante deres Meeninger paa de Steder, hvor de nyde Frihed at opholde sig. Thi de som holde det for en Dyd at omkomme en Fader, for at bringe Sønnen under Pavens Lydighed, kand ikke protestere imod Haardhed, naar man negter dem Borgerret. De Bebreidelser ere derfor uden Grund, som giøres visse protestantiske Stæder, nemlig at de tolerere Jøder, som ere Christendommens Hovedfiender, og derimod veigre sig ved at give Borgerskab til Roman-Catholske, som ere Christne: thi her handles ikke om større og mindre Vildfarelse, men om visse Religions Principiis, som stride mod Regieringen. Her øves Haardhed, ikke saa meget af Had, som af Frygt. Det er ligesom en beleired Stads Besætning uddriver endeel Borgere af Frygt for Hunger og Oprør; eller som den, der ikke tillader mange Bevæbnede at reise igiennem sit Land. Det er dermed en vis Gierning undskyldes, som her tildrog i forige Svenske Kriig. En Jyde-Skude mødte udi Søen et Svensk Skib, som var bleven lek og vilde siunke. De Svenske anholdte om Hielp. Jyderne, som vare barmhiertige, bevægedes deraf. Men, da de merkede, at de Svenske vare eengang saa mandsterke som deres egne, foldede de deres Hænder og sagde: Siunker i HErrens Navn. Derpaa grunder sig den Haardhed, som af Protestanter øves mod Roman-Catholske, sær mod Jesuiter; og kand man dermed igiendrive alle de Objectioner, som giøres af de sidste.

Den tredie Omvendelses Maade er i Henseende til 82 ugudelige Folk og Atheister. Ved Atheister forstaaer jeg ikke theoretiske, det er saadanne, som saaledes have fordybet sig i Speculationer og Hedensk Philosophie, at de ere henfaldne til at tvivle ikke alleene om Revelation, men endogsaa om GUds Existentz: thi de samme kand i visse Maader befattes under den Classe af Vildfarende, efterdi de af onde Skrifters Læsning ere forførte til Vantroe. Men jeg forstaaer her ved Atheister de practiske, det er saadanne, som føre et ryggesløst og ugudeligt Levnet, og derfor finde deres Regning ved, at der er ingen GUd til, og at der er ingen Straf og Belønning at vente. Mod deslige Folk hielper hverken Ord eller Urter, saa at man for dem maa alleene catechisere med Riis og Svøbe: og viser Erfarenhed, at saadan Conversions Maade haver havt Virkning, hvor de andre ingen have havt. Jeg erindrer udi min Barndom, at en vis Præst blev beskyldet for at drive en Deel af sin Meenighed til Poenitence med Stok og Svøbe. Conversionens Maade kom Øvrigheden uanstændig og selsom for. Men da man hørte af Præstens Beskrivelse, som var en heel fornuftig Mand, hvorledes Tilhørerne vare qvalificerede, faldt Beskyldningen, saasom man merkede, at en Finlap vilde cureres paa en anden Maade, end en Trundhiems Borger. Thi disse vare Præstens Ord, og derudi bestod hans Apologie; som blev befunden at have nogen Grund.

Hvad theoretiske Athei angaaer, da bør mod dem alleene bruges Prædikener og Persvasioner. Thi, saasom de af specieuse Skrifter og Taler kand være forførede til Vantroe, saa kand der være Forhaabning ved grundig Lærdom og Formaning at bringe dem paa rette Veje igien. Og er det i den Henseende og i det Haab man til en Tiid kand tolerere dem udi en Republiqve. Jeg siger til en Tiid, saasom en bestandig Tolerance ikke kunde være tienlig. Thi jeg kand ikke bifalde Mr. Bayle, der holder for, at en Republiqve af Atheister kand bestaae. Thi en Atheus, som ingen anden GUd haver end sin egen Nytte og Høyhed, undseer sig ikke ved at bedrive de største Misgierninger, 83 naar de ikkun kand blive skiulte. Derom vil jeg ikke meere tale, men slutte denne Dissertation med en rar Anmerkning: nemlig, at der blant Atheister ogsaa findes Convertisseurs. Intet er forunderligere end at finde Folk, der med Iver søge at bringe andre af en Troe, som de selv tilstaae intet at tabes ved, eller at bringe dem udi en Vantroe, som efter deres egen Tilstaaelse intet kand vindes ved. En overtroisk Nidkierhed er lastværdig, men en vantroisk Iver daarlig og latterlig. En Overtroende sveder og arbeider paa at bringe andre til Superstition: hvilket man kand begribe, efterdi han holder Superstition for en saliggiørende Troe. Han opofrer og undertiden andre udi samme sin Iver: hvilket man og kand begribe, efterdi han holder for, at man maa forderve Legemet for at frelse Siælen. Men en Atheus agerer Conversor, uden at kunne give nogen Aarsag dertil. Han søger at bringe andre paa en Meening, som han selv siger, er dem til ingen Nytte. Han lokker og frister uden at love noget: Han søger at hverve Proselyter, og siger tillige med, at de ingen Besoldning have at vente. Hvad kunde man dømme om den Krigsmand, der anvendte al sin Veltalenhed paa at hverve Soldater, men clausulerede sin Oration dermed, at de ingen Gage maatte vente sig? Hvor kunstig og ziirlig end Talen var indrettet, saa kunde man dog ikke ansee den uden som en Samling af Ord, som ingen Betydning have. Anderledes kand man ikke dømme om en Athei Iver herudi. Man kand ligne en Atheistisk Convertisseur med en Spiller, der sveder og bæver udi Tærning-Spill, skiønt der spilles om intet. Jeg haver exprimeret saadant udi et Latinsk Epigramma, som ikke er trykt, men lyder saaledes:

Est nimius zelus credentis, Sexte, notandus,
Est Athei zelus stultus et insipiens.
Ille animam ut servet, conatur perdere corpus;
Allicit hic, tentat, pollicitando nihil.
Conversorem Atheum Lusori comparo, qvi vel
De nihilo ludens anxietate calet.

84

Man seer ellers af denne korte Dissertation, hvorvidt min Tolerance gaaer, og hvorvidt jeg indskrænker den. Man seer, at jeg fordømmer all Haardhed mod dem, som mod deres Villie vildfare. Jeg distingverer mellem at straffe og hemme Vildfarelser, holdende for, at man ikke bør straffe nogen for Meeninger, men alleene hemme saadanne, som synes skadelige. En Atheist, som søger at forplante sin Vantroe, og derved stræber at underminere civile Societeters Grundvold, kand efter mine Tanker forviises en Stad: en ivrig Munk eller Jesuit, der stræber at kuldkaste den udi et Land ved Love stiftede Religion, kand ogsaa gives consilium abeundi. En hidsig Anabaptist, som holder det for en Synd at straffe Misdædere paa Livet, kand sættes fra Dommer Embede, og en Qvæker, som holder for, at defensive Krige stride imod GUds Ord, bør ikke betroes nogen Grændse-Fæstning, hvad Qvaliteter han ellers kand besidde. I det øvrige holder jeg Fred med alle Retsindige, som meene GUd og deres Næste vel. Vi kalde dem Brødre, som ere eenige med os udi Meeninger og udvortes Confessioner. Men vi bør heller kalde dem Brødre, som ere eenige med os udi Dyd og Gudsfrygt, skiøndt de differere fra os i visse Meeninger. Ingen gudfrygtig og retsindet Mand bør gives Navn af Kietter; thi endskiøndt en saadan vildfarer, vildfarer han mod sin Villie, og, naar han lader see Docilitet, leeder efter Sandhed, og ikke veigrer sig for at høre andres Lærdom, bør man heller elske end hade ham. Den fortiener heller at kaldes Kietter, der fordømmer sin Næste, fordi han haver ikke Evne eller Begreb at fatte en Ting rett; thi han lader derved see Hovmod, overtræder Billighed og af lutter Orthodoxie forfalder til Kietterie. Det er saadant, som Skriften betegner med den Titel, og er det i den Henseende, at all hidsig Orthodoxie er Kietterie, og at enhver, som forfølger sin Næste for Meeninger, som reise sig af pur Vildfarelse, er en Separatist.

85

LIBR. I. EPIGRAMM. 83

Humanæ Sortis non tanta est, qvanta videtur
Disparitas: Felix nemo vocandus erit.

Verdslig Lyksalighed og Ulyksalighed ere i mine Tanker Ting, som bestaaer meer udi det blotte Navn og Indbilding end udi Realitet. Dette Paradox haver jeg udført udi et Epigramma, som jeg siden udi min tredie Latinske Epistel haver forklaret; og er det samme Forklaring, som jeg her med adskillige Tillægg haver oversat paa Dansk.

Jeg tvivler ikke paa, at jo nogle ville holde denne Meening for ilde grundet, efterdi den synes at stride saavel mod Fornuft som Erfarenhed. Men man maa ikke fordømme nogen uhørt. Jeg haaber, at, hvis man vil give sig Taalmodighed til at igiennemlæse den heele Dissertation, man vil finde, at, endskiønt mine Tanker herom ikke fortiene alles fuldkomne Bifald, saa vilde de dog ikke findes saa ugrundede, som de synes ved første Øjekast.

Jeg siger, at der er liden Forskiel imellem det som kaldes Lyksalighed og Ulyksalighed i denne Verden. At de Riges Vilkor lidet differerer fra de Fattiges, er ikke vanskeligt at bevise. De Fattige have ikke det de kand æde: de Rige derimod æde ikke det de kand have. Begge derudover lide Nød: de første af Mangel, de sidste af Overflod. Begge gaae med halve tomme Maver fra Bordet: hine, fordi der er intet, og disse, fordi der er formeget i Fadet. Hine finde lige saa stor Smag udi Kalluns-Suppe, som disse udi Pasteter. Alt er velsmagende for den Fattige, og alt er ildesmagende for den Rige. Thi den Fattige vrager ingen slags Mad. Det gaaer med ham, som Ordsprogget lyder, at den æder mest, som sidder længst fra Fadet, og den drikker mest, som sidder længst fra Tønden.

Nam pauper stomachus rarò vulgaria temnit.

Den Rige derimod maa have Kryder derpaa, at han kand faae den til Livs. Den Syracusanske Konge Dionysius vragede 86 de Spartaners sorte Suppe, efterdi Appetiten, som er Madens Kryder, fattedes ham. Og Darius, som udi Flugten engang drak rørt og skidet Vand, sagde, sig aldrig at have drukket med større Fornøjelse. En som sielden har Leilighed at musicere, anretter en Concert med Bekostning: saadant derimod er en Byrde for en Musicant af Profession, ja ofte ligesaa stor Byrde, som at hugge Brænde er for en Gaards-Karl, eller at tærske er for en Bonde. Ingen finder mindre Smag udi Sukker Confiturer end en Urte-Kræmmer-Dreng, og ingen seer et Fruentimmer med meere Koldsindighed end den, der haver et heelt Serail af Demoiselles, det heeder som Poeten siger:

Pinguis amor, nimiumque potens in tædia nobis
Vertitur et Stomacho dulcis ut esca nocet.

Videre, de Fattige ere sunde og rørige; thi det heeder: Fattigdom føder, men feeder ikke. De Rige derimod skrøbelige og tunge, saa at de have Møje at bære deres Legemer. Hine have intet, og disse have og intet, efterdi de have aldrig nok. Men, saasom de første have intet, saa fattes dem heller intet, eftersom Naturen lader sig nøje med lidet, eller med de Ting, som let og uden Møje og Bekostning kand erhverves. Men udi forfængelige Vellyster er hverken Maade eller Ende. Hvis den Fattige mangler kostbare Retter, saa haver han desmeere Forraad paa Helbred, og hvis han æder og drikker lidet, saa sover han desbedre. Saa man deraf seer, at det er vanskeligt at dømme, enten den Riges eller Fattiges Vilkor er best, efterdi det, som kaldes got, er ikke saa meget got i henseende til dets eget Valeur, som i henseende til den Priis man setter derpaa, og den Smag man finder derudi. Thi den samme Ting, som foraarsager Fornøyelse hos een, foraarsager Vemmelse hos en anden, og hvad som bevæger en maadelig, bevæger en anden heftig. Saaledes er skimlet Brød altid en fortreffelig Ret for den Fattige, og en Agerhøne ofte en maadelig Spise for den Rige; efterdi man om begge Ting maa dømme, som Scholastici sige ikke absolutè, 87 men relativè, det er, ikke efter Tingen i sig selv, men efter dens Virkning. Det heeder: den Fattige æder hvad han haver, og qvæder hvad han veed: alting er ham got. Jeronimi Hustrue haver et Ansigt, som man kand skrekke Børn med. Jeronimus selv holder hende for en Skiønhed, og naar saa er, er hun ogsaa og bliver en Skiønhed for ham, ja smukkere end Lucretia, hvilken med al sin Beauté mishager hendes Mand. Saaledes kand man og sige, at alt Mad og Drikke er lige got, og at den Fattige holder ligesaa got Bord, som den Rige, efterdi den eene finder lige saa stor Smag udi det grove, som den anden udi det fiine. Endeligen, efterdi Erfarenhed viser, at der ere faa som døe af Mangel, men utallige som døe af Overflod, saa kand man herudi prise de Fattige lyksaligere end de Rige.

Nu vil jeg begive mig til at examinere andre Ting, som give end større Oplysning herudi, og som legge end større Vegt til denne min Thesis. En Fattig og en Riig leve stedse udi Bekymring: den eene for sin Udkomst og Føde, den anden for sine Midlers Conservation. Den Rige er bange for Tyve, Røvere, Bedragere, skielver ved mindste Knarken han hører udi Huset, haver mange uroelige Nætter, og er at ansee som en Skiltvagt, der ideligen staaer paa sin Post, og seer sig om, at ingen kommer ham for nær. Den Fattige gaaer uden Frygt heele Verden igiennem, saa at det er, som Poeten siger:
- Cantat vacuus coram latrone viator.

Jeg haver selv udi min Fattigdom uden Geleide gaaet fremmede Lande igiennem uden mindste Anfægtning, da andre, som paa samme Tider og Steder have rejset med Escorter, ere blevne plyndrede. Jeg erindrer mig, da forhen ved 23 à 24 Aar siden Folk kunde ikke sove roeligen her i Staden formedelst de subtile Tyverier, som hver Nat skeede, jeg sov ligesaa trygt, som jeg pleiede, efterdi jeg da havde intet som kunde stiæles. Jeg vil intet tale om andre Bekymringer og Uleiligheder, som rige Folk ere 88 underkastede: thi det heeder, som Seneca siger udi Tragoedien: man spiser trygt ved et lidet Bord, og Gift drikkes ikke uden af Guldbægere:
Tutus in mensa capitur angusta cibus;
Venenum in auro bibitur.

Lader os ikkun nøje betragte en Fattigs og en Riigs Ansigt, Mine og Tilstand, vi ville finde den Rige bleeg, tankefuld, frygtsom og mistænkelig, den Fattige derimod gemeenligen lystig og uden Bekymring: og, naar han synes bedrøved, er det ofte ikke uden en simulered Bedrøvelse, hvoraf han betiener sig til at erholde Almisse. Og lad være, at begges Bekymringer ere lige, saa er den Fattiges ikkun kort, efterdi den med en liden Gave eller Almisse kand hæves. Den Riges Bekymring derimod er stedsevarende: thi ligesom Febren følger den Syge, enten man legger ham i en Træ-Seng eller Sølv-Seng, enten man legger ham paa Straa eller Edderduun, saa følger Bekymringer ideligen den Rige, saa at man kand sige, at Frygt, Urolighed og Nattevagt ere hans bestandige Compagnons. Dette kand vises ikke alleene af et hvert Menneske udi sær, men endog af heele Nationers Exempler. Hvilket Folk er rigere end de Engelske, og blant hvilket Folk er Fortvivlelse og Egenmord almindeligere. Scyther leve udi stedsvarende Fattigdom, og dog have Livet kiert. Andre derimod leve udi bestandig Overflod og ere dog kiede af Livet. En af mine Landsmænd haver fortaalt mig, at han kiendte en fornemme Engellænder udi Paris, hvilken beskrev sit daglige Levnet sammesteds saaledes, nemlig, at han om Morgenen drak sin Chocolade, om Eftermiddagen sin Caffee, hvorpaa han gik paa Comoedie eller Opera, derfra igien paa Promenader, og bortdrev den øvrige Tiid af Aftenen ud paa Natten med Spill; men sagde derhos, at han omsider var bleven saa kied af disse gode Dage, at han var ferdig til at henge sig selv: man fandt ham ogsaa om Morgenen hengende udi hans Sovekammer. Cicero taler om et Gravskrift, som i hans Tiid fandtes over een 89 ved Navn Cleombrotum, hvilken saasom ingen Modgang var hendet ham i Verden, kiededes ved den bestandige Lykke og omsider druknede sig selv. Der findes blant Spanier rige og fornemme Folk, hvilke renoncere frivilligen paa deres egen Velstand, og indrullere sig blant Stodere, som gaae Dør fra Dør og bede om Almisse, hvorudi de finde en slags Vellyst, saa at de dømme herudi som Ordsproget lyder: Den er Friherre, der maa betle hvor han vil. Ingen er fornøjed med sin egen Stand. Det heder som Poeten siger:

O fortunati Mercatores! gravis annis
Miles ait, multo jam fractus membra labore.
Contra Mercator, navimjactantibus austris,
Militia est potior etc.
Hvor man sig vender hen, og hvor man kaster Øjet,
Man seer fast hver og een at være misfornøyed:
Man søge, hvor man vil, man finder ingensteds
Den som med sine Kaar er froe og vel tilfreds.
Man seer en Kiøbmand ej sin Skibspart at forlise,
Han jo begynder strax Krigsstanden højt at prise:
Soldaten ønsker sig igien Kiøbmandens Kaar,
Naar han en anden seer at trekkes hannem for.

Fattelse og Overflod kand incommodere ligemeget, ligesom hæftig Kulde brænder ikke mindre end hæftig Heede. De Fattige sukke vel undertiden, naar de see de Rige udi forgyldte Vogne at age igiennem Staden og at bestænke sig med Skarn; men det er ikkun lutter Øjens Forblindelser og Forfængeligheder, som lidet contribuere til Lyksalighed og Sindets Fornøjelse: thi det er ikke rart at see bedrøvede og fortredelige Ansigter inde udi Vognen, og derimod glade og fornøjelige bag paa.

Jeg vil gierne tilstaae, at der findes nogle faa Rige, som leve ideligen udi Vellyst, og som aldrig kiedes derved. Men hvor stor Tønder til Synd og Misgierninger er ikke Velstand? Herudover kalder Christus de Fattige lyksalige, 90
og siger, at de Riges Salighed er vanskelig. Jeg vil ikke tale om andre Ting. Det er ey heller fornødent at beskrive vidtløftigen de Riges og Fattiges Vilkor, saasom den Materie er af adskillige andre omstændigen udført, og viset, at de Fattiges Skiebne er ikke saa ond, som gemeenligen foregives. Vel forekastes herimod, at fattige Folk have ingen Venner, item at de udi Tretter og Tvistigheder, som de have med de Rige, komme gemeenligen til kort: thi det heder, at den, som binder sine Skoe med Bast, maa betale Lavet. Til det første kand svares, at de mange Venner, som de Rige brøste sig af, ere ikkun Mund-Venner eller rettere Hyklere. Hvad det sidste angaaer, nemlig, at den Fattige har ingen Ret, saa er det vel et almindeligt Ordsprog; men Ordsproget synes at være giort af de Fattige, og af dem dagligen at repeteres, og det med en fortreffelig Virkning. Thi der findes utallige devote Dommere, der holde det for en Pligt at dømme i Faveur af de Fattige, enten de have Ret eller ey: og viser den daglige Erfarenhed, at en Kierlings Taare og vaade Kinder virke undertiden meere end to Lovfaste Vidner. Jeg for min Part frygter meere for en Proces med en Fattig end med en Riig; og et Hospitals Lem kommer mig for at være en forfærdeligere Contrapart end en bemidlet Vexelerer, saasom jeg af adskillige Exempler haver merket, at mange søge beneficium paupertatis, ikke saa meget af Armod, som for at giøre deres Contrapart forhadt, og derved at bevæge en høyhiertet eller devot Dommer til en favorable Sententz. Ja Ordsproget haver ofte større Influence hos en Dommer end det vel burde have, og en Kiærlings Klynken er af større Vægt end en riig Jødes verificerede Indleg. Derpaa grundede en vis Herretsfoged sin Dom imellem en fattig Christen og en riig Israelit, dømmende den sidste til Processens Omkostning, eendeel efterdi han kunde taale at betale, eendeel ogsaa saasom hans Forfædre havde omkommet vor HErre. Jeg vil sætte at fattige Folk have ikke megen Forsvar og mange Venner. Men man maa derved tilstaae, at de kand nogenledes være forvissede 91 om deres faa Venners Oprigtighed, da derimod Rige og Mægtige kand ikke være forvissed om nogen, saasom Ære og Tienstfærdighed bevises ikke saa meget til Personen som til Personens Stand, hvilken haver sat ham ligesom uden for Commerce med Mennesker. Herudover sagde Keiser Julianus, da han hørte nogle at berømme sig: Hvis disse Berømmelser komme fra Folk, som turde frit laste og rose, vilde jeg glæde mig derover. Saa at man seer endogsaa heraf, at den Fattiges Skiebne er taaleligere end den holdes for at være.

Nu vil jeg begive mig til andre Ting, og eftersee den Ulighed, som er imellem Herrer og Tienere, hvilket kand skee ved at sammenligne de førstes med de sidstes Skiebne og Vilkor. Naar jeg betragter den Haardhed, de Hug og Slag, det Slæb og Arbeide, som Tienere ere underkastede, da synes mig, at deres Vilkor lit differerer fra umælende Creatures. Derimod, naar jeg seer dem friske og sunde, vel til mode, ja gladere end deres Herrer, falder jeg paa andre Tanker, og min Medlidenhed gandske ophører. Tienere udstaae vel fleere onde Ting end deres Herrer, men mindre onde, efterdi de taale dem bedre; thi en Plage er ikke en Plage, naar man taalmodigen bærer den. Store Herrer bryste sig af deres Rigdom og Frihed: men hvorledes kand de kaldes rige, der stedse hige efter meere Rigdom, og som Poeten siger:
Qvi cum possideant plurima, plura petunt.

Og hvorledes kand de kaldes frie, hvis Inclinationer ere aldrig eenige med dem selv, og derfore ingen solide Fornøjelse kand have. Vi see Tienere undertiden at sukke under Aaget, vi see dem med Hug og Slag, samt haart Arbeide at trykkes: men vi see derimod Herrer af en eeneste suur Mine og et umildt Øjekast af en Konge eller Fyrste at blive syge, at gaae til Sengs og aldrig at reise sig meere. Tieneres Plage kommer stødviis og haver snart Ende; thi saa snart Pidsken nedlegges, ophører Smerten. Store Herrers 92 Plager derimod ere stedsvarende, og endes ofte ikke uden med Livet. Hvorledes, siger Cicero, kand jeg sige, at den er fri, over hvilken Sorg hersker og dominerer, hvilken af en uformodentlig Kendelse lader sig skrekke og nedslaa: thi, endskiønt den er under ingens Herredom, saa kand den dog ej regiere sig selv (Quî illum judicare possim liberum, cui dolor imperat, qvem repentinus casus perturbat, impellit, evertit? nam, licèt nemini pareat, sibi tamen non imperat) Hvor mange Sorge og Bekymringer ere ikke store Herrer underkastede, som Tienere ere frie for. Naar vi betragte Regenteres Lyksalighed og ansee dem med philosophisk Øje, finde vi, at en Regent er Stadens eller Landets Vægter, hvilken maa vaage paa det at Undersaatterne kand trygt sove. Derfore sagde Kong Antigonus til sin Søn: Veedst du ikke, at vort Rige er et fornemme Slaverie? (An non novisti, fili, regnum esse nobilem servitutem?) Det samme kand siges om hver mægtig Huus-Fader, som Familiens Omsorg ligger paa Hiertet.

Det er derfore ikke uden i det blotte Navn, at Tienere differere fra Herrer. Thi vi see undertiden, at, endskiønt Standen forandres, saa bliver Sindet dog det samme. Velstand og Højhed, siger Epicurus, er ikke Standens Forbedrelse, men Standens Forandring, eller som Seneca siger, at det, som vi kalde Velstands Erhvervelse, er ikke vor Elendigheds Ende, men alleene Scenens Forandring. (Parasse divitias non miseriarum finis est, sed mutatio.) Hvorudover en vis Herre, da hans Tienere klagede over deres lange og besværlige Tieneste, og begierede deres Afskeed, svarede dem meget artigen: Bilder eder ind, at I ere Herrer, saa ere I det virkeligen. Dette Svar var udi sig selv kortsvilligt, men tilligemed philosophisk. Saaledes en Acteur udi et Skuespill, som hver Aften agerer Keiser, differerer lidet fra en virkelig Keiser, undtagen derudi, at han sover roeligere om Natten, saasom han tillige med sine Keiser-Klæder nedlegger al Omsorg for Regimentet. Saaledes kunde Dionysius den yngre, der var stødt fra Thronen udi Sicilien, bilde sig ind, at han endda regierede, da 93 han siden agerede Skolemester udi Corintho. Der er stor Forskiel imellem en Consul udi Aleppo, Smyrna, Helsignør etc. og en Romersk Consul; men, naar den første vil indbilde sig, at Værdigheden er den samme, ligesom Navnet er eens, saa bliver det og det samme. For nogle Aar siden havde nogle lystige Hoveder stiftet et latterligt Societet, som forestillede Paven med heele Cardinalernes Collegio. Den som skulde agere Pavens Person, blev saaledes underretted, at han udi Geberder og Tale skulde lade see en bestandig Gravitet. Den samme habiliterede sig saaledes udi samme Character, at han ved at efterabe en andens Natur, ligesom tabede sin egen. Thi, efterat Societetet var ophæved, og han engang havde en Sag at udføre for en vis Ret her i Staden, talede han med saadan Gravitet og Myndighed, at Assessores udi Retten, som ikke kiendte ham, meenede, at han var beskienket. Men, da de finge at høre af Præsidenten, som havde Kundskab om ham, at han nyligen tilforn havde været Pave, blev deres Fortrydelse forvandlet til Latter. Saaledes seer man, at Høyhed og Forskiel udi Stand og Vilkaar bestaaer ofte udi Indbildning, og at Manden havde ikke meget uret, der sagde til sin Tiener: Bild dig ind, at du est Herre, saa est du det.

Hvad som et Menneske mest har at bryste sig af, er Forstand og Sindets Gaver. Saadant er det eeneste som han eyer; thi Penge, Guld, Sølv, rige Mobilier etc. ere alleene omkring ham men ikke udi ham. Sindets Gaver, som et Menneske alleene eyer, findes hos Tienere saavel som hos Herrer. Kong Henric 8. udi Engelland tillod all Mandkiøn udi sin Tiid at læse Bibelen, undtagen Lakejer: men det Forbud blev ophævet igien under Edvardo 6. saasom man holdt for, at mange Tienere kunde have meer Forstand end deres Herrer.

Nu vil jeg gaae videre frem, og examinere, hvorledes og hvormeget en Syg differerer fra en Sund. Saasom alle holde Sundhed for en uskatteerlig Herlighed, og derfore her finde stor Ulighed udi Vilkaar og Skiebne, saa maa 94
jeg her gaae sagte og ligesom Fod for Fod frem, uden at decidere. Jeg vil alleene derfor anføre, hvad som udi denne Materie kand siges pro og contra, og overlade andre at dømme, om den Ulighed er saa stor imellem Syge og Sunde, som den holdes for at være. Jeg haver udi min underjordiske Reise givet Afrisning paa dem, som ingen Sygdomme er underkastet, men som leve all deres Tiid udi bestandig Helbred. De samme kaldes gemeenligen lyksalige: men de skiønne ikke paa den Lyksalighed, just fordi den er stedsvarende, og de merke selv ikke, at de ere sunde, just fordi de aldrig ere syge. De bortdrive derfore deres Tiid udi bestandig Sundhed, og tillige med udi bestandig Lunkenhed, efterdi Menneskets Natur er saaledes beskaffen, at den kiedes end ogsaa ved gode Ting, naar de ere stedsevarende. Syge derimod, naar de blive deres Svagheder qvit, glæde sig og triumphere derudover, og naar Febren intermitterer, regne gode og onde Dage: og en dobbelt Glæde følger paa Sorg og Smerte. Dersom man derhos vejer de Sundes stedsvarende Lunkenhed med de Svages alternerende Sorg og Glæde, vil man finde, at Vægten bliver lige; thi, saasom de første ingen onde Dage regne, saa regne de ogsaa ingen gode: thi man skiønner ikke paa got Vejr, uden man tilforn haver havt Uvejr. Man kand her sige det samme, som Naturkyndige have anmerket om Soelens Lys, nemlig at alle Jordens Indbyggere have lige meget Soel, eftersom de der boe nær ved Polen om Vinteren, vel see ingen Dag, men om Sommeren derimod have ingen Nat, saa at, naar det heele Aar bliver regned, befindes det, at de have havt ligesaa meget af Soelens Skin, som de der boe udi de varme Lande. Man haver ikkun at betragte dem, som leve udi bestandig Sundhed, man vil finde, at de ere hverken glade eller bedrøvede, men gemeenligen lunkne og lidet sociable: ikke at tale om, at det Temperament, som er Aarsag til deres Sundhed, betager dem all Fyrighed og Activitet. Thi Galde og Blodets Hidsighed skierper ofte Sindet, og Iver, som føder Feber, siges at være Dydens Slibesteen: thi 95 hvad Activitet eller Dyd kand have Sted hos den, der stedse er lunken og følesløs?

Men hvis Spørsmaalet bliver om Sengeliggende, eller om dem, som ere bestandigen syge: da bekiender jeg, at denne min Thesis bliver end vanskeligere at forsvare. Thi det synes i saa Maade daarligt at tvivle om den Uliighed, som er udi Menneskets Vilkor. Men endskiønt Knuden er heel vanskelig at løse, vil jeg dog ikke gandske give mig tabt eller vende Ryggen, men figte ligesom udi Retraite. Jeg vil lade mig nøje med at anføre noget, alleene dem til Trøst, som plages med stedsevarende Sygdomme. Erfarenhed viser, at alt Ont er heftigst udi første Angreb, og at Sygdomme, naar de have mistet deres første Heede, ere ligesom Insecter der have tabt deres Braad. All Smerte, som intermitterer og kommer igien, er skarpere end den, som holder stedse ved; thi, ligesom all kort Herredom er strengt, saa er ogsaa all kort Smerte heftig. Herudover merker man, at syge Mennesker med saadan Taalmodighed skikke sig udi stedsevarende Svagheder, saasom paa den eene Side Sygdommen formedelst dens Langvarighed taber sin Styrke, og Patienten paa den anden Side ved lang Liden hærdes. Herudover siger Cicero: Dolor in longinqvitate levis, in gravitate brevis est. Videre Dødens Forestillelse, som indjager dem Redsel, der falde udi hastige Svagheder, trøster og vederqvæger de stedsvarende Syge, hvilke ansee Dødens Ankomst, som en Forløsers, der vil afbryde deres Lænker og aabne Fængslets Dør for dem. Thi vi gaae alle med Glæde ud af et fældigt og raadent Huus. Nemo, siger Seneca, tam timidus est, ut malit semper pendére qvàm semel cadere. Det er: Ingen er saa frygtsom, at han vil heller stedse vakle, end eengang falde. Naturen selv, siger en vis Philosophus, rækker os herudi Haanden og indprenter os Mod: Hvis Døden er kort og hastig, gives os ikke Stunder til at frygte; hvis den er langsom, saa faaer man Afskye for Livet, ligesom man avancerer i Sygdommen: thi den Resolution at døe er vanskeligere for en Sund end for en 96 Febricitant; med Lyst til Livet formindskes ogsaa Frygt for Døden: og, ligesom beleirede Folk, der have udstaaet meget Ont, ere villige til at capitulere, saa er en Syg ogsaa ikke uvillig til at træde udi Capitulation med Døden. Thi den, som af Sygdom eller Alder er udmarved, kand heller siges død end levende. Hvorudover Cæsar, da en gammel og af Svaghed udmattet Soldat bad om Frihed at omkomme sig selv, spurte, om han indbildte sig at leve? Nunc enim vivis? Der fortælles om en Soldat udi Kong Antigoni Krigshær, der overgik alle udi Tapperhed og uforsagt Mod, men som derhos var af en slet Helbred; Kongen drog derfor Omsorg for hans Sundhed, saa at han ved Medicamenter fik fuldkommen Helbred; men man merkede, at han fra den Tiid tabte sin forrige Tapperhed. Hvilket, da Kongen engang bebreidede ham, svarede han, at Kongen var selv skyld derudi, efterdi han ved sin Helbred havde faaet Lyst til Livet, og Frygt for Døden. Saa at man deraf seer, at Sygdommen selv styrker mod Dødens Ankomst. Det heder her, som den Græske Poet siger:

Καλὸν τὸ ϑνῄσϰειν οἷς ὕβριν τὸ ζῆν ϕέρει.

Hertil kand legges geistlige Beviisligheder, hvilke ere saa kraftige, og ere saadant Plaster paa de Syges Saar, saa at de Syge maa ansee stedsvarende Svagheder, som store Guddommelige Velgierninger.

Jeg slutter denne Materie med saadan Betænkning, at de Riges saavel som de Fattiges, Tieneres saavel som Herrers, Syges saavel som Sundes Levnet er gemeenligen ikke andet end en Kiæde af Elendigheder, og at de Elendigheder ere større og mindre, ligesom man tager sig dem nær til. Mange Ting, siger Seneca, synes utaalelige, ikke efterdi de ere utaalelige, men efterdi vi ere bløde og skrøbelige. Multa videntur intolerabilia, non qvia dura illa sunt, sed quia nos molles. Dersom een kand bære en Byrde af 1000 Pund ligesaa let, som en anden kand bære af 10, saa ere de begge lige meget bebyrdede. Sindets gode 97 Ting ere de eeneste virkelige Herligheder, som Mennesket haver. De legemlige gode Ting derimod, endskiønt de udi sig selv ikke vare forfængelige, saa holdes man dog ideligen udi Frygt for at miste dem, og all Frygt er ikke andet end en Forventelse af tilkommende Modgang og Uheld.

Conditio atqve status sic differt nomine, non re:

Sortéqve contentum qvemlibet esse decet.

LIBR. I. EPIGRAMM. 86

Cur latet Artifices artis mysteria nôsse,
Cum tamen ignaris singula qvæqve patent. et.

Store og prægtige Løfter giøres gemeenligen enten af Bedragerie eller Vankundighed: de første Løfter ere lastværdige, de sidste daarlige. Thi en Bedrager lover hvad han ikke agter at holde, og en Vankundig lover hvad han ikke kand holde. Den eene søger at bedrage andre, den anden bedrager sig selv: thi den eene giver sig ud for at giøre en Ting, som han ikke kand præstere, og den anden troer at kunde giøre en Ting, som overgaaer hans Kræfter. Hvoraf sees, at hine kand straffes, men disse hart ad ikkun belees. Man haver utallige Exempler paa Folk, der ved Projecter og prægtige Løfter have søgt at bringe sig til en Tiid udi Anseelse, eller at erhverve sig Belønning for Ting, som de hverken have agtet at giøre eller have haft Kræfter til at præstere. Derom vil jeg ikke tale, men alleene om de slags Løfter, som giøres af Vankundighed, saasom det er derpaa ovenanførte Epigramma sigter.

Jo vankundigere et Menneske er, jo mindre holder han en Ting at være umuelig, og jo fornuftigere en Mand er, jo frygtsommere og tvivlraadigere er han. Den første kiender ikke sine Kræfter, og derfore troer sig sterk nok til alle Ting: den anden vejer sin Styrke og tilligemed sin 98 Svaghed, og derfor ofte er tvivlraadig. Den første seer ikkun det yderste af en Ting, og derfor holder intet at være vanskeligt: den sidste derimod kiiger ligesom ind udi Indvoldene deraf, og derfore seer alle de Knuder, som behøver at løses. Beed et Barn at løfte en Byrde af 1000 Punds Vægt: det skal ikke veigre sig derfor; thi det kiender ikke sin egen Styrke, kiender ey heller Byrdens Vægt. Ach! hvis jeg et Aar var Borgemester! raaber mangen Haandverks-Mand, Staden skulde i en Hast faae en anden Skik. Derfore seer man vankundige Mennesker i Hobetal at løbe til Embeder, hvis Vanskelighed de ikke føle, førend de faaer dens Byrde paa Axslene. Hvis Phaëton havde været begavet med Egen-Kundskab, havde han ikke dristet sig til at regiere Solens Heste. Hvis den politiske Kandestøber havde examineret sin egen Uduelighed, havde han ikke taget sig paa at præsidere i Raadet. Derfor seer man dagligen de vankundigste Folk at galopere til Embeder, da de dueligste ofte lade sig trekke dertil. Finder man en Knude udi Theologien, da leer en Klokker eller Landsbye-Degn deraf: de Vanskeligheder, hvorover de grundigste Theologi sveede, ere for ham ingen Vanskeligheder: Tvivlsmaal og Scrupel heeder hos ham Daarlighed og Stupiditet; hvorudover man seer ingen med større Ferdighed at decidere udi Religions Sager, end den, der haver læset een Bog.

Consulerer man en erfaren Læge udi en Sygdom, som er incurable, bekiender han den Umuelighed, som han finder i at curere: spørger man derimod en Qvaksalver til Raads, forsikkrer han strax den Syge om en hastig Restitution; det er ham ligemeget hvad Sygdom det er, og hvor meget den haver fæstet Rødder; et par doses kand i hans Tanker giøre alting got, og vil man ingen Troe fæste til hans Løfte, sætter han sin Qvaksalver-Salighed i Pant derpaa. Men Udgangen viser ofte, hvor meget han haver bedraget den Syge, og hvormeget han haver bedraget sig selv. Jeg siger: ofte; thi den Assurance og den frekke Mine, hvormed han giør sit Løfte, curerer ofte en Patient, 99
helst den som haver en sterk Imagination. En stor Naturkyndig tilstaaer de mange og store Hemmeligheder, som findes i Naturen. En Lærling derimod finder ingen Knuder, alting for ham er let, jævnt og begribeligt; ingen Labyrinth er saa indviklet, han jo finder Udgangen, intet Chiffre saa vanskeligt, han haver jo Nøgelen. Hvis man derfore vil lede efter store Decouverter, maa man ikke addressere sig til lærde Societeter, som bestaaer af Lemmer, der deres heele Livstid have arbeydet derpaa: thi hos dem faaer man i visse Ting ikkun slet Trøst, og bliver afviset med et Ignoramus. En Grovsmed derimod kand med liden Møye udfinde den philosophiske Steen: hver Apotheker-Svend haver et Panaceum: hver Uhrmager veed at giøre et Perpetuum mobile: og hver Styrmand haver fundet Longitudinem. Hvad et heelt Collegium i 100 Aar forgieves haver eftersøgt, kand en Skipper udfinde medens han smøger en Pibe Tobak, og en Skiærsliber, medens han sliber en Kniv. Ligesom en Barbeer, medens han rager et Skieg, kand giøre Project til Kriig, Fred, Alliance, give Instrux til Generaler og Ministrer. Hannibal kom engang til Ephesum, hvor han hørte en Tale, som blev holden af den Peripatetiske Philosopho Phormio om Kriigs-Discipline og en Feltherres Pligt. Alle Nærværende anhørte denne Tale med Fornøyelse, og spurte Hannibal, hvad han dømte derom. Hannibal, som derudi intet havde fundet uden Dumdristighed, dømte ham fra Forstanden, sigende, at intet større Tegn kunde være til Galskab, efterdi Phormio var en Mand, der hverken havde seet en Leyer eller Kriigshær. Deslige Folk vide saaledes alting, førend de lære at vide noget; men, saa snart de begynde at lære noget, begynde de tillige med at vide intet, saa at, ligesom de forfremmes udi et Videnskab, forfremmes de tillige med udi vanskelige Tings Ignorance. Thi, saasom de tilforn saae ikkun Skallen og Barken, og det inderste af Tingen var dem ubekiendt, saa vare de udi deres Tanker Doctores og Magistri, saa var alting let for dem og heel begribeligt, saa ynkedes de over andre, og ansaae dem, som 100 tykhovede Mennesker, der ved mange Aars Sveeden ikke kunde see det, som de selv ved første Øjekast kunde udfinde. Derimod, saa snart de begynde at nærme sig mod Kiernen af en Ting, og blive vaer de mange Knuder og skiulte Gange som møde, blive de af Doctores forvandlede til Disciple, saa at deres Alvidenhed forsvinder, ligesom den rette Videnskab tiltager. Intet kand være artigere og grundigere end hvad som Montagne herom taler. Det gaaer, siger han, med lærde og kyndige Folk, som med Kornstraae: De Spiire staar i Vejret ligesom med oprakt Hoved saa længe de ere tomme: men naar Axene komme til Moedhed, begynde de at ydmyge sig og at bukke med Hovedet. Naar Socrates bliver adspurt om hvad han forstaaer, svarer han, sig slet intet at vide; hvilket giver mig høje Tanker om Manden, og viser, at han ikke haver ladet sig nøje med Barken eller Skallen af en Ting. Naar derimod en af vore Tiders Philosophis giver sig ud for at vide alting, slutter jeg, at han veed ingen Ting, og er den Assurance, med hvilken han profiterer sin Polymathie et tilforladeligt Beviis paa hans Vankundighed. Ligesom det Forsøg Børn giøre paa at springe over deres egen Skygge, er Beviis paa at de ere Børn. Dette er saaledes et ufejlbart Kiendemerke, hvis Iagttagelse man maa recommendere alle Folk, særdeles høye Stands-Personer, at de ikke tage Skygge for Legemet, og Pralen for Lærdom, at de lade sig ikke forblinde af prægtige Løfter, men heller, at Løfternes Storhed maa tiene dem til Beviis paa de Lovendes Uvidenhed.

Men denne Regel tages desverre ikke alletider udi agt, hvorudover man seer Pralere og Daarer udi Anseelse, naar fornuftige og skiønsomme Mænd gaae med nedslagne Hoveder, og ere foragtede, som uduelige Mænd. Tænk ikke, at mit Forsæt udi denne Dissertation er at declamere mod Daarer, thi det er Folk, som jeg aldeles ikke vil have til Uvenner, og det saavel i Henseende til deres Mængde, som Importance. Jeg har merket udi andre mine Skrifter deres Fornødenhed udi en Republiqve, i Henseende til 101 deres Activitet og Resolution. Og er det i den og adskillige andre Henseender, at jeg heller holder Venskab med en Nar, end søger at støde ham for Hovedet. Mit Forsæt her er alleene at forklare Aarsagen til visse Menneskers hastige Alvidenhed, og at vise, at samme Alvidenhed er et Kiendetegn paa den tykkeste Uvidenhed. Jeg haver udi en anden Dissertation viset, hvor lykkelige deslige Mennesker ere, i det at de troe sig at eje alting, da de dog eje intet, og at saadan deres Tillid ofte bringer dem udi Anseelse, saa at de blive agtede som Folk af Importance. Philosophi og Moralister tale med Bitterhed mod adskillige Ting, som det menneskelige Kiøn dog ikke kand undvære. Jeg for min Part skiøttede ikke om at leve udi et Land, hvor ingen Narre vare. Thi en Nar giør samme Virkning udi en Republiqve, som Fermentum udi et Menneskes Mave. Den er som et nyttigt Salvolatile, der bringer Blod og Vædsker udi Bevægelse: ja kand lignes med en Stormvind, hvilken, endskiønt den undertiden river Huse og Træer ned, renser dog tillige med Luften, hindrer den fra Forraadnelse, og forekommer Sygdomme, som gemeenligen reise sig af all for megen Stilhed.

LIBR. I. EPIGRAMM. 100

Nos, qvid sit Deus, haud comprendere mente valemus:
Solo ex effectu novimus esse Deum.
Ignis sic formam neqveat cognoscere coecus;
Scit tamen esse ignem, corpora qvando fovet.

Simonides en bekiendt Græsk Philosophus blev engang adspurt af den Syracusanske Konge Hiero, hvad GUd var. For at svare paa saadant Spørsmaal, bad han om een Dags Frist. Da Kongen spurte ham den anden Dag, tilbad han sig to Dage, og continuerede en Tiid lang med at fordobble Dagene. Dette forundrede Kongen sig over, og 102 endelig vilde vide Aarsag dertil. Hvorpaa Simonides erklærede sig saaledes: Aarsagen til saadan Forhaling er denne: at jo meere jeg tænker derpaa, jo vanskeligere kommer mig Spørsmaalet for. Denne tilstandene Uvidenhed er en stor Prøve paa Simonidis Dybsindighed, og er det i den Henseende, at han med Berømmelse bliver citeret af store Philosophis. Thi det er et Beviis paa menneskelig Daarlighed, at ville beskrive et Væsen, som er og stedse vil blive ubegribeligt for Forstanden. Man kand herom sige hvad Pomponius Mela forteller om en vis Huule, hvis Angenemhed lokkede Vandringsmænd til sig, men jo dybere de komme derudi, jo større Skrek og Redsel overkom dem, saa at en majestætisk Ærbødighed, hvormed de bleve slagne, tvang dem omsider til at give sig tilbage. Derfore siger Augustinus: Det er GUd, som siges og ikke kand siges, som agtes og ikke kand agtes, som lignes og ikke kand lignes, som beskrives og voxer udi Beskrivelsen (cum definitur, ipsa definitione crescit). Thi her er et non plus ultra for den menneskelige Forstand, og en Hemmelighed, hvilken, jo meere man vil udgrunde, jo tykkere Skyer finder man at møde sig; saa at enhver vil nødes til at sige med Simonide: jo meer jeg tænker derpaa, jo vanskeligere bliver det, og jo meer jeg aabner Øjene, jo mindre seer jeg. Det er et Chiffre, hvortil Nøgelen endnu ikke er funden, og neppe vil findes udi denne Verden, saa at man alleene kand sige, at GUd er GUd: qvicqvid est in Deo, Deus est.

Den almindelige Concept, som vi kand giøre os om det Guddommelige Væsen, er denne: Vi see for vore Øjen en Verden, som synes uendelig. Vi see en forunderlig Bygning, som holdes vedlige. Vi see derudi over alt en Ordentlighed, Konst og Ziirlighed. Vi see, at alt dette kand ikke være af en Hendelse, men at det maa have en Skaber og General-Bygmester. Af dette giøre vi os saadan Concept, at der maa være et Væsen, som er ævigt, uendeligt, almægtigt, allvidend, og som opholder alle Ting, og at det er saadant, som gives Navn af GUD. Med saadan almindelig 103 Idée, som formeeres af de synlige Ting, maa vi lade os nøje saaledes, at vi af Skabningen giør en løslig Concept om Skaberen. Men hvis vi herudi tage os for at ville subtilisere, og med endeel selvkloge Philosophis og Theologis eftersøge, om GUd er et udstrakt Væsen; hvorledes han opfylder alle Ting; hvad en Aand er; hvorledes den skilles fra Materien: om et udstrakt Væsen kand være uden Legeme; hvad GUds Ævighed, Uendelighed, Alvidenhed, Alværenhed, Almagt er, drukne vi udi vore Undersøgninger, saa at jo dybere vi komme derind, jo mindre see vi. Jeg veed vel, at meenige Theologi ikke befalde saadant, ja at de fleste holde for, at Simonidis Svar haver reiset sig af en Hedensk Blindhed, hvoraf de Christne ved Revelation ere udkomne, og er det derfore, at Tertullianus taler herom, som om en klar Sag, sigende: Den Uvidenhed, som Hedninge have været udi om GUds Væsen, er nu forsvunden, saa at enhver Christen Handverksmand seer og kiender GUD, (Deum qvilibet opifex christianus invenit, ostendit.) endskiønt Plato vidner, at Verdens Skaber er ikke let at finde, og naar man finder ham, ikke mueligt at beskrive. Jeg priser meer Euclidem, hvilken, da han blev spurt om nogle Particulariteter, GUds Væsen og Egenskaber angaaende, svarede: Derom kand jeg intet sige; det veed jeg alleene, at GUd hader curieuse og nysgierige Mennesker, som dig og dine lige, der ville vide hemmelige Ting. Den gode Tertullianus haver med all sin Lærdom ladet see, at han haver selv været gandske blind udi de Ting, som han foregiver, hver Christen Handverksmand at vide, ja at han haver giort sig mange falske Concepter om GUd, hvilken han haver holdet for et legemligt Væsen, underkastet Affecter og Passioner. Mange andre af de saa kaldne højoplyste Fædre have ikke taget i Betænkning at tillegge GUd menneskelig Gestalt, og derfore anseet som Kiettere dem der have holdet GUd for at være en Aand. Det var i den Henseende, at den gamle Serapion, da man havde overtalet ham til at forlade sin Vildfarelse, og at troe, at GUd var en Aand, og han 104 derpaa engang skulde giøre sin Bøn, faldt han i Graad og raabte: man har taget min GUd fra mig! og det efterdi han havde ingen Skikkelse eller Figur at stille sig for Øjene. Vel er sant, at man siden Origenis Tiid gemeenligen haver lært, at GUd er en Aand; men det lader som Lærdommen haver bestaaet i det blotte Navn. Thi, endskiønt det er indført i alle symboliske Bøger og Catechismer, at GUd er en Aand, saa seer man ham dog paa alle Kirke-Tavler afmalet som en gammel Mand med et langt Skieg. Det er bekiendt, hvilken Bevægelse den Forordning om Skiegges Afskaffelse for nogle Aar siden opvakte udi Rysland, hvor mange vilde heller miste deres Liv end deres Skieg, saasom de foregave, at det var efter GUd Faders Lignelse, hvilken de saae paa alle Kirke-Tavler med et langt Skieg. Det er just denne grove og kiødelige Concept man haver giort sig over GUd, som haver givet Anledning til adskillige Scrupler om den guddommelige Almagt og Providence. Thi den samme bliver i Henseende til dens Uendelighed des meere utroelig hos os, naar vi tillegge GUd Øjne, Hænder, Fødder og saadanne Organa, hvorved Mennesker virke, see og høre.

Mange have af Misforstand udi det Gamle Testamentes Forklaringer, hvor der tales om GUds Hænder, Fødder og andre Lemmer, samt om hans Vrede, Medynk, Fortrydelse og andre Affecter, giort sig en kiødelig Idée om GUd, ey eftertænkende, at GUd herudi haver accommoderet visse Talemaader efter et dumt Folks Begreb. Thi man haver ikkun at sammenligne deslige populaire Talemaader med andre Skriftens Steder, hvor der tales om GUd, som et ubegribeligt Væsen, som ikke kand beskrives, for derom at blive overbeviset; saa at man seer, at Psalmisten og Propheter ere eenstemmige med Simonide. Jeg siger, at mange udaf saadanne falske Udtolkninger have giort sig nedrige Concepter om GUds Væsen, og forplantet dem paa Efterkommerne, og at, endskiønt de have læret, at GUd er en Aand, have de dog forestillet sig en Aand, som en Skygge eller tynd Hinde af et Legeme, saaledes 105 som vor Orbis pictus afmaler Siælen for den studerende Ungdom.

Astronomien, efter de Decouverter, som i de sidste Tider ere giorte, have givet Menneskene større Idée om GUd, end de havde tilforn, hvorudover man maa holde for, at Naturkyndige have højere Tanker om det Guddommelige Væsen, end den gemeene Almue, ja end mange Geistlige selv. Vel siges der, at hvor der ere 3 Mathematici eller Medici, der ere 2 Atheister (ubi tres Medici, ibi duo Athei) men man maa heller sige, at ingen retskaffen Naturkyndig kand være Atheist. Førend Astronomiske Decouverter bleve giorte, ansaae man vor Jord, som en stor Portion af Verden, ja af den Betydning, at alle Planeter, Soel og Stjerner vare skabte for Jordens skyld, og for at være ligesom dens Drabantere og Ministri. De holdte for, at Jorden, som det eeneste beboede og store Corpus stedse stoed stille, og at det heele Firmament var beskikket til i 24 Timer at velte sig derom, endeel for at vederqvæge Jorden og lyse for Menneskene, endeel og for at tiene til Zirath. Saadanne Tanker havde endog Astronomi selv giort sig om Verden. Almuen derimod ansaae Stjerner som smaa Kugle, fast ikke anderledes end de, som findes afmalede paa vore Kirkehvelvinger, og holdte for, at de samme circulerede om den store Jord, hvilken agtedes i det ringeste for den halve Deel af Skabningen; og var det derfor at de deelede alting udi 2 lige Parter, saa at under det Navn af Himmel og Jord den heele Verden blev begreben. De samme Tanker, som de havde fattet om Jordens Vigtighed, foraarsagede, at de holdte for, hvert Menneske at have en vis Stjerne til Tieneste og Opvartning, at Soel, Maane og Planeter ved Formørkelser og andre Tegn gave tilkiende, hvad som skee skulde paa Jorden, og at Cometer med et langt Riis lod sig tilsyne, naar nogen Ulykke forestod, naar en Første skulde døe, en Fæstning skulde indtages, en Kriig begyndes, eller en fornemme Frue fare ilde. Ja denne Præsumtion er gaaen saa vidt, at man haver anseet himmelske Corpora, som Menneskers 106 Opvartere; og fortælles der om en vis Helgen, at Soelen bar hans Handsker, naar han vandrede.

Nu omstunder derimod haver man ved Hielp af Perspectiver og andre Instrumenter faaet anden Oplysning; saa at den store Jord i Henseende til heele Verden er ikkun et lidet Sandskorn, hvilken tillige med andre Planeter løber omkring Soelen, der er en Million gang større end Jorden, ja det som meere er, man haver merket, at den Hvirvel eller Vortex, hvorunder Soelen med Jorden og de andre Planeter befattes, giør ikkun tilsammen en liden Verden i Mignature, og bliver til en liden Punct at regne mod den uendelig store Machine, som er den store Verden. Thi, naar vi forestille os, at vor Soel er ikke andet end den Stjerne, som er os nærmest, og at hver Stjerne er en Soel, der haver Planeter om sig, saa at, saa mange Stjerner, saa mange Verdener: Naar vi saa tillige med betragte Stjernernes Mangfoldighed, nemlig, at vi se nogle 1000 med vore Øjen, og utallige 1000 med Perspectiver, og endeligen imaginere os, om vi vare udi Melkeveyen, hvor vi med Perspectiver see de længstfraværende Stjerner, at vi vilde see lige saa lang Udstrekning og lige saa mange Verdener paa den anden Side, maa vi staae ligesom henrykkede over Skabningens Storhed, og sige: O hvilket stort og ubegribeligt Væsen, der haver dannet og der underholder saadan Machine. Vi maa da bekiende med Simonide, at jo meere vi see, jo mindre see vi, og jo meere vi tænke derpaa, jo meere formørkes Forstanden: ja tilstaae, at der intet daarligere Foretagende kand være, end at ville beskrive GUd. Jeg vil slutte denne Dissertation med de høye Tanker, som den Franske Philosophus Charron haver om GUd. Hans Ord ere disse:

Det er en dristig Daarlighed, at ville beskrive det Guddommelige Væsen, og sige, hvad GUd er: thi Menneskets Fornuft og Creaturernes Grændser strækker sig ikke saa vidt. GUds Væsen er noget, som ikke kand kiendes, end ikke fornemmes; Der er ingen Proportion imellem det Endelige og Uendelige, og ingen Adgang fra det første107til det sidste. Det skarpsindigste Hovet og den stærkeste Imagination kommer her ikke nærmere end den svageste og ringeste. Den største Philosophus, den lærdeste Theologus kiender GUd ikke meere end den ringeste Haandverksmand. Hvor ingen Vej eller Tilgang er, er der intet kort eller langt. GUd, Guddommelighed, Evighed, Almægtighed, Uendelighed ere Ord, som tales hen i Vejret og røre os intet. Thi det ere Ting, som ikke manieres af den menneskelige Fornuft. Dersom alt det vi sige og tale om GUd, skulde dømmes efter Rigueur, blev det ikke uden Daarlighed og Uvidenhed. Derfore siger en stor og gammel Lærer, at det er farligt at tale om GUd, endskiønt man siger Sanden. Aarsagen dertil er, at, foruden deslige høje Sandheder besmittes ved at passere igiennem vore Sandser og vore Munde, saa kand vi dog ikke selv være forvissede om de ere sande. Det er ligesom ved en Slumpelykke, at vi finde dem; thi vi ere blinde derudi, og vide ikke, hvad det er. Derfore at tale om GUd udi Tvivlsmaal og Uvished er farligt, og kand vi ikke vide, om GUd finder Behag derudi, undtagen at vi forlade os paa hans Godhed, og haabe, at han ikke regner os til onde, at vi tale om ham udi god Intention, og ære ham saa meget som vi kand. Men hvo veed ogsaa, om denne Tillid er ham behagelig. Hvorudover det sikkerste Expedient, som og er mueligt for Menneskerne, er, at Siælen efter en almindelig Abstraction fra alting, opløfter sig over alting, saasom udi et Vacuo og Uendelighed med en dyb og hellig Taushed, med Forundring fuld af Frygt, forestiller sig en skinnende Afgrund uden Bund og Grendser, uden højt, uden lavt, uden at helde sig til noget, som kommer i Imaginationen, alleene lader sig drukne og opsluge i det Uendelige. Og stemmer dette overeens med Helgenes gamle Vidnesbyrd herom: nemlig, at Kundskab om GUd er en fuldkommen Ignorance om hans Væsen. At nærme sig til GUd, det er at erkiende et Lys, som man ikke kand nærme sig til, og at opsluges deraf. Det er nogenledes at kiende GUd, at føle, at han er overalt, og at han ikke kand kiendes. At108prise GUd med Veltalenhed, det er med Forundring og Skræk at tie, og i Taushed at tilbede ham i Siælen. Men saasom det er vanskeligt, og hartad umueligt for Siælen at subsistere udi saadan Uvished, saa er det fornødent at forestille sig GUd alleene, som et got, mægtigt og fornuftigt Væsen, der anseer vor Intention, og eftertænker, at det er ikke i Menneskets Evne at giøre sig en Idée eller Billede om den Guddommelighed, hvilken han dyrker og venererer som sin GUd etc.

Saa vidt Charron. Om denne hans Betænkning ellers er orthodox, skal jeg ej kunne sige. Vist nok er det, at den giver os en høye Idée om GUD og indprenter os slette Tanker om vor egen Skrøbelighed og Afmagt, formaner os til Ydmyghed, og ikke at nævne GUds Navn uden med dybeste Veneration: ej heller at fremkomme for ham med Bønner uden med Sømmelighed. Dette tages dog ikke udi Agt, og vise de Adresser, som mange Mennesker giøre til GUD, at de have ikke den rette Idée om dette store og ubegribelige Væsen. En Skoemager adresserer sig til ham med en Syel i Haanden, en Skræder med sin Sax, en anden paa anden usømmelig Maade, saa at intet er almindeligere iblant Christne, end at tale med GUD udi deres daglige Handtering og Arbeide, og det ligesom en passant, for ikke at spilde Tiden: ligesom det ikke var Umagen værd at sette nedrige Forretninger til side, naar man forlanger Audientz hos Verdens store og uendelig Monarch. Jeg drister mig ikke til at tale med nogen Iver herom, saasom det er bleven saa almindeligt, at man holder det for en merite at sye, væve, høvle, etc. og tilligemed at synge og bede, det er at andrage sit Anliggende for den store GUD og at tilbede sig hans Barmhiertighed. Jeg vil ikkun alleene sige dette, at enhver, som ikke var vant dertil, vilde forundre sig derover, og ansee det som en stor Urimelighed. Man kand sige, at Mahomedaner, hvor lidet de ellers ere oplysede udi Religion, dog bede med behørig Andagt og Anstændighed; thi, naar de indstille sig med deres Bønner for GUD, sette de ikke alleene alle 109 verdslige Handteringer tilside, men staae ligesom henrykte, saalænge Bønnen varer. Adskillige Hedninge støde sig og over visse Expressioner udi Christne Bønner. Man seer af de Beretninger om Missionen udi Tranqvebar, at, da en Missionarius engang catechiserede for den nys omvendte hedenske Ungdom, satt Udtolken hans Ord i anden højere Stiil, saasom han syntes de vare ikke ærbødige nok i henseende til GUD. Jeg for min Part vil ingen Proces have med nogen derfor, saasom der er intet herudi mod Orthodoxie, og saasom nogle af saadanne populaire expressioner findes udi de hellige Bøger: alleene jeg kand ikke nægte, at, naar jeg hører for Exempel en Prædikant giøre Bønner for syge Hospitals Lemmer, og beder GUD, at han selv vil reede Sengen under dem, jeg jo gierne saae, at dette blev sat i anden Stiil. Hvad de aandelige Entretiens angaaer, eller den Syngen og Læsning, som skeer ved daglig Arbeide, derover haver jeg stedse stødet mig, en Deel, saasom ingen ret Andagt kand være til, naar man haver Tankerne fæstet til sit Arbeide, en Deel ogsaa, efterdi mig synes, at det er mod Anstændighed. Jeg veed vel, at de fleeste foregive, at man maa erindre GUD i alt sit Arbeyde, og at man ikke kand læse og synge for ofte. Men det er Spørsmaal, at, om een der er slagen af Frygt og Bævelse over sine begangne Synder og tillige med fuld af Tillid til GUds Barmhiertighed, eengang om Dagen med Tolderen siger: GUD vær mig Synder naadig! Jeg siger, det er Spørsmaal, om han ikke beder meere, end den der ved en Spinderok eller Væv løber heele Kingos Psalme-Bog igiennem. Bønnen bestaaer ikke i Ordenes Mængde, men udi deres Vægt; og af hvad Vigtighed kand Bønner være, naar Sindet og Tankerne ere fæstede til Arbeidet, og Ordene alleene udøses til GUD. Jeg overlader dette til andres videre Betænkning, og haaber en mild Critiqve af enhver, naar han giør sig den rette Concept om GUD, og eftertænker, udi hvilket vigtigt ærinde et ringe Menneske er, naar det fordrer et saadant stort og ubegribeligt Væsen til Samtale.

110

LIBR. I. EPIGRAMM. 109

Qvi multis eget, est, qvamvis sit dives, egenus:
Contentus paucis est opulentus inops.

Velstand, Væstand, Armod, Riigdom, Sorg, Glæde, er stor og liden, ligesom enhver skikker sig derudi: og kand man sige, at det, som kaldes ont og got i Verden, bestaaer ofte meer i Indbildning end Realitet. En liden Uheld anfægter ofte meer end en stor Modgang. En liden Fordeel kand foraarsage større Glæde end en stor Lykke: og slet Vand med grovt Brød kand fornøye een meere, end de delicateste Retter en anden. Lysander, da ham engang blev skikket en kostelig Ret, sagde: giver den til Hiloterne, som vare de Lacedæmoniske Slaver; og lod han sig selv nøje med sin sædvanlige grove Spiise. Agesilaus iligemaade, da ham blev foræret adskilligt rart af ædende og drikkende Sager, beholdt han intet uden noget Meel, vragende det øvrige. Den viise Pittacus sagde fordum: den er rigest, som ikke begiær ufornødne, og som ikke fattes fornødne Ting. Det er forgieves at ynke den, der ikke ynker sig selv, og daarligt, at prise den lykkelig, der holder sig selv ulykkelig. Jeg kalder den riig, som udi sin Fattigdom synes at have overflødigt nok; og jeg holder den stedse lyksalig, der skikker sig udi all Ulykke. Ligesom jeg agter den fattig, der udi Riigdom aldrig haver nok, og den ulykkelig, der lader sig anfægte af mindste Anstød. Den som er tilbøjelig til Gremmelse, bliver ved ingen Velstand glad, og den som inclinerer til Gierighed, lever stedse udi Fattigdom: ligesom den Graadige aldrig kand blive mæt, og den Vattersotige aldrig lædskes. Lykken, siger en moderne Philosophus, er udi sig selv hverken ond eller god: det er ikkun Mennesket selv, som giør den saaledes; ligesom det er ikke de Klæder, som vi svøbes udi, der varme os, men Varmen kommer fra vort eget Legeme. Derfor heder det: enhver er Aarsag til sin egen Lykke: Faber suæ qvisqve fortunæ. Man hører Ulykker i Hobetal at nedregne 111 paa en Mand; man beklager hans Skiebne; man stormer til hans Huus, for at condolere ham, men finder ham fornøyed og vel til mode. Kand man ynke saadan Mand? Ingenlunde! Man kand heller prise ham lyksalig, og ansee ham, som den, der Piileskud haver fløyet om Ørene, men intet have troffet, eller som den der ubeskadiget med Seyer er kommen af et Feltslag. Thi Ulykken haver ikke rammet, efterdi den ikke føles; saa at man i steden for at ynke ham, kand heller misunde ham, og ansee ham, som een, der staaer og træder sine Fiender paa Halsen.

Tvertimod: man hører ligesaa mange Lykker og gode Ting at have troffet et andet Huus. Man lader sig indfinde med Gratulationer, men finder Manden vred og ilde til mode. En Pige haver samme Tiid slaaet et Glas i tu, hans Mad er bleven sveden, hans Caffee for lidet brændt etc. Deslige smaae Hændelser komme ham til at glemme de store Lykker ham ere vederfarne. Gratulationer maa da forvandles til Condolencer, og det med Billighed: thi, endskiønt de Uheld, som ere hendede, ere af ingen Vigtighed udi sig selv, saa ere de dog store i Henseende til Personen, som legger dem paa Hiertet. Det er derfor ikke Tingen altid, som plager os, men den Tanke, som vi have derom; hvilket Epictetus tilkiendegiver med disse Ord: Ταράσσει τοὺς ἀνϑρώπους οὐ τὰ πράγματ, ἀλλὰ τὰ περὶ πραγ μάτων δόγματα. Naar vi bevæbne os mod det Onde, og giøre Modstand, lide vi mindst: Ligesom een, der med Tapperhed holder sin Fiende Stangen, nyder ofte en honorable Capitulation og taalelige Vilkaar. Ikke at tale om, at det er altid en Trøst og en Ære, at have begegnet det Onde med et frit Mod: thi ingen, som Seneca siger, kand lade see sin Dyd, uden i Fare. Avida est periculi virtus. Man haver ikkun for at demonstrere dette, at giøre en Mynstring blant Rige og Fattige, Herrer og Tienere. Man vil finde fleere glade Ansigter hos de sidste end hos de første. Hvad er almindeligere end at see en suurmulende Herre udi en forgyldt Portechaise at bæres af glade og 112 lystige Porteurs. Det er ikke udi Palladser man skal leede efter Glæde alleene: man finder den ligesaa ofte udi smaa Hytter. Jeg erindrer mig, paa en Dag at have besøgt tvende Personer. Den eene havde beqvemme og prægtige Værelser med en skiøn Urtegaard. Jeg spurte, om han ventede god Frugt i Aar: han svarede sig intet derom at kunne sige, saasom han sielden kommer ud af sit Sengekammer. Jeg fandt den anden indskrænket i et lidet mørkt Cabinet: mig syntes, at han var ilde logeret, men han selv fandt adskillige Commoditeter, som jeg ikke kunde see. Han fortaalte mig, hvor roeligt samme Værelse var, at han ingen Soel havde om Sommeren, og ingen Vind var exponeret om Vinteren, og at hans Vindovn herligen trok. Han visede mig blant andet sin Lysthauge, som bestoed udi nogle Urtepotter, som vare rangerede uden for hans Vinduer, og andre deslige smaa Ting, spørgende, hvad mig syntes derom. Jeg svarede ham, at han var kongeligen logeret, og at jeg derimod nyeligen kom fra en riig Mand, hvor jeg fandt ikke nær saa mange Commoditeter, efterdi han ikke skiønnede derpaa. Saadan en kand udi største Overflod siges at være nødlidende: thi Ufornøyelse udi Riigdom er, som Seneca viser, af all Armod den største: In divitiis inopes, qvod genus egestatis gravissimum est.

Man maa dømme om en Tings Storhed og Ringhed efter den Æstime en sætter derpaa, og undertiden meer gratulere een med en mindre Ting, som han sætter stor Priis paa, end med en stor Ting, som han ikke skytter. Een, der for Exempel, haver tilkiøbt sig en pur Titul, synes heller at fortjene Condolence end Gratulation, saasom han skiller sig ved noget, som holdes for virkeligt, og derfor intet haver faaet uden et blot Navn og Skyggen af en Ting; men, naar han inderligen glæder sig derover, er det ingen Skygge meere, men bliver til en Realitet. Thi det heder da: En Mands Villie og Lyst er en Mands Himmerig. Theodorus haver forlovet sig med en Jomfrue, med hvis Ansigt han kand skræmme Børn; men hun passerer for en Skiønhed udi hans Øjen. Det er alt nok: jeg lader 113 hende derfor ogsaa passere for en Skiønhed. Qvisqvis amat Ranam, Ranam putat esse Dianam: det er, hvo som forelsker sig i en Skrubtusse, og seer den an som en Venus; saa kand man sige, at han haver troffet et got og lykkeligt Val: thi han haver faaet det som behager ham. Naar Kiøberen er fornøjet med sine Vahre, saa haver han giort et got Kiøb, hvordan end Vahrene ere qvalificerede. Naar een finder Smag udi en Ret Mad, saa er den vel for ham tillavet. Ligesaa, naar en skikker sig udi en Uheld, og siger: Der kunde have hendet mig det, som er langt verre, er det ingen Uheld. Jeg erindrer mig herved en artig Maade, hvorved en Japoneser trøstede sin Ven, der besværgede sig over en paalagt Byrde. Keiseren, saasom han var født under det Himmeltegn af Hunden, havde fattet saadan Kierlighed til Hunde, at han befoel hver Mand, hvis Hund døede, at føre den selv hen til et vist Gravsted. En Mand, der mødte en anden, som bar saadan død Hund, og besværgede sig over saadan Uleilighed, trøstede ham saaledes: Vi maa takke GUd, at Keiseren er ikke født under det Tegn af Hesten, thi da havde Byrden blevet end tungere. Ingen gammel Græsk Philosophus kunde herudi have moraliseret med bedre Fynd.

Intet er underligere, end at eet Menneske vil, at det andet skal rette sig efter sin Smag; og intet er tilligemed almindeligere. Thi man hører dagligen en Naboe at criticere den andens Levemaade, skiønt man ikke kand sige, hvilken er best: thi enhver følger sin Inclination. Det heder udi Ordsproget: En Syg og en Sund haver ey een Mund. Og den, som lever efter sin Behag, lever stedse vel, endskiønt han udi sin Naboes Øjen synes at føre et elendigt Levnet. Det heder her: Seqvere naturam, det er: Følg din Natur eller Inclination, saa est du lykkeligst. Naar een censurerer den andens Levemaade, hans Tarvelighed udi Mad og Drikke, hans eensomme Levnet, hans Studia og andet deslige; er det ligesom han ville sige: Ret din Mave, skiønt den er af gandske anden Beskaffenhed, efter min; æd og drik, hvad du selv ingen naturlig Smag finder udi, 114 men hvad som er en Vellyst for mig og andre got Folk, etc. Saadant er jo ikke andet end et Tyrannie, og foraarsager, at et Menneske er det andets Bøddel: thi at betage en, hvad han finder Behag udi, er at berøve ham hans Frihed, og at bringe ham udi Trældoms Stand. De som ville rette andres Smag og Fornøjelse efter deres egen, opføre sig herudi som et Barn, der haver en Fugl, til hvilken det siger: Min stakkels Fugl! du skal sove hos mig i min egen Seng, og have lige saa got som jeg selv; hvorpaa det legger den paa sit Bryst, men finder Fuglen død om Morgenen, og qvalt af den Sovendes Aande og Heede, da den ingen Skade havde faaet, hvis den havde ligget paa Gulvet udi den kolde Luft. Hvor ilde grundede deres Prædikener ere, som søge at dreje andres Smag efter deres, sees ofte af deres egne Exempler. Thi hvad en udi Ungdommen haver havt Lyst til, finder han i Alderdommen Afsmag udi, saa at han finder de Ting mest modbydelige, som vare ham tilforn mest behagelige. At tvinge ham derfore til sine forrige Vellyster, er ikke andet, end at skille ham ved hans nærværende. Thi det heder da: Andre Tider, andet Legeme, andet Sind og andre Lyster. Jeg haver tilforn havt Lyst til Dantz, Spill, Selskab og andet, som jeg nu finder aldeles ingen Smag udi. At legge mig saadant til Last er ikke andet end at laste mig, efterdi jeg er bleven ældre.

Dette have dog faa Folk for Øjen, hvorfore man hører dagligen et Menneske at declamere mod det andets Levemaade, og at man af Venskab og Kierlighed opmuntrer andre efter sit Exempel at giøre sig til gode; hvilket er ofte ikke andet end at berøve dem alt hvad de finde Smag udi. Det er jo saasom den Franske Poet siger:
A force de m'aimer tu me rends miserable.

Titius ynker Sejum som en Stoder, efterdi han gaaer til Fods, da han dog haver Lejlighed til at lade sig bære eller at age; og Sejus igien ynker Titium som en Verkbruden, efterdi han lader sig bære, da han dog haver raske Been. Jeg for min part ynker hverken den eene eller den anden: 115
ej den eene, efterdi han finder Behag i at lade sig bære; ej heller den anden, efterdi hans Lyst er at bruge sine Been. Jeg ynker end ikke Moscovitiske Koner, der faae Hug af deres Mænd, men priise dem heller lyksalige, efterdi de finde Smag udi saadan Confiture. Lyster haver differente Virkninger udi Smagen, ligesom Medicine udi Legemet. Een finder Smag udi det som er sødt, en anden udi det, som er suurt: een haver Behag udi Harmonie, en anden udi Dissonancer. Polaker finde ikke Smag udi Sild, uden de ere blevne harske: En Engellænder ikke udi Kiød, uden det er halvraat. Adskillige præferere Frøers Qvæken for Nachtergalens Sang, og en vis Scythisk Feltherre fandt meere Angenemhed udi en Hestes Vrinsken end udi Basuner og Trompetter. Naar enhver faaer hvad ham lyster, saa faaer han og hvad som er best. Thi alt hvad som er got udi eens Imagination, er virkelig got; ligesom alt hvad udi eens Imagination er ont, er virkelig ont: Thi en indbildt Syge er en virkelig Syge. Ligesom en indbildt Herlighed er en virkelig Herlighed. Naar een glæder sig over en blot Titul, gratulerer jeg ham ikke i Henseende til Titulen, men til hans Glæde: ja, om end een efter indstændig Ansøgning erholdt af den høje Øvrighed Octroy eller Bevilgning at bære en Porcellaines Spølekumme paa Hovedet i steden for Hat, og han inderligen glædede sig derover, vilde jeg ikke tage i Betænkning at ønske ham til Lykke. Vi maa derfore ikke dømme andres Smag efter vor egen, og sige, at en Lyst er unaturlig, efterdi den er mod vor Natur. Vi maa ikke censurere andres Inclinationer, efterdi de ere stridige mod vore, men heller bestyrke enhver udi sin Levemaade, og udi at følge sin Natur. Det er alleene mod syndige Inclinationer, og saadanne Lyster, som forderve Sind og Legem, som man maa Prædike: thi udi deslige Lyster maa enhver renoncere paa sin Smag. I det øvrige er best, at enhver følger sin Natur, og at vi priise den lykkelig, som saadant uhindret kand giøre. Naar Diogenes boer fornøjet udi en Tønde, boer han ligesaa commode, som en Nabochodonosor udi et stort Palatz. Naar en Lacedæmonier 116 finder lige saa stor Smag udi en sort Suppe, som en Apicius udi de kostbareste Retter, kand man sige, at de holde begge lige got Bord: thi Forskiellen bestaaer ikke udi Spisen, men udi de Spisendes Smag. Fornøjelse foraarsager, at alle ere lige rige og lige lykkelige, og at Velstand, Væstand, Fattigdom, Riigdom er stor og liden, ligesom enhver skikker sig derudi.

LIBR. I. EPIGRAMM. 116

Bilem jure movet Censoris crisis acerba,
Inqve hostem calamum stringere, Qvinte, cupis.
Exspecta, ut videas cursum sortemqve libelli:
Judicio populi forsitan illa cadat. etc.

Til * *

Jeg haver bekommet dit Forsvars Skrift, som du af en retmessig Iver haver forfattet mod en ubillig Censor, der haver skierpet sin Pen, og udøset sin Galde mod dit sidste Verk. Du beder mig med Fliid læse det igiennem, og at legge til og tage fra hvad som behøver at fratages og tillegges. Jeg finder intet at udsette i Særdeleshed, men vrager det heele Arbeide udi Almindelighed. Jeg laster ikke Skriftet, men jeg laster alleene at det er skrevet. Jeg beder at du holder inde dermed, i det ringeste til en Tiid, for at høre, hvad andre dømme om din Modstanders Critiqve. Maaskee den vil falde af sig selv og fordømmes af publico: og i saa fald haver du ikke nødigt at hvesse din Pen. Du maa ansee deslige plumpe Skrifter, som rindende Bekke, hvilke rase mest, naar man vil standse dem. De kand med intet bedre svekkes, end ved at give dem deres fri Lob, og ved at lade dem rinde indtil de udtørres. Den Sejer er den Priisværdigste, som erhverves uden Sverdslag. Hvis dit Forsvars-Skrift kommer for Lyset, vil din Modstander ansee sin Critiqve, som et Verk af Importance, og dømme, 117 at du maa være bleven saaret, efterdi du klager dig. Hvis du derimod tracterer den med Foragt, og tier stille, tænker han: jeg haver maaske ikke træffet ret. Din Taushed vil i saa Maade gaae ham meer til Hierte end den skarpeste Apologie. Ingen criticerer ubeden en andens Arbeide, uden hans Hænder kløer, og han haver Lyst til Strid. Hvis du derfore tier stille, og lader Publicum alleene dømme, vinder du ved din Taushed dette. Din Modstander, som haver Begierlighed til Kriig, faaer ingen Leilighed dertil; og derforuden vil ansee de Piile, hvilke han engang haver udskudt, som Papiirkugle, hvilke ikke ere komne inden for den tynde Hud. En god Sag forsvarer sig selv, og behøver ingen Talsmand. Apologie opvækker ikkun Mistanke. Naar en Kræmer roser sine Varer, begynder jeg at tvivle om deres Vigtighed, og, naar min Debitor sværger paa, at han er en ærlig Mand, opsiger jeg ham Capitalen. Det er ikkun udi dubieuse og svage Sager, hvor man hører en Advocat at replicere og duplicere: naar Sagen er klar og rigtig, refererer han sig alleene til sin første Deduction, og dermed clausulerer sin Action. Lad Publicum dømme, som er tredie Mand imellem dig og din Modstander; hvor kraftig du end igiendriver ham, saa taler du dog i din egen Sag, hvorudi du est ingen lovlig Dommer. Efterfølg derudi de Advocater, som have en god Sag, giør din Modstander ikke den Ære at replicere, men henskyd dig til dit Skrift, som du engang haver underkastet Publici Kiendelse. Derved vinder du tvende Ting. Først lader du see en Tilliid til din Sags Rigtighed, og ved din Taushed indprenter andre gode Tanker der om. Dernest erholder du derved den tilstrekkeligste Hævn over din Modstander, hvilken anseer sig med Foragt, og sit Skrift uværdigt at besvares. Bliver din Taushed af nogle ufornuftige Mennesker regnet til en Frygt, saa bliver den derimod af fornuftige Folk udtolket som en Moderation og Fuldkommenhed. Ja du bliver anseet som en klog Anfører, hvilken Fienden ved Spot og Skieldsord ikke kand udlokke af sin Fordeel. En vis General trodsede engang den Rommerske 118 Feltherre C. Marium, sigende: Est du den store Marius, saa begiv dig ud af dine Forskandsninger. Hvortil Marius svarede: Est du den berømte General, saa tving Marium til at forlade sin Fordeel.

De beste Skrifter blive mest igiennemheilede, Triviale Bøger derimod blive gemeenligen uanfægtede. Thi, som Censure rejser sig af Avind, saa haver en Erasmus, en Grotius, en Scaliger fleere Censores end slette Skribentere; thi af hvert Frøe de saae, opvoxe bevæbnede Mænd.

Crescit seges clypeata virorum.

Men jo fleere Modstandere der oprejse sig, jo mindre bevæges de deraf. Man siger udi Ordsproget: Tyk Hud agter ey Loppebid. Det gaaer med dem, som med Manden udi Lilleput, mod hvilken heele Regimenter af Dværge stormede med Spyd og Piile, men kunde end derved ikke forstyrre hans Søvn, saasom han bildte sig ind, heller at være infestered af Lopper end af bevæbnede Kriigsmænd.

Still dig dette da for Øjene, og bild dig ind, at den bittre Critique mod dit Skrift er udpresset af Misundelse. Eftertænk, at det smukke, som man ey kand giøre efter, det sverter man. Eftertænk, at den som giøer mest, giør mindst Skade, og Hunden bieffer ad Maanen, men bider den aldrig. Eftertænk, at den vinder Seyer, der ligesom et stort og ædelt Dyr uden Bevægelse hører Hundene at giøe. Eftertænk ogsaa, at Vrede og Hævngierighed er Tegn til et svagt og skrøbeligt Sind.

- - - Qvippe minuti
Semper et infirmi est animi exiguiqve voluptas
Ultio.- - -

Keiser Constantinus Magnus blev engang advaret, at man havde handlet ilde mod hans Støtte, saa at Ansigtet derpaa var gandske skamferet. Men han, i steden for at hævne sig, visede dem sit Ansigt, at det var gandske heelt og holdend. De Lacedæmoniske Ephori, da dem blev sagt, at 119 nogle Clazomeniske Gesantere havde af Spot svertet deres Dommer-Stole, som de sadde paa, lode alleene offentligen udraabe, at det skulde staae de Clazomenier frit for at være uhøflige. Arcesilaus blev engang udskieldet af en Poet; men, i steden for at svare ham, førte han ham hen paa et offentligt Sted, hvor alle kunde høre ham skielde. Hvis dit Skrift er got, forsvarer det sig selv, og hvis det er slet, kand det ved ingen Apologie blive got. Thi Apologier for et slet Skrift, er ikke andet end en ubestandig Fernis, som skiuler til en Tiid en Materies Fejl, men giør den ikke bedre.

Jeg for min Part haver haft størst Anfægtning formedelst mine beste Skrifter. Jeg haver tilforn med Iver figtet mod mine Censores, men, saasom jeg af Erfarenhed haver lært, at de mest desarmeres ved Taushed, haver jeg tiet stille, og ladet Publicum være Dommer. Giør du det samme, og lad din Modstander ikke faae sin Villie frem: han venter en Apologie, og maaskee haver allerede forsynet sig med Materialier til en Repliqve. Tænk, hvor ilde han vil blive til mode, naar han seer, at Krigen, hvortil han haver giort store Præparatorier, haver Ende. Det vil gaae ham, som den, der haver samlet paa Kalk, Steen og Tømmer til en Bygning, men siden merker, at Grunden, hvorpaa Bygningen skal settes, hører ham ikke til, saa at han derudover maa sukke og sige: Oleum et operam perdidi.

Det holdes for en Tapperhed at gaae sin Fiende under Øjene: men det er en virkelig Mandhaftighed at foragte den. Socrates blev engang slagen paa Gaden, og, i steden for at slaae igien, lod tegne disse Ord paa sin hovne Pande: N. N. fecit. En brav Kriigsmand blev i vor Tiid skieldet for en Poltron: i steden for at hævne sig, spurte han de Nærværende, om de holdte ham for at have fortient saadan Titel. Da alle vidnede om hans Bravoure, gik den anden bort udi Fortvivlelse, ja meer, end om han virkeligen havde været prygled: saa at denne kaaldsindige Opførsel havde samme Virkning, som Socratis: Qvid si Asinus me calcitret. Mange bryde Fred med berømmelige 120 Mænd, ikke udaf Had, men af Ambition, paa det at de som Dverge kand have den Ære at duellere mod Kiemper. Mit Raad skal derfore være, at hvis du endeligen vil besvare den haarde Censure, du lader Svaret alleene blive saadant: Saasom N. N. haver nyligen ved en haard Critique søgt at sværte mit Skrift, saa beder jeg, at Læseren vil conferere Skriftet med Critiquen, for deraf at dømme, hvilken af os der haver ret.

FINIS

LIBR. I. EPIGRAMM. 158

Indisceptando lex sacra scholastica mandat,
Descendat Præses victor ut è cathedra.
Vincitur at, qvem nemo potest convincere verbis:
Victum se fassus, Papile, victor abit.

Blant mange Laster, som under det Navn af Dyd gaae i svang blant Mennesker, er en slags Stivhed at forsvare Meeninger, og at ville have det sidste Ord. Man maa desmindre forundre sig over denne Fejls Almindelighed, efterdi den udi Skolerne bliver indprentet, som en Hoved-Dyd: og var det derfore, at Doctor Diaphorius vidste ingen større Berømmelse at give sin Søn Thomas, end denne, at han heller lod sit Liv end gik fra sin eengang fattede Meening. Et Hoved-Skole Præceptum er dette: Forsvar dig som en Karl, og lad din Modstander ikke sette dig i Baroco; hvilket er paa anden Dansk: hav en forfængelig Ambition kiærere end Sandhed, og stop dine Øren til mod de klareste Beviisligheder, saalænge som du staaer udi Cathedra. En saadan Information kand lignes ved den, som gives de Engelske Bulldogge, hvilke saaledes afrettes, at de indtil yderste Aande holde ved deres første Greeb. Et Menneske er et andet Creature, og derfor behøver anden Information. Hvad som recommenderes den studerende Ungdom som en Dyd, bør forestilles dem som 121 den hæsligste Fejl. Men det er Ulykken, at de Studia, som giøre os til Mennesker, blive ikkun løsligen tracterede udi Skolerne, hvor man undervises meer udi Figtekonst end udi gode Sæder, og meer i Ord end udi Materie, saa at med alle de prægtige Testimoniis, hvormed man skikkes fra Skoler, veed man dog ikke meget. Det gaaer her som med en vis Doctor, hvilken gav alle sine Patienter Certificatz paa, at de vare friske, skiøndt han curerede ingen. Hvo kand være tient med at blive Lærd paa saadan Maade.

Hvis Studium Morale der med Iver blev exerceret, vilde man see den studerende Ungdom at forestille langt andre Scener, naar de komme paa de større Skuepladse, for at vise Prøver paa hvad de udi Skolerne have lært. Man ville see Ærbarhed i steden for Frækhed, Taushed i steden for Bulder, og Føjelighed i steden for Stivhed. Enhver vilde holde sig det for en Ære at staae fra sin Meening, saa ofte han anderledes blev overbeviset: ja en Præses vilde ofte clausulere sin Tale med Taksigelse til Opponentes, at de ved grundige Objectioner havde bragt ham af Vildfarelse; fornuftige Tilhørere vilde ogsaa priise ham derfore, og ansee ham nedstige af Cathedra, som en Overvinder, just fordi han bekiendte sig at være overvunden. Thi den, som med Stivhed forsvarer sin Meening til det yderste, viser sig at være Slave af en forfængelig Ærgierighed, og at agte højere en daarlig Almues Applausum, end sin egen Samvittighed, at opofre den rette Ære til en ildegrundet Roes, og at rette sig efter Pøbelens Smag, hvilken oftest tager Lyder for Dyder, Brutalitet for Tapperhed, Stivhed for Bestandighed, Svadsighed for Veltalenhed.

Hvis slige Conferencer og Lærde Samtaler holdtes ikke, for at forsvare Meeninger, men for at høre, hvad derimod kunde siges, hvis Disputatores vilde som fornuftige Mennesker figte med Argumenter, og ikke som Hanen og vilde Dyr, med Sporen, Kløer og Tænder, vilde Sandhed komme for Lyset, og Tilhørerne vilde glæde sig over at see den triumphere. 122 Men, saasom det er en vedtagen Skik, at en Præses skal bringe ned med sig fra Cathedra, den samme Meening, som han bragte derop, saasom det legges ham til Last, hvis han gaaer klogere bort, end han kom; ja, saasom en Act termineres med Lykønskninger til enhver, der haver forfigtet en Meening, enten den er vel eller ilde grundet, saa kand heller Uheld derved promoveres end Nytte. Jeg vil herudi ikke disputere Lærde Folk deres Smag. Lader os som fornuftige Mennesker alleene eftertænke, hvor anstændigt det er at efterfølge umælende Dyr: lader os betragte, hvad Virkninger deslige Strids-Samtaler have haft og dagligen have: Vi ville finde, at Sandhed derover heller er bleven qvalt end bragt for Lyset: vi ville finde vrange Meeninger derved autoriserede, og de klareste Sager ved scholastisk og konstig Veltalenhed fordunklede. Der fortælles, at Fanden engang kom i Process med vor HErre. Og som hans Sag var saa urigtig, at han saae intet Middel til at besmykke den, gav han sig udi Skole, for at undervises i den scholastiske Philosophie og udi de Distinctioner og Terminis, som visse Disputatores betiene sig af, for at reede sig ud af en vanskelig Sag. Historien gaaer ikke videre. Man seer dog, hvad dermed tilkiendegives.

Jeg haver tilforn viset, at hvis Samtaler eller Disputationer holdtes, for at udleede Sandhed, og ikke for at forsvare antagne Meeninger, vilde de være af stor Nytte. Men hertil behøves Føjelighed; hertil behøves, at man til side sætter en ilde grundet Ærgierighed, og at man søger ikke saa meget at slaae sin Modstander omkuld, som at tvinge sin egen Hovmod. Jeg kalder det Hovmod, endskiønt gemeenligen anden Farve sættes derpaa, saa at det heder, at man ikke maa spille Bold med vigtige Ting, og som Vejrhaner lade sig dreje efter hver Vind. Men at Hovmod er alleene Kilden til den Haardnakkenhed at forsvare Meeninger til det yderste, sees deraf, at der disputeres med ligesaa stor Hidsighed om Bagateller, som om Troens Artikler, eller de vigtigste Poster udi Morale, saa 123 at en Begierlighed at gaae ned af Cathedra med det sidste Ord, er det, som antænder Ilden, og holder den ved lige. Det er med dem, som med visse Spillere, hvilke med ligesaa stor Hidsighed fortsætte deres Leeg, hvorudi der spilles om intet, og hvorudi Tab og Gevinst bestaaer alleene derudi, at en Streg udslettes eller sættes paa Spillebordet, som de der spille om store Summer.

Jeg vil her ikke tage deres Partie, der stedse vakle udi Meeninger: jeg vil med meenige Mand gierne kalde dem Vejrhaner. Jeg drister mig alleene at sige, at af dette Spottenavn ofte giøres Misbrug. Meeningers Forandring rejser sig gemeenligen af Ydmyghed og Sandheds Efterledelse: den saa kaldte, og udi Skolerne prisede Bestandighed derimod flyder gemeenligen af Hovmod og formegen Tillid. Man kand ligne de første ved vandrende Folk, der ved hver Stie adspørge dem de møde om den rette Vej: de sidste derimod med dem, der undsee sig ved at give deres Tvivlsmaal tilkiende, og derfore heller gaae vildt, end tilstaae deres Uvished. Mon det ikke er bedre efter Ordsproget at spørge to gange end gaae eengang feil. Hvad philosophiske Meeninger angaaer, da er ingen Tvivl paa, at det jo er en Dyd at viige derfra, saa ofte man bliver overbeviset, at en anden Meening er rettere. De nyere Philosophi have ogsaa fundet for got at corrigere den Stivhed, som fandtes hos de Gamle, der alleene bekymrede sig om at forsvare sin Sects Meening. Een af vore Tiders Philosophis taler herom heel fornuftigen saaledes: Den viseste Mand er den, som oftest staaer fra sin Meening. Jeg, siger han, haver ideligen forandret Meeninger udi Morale og Politic: og holder jeg for, at enhver fornuftig Mand bør ikke have uden provisionale Meeninger, hvormed han altiid bør holde en Port aaben for Lærvillighed og Underviisning, og conseqventer for Sandhed. Der disputeres alleene, om saadan Føjelighed bør og kand have Sted i Theologie. Hvis Føjelighed er en Dyd, som pryder et Menneske, maa den recommenderes saavel en Theologo som en Philosopho, og hvis een er forbunden 124 til at forlade sin gamle Meening udi mindre Ting, naar han anderledes bliver overbeviist, er han ogsaa forbunden dertil udi store Ting, som angaaer timelig og evig Velfærd. Thi hvis vi kalde den en Vejrhane, som efter nøje Examen forlader vor Meening, for at antage en anden, saa laste vi ogsaa den, der forlader en anden for at antage vores. Der siges vel, at enhver ærlig Mand bliver udi sin Fæderne Troe, og at det er ingen god Mands Character at løbe fra een Confession til en anden. Men dette maa forstaaes om dem, der uden Examen, og af Interesse forlade Fæderne Meeninger; thi saadanne kand kaldes Vejrhaner, og ikke de, som forlade en Meening af indvortes Conviction, med mindre man vil sige, at saa vidt een er en Philosophus, bør han høre alting, men saa vidt han er en Theologus, bør han stoppe sine Øren mod alt hvad som siges; hvilket er at give en Theologo en slet Characteer. Jeg veed nok, at ingen gives Navn af Rettroende, med mindre han haver fæstet sine Meeninger, og ligesom sluttet Porten til for all videre Scrupel, som kand fremføres. Men jeg veed ikke, om det kand kaldes en ret Troe at renoncere paa all videre Docilitet, helst saasom et Menneske maa examinere, saa længe han lever. Man maa gaae en Middelvej imellem Vankelmodighed og stærk Assurance; det er en Skrøbelighed stedse at vakle, og det er en Daarlighed, at holde sig selv for at have erhvervet saadan Kundskab, at man behøver ingen Oplysning. Romancatholske bebreide Protestanter og Reformerede, at de saa ofte have forandret Artikle udi deres Troes Bekiendelser. Det er dermed en bekiendt Prælat triumpherer udi sit Skrift, kaldet: Variation des Eglises Protestantes. Han anseer saadant som Kiendetegn paa vildfarende Kirker. Mig derimod synes, at intet kand siges Reformatores meere til Roes: de gave dermed tilkiende deres Omhyggelighed i at efterlede Sandhed: de visede og hermed deres Ydmyghed i at holde sig for skrøbelige Mennesker. Det var at ønske, at de Romancatholske havde havt samme Principia, saa havde saa mange vanskabte Meeninger ikke bleven autoriserede.

125

Den Lærdom, som er antagen om Kirkens Infallibilitet, haver givet Kirken dybe og ulægelige Saar: og hver Concilii Canon kand ansees, som en Plet, der aldrig kand aftoes; saasom man kand ikke corrigere en Feil, uden tilligemed at kuldkaste det heele Systema; ligesom visse Pletter ikke kand aftages uden at gnave Hull paa Klædet. Tænk engang hvad Suiter saadant vilde have udi civile Ting, og, om udi Stats Sager blev en Grundlærdom, at hvad som eengang blev besluttet paa en Rigsdag, kunde aldrig forandres eller maatte røres ved. Man vilde derved intet tilveje bringe uden vanskabte Regieringer, og hvert Conseil eller Rigsdag vilde til intet tiene uden at legge nye Folder til de gamle.

Men herudi maa dog gaaes meget vaerligen til verks, saa at ingen uden allernøjeste Examen og stærkeste Conviction forlader en Theologisk Meening, saasom ingen Desertion kand skee, uden at foraarsage Bevægelse udi den Meenighed, hvoraf han er et Lem. Jeg vil derfore alleene sige, at ingen af Disputeresyge eller af forfængelig Begierlighed efter at triumphere over sin Modstander ved at have det sidste Ord, maa søge at forsvare sin Meening til det yderste, men naar han finder sig slagen af andres Argumenter, maa give sig tabt, og udi Theologiske Materier suspendere sit Judicium, og bede om Opsættelse til nøjere Eftersøgning. Derved efterlever han saavel et Menneskes Pligt udi Almindelighed, som et Christen Menneskes udi Særdeleshed. Hvis man opfører sig anderledes, imiterer man hidsige Qvinder, hvilke bruge Munden, indtil de blive hæse: og den af dem tilegner sig Laurbærkrandsen, som fører det sidste Ord.

Man seer ellers saavel af denne Dissertation, som af andre mine Skrifter, hvad Tanker jeg haver om Theologiske Stridigheder og geistlige Conferencer, og at jeg ikke fordømmer deres Brug, men alleene Misbrug. Jeg tilstaaer, at derudi kand undertiden være en Fornødenhed: men derhos, at de oftest ingen god Virkning have havt; og derfore kand i saa Maade ikke gandske fordømme det Svar, 126 som for nogle Aar siden af den navnkundige Malebariske Eremit blev given til een af vore Missionarier. Thi, da han blev invitered til en Theologisk Samtale, svarede han, at han heller vilde tale om de Ting, som anginge Dyd og Morale end om Religions Stridigheder: Thi, sagde han, enhver holder sin Religion for den beste, og aldrig staaer fra saadan Meening. En hellig Mand bør ikke tænke uden paa et helligt Levnet, og sætte Religions Tvistigheder til side.

LIBR. I. EPIGRAMM. 164

Est hominis sorte urbani nil tristius unqvam,
Pauperis Agricolæ commoda magna patent.

Bondestanden holdes gemeenligen for den uselste af alle. Men, saasom der er Vildfarelse udi mange menneskelige Domme, saa er der ogsaa udi denne. Bonde-Standen haver sine Uleiligheder, haver ogsaa sine Herligheder. Jeg vil her korteligen tale først om Uleilighederne, og siden om Herlighederne.

Jeg forstaaer her ved Bønder ikke Proprietarier, ej heller smaa Selvejer Bønder, det er saadanne, som ikke ere forbundne til personligt Arbeide, men kand lade deres Jorde drive ved andre: thi de samme ere ikke andre Uleiligheder underkastede end Kiøbmænd, nemlig Tab og Forliis, som reise sig af Vejrligt og andre Tilfælde. Den Forskiel alleene er, at de førstes, nemlig Bøndernes Handtering er mindre Hasard underkasted, og udi sig selv meer solide og ædel, saa at de kand holdes for de vigtigste og anseeligste Lemmer af et Societet. Det heeder udi Ordsproget: Bondehandel ædel Handel. Saaledes have de gamle Romere dømt om denne Stands Værdighed, saa at det derfore ikke er saa stor Urimelighed udi den underjordiske Anordning, der sætter Bønder udi de første Rangs Classer.

127

Men, siger jeg, det er ikke saadanne som jeg her vil omtale. Jeg forstaaer her alleene ved Bønder saadanne, som udi vor Lov kaldes Tienere, det er Feste-Bønder, hvis Tilstand holdes slet og usel, saavel i Henseende til deres Fattigdom, som det Arbeide og Hoverie, som de ere underkastede. Men denne deres Uselhed er større eller mindre, ligesom de have mildere og haardere Herrer til, eller rettere, ligesom de staae under klogere og daarligere Herskab: thi een der ved for store Exactioner eller Arbeide ødelegger sin Bonde, kand heller kaldes en daarlig end en ond Hosbond. Man siger gemeenligen: Hvo det elsker Skov, elsker Tiørne: man kand iligemaade sige: hvo der elsker sig selv, handler vel mod sin Bonde; saasom der er saadan Foreening imellem hans egen og Bondens Ødeleggelse, at de ikke kand separeres: thi enhver Bondegaard er som en Mands Spiisekammer og Kielder; hvad som derudi formindskes, er det heele Huuses Skade. I den almindelige Fattigdom, som findes hos Bønder, er dette dog en liden Trøst, at de ikke kand blive gandske nødlidende; thi deres Herskab maa hielpe dem udi Nød, om det ellers vil hielpe sig selv: saa at Husbonden haver meere at frygte for Bondens, end Bonden for Husbondens Armod. Thi, naar Jordens Grøde slaaer feil, haver Bonden mindre at give, og Husbonden mindre at tage. Naar en Koe eller Hæst døer, siges den at døe for den første, men døer virkeligen for den sidste; og, naar Bonden selv døer, taber Husbonden en Mand; men naar Husbonden døer, taber Bonden ikke uden et Navn, i det han faaer et nyt Herskab, som ofte kand blive bedre end det gamle. Man hører ofte Husbonden at sige: Hvor skal jeg faae en Mand igien, der kand arbeide, som den forrige? men man hører aldrig en Bonde at sige: Hvor skal jeg faae en Hosbonde igien, der vil drive mig til Arbeide, som den gamle, der efter Sædvane vil modtage Landgilde, og lade mig nyde den Ære at giøre Hoverie dagligen i Gaarden, og at age sig til Kiøbstæden? Hvad deres Arbeide angaaer, da er det vel stort og uden Ophør, men dog ikke større 128 end Handverksfolks Arbeide. Begge maa slæbe den heele Dag for Føde og Klæde. Den Forskiel er, at Bønder have Hæste og Stude til Medhielpere, som trekke deres Plove og age deres Vogne, da en Handverkskarl derimod maa giøre sit heele Arbeide selv.

Dette anfører jeg ikke for at sette Farve paa Bondestandens Uleiligheder, hvilke jeg gierne tilstaaer herudi at være store. Jeg drister mig alleene til at sige, at en Handverkskarls Vilkor, som dog ingen ynker, er slettere. Men lad være, at deres Uleiligheder i Henseende til Fattigdom og Arbeide er større, end de som findes blant andre Stænder, saa følge derimod Bonde-Standen mange store Herligheder, ja saa store, at den heller kand misundes end ynkes. Disse Herligheder kand klarligen vises ved at sammenligne en Bondes Skiebne med Kiøbstædmænds eller fornemme Folks Vilkor.

Anseer man Fødselen, da er Bondens stor og ædel mod Kiøbstedmandens: thi der ere faa Bønder, som jo kand vise deres Ahner; da de fleeste Kiøbstedmænd derimod ere ikke andet end Mestecios, Trisalvos og Qvadralvos, som Spanierne kalde dem, det er, saadanne som ere sammenflikkede af particulis heterogeneis, eller adskillige Materier, og sammenstøbte af stridige Nationer, saa at de første ere virkeligen velbaarne, skiønt de sidste alleene føre Titul deraf. En anden Forskiel ved begges Fødsel er denne, at Kiøbstæd-Børn fødes alleene som Mennesker, Bønderbørn derimod som characteriserede Mennesker, eller som Personer, der ved Fødselen have erhvervet Expectantz eller Succession paa Forældrenes Bestillinger og Værdigheder: thi, saa snart en Bonde-Søn fødes, er han en designeret Agermand, saa at hans Fødsel haver en slags Overensstemmelse med en Greves og Friherres Søns Fødsel, hvilken saa snart han kommer til Verden, heder han Greve eller Baron. Kiøbstedbørn derimod kand ansees som entia in potentia, eller som Biørnens Unger, hvilke i Begyndelsen ingen Skikkelse haver, saa at enhver Fader maa sige: det staaer til GUd og Lykken, hvad min Søn 129 skal blive i Verden. Saa meget derfore, som en Arve-Succession til Embede er ædlere end en Værdighed udi Haabet, som skal erhverves ved Sveed og Arbeide, mange Aars Sollicitationer, onde og gode Midler, saa meget ædlere og ypperligere er en Bondesøns Fødsel mod et Kiøbstedbarns.

Betragte vi de spæde Børns første Opklækkelse, da have Bønderbørn og præference for Kiøbsted-Børn, med mindre man vil sige, at det er fornemmere at opklækkes med Skiøgemelk, end at die sin egen Moders Bryste. Saadan Ære vil et hvert Bondebarn overlade til en Junker eller fornemme Mands Søn. Jeg vil ikke tale om, hvilke Uleiligheder og Fare fornemme Børn underkastes ved at opklækkes af fremmede og ubekiendte Ammer, hvorpaa man seer een og anden gang bedrøvelige Exempler, sær udi Frankerige, hvor Børn, som skikkes ud paa Landet at opfostres, ere bleven forbyttede, saa at mangen Moder haver faaet en fattig Ammes Barn igien for sit eget. Og er det udi slige Henseender, at Engelske Damer, hvor delicate de end ellers ere, efterfølge Bønders Exempel udi at opfostre deres egne Børn.

Ved Fødselen er dette videre at merke, at enhver Bonde glæder sig over et Barns Fødsel: thi et Barn er lige saa stor Styrke for en Bondes Huus, som det er en Byrde for en Kiøbsted-Mands Familie; saa at det kand heede paa det eene Sted: dette Huus er velsignet med mange Børn; men paa det andet Sted: dette Huus er bebyrdet med mange Ædere. Udi de spæde Aar koster det vel begge at underholde Børn; udi Bondestanden behøves dog liden Omkostning, hvilken og ophører, saa snart Barnet er kommet saavidt, at det kand røre Lemmerne, da det strax giør lige for Føde og Underholdning. Kiøbsted-Mandens Børn derimod koste meer, og de Bekostninger, som derpaa giøres, vare længer, ja voxe til meer og meer med Aarene, saa at en fornemme Mand der haver mange Børn, er ligesaa meget at beklage, som en Bonde er at prise lyksalig. Hvad som truer den eene med Armod, tilvejebringer den 130 anden Velstand. Hvis man vil ligne begge Stands Børn ved Creature, da kand Bønder-Børn ansees udi et Huus, som Høns, Giæs og Ænder, hvilke koste lidet at underholde, og dog bringe stor Fordeel. Fornemme Børn derimod kand ansees, som Paafugle, Markatte eller andre Dyr, som ere kostbare at underholde, og tiene til intet uden at fornøje Øjene.

Saa snart et fornemme Barn kommer nogenledes til skiels Alder, overleveres det til Lærere og Exercitie-Mestere, for under Riis, Ferie og Svøbe at undervises i adskillige Ting, som det siden skal glemme. En Bonde-Dreng derimod haver sine egne Forældre til Læremestere, og lærer intet udi saadan Skolegang, uden de Videnskabe, som tiene til Klæde og Føde, samt Gaards og Jords Vedligeholdelse og Forbedring, saa at derfore hans Information er langt grundigere end Junkerens, hvilken ofte undervises ikke alleene udi unyttige Ting, men end ogsaa udi Videnskabe, som kand blive ham til Skade og Fordervelse.

Men hvad som fornemmelig viser Bondestandens Ypperlighed, er Giftermaal. Saasnart en Bonde-Karl er kommen til den Vext, at han kand fornøje en Kone, er han og udi Stand at forsørge en Kone. En fornemme Person maa oftest bortdrive saa lang Tiid med at sette sig i Stand til at forsørge en Hustrue, indtil at han er kommen af Stand til at fornøje hende. Hvorudover ligesom Frugterne af Bønders Giftermaal ere Børn, saa ere tit Frugterne af fornemme Ægteskab Horn. Videre, en Bonde-Karl fatter Kiærlighed til en Pige i Dag, og bringer hende udi Brude-Seng i Morgen. Fornemme Folks Giftermaal derimod skeer ikke uden foregaaende unyttige Formaliteter og Præparatorier. Et hvert fornemme Frierie er en Art af et Skuespill. Fire Acter maa ageres førend man kommer til Slutning, som er Indholden af den 5te Act; og hender det sig ofte, at Kierligheden kiølnes ved deslige lange præludia, saa at Comoedien falder ud til en Tragoedie. En Jomfrue, hvor ferdig hun end er at overgive sin Festning, 131 capitulerer dog ikke uden foregaaende Formale Beleiring. Moden tilholder hende at disputere den, hun inderligen elsker, hvert Skrit. Maschiner maa oprettes, Miner graves og Stormstier appliceres, førend hun overgiver sig enten ved Accord eller paa Discretion. En Bonde-Karls Frierie derimod er uden for alle disse Formaliteter: alting gaaer ordentligen og naturligen til. De elskende Personer ere uden Masque, de selv foreene sig om Kiøbet, og Accorden sluttes uden Plenipotentiarier; hvorudover saadanne Ægteskabe have bedre Udfald, end de der giøres med Konst.

Naar tvende Hierter frivilligen foreene sig sammen, er det Ægteskab. Naar derimod andre have Commission at udlede mig en Hustrue, er det et Kiøbmandskab. Bondens Søn vælger selv, og faaer derfor den, ham behager. Kiøbstedmandens Søn haver ofte ingen Deel udi Vallet, og derfor bekommer ikke uden den, som Commissairen eller Forældrene behager. Den første siger: jeg kiendte Pigen, og derfor ikke kunde tage feil. Den anden rapporterer sig til Forældrenes Kundskab, og siger: min Fader og Moder have besluttet, at jeg skal elske en Jomfrue, og Jomfruens Forældre have iligemaade fundet for got, at hun skal elske mig. Det kand maaskee falde vel nok ud: men dette Maaskee eller peutêtre er ofte Aarsag til stor Uheld og multiplicerer Tamperrettens Sager.

Herudaf sees hvor meget de fare vilde, der have saa ringe Tanker om Bondestanden. Jeg haver tilkiendegivet dens Uleiligheder tilligemed dens Herligheder. Herlighederne ere store, og flyde end nogle af Uleilighederne selv, saasom Bondens bestandige Arbeide, som man kalder Trældom, tilvejebringer en bestandig Sundhed; da fornemme Folks Huuse derimod kand ansees som Lazaretter. Thi, hvis man vilde holde Mynstring over et Lands Indbyggere, vilde man mod een syg Bonde finde 10 velbyrdige Krøblinger.

132

LIBR. I. EPIGRAMM. 171

Uxorem, qværis, qvalem mihi, Dannaver! opto,
Ducere qvam vellem, si optio plena foret. etc.

Til **

Dette Epigramma er saa omstændigt, at det behøver ingen Commentarié. Jeg vil derfor alleene lade mig nøje med at oversætte det paa Dansk udi solut Stiil. Det samme lyder saaledes: Du spørger mig kiære Ven, hvordan det Fruentimmer skulle være qvalificeret, som jeg vilde ønske mig til Hustrue. Jeg vilde have een, som var ej for meget stiv, ej heller een, som var for meget myg: thi den første kunde blive farlig for min Ryg, og den anden for min Pande. Jeg vilde ikke, at hun skulde være for meget grim, ej heller for meget kiøn: thi jeg kunde faae Afskye for den grimme, og den kiønne kunde fatte Afskye for mig. Jeg vilde ikke have een, som er bemidlet, ej heller een som er formeget fattig: thi den første kunde blive mig for myndig, og den sidste vilde blive mig til Byrde. Min tilkommende Hustrue maa ikke være for alvorlig ej heller for letsindig: thi hvad som er formeget let, tynger og trykker ikke mindre, end det som er for meget tungt.

Qvæ levis est, gravis est; nam levitate gravat.

Min tilkommende Hustrue maa ej være formeget frugtbar, ej heller for meget ufrugtbar: thi den eene vilde giøre Skaar udi min Pung, den anden kunde giøre Skaar i min Reputation, og give Anledning til at tvivle om min Capacitet. Jeg vil ikke have en som er klog, ej heller en som er gal: thi den første vilde regiere, og den sidste vilde blive vanskelig at lade sig regiere. Kort at sige: jeg vil have saadan Hustrue, som neppe er at finde; det er at sige: jeg vil ikke gifte mig.

Dette er Indholdet af Epigramma, hvilket haver sine Behageligheder, som ikke kand exprimeres saavel paa Dansk. Man skulde vel deraf slutte, at jeg ikke var saadan 133 Ven af Kiønnet, som jeg holdes for at være. Men det er ikke af et Poema eller nogle Stropher af Vers man maa dømme om et Menneskes Hiertelaug; ligesom man af et Skuespill ikke kand dømme om en Skribents lystige Sind. Det heeder hos mig:
Vita verecunda est, musa jocosa mihi.

Ellers kand man ikke af mine Skrifter sige, at jeg haver været nogen Tilbeder af Qvindekiønnet. Jeg haver alleene opført mig som en billig og upartisk Dommer imod dem, der ideligen declamere mod dette ubevæbnede Kiøn: hvilket fornuftige Fruentimmer have merket og skiønnet paa; saa at jeg haver vundet meere hos dem ved upartiske Domme, end andre ved bestandig Hyklerie. Jeg haver ikke ophøjet dem, jeg haver ej heller nedtrykket dem formeget. Jeg haver talet om deres Dyder, jeg haver ogsaa talet om deres Lyder: jeg haver tilskrevet hine deres gode Natureli og disse deres særdeles Optugtelse. Derved, siger jeg, haver jeg vundet meer, end alle Byens Poëter ved deres prægtige Lovsange, ja saa meget, at jeg vil ikke raade dig eller nogen anden til at bryde aabenbare Venskab med mig; thi det er ikke Skiemt at legge sig ud med saa mange, skiønt ubevæbnede Creature: og garanderer jeg ikke for, at du jo derved kand faae din egen Hustrue og Dotter paa Halsen.

Jeg raader ellers ingen fra at gifte sig: jeg allegerer alleene mine egne Aarsager til eenlig Stand. Udi den Alder imellem 40 og 50 Aar var jeg ikke i Stand til at forsørge en Hustrue, og siden den Tiid haver jeg ikke holdet mig i Stand til at forsyne hende; da frygtede jeg for Armod, og siden haver jeg frygtet Horn. Saa at det er gaaet mig som en vis Philosopho, hvilken, da han blev erindret om at begive sig udi Ægteskab, længe svarede, at det var for tiligt, og siden, at det var for silde.

Jeg holder det for et hvert Menneskes Pligt at gifte sig; men Landets Moder forbyder ofte at efterleve saadan Pligt. Kone og Børn ere kostbare Meubler udi disse 134 Lande; thi, ligesom at inviteres paa et Smørrebrød her ofte betyder 10 a 12 Retter Mad, saa befatter det Ord: en anstændig Huusholdning, store Ting under sig, og mange, som andre Nationer ikke vide at sige af. Naar en Mand her ved Ægteskabs Contract forbinder sig at leve som en ret Ægtefælle med sin Hustrue, er det ligesom han giør saadan Forskrivning: Jeg N. N. forpligter mig til at indrette min Huusholdning efter samme Plan, som mine Naboers er indrettet, helligen at i agttage Landets Skikke og lovlige Sædvaner, og intet at efterlade, som kand give Anledning til andre got Folks Critique, hvor jeg end skal tage det fra. Saadan Forklaring kand giøres over vores Ægteskabs Contracter, hvorpaa Præsten siger: Saa giver hinanden eders Hænder derpaa. Herudover ere mange Ægteskaber gandske unaturlige, og hveranden Frier kand ansees som en Fribytter, der krydser alle Provincier igiennem, og efter Peder Paarses Exempel vover sit Liv paa de Callundborgske Smakker, for at attrapere een eller anden gammel riig Enke, med hvis Midler, Obligationer og Prioriteter, han heller kand siges at forlove sig end med Personerne selv. Fattige Jomfruer derimod ere og blive med all deres Dyd og Skiønhed fattige Sollicitantere, der liden Haab kand have til Promotion.

Men disse ovenanførte Vanskeligheder have dog ikke været Hovedaarsager til min eenlige Stand. En særdeles medfød Delicatesse haver fordømt mig til at være en stedsvarende Pebersvend. Og haver jeg efter nøje Examen befundet mig ikke stærk nok til at imodstaae een og anden Uleilighed, som Ægtestanden fører med sig. Jeg erindrer mig, at en vis Dame adspurte mig engang, om jeg stedse havde besluttet at leve udi eenlig Stand. Jeg svarede, at jeg intet Løfte havde giort, men at der stode mig mange Ting for Øjene, som holdte mig tilbage. Hun sagde, at de Uleiligheder, som følge Ægtestanden overbalanceres af mange Herligheder. En brav Hustrue kand lette en Mands Byrde i mange Maader; ja undertiden paatage sig dem alle. Derpaa begyndte hun at opregne adskillige Commoditeter, 135
som Ægtestand bringer med sig. Jeg svarede dertil, at en Mand af 60 Aar finder alleene Uleilighederne, men skiønner ikke paa de gode Ting. Siig mig da, sagde hun, hvilke ere de Uleiligheder, som I frygte saa meget for. Derpaa spurte jeg hende, om hun snorkede i Søvne, og da hun tilstod saadant, sagde jeg, saadan ringe Ting var nok for mig til at paastaae en Skilsmisse Dom. Hvorpaa jeg gik bort, og efterlod hende i en heftig Latter. Du vil vel holde dette for at være Skiemt. Jeg tillader dig at tænke hvad du vil, naar du vil tillade mig herudi at giøre hvad jeg vil. Det skal staae dig frit for at give saadan Delicatesse, hvad Navn dig lyster. Du maa gierne kalde det Skrøbelighed ; men du maa herhos vide, at een kand være underkastet adskillige smaa Skrøbeligheder og tilligemed besidde Fermeté og Standhaftighed. Mangen Krigsmand skyer hverken Ild eller Vand, men sveeder, naar han seer en Kat: ligesom en Løve frygter hverken for Dyr eller Mennesker, men løber for en Muus. Jeg kand skikke mig vel udi store Hendelser; men der ere visse smaa Ting, som andre foragte, hvilke jeg dog ikke kand imodstaae. Hvis du vil spørge mig om Aarsag dertil, saa er det mig ligesaa vanskeligt, som det vil blive dig at give Aarsag til, hvorfor du ikke kand taale at see røde Beeder, eller for din Svoger, hvi han ikke tør gaae i Mørke om Aftenen alleene, da han dog troer hverken Spøgelse eller Fanden. Jeg giver alleene tilkiende min Delicatesse udi smaa Ting, hvilke jeg frygter at ville incommodere mig i Ægtestand, og derudover finder det raadeligt at leve min øvrige Tiid udi Eenlighed. Jeg lader mig alleene nøje med at plante Træer, paa det at jeg skal synes at giøre noget i Verden. Jeg efterlader mig og Bøger, efterdi jeg ikke kand have den Lykke at efterlade mig Børn. Om dette kand undskylde mig, og om det sidste kand ansees som noget Eqvivalent, derom lader jeg dig og andre dømme. Jeg erindrer mig engang at have seet saadant Problema, nemlig, om det er meere fornødent udi et Societet at giøre Bøger end at giøre Børn, og at samme Problema saaledes haver været besvaret: Hoc faciendum 136 et illud non omittendum; det er: Det sidste maa giøres, og det første ikke forsømmes. Hvis Svaret er vel grundet, saa sees deraf, at det sidste holdes fornemmelig en Borgers Pligt. Jeg vilde ogsaa gierne underskrive saadan Dom, hvis det ikke kostede meer Konst og Umage at giøre Bøger end at giøre Børn. Men, saasom det sidste udfordrer hverken Umage eller Konst, og en Amager Bonde ligesaa let og ligesaa net kand forrette dette som en Keiser, saa dømmer jeg saaledes derom, at, hvis det sidste er af større Nytte, saa er det første af større Merite, helst om Bøgerne ere vel skrevne, hvilket jeg dog ikke kand sige om mine Bøger, og allermindst om denne Dissertation, hvis Merite alleene bestaaer udi dens Korthed.

For at bøde nogenledes paa den Maverhed, vil jeg derfor her som et Anhang føie et Forslag, som mig af en ubekiendt Person er tilskikked, saasom Forslaget er denne Materie vedkommende, og det synes at plaidere for mig og andre Pebersvenne. Om Forslaget er giort for Skiemt, eller om Projectmageren haver meenet det alvorligen, skal jeg ej kunne sige; vil derfore overlade det til andre Læseres Skiønsomhed. Det samme var af saadant Indhold.

Min Herre!

Saasom jeg selv ingen Addresse haver til Stadens Politiemester, og jeg veed, at min Herre haver Kundskab til samme gode Mand, saa beder jeg tienstlig, at dette mit Forslag angaaende Ægteskab maa ved eders Middel ham tilstilles. Jeg haver udstuderet adskilligt til det gemeene Beste, sær denne gode Stads Opkomst. Blant andre i mine Tanker nyttige Reformationer, som ved idelige Studeringer have avlet sig i mit patriotiske Hovet, er et Forslag, angaaende Ægteskab, hvilket jeg nu som min første Prøve lader udløbe af min Hiernes Bankestok. Forslaget er dette: Adskillige, saavel gamle, som nye anseelige Lovgivere, have holdet det for en Hoved-Nytte at forfremme Ægteskab og Afkoms Forplantelse. Det var i den Henseende at den store Lovgivere Lycurgus paalagde alle dem137en haanlig Straf, som ikke ville gifte sig: det vat og i samme Henseende, at Romerne gave særdeles Friheder til dem, som havde forøget Verden med tre Børn. Jeg vil ikke disputere mod slige Forordningers Nytte, kand ej heller med Billighed saadant giøre; thi ingen kand nægte, at et Lands Velfærd jo bestaaer udi Indbyggernes Mængde; men, som der er ingen Anordning, hvor nyttig den end kand være, der jo behøver at modifieres, og udi visse Ting at indskrænkes, saa synes mig, at denne Anordning kunde limiteres udi en vis Post, som jeg her vil anføre. Hvad som recommenderer en Stad er ikke mindre dens Ziirlighed og Prydelse end dens Folkriighed. Man seer derfor, at enhver fornuftig Politie haver Omsorg for begge Deele: thi, ligesom man beflitter sig paa at see Staden vel forsyned med Borgere, saa seer man ogsaa til, at den forsynes med zirlige Bygninger, med reene Gader, behagelige Spadseergange, Skilderier, konstige Vandspring, Mobilier og andet, som kand lokke Fremmede til at reise didhen, for at fornøje deres Øjen; hvilket og nu omstunder er Hovedsigtet af Ungdommens Udenlandsreiser. Nu er det alle bekiendt, at intet pryder en Stad meere end smukke Fruentimmer, og at Døttrene udi Huset gemeenligen ere de herligste Meubler, og som mest stikke udi Øjene. Men just, naar saadanne Jomfruer have naaet deres Væxt, og ere komne udi Blomster, saa at de staae ligesom prægtige Lilier udi en Urtegaard, anmælde sig strax visse Personer, der anmode Forælderne om Forbindelse med deres kiære Døttre, og derved love at rygte dem saaledes, at de udi en Hast skulle tabe all deres Forgyldning, saa at de af Roser og Lilier skulle forvandles til Neller og Tornbuske, og derved skille Staden ved de største Prydelser, som den haver at bryste sig af. At saadant ikke øves for sterkt, og at disse fordervelige Urtegaardsmænd eller Lugere ikke for hastigen oprykke slige Stadens Planter eller komme dem til at visne, synes mig, at Politien burde have Indseende med. Jeg for min Part, saa ofte jeg hører en dejlig og artig ung Jomfrue at forandre sin Stand, græmmer jeg138mig derover ligesaa meget som naar jeg hører, at en prægtig Bygning er afbrændt, et konstig Vandspring af Vind er nedblæset, eller et forgyldt Crystallglas er sprukket: thi ved hver saadan Hændelse taber Staden een af sine Zirather. Jeg giorde forgangen Uge min Opvartning hos Mad. N. som jeg tilforn haver haft den Ære at conversere med under den Titel af Jomfrue Sylvia. Men hvilken Metamorphosis! jeg kiendte intet igien uden Sylviæ Røst. Skikkelse, Ansigtets Farve, Humeur og alt andet var saa forandret, ret ligesom Sind og Legeme havde været omsmæltet og støbt udi en nye Form. Hendes Purpur var forvandlet til Askefarve, hendes Kinde vare indfaldne, hendes Luth var forvandlet til en Vugge, og hendes Tale, hvormed hun tilforn kunde ligesom fortrylle mig og andre, var ikkun om Torvkiøb paa Smør, Kiød og Ost. Dette Syn gav Sporer til min patriotiske Iver, og drev mig strax til at reenskrive dette Forslag, som jeg længe haver grundet paa til Publici Nytte.

Min Tanke er ikke, at alle kiønne Jomfruer skulle leve deres heste Tiid udi eenlig Stand. Jeg vilde alleene, at der ved fornuftige Anstalter saaledes magedes, at den Frihed at træde i Ægtestand blev saaledes modereret, at Staden stedse kunde være forsynet med et tilstrækkeligt Antall af kiønne, ugiftede og uskamferede Jomfruer; og at en vis Reserve-Rulle over dem blev giort, som stedse maatte holdes complet, paa det at Staden ved formegen Afgang intet maatte tabe af dens Glands og Zirath. Dette kunde skee ved at deele Stadens Jomfruer udi visse Classer, og det efter Grader af Skiønhed, og at de som ved Politiens Prøve og Stempel bleve erkiendte for at kunne giøre største Honneur og Zirath til Staden, skulde befattes under den første Classe, hvilken stedse maatte have sit fulde Antall og ansees ligesom et Corps af visse staaende Tropper, saa at ingen af samme Classe maatte tillades at gifte sig uden Tallet var overcomplet. Anordningen kunde efter min ringe Skiønsomhed forfattes saaledes: at ingen Jomfrue af Num. 1. maa uden Politiens Tilladelse gifte sig, 139førend hun haver naaet sine 35 Aar, med mindre hun enten ved smaa Kopper, Tænders Fald, eller en anden ulykkelig Hændelse haver tabt noget af sin Skiønhed; og have Stadens Medici at drage Omsorg for, at de for deslige Ulejligheder vorde befriede indtil saadan Alder naaes. Hvad som herimod kunde siges, er at adskillige Jomfruer ikke ville finde Smag udi saadant Forslag: Men jeg haaber, at de fleste som oprigtige Patrioter, herudi gierne sætte deres Inclinationer tilside, for at befordre Publici Nytte. Jeg underkaster dog dette til min Herres Correction, og forbliver stedse

Hans skyldigste Tiener
og Publici uafladelige Forbædrer
N. N.

Jeg meddeeler Læseren dette ligesaa varmt som det er mig tilbragt: og maa andre dømme, om derudi er nogen Soliditet, eller om Forslaget er giort for Skiemt eller Alvor. Jeg for min Part kand intet vist her om sige, saasom jeg haver seet mange alvorlige Projecter af samme Natur.

LIBR. I. EPIGRAMM. 177

Pars vitæ male agendo perit permagna, Leander!
Maxima agendo nihil, tota at agendo aliud.

En Deel af Menneskets Liv bortdrives ved at giøre ont, den største Deel ved at giøre intet, og fast det heele Liv ved at giøre unyttigt Arbeide. Om de tvende første Levemaader vil jeg her ikke tale, saasom alle Mennesker er eenige derudi, at en stor Deel af Tiden anvendes paa onde Gierninger og spildes ved Dovenhed. Jeg vil ikkun melde noget korteligen om det sidste, saasom der findes utallige Mennesker der ere ideligen udi Arbeide, men som er til ingen Nytte. Og, saasom de samme i Henseende til deres uafladelige Fliid og Vindskibelighed ansee sig selv som 140 duelige Lemmer udi et Societet, da man dog ingen Frugter seer af deres Arbeide, da er fornødent at tilkiendegive den Vildfarelse, som herved findes, og at vise deslige arbeidsomme Folk, hvad Forskiel der er imellem nyttigt Arbeide og blotte Bevægelser, item at de ofte kunde giøre meere, hvis de giorde mindre. Visse Folks Arbeide er ikke af anden Betydning, end Diogenis, hvilken veltede sin Tønde igiennem Stadens Gader og Stræder, eller som en gammel Magisters udi vor Tiid, hvilken bar sit Brænde op af Kielderen, for siden at bære det ned igien. Intet kand bedre hermed lignes end det som sees i daglig Levemaade. Man seer Folk at begiere Brændeviin for at varme sig, siden Vand eller tynt Øl for at ledske sig, og endeligen Brændeviin igien for at forsette Vandet, eller for at corrigere Øllets Virkning. Saadant er jo ikke andet end at giøre Knuder, alleene for at løse dem, eller at bygge alleene for at rive ned, og derfore ikke kand kaldes Gierning, men alleene blot Bevægelse. Hvad vilde man dømme om den, der steeg op i et Cathedra, løb frem og tilbage, slog med Hænder, og gav sig alle de Bevægelser, som Oratores gemeenligen give sig, men derhos talede intet uden at repetere disse Ord: Kiære og elskelige Tilhørere. Ingen kunde negte, at han havde jo haft et stort Arbeide, men derhos ligesaa unyttigt som besværligt. Sandelig, mange virkelige Taler, naar man vejer Materien eller Ordene, blive af lige saa liden Vigtighed, og mangen Prædiken, der varer udi halvanden Time, kunde ved Mynstring og Tautologiers Udeladelse reduceres til nogle faa Linier. Jeg haver for Exempel intet gammelt Academisk Programma seet, der andet haver givet tilkiende end disse Ord: I morgen skal holdes en Grad. og dog fylder det et heelt Ark paa Regal Papiir. Thi de mange Broderier om Apolline, Phæbo, de ni Gudinder og andre Ting, som kommer aldeeles intet Invitationen ved, maa fylde Papiret; saa at man herom maa sige det, som Alexander sagde om de mange Nationer, der fandtes udi Darii Krigshær: Nomina veriùs, qvàm auxilia.

141

Det vilde blive for vidtløftigt at examinere alle Menneskers Idrette: thi hvor man kaster Øyen, finder man Ting af samme Beskaffenhed. Ja man finder ofte, at de arbeidsomste Folk giøre allermindst. Ligesom de Haner gale mest, som gale ilde; de Høner, som kagle mest, legge mindst Eeg ud; og de Katte, som miave mest, muse mindst. De derimod, som giøre mindst Allarm, giøre det største Arbeide. Roerknegtene udi en Baad bevæge sig hæftigen; men den som regierer Fartøjet, sidder stille ved Roret, og forretter det vigtigste uden Bevægelse. Man kand ansee en Vielgeschrey eller een, der er gescheftig udi intet, som en Beriider-Hest, hvilken giør sine Exercitier paa Gaden med Ophævelser og krumme Spring, saa at den staaer udi fuld Skum, og sveeder, førend den kommer til Gadens Ende. Jeg siger, det vilde blive for vidtløftigt at examinere alle Gierninger. Jeg vil derfore her fornemmeligen giøre en løslig Reflexion over Skrifter, hvoraf er en saa uhørlig Mængde, at Titlerne, og Fortegnelserne derpaa synes at kunde tiene til Beviis paa det menneskelige Kiøns Fliid og Vindskibelighed, allerhelst udi vort Seculo, da man seer fast ligesaa mange Autores, som Mennesker, og det Handverk at instruere Verden ved Skrifter, strækker sig indtil Bønder. Hvad, siger jeg, kand give højere Idée om Menneskets Fliid og Arbeide? sær, naar man betænker, at det meeste giøres utvungen og af frie Villie. Thi hver Autor kand ansees som en Voluntaire, der af frie Villie og Generositet tilbyder Verden sin Tieneste; og, naar en af fri Villie underkaster sig Arbeide, holdes han for at Arbeyde desmeere udi de Ting hvortil han er kaldet. Men, naar man legger disse mange Skrifter paa Vejskaal, bliver Vægten ikkun maadelig. Bondens Ager staaer ofte tyk og prægtig; men, naar Klinten og Heiren derfra tages, bliver ikkun lidet Korn tilbage. Een Sneemoos fylder et stort Fad, men bliver til intet udi en liden Mund. Naar 20 Autores udcopiere en eeneste Skribent, bliver der tilsyne 21 Bøger, skiønt der i Gierningen bliver ikkun een og den samme: Og, naar fylde Kalk tages af et 142 stor Skrift in Folio, bliver ofte intet uden Bindet og Titelen tilbage. Herudover sagde de gamle om Chrysippi Skrifter, at naar alt hvad han af andres haver giort til sit eget, fratages, bliver intet uden de reene Blade tilbage. Vi have derfor ikke nær saa mange Skrifter, som vi have Titler. Een giør den lærde Verden Present af staalne Koster, hvorpaa han alleene haver sat et nyt Stempel, for at giøre dem ukiendelige: saadan een er strafværdig, efterdi, han giør en andens Arbeid til sit. En anden opfylder Skrifter med unyttige Curiositeter: saadan een er lastværdig, efterdi han bryder sit Hoved med unyttige Ting, og lader see sin Konst og Adresse udi Børneverk. Anniceris lod engang offentligen vise Prøve paa sin Behændighed udi at styre en Vogn, og det saaledes, at han agede lige frem efter en Linie. Da alle Tilskuerne forundrede sig derover, rystede Plato med Hovedet, og sagde: denne Mand maa ikke have giort mange vigtige Ting, efterdi han haver anvendet saa megen Tiid paa Bagateller. En anden lod see sin Konst for Alexandro Magno ved at kaste Erte-Frøe igiennem et Naale-Hoved, saaledes, at det aldrig slog ham feil. Han ventede derfor en anseelig Belønning; men bekom intet uden en Skieppe fuld af Erter, saasom Alexander holdt for, at saadant Arbeide fortienede ikke anden Løn. En Lacedæmonier blev engang inviteret at høre een, der udi Lyd kunde imitere Nattegalen; men han svarede: Jeg har ofte hørt Nattegalen selv. Diogenes, da han saae, een brøstede sig af, at han havde vundet Priiser i at løbe, og at komme først til Maalet, sagde han: En Hiort løber end stærkere, og er dog et feigt og foragteligt Dyr. Han sagde ved en anden Leilighed: den er ikke Sejerherre, som slaaer en anden omkuld, men den, der bestrider Gierighed, Vellyst, Hovmod og andre Laster, som ere Menneskets største Fiender. Endeligen for at vise, hvor daarligt det var, at krone dem, som havde holdet sig best udi Figten, Løben og Bryden, kronede han engang en Hest, der havde slaaet en anden Hest fra sig og beholdet Marken.

Mange Materier, som i sig selv ere aldeles unyttige, 143 koste ofte meer Umag at udføre, end Ting af største Vigtighed. Derfor kalder en vis Poët dem difficiles nugas, det er: vanskeligt Sladder. Et Fruentimmer Coiffure for Exempel er af meget liden importance; men hvor megen Tiid, Umage og Behændighed vil der ikke til at sette det udi Skik? det heder: Dum moliuntur, dum comuntur, annus est. Man har Exempel paa Skribentere, der have sat Helbred og Forstand paa at oplyse visse Ting udi Antiqvitæter, som intet fornuftigt Menneske bør forlange at vide. Jeg vil ikke tale om Ting, hvorudi mange med mig ere eenige, som om Romeres og Grækers Halsbaand, Skoe, Støvler, Hatte, Armbaand etc. hvorom findes utallige Skrifter. Jeg kunde og til Beviis herpaa anføre Materier, som de største og skarpsindigste Mænd have anvendt deres Tiid paa, og hvorved de have indlagt sig stor Reputation hos den lærde Verden. En Columbus, der haver opfundet den fierde Part af Verden, er ikke Navnkundigere end een, der for Exempel haver beskrevet Jerusalems Tempel. Det sidste Arbeid haver ogsaa kostet lige saa megen Umag som det første, skiønt Nytten er lige saa vanskelig at vise, som Materien er vanskelig at beskrive. Det er alleene et Beviis paa, hvad en Autor kunde giøre, hvis han vilde anvende sin Tiid paa meere magtpaaliggende Ting, og i Steden for at undersøge om en gammel Port, et Altar, en Støtte, eller et Forhæng stod i Ost eller Vest, anvende sine Gaver paa at danne Mennesker, at bestyrke Societeter, og at opfinde de Konster, hvorved Menneskets Handteringer faciliteres. Der maa ikke spørges, om een er mest lærd, men om han er best lærd: ikke hvo der haver lært mest at tale, men hvo der haver lært best at leve. Men dette tages dog ikke udi agt: thi det gaaer, som Seneca siger: Non vitæ, sed Scholæ discimus: Vi studere ikke for at blive viise, men for at vide unyttige Curiositeter.

Jeg vrager dog ikke alle unyttige Ting; thi der gives visse Arbeider, som i sig selv ere unyttige, men som fornøje Sindet. Saadanne ere store Kunststykker udi Architecture, Skilderier, Musiqve, Poesie, etc. som kand være 144 et Land til Zirath og Ære. Jeg befatter og herunder lystige og sindrige Skrifter, hvorved et Menneskes Geist opmuntres, og udi hvis Læsning jeg ofte haver fundet meere Lægedom, end udi virkelig Apotheker-Medicine.

Men utallige Skrifter komme for Lyset, som tiene hverken til Nytte eller Zirath, saa de hverken undervise eller fornøje, og kand lignes ved beeske og ilde smagende Piller, hvilke med Viderlighed maa nedsvelges, og dog ikke operere. Det allerforunderligste herved er at see lærde Commentarier over Ting, førend man er forvisset om, at de samme have været til in rerum natura, som om Basilisker, Salamandrer, Drager, den Fugl Phoenix; at bryde sig med Chronologiske Udregninger udi Materier, som ere mørke og ubeviislige, ja at udlede uvisse Personers rette Navne, at disputere om deres Bedrifter, som man kand tvivle om nogen Tiid at have været paa Jorden; og at forklare Aanders og Englers Natur og Beskaffenhed, hvor om ingen Idée haves eller kand haves. Med slige Skrifter ere dog alle Bibliothequer opfyldte, hvilke ere ikke til meere Zirath og Nytte, end Spindelvæve. Og kand Skribentere derudover ikke lignes bedre end med Edderkoppe, der spinde sig selv til intet, og deres Arbeide med Spindelvæve, hvilke ere ligesaa unyttige, som ubehagelige udi et Bibliothek.

Man haver ikkun at igiennemløbe de Extracter, som aarligen giøres af publicerede Bøger, der end holdes for de vigtigste, for at blive overbeviiset herom. Man skulde finde mange tykke Volumina, som ved Mynstring vilde blive meget tynde. Man kand ligne deslige Skrifter ved unge Jomfruer, hvilke, naar de staae ved deres Toilette, ere af saa liden Circumference, at de fast kand gaae igiennem Husets Sprekker, men naar de ere ret i Klæder, indtage med deres 3 dobbelt skandsede Skiørte heele Gader, saa at der ere faa Porte, som jo blive dem for snevre. I gamle Dage, da Verden laborerede af Mangel paa Bøger, behøvedes Opmuntringer til at skrive: nu derimod, da vi have ligesaa mange Skribentere, som Fluer udi September 145 Maaned, benøves at formindske deres Tall, og burte til den Ende alleene beskikkes Censores, for at eftersee, om et Skrift var en Copie eller en Original, om det befattede vigtige Ting eller Sladder. Udi det Førstendom Potu vare adskillige nyttige Anstalter herimod. Ingen blev tilladt at skrive Bøger, uden han havde naaet den Alder og Capacitet, at man kunde være nogenledes forvisset om, at intet vanskabt Foster vilde komme for Lyset. Ligesom de Lacedæmonier fordum ikke tillode skrøbelige Mænd at ligge hos deres Hustruer, paa det at Staden ikke skulde opfyldes med Krøblinger. En anden Anstalt udi samme Land var, at Censores aarligen examinerede Boglader, for at eftersee, om unyttige Bøger havde indsneget sig udi Landet; efterfølgende derudi Urtegaardsmænd, hvilke ideligen luge Bederne for at rense dem fra Ukrud, og at befordre de gode Urters Vext. Ligesom man haver Omsorg for Legemet, at den Mad og Drikke maa forbydes, som skader et Menneskes Sundhed: saa maa og Omsorg haves for Sindet, at det ved unyttige og urimelige Skrifters Læsning ikke bliver forderved. Thi man seer heele Nationers Smag ved triviale Bøger at være bleven saaledes depraveret, at de finde mest Smag udi Skrifter, som uden Skiønsomhed er sammenskrabede: ligesom visse Folk finde meere Smag udi Tran end udi Viin, og meer Behag udi Dissonancer end udi Harmonie. Og, naar saa er, maa man ikke forundre sig over at see gemeene Skrifter at debiteres med Succes, da nyttige Bøger derimod ligge skimlede paa Boglader. Man kunde herpaa anføre adskillige Exempler. Den Engelske Skribent Blakmore haver viset, hvor ofte den Engelske Nations Smag udi Skrifter haver været forandret. Hvorledes de Franskes Smag udi Spectacler i dette Seculo er bleven fordervet, vise de Prøver, som nu komme for Lyset, naar man ligner dem ved Molieres Skuespill, hvilke alle ansee med Admiration, da de nye af Fremmede ikke læses uden med Væmmelse.

Dannemark haver tilforn af Fremmede været censurered, efterdi saa faa Skrifter der komme for Lyset. Nu derimod 146 er Scenen saa forandret, at vi laborere af Bøgers Mængde. Thi ikke at tale om de mangfoldige Dissertationer, som aarligen publiceres af unge Mennesker, førend de have faaet Skieg paa Hagen, saa findes der andre, hvilke ligesom Maaneds Duer legge Egg ud 12 gange om Aaret. Men uanseet forrige Tiders Mangel og vore Tiders Frugtbarhed, saa kand man sige, at der skreves meere tilforn end nu omstunder. Hvad som haver tilveyebragt den store Mængde Skribentere i vor Tiid, er den Invention med Prænumerationer, hvilke have taget saadan Overhaand, at lærde Societeter have faaet Anseelse af Vexel-Banquer og Kiøbmænds Comptoirs, hvor Lagie betales forud. Den Forskiel alleene er, at de Latinske Handelsmænd beholde Lagien eller de Penge, som gives paa Haanden, enten Vahrene due eller ey. Denne Prænumerations Handel, saasom den gaaer saa vidt, at man kand frygte, at den vil indsnige sig end ogsaa paa Børs og Kramboder, saa giver den Anledning til skiemtsomme Indfald. En Bogtrykker fik for nogen Tiid siden et forseglet Brev af saadant Indhold.

Min tienstlig Begiering er at notificere udi Avisen efterfølgende Insinuation:

N. N. Entrepreneur her i Staden haver i Sinde at anlegge et Manufacture og til Publici Nytte tilkommende Vinter at underholde 4 veldannede Demoiselles. De tvende deraf, som ere in Folio, koste for denne Vinters Brug 10 Rdr., de andre, som ere af mindre Format 7 Rdr. Prænumeranterne nyde Varene den fierde Deel ringere. Jeg forbliver etc.

Jeg merkede strax, at dette var en fiin Satyre, som sigtede pa disse Lærde Bodmerier, og derfor bad Bogtrykkeren at forvare Seddelen som en Curiositet. Jeg haver ellers selv givet Anledning til Prænumerationers Indførsel her udi Landet: men da jeg merkede, at det blev til en slags Betlerie, og at unyttige Skrifter derved befordredes, tilstod jeg mig at have giort ilde, og strax dermed ophørede.

De samme Anmerkninger, som jeg haver giort over Skrifter, kand ogsaa giøres over andre menneskelige Idretter.

147

Thi Forretninger ere ikke saa store som de synes at være; og den som klager sig over Tidens Knaphed, haver Tiid nok, hvis han vilde separere fornødne fra ufornødne Ting, og naar han vilde i agttage dette: hic Rhodus, hic salta. Jeg haver udført denne Characteer udi min underjordiske Rejse ved tvende Nationer, hvoraf den eene, som anvendte 10 Timer af 24 paa Søvn, forrettede meere, end den anden, der ideligen vaagede og arbeidede. De første havde Tiid nok, efterdi de giorde ikke uden fornødne; men for de sidste var Tiden knap, efterdi de giorde saa mange ufornødne Ting. Man hører Folk i Hobetal at klage over deres Forretninger; men man kand ligesaa lidet ynke dem, som Sejlere, der lavere sig igiennem Søen, skiønt de have Vinden i Nakken, og kand seile lige frem. En Naboe haver ikkun nogle faa Skrit at giøre til en anden Naboe; men man kand gaae sig tret førend man kommer didhen ved at giøre Omsvøb igiennem andre store Gader. Den Stundesløse udi Comoedien klagede stedse over, at Dagen var for kort, skiønt en halv Time var meer end der behøvedes til hans Forretninger: ja man kand sige om visse Folk, at hvis de til Forretninger alleene vilde bruge den Tiid, som de anvende paa at klage over Forretninger, kunde alting blive giort. Det var at ønske, at visse Anstalter kunde giøres ved deslige Ting, ligesom ved Gader, Huuse og Skorsteene, og at der vare beskikkede en Art af lærde Skarnagere og Skorsteenfejere, der vilde giøre Munstring udi publiqve og private Forretninger, som ved uvedkommende Ting og Vidtløftigheder saaledes tilvoxe, at Republiquer og Societeter deraf laborere, ikke mindre end syge Legemer af formeget Blod og formange Vædsker. Dette kunde skee en Deel ved Skrifters Censores, og en Deel ved Præsides udi Retterne. De første kunde ved Skrifters Examina, førend de komme til Trykken, reense Klinten fra Hveeden, det ufornødne fra det fornødne, saa at Publicum alleene kunde faae det sidste, og at Autores kunde beholde Klinte og Fyldekalk for dem selv. Det andet kunde skee ved Præsides udi Retterne, der kunde 148
mulctere Advocater for deres vidtløftige Actioner og Indlegge, saa at de toge sig vare for, intet at frembringe uden de Ting, som vare Sagerne vedkommende: eller efter de gamle Grækers og Romeres Maade at regulere ved Time-Glas, hvor lang Tiid der maatte bruges for begge Parter til at agere en Sag. Man har ikkun alleene at examinere Tings Forhør af Vidner, for at blive overbeviset om saadan Reformations Nødvendighed: thi finder man eet Spørgsmaal, som henhører til Sagen, saa finder man 10, som ere aldeeles uvedkommende. Ved saadant maa Tiden spildes, Dommerne plages, og Parterne, som skal have alle disse Excrementa beskrevne, settes i dobbelt Omkostning. Saadant kunde og burde iligemaade i agttages med Domme, Contracter, Tractater og andre publiqve Instrumenter, udi hvilke man gemeenligen finder Præludia og Repititioner at giøre 2 tredie Deele. Det samme kand og siges om geistlige Prædikener, hvilke ved saadan fornøden Munstring kunde blive eengang saa korte, og dog indeholde det selvsamme. Jeg for min Part vilde glæde mig derover, saasom intet plager mig meer end Vidtløftighed, og jeg intet meere hader end de Skrivere, der endeligen ville have Arket fuld, item Oratores af lange periodi, hvilke giøre sig en Ære af at kunne udsige mange Ord udi et Aandedret. Jeg vilde ikke ønske de gode Mænd Lunge-Syge: thi det var et syndigt Ønske, men alleene lidt Trangbrøstighed, som kunde tvinge dem til at giøre deres periodos lidt kortere; thi saadant Ønske kunde forsvares i Henseende til Publici Nytte. Det var fordum brugeligt i Rysland at antage den til Messe-Præst, der kunde oftest repetere disse Ord: Hospodi Pomiglio uden at trekke sin Aande. Hvis mig derimod var betroet at antage Oratores, saae jeg mest paa dem, som havde stakket Aande, og mindst kunde sige udi et Aandedret: thi saadant vilde nøde dem til at bruge alleene fornødne Ord, og at indeholde med saa mange Vidtløftigheder, hvorved deres egne Brøste og Publici Øren læderes. Omne nimium nocet. Ved formegen Mad og Drikke forderves Legemet, ved formegen 149 Snak og Vidtløftighed confunderes Sindet, og den ædle Tiid spildes. Theophrastus beklagede i sin Tiid, at Krager og Hiorte levede saalænge, og at Mennesket derimod, som et langt Liv er magtpaaliggende, havde saa kort Levetiid. Men man kand sige, at Tiden er kort, efterdi man anvender den paa saa mange unyttige Ting, og at den vilde være lang nok, hvis man holdt sig alleene til det fornødne. Senecæ Betænkning herover er saa grundig, at jeg ikke kand efterlade den her at indføre. Han siger: den største Deel af Mennesker klager over Naturen, at den haver givet for kort Leve-Tiid; men vi anvende den ikke paa gode og fornødne Ting: thi, ligesom Riigdom og Midler, naar de falde udi Øderes Hænder, i en Hast forsvinde; maadelige Midler derimod, som tilfalde en god Huusholder, blive ikke alleene conserverede, men forøges. Saaledes er Livet langt, naar vi veed ret at bruge det; og den bruger det ret, som anvender det paa nyttige Ting. Vi maa derfor ikke stræbe saa meget efter at leve længe, som efter at leve vel, og naar vi leve vel, saa er Livet langt: Non ut diu vivamus, curandum est, sed ut bene: longa est vita, si plena est.

Jeg haver exprimeret dette ved et andet Epigramma saaledes:

Temporis haud pauci suspirant ob brevitatem:
At vitio nostro portio magna perit.
Vita satìs longa est, essent si tempora vitæ
Transacta à nobis atqve locata bene.

LIBR. II. EPIGRAMM. l

Solum prudentem veteres dixere beatum:
Errant. Qvis stulto faustior esse qveat?

De Stoiske Philosophi sige, at en viis Mand er alleene lyksalig. Dette underskriver jeg og i alle Maader, saa at 150 hvis man beskylder mig at gaae ud af den alfare Vey, og at forfægte usædvanlige Meeninger, saa skal man finde, at jeg her er gandske orthodox. Jeg veed, at de fleste Mennesker forarge sig over selsomme Meeninger. Jeg selv støder mig ogsaa ofte over de samme, helst naar jeg merker, at de anføres alleene for at lade see et slags Esprit, og at tilkiendegive, at man seer dybere ind udi en Ting end andre. Jeg underskriver derfor med andre dette Stoiske Axioma, og gierne tilstaaer, at en viis Mand er alleene en lyksalig Mand. Jeg holder og de Argumenter og Beviisligheder kraftige, som herom anføres af de Gamle, helst af Cicerone, hvilken med saadan Fynd haver udført denne Materie, at intet fast dertil kand legges. Thi hvilket fornuftigt Menneske kand vel negte, at jo de alleene ere rige, frie og lyksalige, som foragte Gods og Formue, som herske over sig selv, og som af ingen Modgang lade sig anfægte? og hvo negter, at de jo ere ulyksalige, Trælle og Nødlidende, som ere Slaver af deres egne onde Tilbøyeligheder, som nedslaaes af mindste Fortred og Anstød, og udi største Overflod, saasom Tantali, hungre og tørste? Jeg indvikler mig derfor udi ingen Tvistighed for denne Materie: jeg følger her udi Strømmen, og priiser med andre dem alleene rige, frie og lyksalige, som besidde Viisdom.

Der er alleene herved en Knude, som jeg gierne vilde bede dem umage sig at løse, som uden Exception forfægte dette Axioma. Jeg vilde bede dem at giøre en nøje Beskrivelse og Afrisning over en viis Mand. Thi jeg tvivler ikke om en viis Mands Lyksalighed. Jeg tvivler alleene, om der virkeligen findes saadanne Creature, som Stoici kalde viise Mænd. Jeg tvivler, om de ere til i Naturen, eller om de ere alleene til udi Philosophorum Hierner. Jeg veed, at vi ere Mennesker, og at vi derfore ere menneskelige Vilkor underkastede. Jeg kand, siger den store Philosophus Crantor, ikke bifalde dem, som tale saa stort og prægtigt om en vis slags Koldsindighed og Indolence, da den dog hverken er eller kand være. Vi ere ikke dannede af Flintesteene, men der er udi vor Sind noget blødt, veegt og skrøbeligt, 151 som let lader sig bøye. Man seer her af en Stoisk Philosophi egen Tilstaaelse, hvor ilde grundet den Qvalitet er, som tillegges en viis Mand, og at saadant ikke kand forstaaes om en viis Mand, som virkeligen saaledes er, men alleene om, hvorledes han burte være. Thi Cicero selv siger paa et andet Sted om saadan Mand: at han ligner ham ikke med Mennesker, men holder ham for at være Guderne liig (Hunc ego non cum summis viris comparo, sed Diis simillimum judico.)

Saasom nu dette forholder sig saaledes, og Erfarenhed viser, at den Fuldkommenhed, den Sindets Styrke og den Følesløshed, som tillegges viise Mænd, ere heller udi Philosophorum Indbildning end udi Naturen, saa kand man sige, at den Lyksalighed, som tillegges alleene de Viise, heller findes hos Daarer. Dette kand videre forklares ved at sammenligne en Daare med en viis Mand, saaledes som een kand være, der bestaaer af Kiød og Blod, det er, som er et Menneske.

Der ere utallige Ting, som pine og plage viise Mænd, alleene efterdi de ere viise. Thi, som de kiende sig selv, saa see de, hvad de formaae og ikke formaae, saa se de deres Feil saavel som deres Dyder, deres Svaghed saavel som deres Styrke, saa see de og, hvad de besidde, og hvad dem fattes. Forbigangne, nærværende og tilkommende Ting staae dem ideligen for Øjene. De see de Feil, som de have begaaet, og frygte at begaae andre paa nye. Heraf kommer det, at de svæve stedse udi Bekymring, Fortrydelse og Frygt; hvorved den Lyksalighed, som bestaaer udi Sindets Roe og Hvile, ligesom formørkes og forstyrres. Saa ofte de bedrive noget uforsigtigen, fordømme de deres Uforsigtighed, hvilket ikke kand skee uden Sindet derved foruroliges. Saa ofte de forrette noget med Succes, saa ere de selv dermed ikke gandske fornøjede, saasom de udi de mest fuldkomne Ting see en Slags Ufuldkommenhed, dømme, at Tingen kunde have været bedre udført, beskylde sig selv, og frygte for andres Critique derover, saa at deres Viisdom og Skiønsomhed 152 selv foraarsager, at de ingen fuldkommen Glæde og Fornøjelse kand have af deres egne Idretter. Aristoteles var selv ikke fornøjed med sine egne Skrifter, men befoel paa sit yderste, at de skulde supprimeres, skiønt alle ansee dem, som et stort Lærdoms Liggendefæ. Virgilius var plaged med samme Bekymring, og derfor befoel at kaste paa Ilden hans Heroiske Poema, som Efterkommerne have anseet, som et af de allerprægtigste Verk, og som overgaaer fast et Menneskes Kræfter. En viis og eftertænksom General kand neppe med Alexandro sove roeligen paa samme Tiid, som et stort Feltslag forestaaer: Og en klog Minister skielver saa ofte han skal give et Raad. Thi at frygte og at betænke sig er enhver fornuftig Mands Characteer. Herudover, da een engang bebreidede Cleanthes hans Frygtsomhed, svarede han: Min Frygt vil foraarsage at jeg desmindre vil synde.

Fra deslige Bekymringer ere Narre befriede. Naar de forrette noget ulykkeligen, skyde de Skylden paa Lykken; naar de begaae en Feil, vil de ikke tilstaae deres Forseelse; og naar andre belee dem, prise de sig selv. Naar nogen censurerer deres Ord og Gierninger, henregne de det enten til Calumnie eller Folks slette og fordervede Smag. Den Latter, som gemeenligen findes hos Daarer, og som følger paa deres Ord og Tale, tilkiendegiver, at de admirere sig selv, og viser, at de ere fornøjede med deres egne Ord; og naar andre derudaf ikke bevæges, holde de for, at man ikke ret haver fattet Talens Fynd, og fundet Kiernen derudi. De ansee dem, der uden Bevægelse høre deres Tale, som tykhovede Mennesker, have Medlidenhed med dem, og bestyrkes udi den Tanke, at de alleene ere kloge. Naar de giøre Vers, give de ingen efter uden Homero, som Poeten siger, propter mille annos, det er, i Henseende til Skriftets Antiqvitet. Naar de skrive Historier, kiende de ingen uden Livius at være deres Overmand.

Naar derfore saaledes er, hvo kand da nægte, at den Egenkierlighed, som findes hos Daarer, jo opfylder deres Hierter med en bestandig Glæde og Fornøjelse, uden at 153 man ogsaa vil nægte, at den Glæde, man haver udi Søvne, er en virkelig Glæde. Hvis en Daare ingen Dyd besidder, troer han dog sig at være begaved med alle, og den Troe eller Indbildning er en Art af Possession. Thi ligesom den indbildte Syge er virkeligen syg: saa er ogsaa en indbildt Ejendom, saa længe Indbildningen varer, en virkelig Ejendom. Man kand ligne en Narr med den syge Mand, der bildte sig ind, at han ideligen hørte en himmelsk Musik for Ørene, og derfor nægtede at give Salarium til den Læge, som havde cureret ham, saasom han ansaae ham heller som en Fiende og Røver, der havde skildt ham ved al sin Glæde og Fornøyelse. Eller man kand ligne en Daare ved den Atheniensiske Giek, hvilken glædede sig over alle de Skibe, som indkomme udi Havnen, saasom han bildte sig ind, at de alle hørede ham til. Saaledes flatterer en Daare sig altid selv, hvor han beskuer sig; fra Hovedet indtil Fødderne seer han intet uden Skiønhed og Ziirlighed, og merker ingen Fejl. Thi Lyder selv komme ham for at være lige saa mange Fuldkommenheder. Narre tage og Skyggen for Legemet, løbe efter Dukketøy og forfængelige Titler og andet deslige, hvilke de ansee som solide Herligheder; og saasom de samme uden stor Møye kand erholdes, saa finde de ideligen noget, som fornøjer Sindet. Naar de see sig at være foragtede, og udelukte fra Embeder, ynke de sig ikke selv: thi, saasom de meene, saadant at skee af Misundelse, beklage de Republiqven, der undertrykker Dyd, og ikke kand skiønne paa dydige og duelige Borgere. Saaledes seer man, at Daarer ere meer bevæbnede mod all Anstød, end Viise.

Philosophi give os herlige Præcepta; de opmuntre os til Taalmodighed, ja til en slags Følesløshed, sigende, at Viisdom er et Skiold, hvormed man kand bøde for sig mod alle Ulykker, Fristelser og bedragelige Vellyster. De sige, at viise Mænd, som med saadant Skiold ere bevæbnede, ere alleene lyksalige. Om dette prædike de ideligen; men, naar man beder dem at vise et Exempel paa Mennesker, hvorom de tale saa prægtigen, kand de blant det heele 154 menneskelige Kiøn neppe vise nogen, som svarer til de giorte Afrisninger, det er, nogen, som er følesløs mod alle Anstød, eller som med Svanen døer syngende. Lader os betragte Cicero selv, lader os betragte Seneca, hvilke med største Fynd have talet om slige philosophiske Qvaliteter: man seer jo den eene af dem at henfalde undertiden til qvindagtig Skrøbelighed; man seer den anden ofte udaf Frygt at være stum og maalesløs; og man seer dem begge at hige efter Riigdom og verdslig Ære, saa at de vende Verden ikke Rygg, førend Verden vender dem Ryggen, og ere ferdige at dantze igien, naar Verden begynder paa ny at spille for dem. Man maa rose sig af sin Følesløshed, saa meget som man vil, saa er det dog ikke andet end en Stortalenhed. En Possidonius kand vel sige, at Smerte er ingen Smerte; men hans Sukke, hans Vriden og Venden med Kroppen viser, at han tilstrækkeligen føler den. En Arria kand med forstilt Mine rekke sin Hosbond Kniven, hvormed hun har saaret sig, og sige: Poete, non dolet: Poete! jeg føler ingen Smerte. Men med all den Grimace følede hun den dog: thi ingen bilder sin Rygg ind, at Spidsrødder ere behagelige; og ingen kand faae sin Mund til at troe, at Edike er Canarie-Sek. Men lad være, at der findes nogle, som ved Philosophie have naaet saadan Fuldkommenhed, saa ere de samme dog gandske rare, og saadanne, som ikke ret vide, om de besidde saadanne Qvaliteter virkeligen, eller om de ere forstillede. Tvertimod: Erfarenhed giver os store Lister paa Daarer, som skikke sig fortreffeligen udi alle Tilfælde, og imodstaae Modgang, Haanhed og Foragt langt bedre end de saa kaldne Viise.

Jeg siger, at Daarer skikke sig bedre udi Modgang, Foragt og Remotion fra Embeder og Værdigheder, efterdi de troe, at alt hvad som hender dem, hender dem uforskyldt. Og har man ikke behov at lede efter Exempler af daglig Erfarenhed og af Historier, for at blive overbeviset herom: thi Exemplerne ere store og mangfoldige. Herimod kand vel siges dette, at Daarer vide mindre at regiere sig selv
155 udi Medgang; iligemaade, at de i Henseende til deres Vanvittighed ere mest Foragt underkastede. Dertil kand svares, at der hos Daarer vel findes større Skrøbeligheder udi Medgang; men hvad Modgang angaaer, da staae de bedre derimod end de Viise, og det i Henseende til de Aarsager, som vidtløftigen ere anførte. Og hvad den Foragt angaaer, som man holder for, at de i Henseende til deres Vanvittighed og Uduelighed stedse maa leve udi, da kand derudaf intet Beviis tages til de Stoiske Meeningers Bestyrkelse: tvertimod, intet er sterkere til at kuldkaste de samme, end Daarernes Vilkaar og Skiebne. Thi de, som herudi beklage deres Vilkor og foragtede Tilstand, synes ikke at have Kundskab om Historier og om Tiderne, ja de synes at tale mod daglig Erfarenhed. En vis Philosophus blev engang adspurt, hvad han helst vilde ønske sig, om Vallet blev ham given, enten Viisdom eller Riigdom, hvortil han svarede:
Mallem me doctum, doctos nisi sæpe viderem
Nudos stultorum serpere vestibulis.

Det er: Jeg vilde heller ønske mig Viisdom, hvis jeg ikke saa ofte saae de Viise at giøre Opvartning og at hovere udi Narrers Forstuer.

Lader os stille for Øjene Societeters og Republiquers Tilstand, lader os holde Munstring over Viise og over Daarer, lader os ligne de førstes Tilstand med de sidstes, saa ville vi strax see, hvis Skiebne er best, eller mest at beklage. Vi ville strax merke, at de Viise og Fornuftige sejle ligesom blant Skiær og Klipper, som ideligen true med Skibbrud, da Daarer derimod ligesom for fuld Sejl, uden Fare og Anstød drives til Havnen: thi, saa mange Meriter, som findes hos de første, saa mange Hindringer udi deres Forfremmelse, og jo nærmere een er ved Maalet, jo vanskeligere og sildere naaer han det, efterdi alle rotte sig sammen mod Dyden og stræbe at lukke Ærens Dør til for de Viise, just fordi de have giort sig værdige til Ære.

156

Det gaaer her ikke anderledes til end udi Leeg, helst udi det Kort-Spill, som kaldes Imperial, hvorudi de som have mest Stræge paa Bordet, og ere nær ved at vinde Spillet, tabe snarest, efterdi alle de andre Spillere foreene deres Kræfter mod ham. Taabelige og vanvittige Mennesker derimod finde ingen Hindringssteene paa deres Vey. Alle ynde dem vel, efterdi de ikke besidde de Dyder og den Capacitet, som kand opvække Misundelse. Man seer derfor at Daarer blive ligesom paa Folkets Skuldre baarne til Ære og Værdighed, just fordi de ere Daarer, og at de beklædes med Embeder, just efterdi de ere uværdige dertil. Det heder, som Chrysippus fordum sagde: Hvo som skikker sig ilde, mishager Guderne, og hvo som skikker sig vel, mishager Menneskerne. Heraf kommer det, at de listigste Mennesker, som mest tragte efter Høyhed, med stor Fliid søge at skiule deres Qvaliteter, paa det de des sikkere og snarere kand komme til Maalet. Thi det heeder: Den er undertiden viis, som veed at være uviis. Herudover gik Sixtus 5. krum og heldede sig paa en Stav, paa det at alle skulde troe, at han formedelst Skrøbelighed ikke kunde leve længe, eller i det ringeste, at han ikke vilde giøre mange krumme Spring, men lade sig trekke ved Næsen; og var det ved saadan Forstilling alleene, at han blev Pave. Historien viser ogsaa, at det var ikke uden Keiser Claudii Daarlighed, som frelsede hans Liv, og banede ham Vey til Thronen: thi han havde ikke levet saa længe, han havde ikke blevet Herre over den Romerske Verden, hvis han havde havt sensum communem, eller hvis mindste Gnist af Forstand havde ladet sig see hos ham under Caligula, hvilken hadede og forfulte alt hvad som havde Navn af Dyd. Man seer saaledes, at de, som ere bevæbnede med Daarligheds Skiold, giøre store Skræv, og uden Hinder gaae igiennem Verden; ja ligesom de Viise maa slaae sig frem, saa drives disse frem af nogle, og andre jævne Veyen for dem. Derfore siger man udi Ordsproget, at galne Folk have ikke Pas fornødent, item at Lykken er Daarers Formynder. Det var derfore, at den, der kastede en Steen efter 157 en Hund og rammede sin Stivmoder, sagde: Lykken er bedre end Forstanden.

Ταὐτόματον ἡμῶν ϰαλλίω βουλεύεται.

Lader os kaste Øjene videre om. Lader os examinere Kirkehistorier: vi ville deraf lære, at de Viises Vilkor er ligesaa haard, ja end haardere. Thi viise og skiønsomme Mennesker, saasom de holde for, at Naturens Lys og Siælens Forstand er en Gave eller et Pund, som GUd haver betroet dem til at udlede Sandhed, saa holde de det for en Pligt at efterforske alting med Omhyggelighed, saa studere, arbeide og svede de, og lade sig intet være suurt og fortredeligt for at finde det Liggendefæe, som de lede efter. De raisonnere saaledes med sig selv: hvis Biergmænd lade sprænge Bierge og Klipper, og grave sig med Livs Fare ned udi Jorden, for at leede efter Metall-Aarer, hvis Dukkere lade sig nedsænke til Havets Bund, for at finde en Perle: saa er det haanligt for Mennesker at være lunken udi deres Saligheds Sag og udi Sandheds Efterforskning. Men hvad er Høsten af saadan Bekymring og saadant Arbeide? Frugterne deraf ere gemeenligen, Forfølgelse, Landflygtighed, Baand, Fængsel, Gravsteds Nægtelse, ja saa vidt det staaer udi Forfølgernes Magt, ævig Fordømmelse. Tvertimod: en Daare eller et tykhoved Menneske veigrer sig enten ved at meditere, paa det dets Roelighed ikke skal forstyrres, eller kand ikke efterforske formedelst Hiernens Sløvhed. Men just denne Uduelighed eller Dovenskab giver ham en riig Høst; just dette erhverver ham Navn af en redelig, gudfrygtig, stille og rettroende Siæl.

Hunc optant generum Rex et Regina; puellæ

Hunc rapiant: qvicqvid calcaverit hic, rosa fiat.

De Frugter, som Daarer høste, ere derfor Belønninger, Ære, Kierlighed, og alt hvad et Menneske kand ønske sig.

158

En Daare elskes saa længe, som han lever, æres, berømmes og undertiden canoniceres efter hans Død.

Hvis nu de Stoiske Viise kand med Taalmodighed fordøje alt dette, hvis de med et glad og roeligt Sind kand ansee Had, Misundelse, Spot, Forfølgelse etc. som Ting, der angaae ikke dem, da vil jeg gierne prise dem lyksalige, ja desmeer lyksalige, jo fleere og jo større deres Sejervindinger ere, og jo større Tapperhed de have ladet see imod deres Fiender. Men, som Erfarenhed viser, at der gives ikkun faa slige Helte in rerum natura, og at den Heroismus eller uovervindelige Sindets Kraft kand alleene tillegges dem, som GUd ved en besynderlig Naade bevæbner og begaver med meere end menneskelige Qvaliteter, saa kand dette Stoiske Axioma ikke holde Stik.

Vel er sant, at man kand anføre adskillige Exempler, som synes at kunde svække denne min Dissertation, og at man kand vise Philosophos, der med Tapperhed have begegnet alle Ulykker, og derfore have høstet rige Frugter af deres Dyder; ligesom man kand vise Daarer og uduelige Mennesker, der have ladet sig nedslaae af Modgang, og der stedse have levet udi Foragt. Men man kand anføre langt fleere Exempler, som vise Contrarium, og som bestyrke denne min Thesin. Det er derfore, at en moderne Philosophus siger: Hvis Viisdommen selv paatog sig Kiød og blev Menneske, vilde dens Puls slaae stærkere naar den skulde løbe Storm mod en Fæstning, end naar den skulde gaae til Bords at spise. Der fortælles om en vis lærd Mand, at han beklagede sin Fødsel, i det han var født af ægte Forældre; og at han ofte raabte: Hvi er jeg ikke fød en Horeunge? saasom han merkede, at deslige Folk giorde store Trin i Verden, og havde mest Lykke. En anden kunde med samme Føje sige: Gid jeg var en Nar! naar han merkede, at Lykken saa fortreffeligen bøder paa Forstanden. Den skiemtsomme Poet Horatius siger: Jeg vil heller være en Nar, naar mine Daarligheder enten foraarsage mig Fornøjelse, eller jeg ikke merker dem, end være klog og fortæres af Bekymring.

159

- - Prætulerim, delirus inersqve videri,
Dum mea delectent mala me, vel deniqve fallant,
Qvam sapere et ringi, - -

Man seer jo, at mange fornuftige Mennesker paatage sig Narremaske, og under den samme gaae videre fort end under Viisdoms Kaabe: og, hvis Narre ikke ere lyksalige udi andres Øjen, saa ere de det dog udi deres egne Tanker, i det at de ikke see hvad dem fattes, og i det at de giøre Børneverk til Heltegierninger. Hvo kand negte, at jo Don Quixot var lyksalig, efterdi han bildte sig ind, at den heele Verden skalv og bevede for ham, og efterdi han ansaae en Striid med en Vindmølle af større Importance end de største Sejervindinger, som Alexander Magnus havde erholdet.

Nogle maaskee ville vel dømme ilde om denne Dissertation, og ansee den som et Moralsk Kietterie: men hvis de med Agtsomhed læse den fra Begyndelsen til Enden, ville de befinde, at jeg udi den heele Materie er gandske orthodox; thi jeg underskriver alt hvad som Philosophi sige om de Viises Lyksalighed: jeg tvivler alleene om der ere saadanne Helte til, som uden alle Anfægtninger ere følesløse. Jeg tilstaaer gierne, at der er Forskiel imellem Mennesker, og at eet Menneske er, som man siger, danned af finere Jord end et andet; men jeg veed derhos, at de ere alle dannede af Jord, og at derfore den Fuldkommenhed, som omtales, bestaaer fast udi Philosophorum Indbildning. Og saasom dette er af saadan Beskaffenhed, meener jeg, uden at synde mod Orthodoxien udi Morale, at dette Philosophiske Axioma kand inverteres saa, at man nogenledes kand sige:

Solos stultos esse beatos.

Det er, at Narrer alleene ere lyksalige udi denne Verden.

160

LIBR. II. EPIGRAMM. 41

Mille parit dives rerum natura colores:
Lætatur tellus seminibus variis etc.

Dette Epigramma handler om de Feil og den Uduelighed, som merkes hos de fleste Mennesker, og viser Aarsagen dertil: nemlig, at den Uliighed, som findes imellem Hoveder, reiser sig ikke saa meget af Naturens Gaver i sig selv, som af deres Direction, der ikke aptere Personerne efter Forretningerne. Jeg drister mig ikke til at sige, alle Hoveder at være af lige Capacitet: thi det var et Paradox, som vilde blive vanskeligt at udføre. Jeg holder alleene for, at der vilde findes gandske faa uduelige Mennesker, hvis et hvert blev sat paa sin rette Post. Af alle Stiftelser udi et Land, kunde ingen imagineres af større Nytte, end et Collegium af skiønsomme Mænd, hvis Forretning skulde være at examinere unge Menneskers Capacitet, og eftersee, hvorudi deres Styrke bestaaer, og til hvilke Studia, Embeder og Forretninger de have mest naturlig Beqvemhed: deraf vilde flyde den store Nytte for en Stat, at fast alle vilde blive nyttige Lemmer deraf, og at Bestillinger vilde ikke lede efter beqvemme Embeds Mænd, hvilket man nu omstunder udi alle Lande seer at skee, efterdi Børn beskikkes til Studia, og ligesom immatriculeres til visse Embeder og Handteringer, førend de have naaet skiønsom Alder, ja undertiden strax efter Fødselen, saa at Forældrene tillige med Navne designere dem til visse Occupationer, hvorved de sielden treffe ret, og, naar det falder vel ud, saa er det ikkun af en Slumpelykke. Jeg erindrer eengang at have seet en Maler sætte adskillige Latinske Deviser under nogle Stykker, som han afmalede paa et Huses Vægge. Jeg spurte ham, hvorledes han saadant kunde giøre, efterdi han ikke forstod Latin: hvortil han svarede: Unterweilen trifts doch artig ein. Ligeledes gaaer det ogsaa til, naar man strax efter Fødselen designerer Børn til Studia. Hver Mand maa gierne have Frihed at 161
sige: min Søn skal hede Peder eller Povel, efterdi min Fader havde det Navn; men at sige: han skal være Præst eller Dommer, efterdi han selv er en Præst eller Dommer, det er at storme mod Naturen, og ligesom at ville sige, endskiønt min Søn er fød med svage Been, saa at han synes af Naturen at være dannet til siddende Forretninger, saa vil jeg dog have ham til at være Løber, efterdi hans Farfader, hvorefter han er opkaldt, havde saadan Occupation; eller, endskiønt han er suurøjet, og ikke kand see langt, saa vil jeg dog sætte ham til Astronomien, efterdi hans Forfædre have været Stjernekigere. Intet kand være urimeligere, og intet er dog meere almindeligt; thi, hvis man examinerer Folkes Huse, vil man finde, at Forældre udi hvert andet Huus anmasse sig saadan Direction, ja at saadant kommer ofte an paa Mødrene, saa at en Mand siger: Jeg vilde gierne have min Søn ved Pennen; men min Kone haver svoret dyrt paa, at han skal være Præst. Han bliver derfore ogsaa Præst, men prædiker, som man siger, og døber derefter. Der er funden visse Folk, der udi Æmbeders Distribution alleene have seet efter den udvortes Skabning. Saadant, naar vi læse og høre, belee vi, og det er ikke uden Aarsag: thi hvad kand være selsommere, end at giøre en til General, efterdi han er visse Palmer høj, at giøre en til Borgemester, efterdi han haver en tyk Mave, eller som de Ægyptier, at giøre en Oxe til Gud, efterdi den er tegnet med en hvid Plet i Panden. Jeg siger, hvad kand være selsommere og meere usikkert: thi man merker jo, at udi et stort Legem kand være et lidet Hierte, og at en der haver en stor Mave, kand have en liden Hierne. Dette er dog ikke meere selsomt, end at beskikke Børn til Forældrenes Embeder, førend man seer, om de have noget af Forældrenes Qvaliteter. Det er derfore ingen Under, at man maa lede efter Mænd til Embeder, og at man seer saa mange ubeqvemme Embedsmænd. Man tilskriver saadant gemeenligen Landets Fejl, og siger, at det ikke er frugtbart paa gode Hoveder: da dog Landet og Luften ingen Skyld have, men Uhelden flyder af en daarlig Direction. Det var 162 at ønske, at Øvrighed, Forældre og Lærere herudi vilde efterfølge Agermænd, hvilke examinere hver Jords Natur, førend de besaae den, efterdi den beste Sæd kand qvæles, naar den saaes udi en ubeqvem Jord. Naar saaledes Misvext skeer, er det ikke Sædens, men Sædemandens Skyld. Dette er ligesaa fornødent at i agttage med Børn, som ere Planter udi en Stat eller Republique, og, naar saadant skeer, kand et hvert Land blive frugtbart paa beqvemme Indbyggere, og en hver Stad have Forraad paa duelige Borgere.

Den Mangel, som et Land haver paa beqvemme Subjectis, reiser sig en deel af Forældrene, en deel af Lærerne, og en deel af Øvrigheden. Af Forældrene, efterdi en Fader dømmer ikke efter et Barns Naturel, men efter sin egen Inclination, og søger at drive det frem imod dets Natur, hvilket haver den Virkning, at det fortreffeligste Subjectum kand blive det unyttigste Jordens Byrde, og at det, som kunde blive et Lands Ære, bliver til dets største Vandheld og Vanære. Thi mangen een, som med Spot og Forhaanelse sidder paa en Domstoel, kunde være bleven en anseelig Krigs Anfører, hvis man ikke havde lagt ligesom Bolt og Lænker paa hans naturlige Gaver, og tvunget ham til et, da dog Naturen havde dannet ham til andet. Man siger for et Ordsprog, at den, som er skabt til en Skilling, bliver aldrig en Daler: thi hvad udvortes Stempel man sætter paa en Ting, bliver dens Natur dog den samme. Hvis Børn lignede Forældre udi Sindets Gaver, som de ligne dem gemeenligen udi den udvortes Skabning, kunde saadant uden et Societets Skade practiceres; men, som Erfarenhed viser, at lige saa stor Liighed, som der er udi Lineamenter, saa stor Uliighed er der udi naturlige Qvaliteter, saa er det usikkert og daarligt at designere Børn til Forældrenes Studia og Forretninger. Herudover lastes det med Billighed hos de Chineser, at enhver Handverksmands Søn holdes til Faderens Handverk, og end meer hos de gamle Iislændere, at en Philosophi Søn ogsaa skulde være Philosophus.

163

Det lader sig ikke giøre med Børn, som med visse Dyrs Unger, hvilke man strax efter Fødselen kand beskikke til Forældrenes Bestillinger: En Støvers Hvalp kand strax efter Fødselen indrulleres blant Støvere, og en ung Mynde kand sikkert indføres udi Myndernes Matricul, saasom Erfarenhed viser, at de have de selvsamme Qvaliteter som Forældrene, ja at de tiene ikke til andet. Men, hvor ofte seer man ikke blant Mennesker, at en Helt fødes af en Poltron, og en Poltron igien af en Helt. Aridæus og Alexander vare Brødre, men vare af gandske ulige Qvaliteter. Det er ufornødent at anføre fleere Exempler af Historier, daglig Erfarenhed giver os Forraad nok herpaa. See ikkun til din egen Familie: din Fader var en ypperlig Musicus og havde en herlig Stemme, du selv derimod bræger som en Geddebuk: tænk engang hvad Musiqven vilde have vundet derved, om han havde beskikket dig til at være Cantor. Din Fader var herudi klogere: han vilde derudi ikke følge din Moders Raad, men sagde: vi maa først see an, om Drengen vil faae nogen Stemme. Bion Borysthenita en bekiendt Philosophus, da Kong Antigonus vilde betiene sig af ham, men først vilde vide, om han var kommen af got Folk, sagde han: Min Fader var en fattig Mand, der tørrede sig med sin Albue; han havde et Brændemærke i Panden, giftede sig med min Moder, som han tog af en Horekippe, og siden formedelst en Misgierning blev forviiset Staden. Men du, o Konge! maa ikke see efter, hvorfra jeg er kommen, men hvad jeg er. Naar du vil have en Skytte, spør du ikke, om hans Fader haver været en Skytte, men forsøger, om han selv kand skyde. Da Antisthenes blev bebreidet, at han ikke var fød af frie Forældre, svarede han: hverken min Fader eller min Moder vare Figtmestere, og dog er jeg det. Saasom derfor intet er almindeligere end at see Børn vanslegte fra Forældrene, saa holder jeg for, at det er udi intet, hvor Forældrenes Myndighed bør være meere indskrænket end herudi, og det i tvende Henseender: thi enhver Fader haver ikke den Capacitet, at han kand dømme om, hvad hans Søn best 164 kand tiene til; han haver ey heller Villie til at sette ham paa den rette Post, saasom det er ham meere om at giøre at forsyne sit Huus med en lydig Søn, end at forsyne Republiqven med en duelig Borger. Publicum maa derfore have Omsorg for Børnenes Lære, og Forældrene alleene for deres Education og Føde.

Den Uheld som heraf flyder, forøges ikke lidet ved Skolegang. Udi Skolerne foresettes alle et Maal, og een og den samme Vey vises for alle, hvilket foraarsager den store Uliighed, som findes hos Disciple, saa at nogle af dem af Lærerne opløftes til Skyerne, andre igien ansees som Misgeburt og Monstra, hvorudaf intet got kand blive, da de dog alle kunde være lige gode, hvis enhver blev sat paa sin rette og naturlige Post. Jeg erindrer mig, at udi min Skolegang vare tvende Disciple, hvilke ingen Discipline kunde bide paa, saa at de gandske forpryglede omsider bleve dimitterede. Da de komme til Hoved-Staden, og der bleve antagne blant Søe-Cadetter, overginge de alle udi Lærvillighed. Aarsagen dertil var denne, at Naturen havde givet dem ligesaa meget af Skiønsomhed, som den havde negtet dem af Hukommelse. Hvorudover saasom der udi Skolerne handledes alleene om at lære uden ad, og at faae Græske og Latinske Gloser til Livs, hvortil deres Hierner ikke havde Fugtighed nok, og nu derimod, da de bleve holdne til Mathematique, som udfordrer meere Skiønsomhed end Hukommelse, bleve de i en Hast forvandlede fra Dyr til Mennesker. Da een consulerede en Philosopho, hvad Studium han skulde slaae sig til, svarede han: seqvere naturam: det er, følg din Natur, givende dermed tilkiende, at han skulde examinere sine naturlige Qvaliteter, og udvælge de Studia, hvortil han fandt sig mest beqvem. Intet er almindeligere end at see fornuftige Mennesker confundere, hvad som Naturen haver ordineret, og at skiule de Qvaliteter, som den haver givet dem til Styrke og Zirath, da umælende Dyr vide at betiene sig til Forsvar af de Lemmer, hvorudi deres Styrke bestaaer; som en Elephant af sin Snabel, en Biørn af sine Kløer, en Oxe af sine Horn, 165 og en Slange af sin Braad. Hvis din Søn er meere behændig end sindriig, da set ham heller til et Handverk eller Konst, end til Philosophie: thi det er bedre og reputeerligere, at han bliver en duelig Maler eller Bygningsmester, end en daarlig Philosophus; bedre at han bliver en habile Kandestøber, end en uduelig Borgemester. Dig synes vel, at et Handverk er for ringe, eftersom han er af en god Familie, hvorudover du af Ambition ikke kand beqvemme dig dertil. Men jeg maatte gierne spørge om en habile Handverksmand ikke er fornemmere end en udygtig Raadsherre. Den rette Ambition er at kunde beklæde sit Embede med Ære.

Hvad som videre befordrer denne Uheld, som her omtales, er, at Øvrigheds Personer distribuere Embeder heller efter Affection end efter Billighed. Thi en saadan Oeconomie foraarsager, at, endskiønt et Land vrimler af habile Mænd, haver det dog ingen. Thi, naar en habile Konstner promoveres til en Raadsherre, og en fornuftig Raadsherre igien betroes Inspection over Konster, Bygninger og Maneuvres, blive ved saadan Metamorphosis tvende Mennesker forvandlede til Dyr. De habileste Comoedianter kand forestille den hæsligste Scene, og, naar saadant skeer, er det ikke Acteurernes skyld, men deres, der distribuere Rullerne. Directeurerne see derfor vel til, at enhver faaer den Rulle, som han er beqvemmest til at udføre. Saadant iagttages nøje udi Spill og Leeg, men forsømmes udi alvorlige og magtpaaliggende Ting. An histrio hoc videbit in scena, siger Cicero, qvod sapiens non videbit in vita? Antisthenes merkede udi sin Tiid den Uorden udi Athenen, hvorudover han engang anholdt hos Øvrigheden, at den ved en Anordning vilde beskikke Heste til at være Esler, og da man studsede ved denne Ansøgning, foregivende, at det var ugiørligt, sagde han, at saadant dog skeede dagligen ved Mennesker; hvormed han paa en fiin Maade tilkiende gav, at man uden Henseende til Personens naturlige Qvaliteter lod Embeder beklæde, saa at een som intet Hoved havde, blev Dommer, og een som intet Hierte 166 havde, blev General. Det lader sig ikke her giøre, som udi Kortspil, hvor det koster ikkun at sige, at Hierter, Ruder, Spar eller Kløver skal være Triumphs; thi, saa snart Paabudet er skeed, blive de det virkeligen: men et Menneske eller en levende Kløver-Knægt, paa hvad Post man end setter ham, er og bliver en levende Kløver-Knægt. Det staaer ikkun til GUd at giøre Nat til Dag, og at sige til Mørket: bliv Lys; det er derfore sikkerst uden Anseelse af Stand, Fødsel, Religion, at bruge enhver til det, som han er beqvem. Naar man leder efter en Doctor, maa man ikke spørge, om han er orthodox udi Religionen, men om han er erfaren udi Lægekonsten. Naar man behøver en Handverksmand, maa man ikke tage den som haver best Skabning, men den som kand giøre best Arbeide. Og, naar man vil betroe nogen en Hemmelighed, maa man heller aabne sig for et taus Fruentimmer, end for en aabenmundet Philosophus. Det heder i saa Maade:

Mihi sic usus est; tibi, ut opus est facto, face.

Vel findes der visse Subjecta, der ere beqvemme til alle slags Forretninger; men de samme ere ikkun faa, de ere ogsaa gemeenligen superficielles, saaledes, at de see ikke saa dybt ind udi Sagerne, som de der applicere sig paa en Ting alleene.

Jeg siger derfore, at intet kunde være nyttigere for et Land, end saadan Stiftelse, hvorved visse skarpsindige Mænd bleve beskikkede til at examinere unge Menneskers Qvaliteter, og derved at give Republiqven tilkiende, til hvilke Studia og Occupationer enhver havde mest naturlig Beqvemhed. Jeg siger skarpsindige Mænd, saasom Arbeidet blev af den Vigtighed, at det med Succes ikke kunde settes i Verk af enhver Skolemester. Men hvor vanskeligt det end kunde være, holder jeg det dog ikke ugiørligt. Dette kunde giøres ved at foresette Ungdommen adskillige Prøver, og at continuere dermed indtil man blev forvisset om, hvorudi enhvers Styrke og Svaghed bestod. Nu derimod bortdrives den beste Ungdoms Tiid ved at 167 lære de Ting, som man siden skal forglemme; saa at, naar den første Skolegang er ude, maa man begynde paa nye, for at legge Vind paa de Studia, hvortil man finder sig selv af Naturen at være danned: og maa man da beklage den beste Tids Spilde, som ikke kand igienkaldes, og sige: Oleum et operam perdidimus. At en Stiftelse af saadant Seminario ikke alleene er giørlig, men at den og med Succes haver været i Verk sat, vises af de gamle Persiske Love, hvorved Forældre ikke tillodes at opdrage deres Børn efter eget Tykke, men de vare forbundne at skikke dem til publiqve Seminaria, hvorfra de maatte ikke komme tilbage til Forældrenes Huuse, førend de havde naaet en Alder af 17 Aar. Directionen af disse publiqve Seminarier var ikke betroed til Skolemestere, som underviisede for Betalning, men til Mænd, som vare distingverede ved Dyd og Fødsel, og som undervisede Ungdommen heller udi Sæder end i Videnskaber.

LIBR. II. EPIGRAMM. 84

Obscoenum factu qvod non est, est neqve dictu:
Actio nam verbis turpior esse solet.

Sømmelighed kaldes gemeenligen det, som overeensstemmer med antagne Moder og Sædvaner, og Usømmelighed det, som strider derimod. Det haver været mod visse Nationers Skik og Sædvane at bruge silke Stoffer, og at gaae med lange Klæder, som skiulede Fødderne, hvorfore ogsaa den Dragt hos dem haver været usømmelig. Blant adskillige Videnskaber, som de Lacedæmonier foragtede, var Music, som dog andre Græker holdte for et herligt Videnskab. Man seer at den fortreffelige Epaminondas lagde Vind paa Music, og Themistocles, der ikke vilde eller ikke kunde leege paa et Instrument, som ham i Giestebud blev offereret, holdes for grov og upolered.

168

Det hører den høje Øvrighed til at ordinere, hvad som skal holdes for sømmeligt eller usømmeligt udi indifferente Ting. Herudover saa snart det blev Romerne tilladt at bære silke Klæder, ophørede den forrige Usømmelighed. Man siger derfor, at udi indifferente Ting intet er uanstændigt uden det forbydes: nihil est turpe nisi per impositionem. Men alt hvad som er nyt og usædvanligt, holdes for at stride mod den naturlige Sømmelighed, da dog mange Ting, som synes at være naturlige, grunde sig alleene paa Moder og Sædvaner. Saaledes, da her i Landet fordum handledes om Skæggenes Afskaffelse blant Geistligheden, ansaae Almuen saadant, som noget der stridede baade mod Religion og Moralitet, men da den Skik engang først er bleven indført, haver man uden Forargelse anseet ragede Kinder og Hager, ikke alleene paa Præste, men endogsaa paa Bispe.

Vi kalde uanstændigt alt hvad som er usædvanligt, endskiønt det i sig selv er indifferent og undertiden nyttigt. Derimod ansee vi ofte Laster selv som Zirather, naar de samme ikkun ere i Moden, og almindeligen ere antagne. Saaledes, da det fordum udi disse Nordiske Lande haver været et Galanterie at drikke sig drukken, saa holdes det endnu got Folk til gode, om de drive heele Nætter bort med Pocaler, og drikke, indtil de blive ædrue igien, og gaae fra et Giestebud til et andet, da dog ingen Last er hesligere, og en Christen meere uanstændig. Jeg vil ikke tale om andre Ting, hvilke legges ingen til Last, efterdi de ere udi Brug. De derfore, som holde Fraadserie og Drikken anstændigt, men som declamere mod Spil og Leeg, kand lignes med dem, der overgive Staden, men forsvare nogle af dens Skandser.

Der findes for Exempel de, som med Bitterhed tale mod Dantz, Spill, eller Legemets uskyldige Bevægelser, hvilke de holde ikke alleene for uanstændige, men endogsaa for syndige. Man maa bekiende, at slige Domme ere dristige, helst saasom Materien stedse haver været omtvistet blant Lærde og Geistlige, og derfore kand regnes blant de Ting, 169 hvorudi de Romerske Paver selv ikke driste sig til at decidere. Saadanne Decisioner reise sig derfor af Vankundighed udi Studio morali, efterdi man veed ikke at distingvere naturlig Anstændighed fra det, som alleene grunder sig paa Skik og Moder, men sammenblander det eene med det andet, følgende derudi den gemeene Almue, der holder det for Dyd og Anstændighed, som roses af de fleste.

Man maa, siger Cicero, bruge Spil, Sang og Lyst, naar man bruger det til Maade (cantu, fidibus, tibiis uti licet, dummodo ea moderata sint.) Den ærbare Scipio undsaae sig efter Senecæ Vidnesbyrd, ikke ved at dantse (Scipio triumphale illud ac militare corpus movit ad numeros.) Sallustius lastede vel Semproniam, dog ikke fordi hun dantsede, men fordi hun dantsede for vel, det er, efterdi hun havde øvet sig f ormeget derudi. Semproniam reprehendit, non qvod saltaret, sed qvòd optimè saltaret. Det var og i den Henseende, at den Macedoniske Konge Philippus sagde til sin Søn: skiemmer du dig ikke at synge saa vel? Det var ikke Sangen som han lastede, men den alt for store Fliid, han merkede, at Alexander havde anvendet paa Synge-Konsten. Det er ligesaa selsomt at forbyde, som at befale indifferente Tings Øvelse; hvilket skeer dog, og haves særdeeles Exempler paa det sidste udi Engelland under Kong Jacob I. Regiering. Samme Konge, da han merkede, at de saa kaldne Puritaner fordømte all Tids-Fordriv, efter at GUds-Tienesten var til Ende paa Sabbathen, da, i Steden for ved Tilladelse at corrigere saadan Rigueur, befoel han Undersaatterne paa visse Tider om Sabbathen at dantse og spille, tilkiendegivende, at de, som saadant ikke efterlevede, skulde ansees som slette Christne.

Cicero anfører nogle, som sige, at hvad som er uanstændigt udi Gierning, er og uanstændigt udi Ord og Tale. Saaledes er det efter deres Sigelse ikke uanstændigt at tale om Urin, efterdi det er anstændigt at kaste sit Vand. Naar derfor nogen fortørnes over saadan Tale, reiser Fortrydelsen sig heller af Hovmod end naturlig Blyeferdighed; 170 thi dersom de samme Ord exprimeres ved andre Navne, opvække de ingen Fortrydelse eller Ekel. Over det Ord, for Exempel: at pisse, støde sig aldrig ens Ligemænd eller Undermænd, men Overmænd anhøre det med Ekel, efterdi det er brugeligt blant fornemme Folk at exprimere Tingen ved det Ord: at kaste sit Vand; hvilket dog er det samme. Jeg kand dog ikke approbere de Cyniske Philosophorum Talemaader og Gierninger, holder iligemaade for, at man maa forbyde Ungdommen visse gamle Poeters Læsning, formedelst den Uhømskhed, hvormed de ere opfyldte. Thi derudi findes adskillige Ting, som ikke alleene offendere høviske Øren, men som ogsaa ophidse til Løsagtighed. I den Henseende bifalder jeg ogsaa dem der have censureret deslige Ting hos Mr. Bayle, saasom der findes mange Ting udi hans Dictionaire, som er anstødelige og fortiene at lastes.

Men der ere utallige andre Ting hvilke holdes for at stride imod naturlig Anstændighed, da de og udi sig selv er aldeeles ikke uanstændige. Thi Anstændigheden grunder sig alleene paa visse Stæders Skikke og Sædvaner, hvilke have den Virkning, at de confunderes med Raisons, naturlig Anstændighed, Religion og Samvittighed. Og var det i den Henseende, at de Cretenser, naar de vilde ønske deres Fiender ont, bade Guderne, at de vilde indvikle dem udi nogen ond Sædvane.

Spartæ qvod gravitas, fastus dicatur Athenis:

Qvod decus est Græcis, dedecus Ausoniis.

Hvad i et Land heeder Gravitet, heeder udi et andet Hovmod. Hvad som her kaldes Fripostighed, kaldes der Frekhed, og hvad som paa et Sted fører Navn af Kydskhed, kaldes paa et andet Sted urimelig Peenhed. Lobo udi hans Abysiniske Reise fortæller, at fremmede Gesantere udi et vist Land i Africa ved deres første Audience til Høfligheds Tegn blive pryglede af de nærværende Kongel. Hofbetientere. Saadant vilde ikke ansees som nogen Civilitet ved vore Europæiske Hoffe. Men man vilde ansee slige 171 Complimenter, som dem der giøres af vore Landsbye-Hunde, blant hvilke er vedtagen som en anstændig Mode at forfølge reisende med Bieffen og Skiælden indtil Byernes Leede. Men et hvert Land haver sine Moder, ligesom et hvert Menneske kand have sin egen Smag. En brakket kort Næse holdes for at ziire et Menneskes Ansigt paa visse Steder, krumme og lange derimod er en Zirat paa andre Steder. Montagne siger, at hvis umælende Dyr kunde skildre, vilde de afritze GUD udi deres egen Skikkelse. Herudover male visse Africanske Folk GUd sort og Fanden hvid; og er det troeligt, at en Natugle holder sin egen Stemme bedre end Nattegalens. En Hollænder laster andre Nationer for Ureenfærdighed, efterdi de spytte paa deres Gulve: andre derimod holde det meere uhøfligt at have deres Borde garnerede med Spytte-Potter. Naar vi see visse Folk at snyde sig med Fingrene uden Tørklæder, kalde vi dem Sviin: en Nation derimod, som veed ikke af Tørklæder at sige, vilde maaskee ikke mindre criticere os, naar den saae os at legge saadan Ureenlighed udi Linklæderne, og at forvare den udi vore Lommer. At offerere et Fruentimmer udi Spanien et Kys, er det samme, som at beskadige hendes Jomfruedom: men det som Spanierne kalde ukydskt, heeder en venlig Hilsen hos Engelændere og Frantzoser. Det var tilforn brugeligt, at en Jomfrue skulle skielve, blusse, ja daane, naar hun alleene hørte en Mands Navn nævnes: saadant holtes da for et Beviis paa en Jomfrues Kyskhed. Nu derimod ansees det som et Beviis paa en urimelig Affectation. Jeg erindrer mig, at det udi min Barndom var uanstændigt for en Jomfrue, der paa Gaden blev hilset af en ung Karl, at hilse ham igien: nu derimod bliver den holden for grov og incivilisered, der saadant forsømmer. Vore Efterkommere ville uden Tvivl neppe bare sig for Latter, naar de høre, at disse Tiders Mennesker have brugt saadanne Talemaader: mine Skoe og Strømpet for høviske Øren at tale: min Skiorte med permission at sige: ja det vil synes dem ligesaa latterligt, som det nu vilde komme os for at være, om man hørte 172 nogen exprimere sig saaledes: min Skomager, mit Ehren zu melden: salva venia, min Skræder, min Barbeerer.

Man seer saaledes, at Ting, som grunde sig alleene paa Skikke og Sædvaner, confunderes med naturlig Sømmelighed. Et Fruentimmer bliver i vore Lande ikke lasted om hun gaaer med blottede Bryste, efterdi Landets Mode saadant tillader. Derimod er det usømmeligt at lade see et nøget Fodblad, efterdi saadant af Moden ikke er autorisered. Hvis alamodisk Modestie var en Dyd, da vilde den virke ligesaa stærkt hos et Fruentimmer udi Mørke, som ved den lyse Dag. Vanen confunderes saaledes med Naturen. Dertil hielper og ikke lidet visse anseelige Mænds Autoritet. Det haver været de gamle Græker og Romere nok, at en Philosophus, til hvis Skole de bekiendte sig, haver decideret herudi; og have de Christne begaaet samme Fejl, i Henseende til de gamle Kirke-Fædre, hvis Sentencer de have anseet som Oracler, da dog udi deres Morale findes en Mængde af Vildfarelser. Clemens Alexandrinus kand alleene tiene til fuldkommen Beviis herpaa. Han holder for Exempel utilladeligt at æde hvit Brød, igiennemhegler Music og Sang, siger, at bære brogede Klæder er Tegn til Løgnagtighed, laster som en Uanstændighed at hilse en anden paa Gaden, og andet deslige. Lactantius fordømmer all Kriig, endogsaa at forsvare sig selv, taler ogsaa mod dem som laane paa Rente. Chrysostomus opmuntrer Qvinder at følge Saræ Exempel, der overgav sit Legeme til barbariske Folkes Brug, for at erhverve hendes Mand Sikkerhed.

Vil nogen ellers spørge, hvortil nytter denne Dissertation, og hvad ont er derudi, at man søger at binde Menneskets Tale og Gierninger til en slags Blyferdighed, da svarer jeg dertil, at det er en Lærers og Philosophi Pligt ikke alleene at bestorme Laster i sig selv, men end og at bestride alt hvad som kand giøre Mennesker latterlige: i sær efterdi Erfarenhed viser, at Bagateller ligge Mennesket meer paa Hiertet end vigtige Ting, og at unyttige Ting have givet Anledning til de heftigste Stridigheder.

173

Hvilke Bevægelser have ikke fordum vore Lærere giort? hvor heftigen have de ikke tordnet mod Fruentimmerets Fontanges? hvilke de have lignet med Fandens Horn: ret ligesom det var GUd magtpaaliggende, af hvilken Façon Fruentimmerets Huer vare, eller ligesom det var en klar Sag, at Fanden havde Horn. Jeg vil forbigaae utallige andre Ting, hvilke, endskiøndt de ere af aldeles ingen Vigtighed, dog have foraarsaget store Bevægelser. Det er bekiendt, at en hæftig Kriig haver fordum reiset sig imellem Munkene formedelst Figurene af deres Huer, og at samme Kriig derfore af de Franske haver været kalden Guerre des Capuchons, det er Hætte-Krigen. Chineserne kunde skikke sig udi alle Haardheder under den Tartariske Regiering; men da der handledes om at lade deres Haar klippe, lode de sig massacrere, saasom de heller ville miste Hovedet end Haarene. Hvilke Bevægelser haver ikke det Spørsmaal opvakt blant visse Folk, om det var rettest at kaarse sig med 2 eller med 3 Fingre. Der fortælles, at intet har været haanligere hos de Araber, end udi Selskab at lade en Vind løs, og at man regnede Aars Tall fra en saadan Hendelse. Det samme agtes endnu haanligere udi Japan end den største Misgierning, og vidner Historien, at en Hof-Jomfrue, som engang saadan Skrøbelighed paakom, tog en Glød af Fyrfadet, som hun bar, og opslugede den, saasom hun bluedes ved at leve efter saadan Hændelse. Jøderne rebellerede, naar man oprettede et Æres Monument for Keiserne, eller bare Romerske Standarter igiennem Staden, paa samme Tiid som de undsaae sig ikke ved at begaae Mord mit udi Templet. Man haver seet visse geistlige Seminarister at tviste om Spenders og Skoeremmers Brug, ret ligesom man ærede GUd meer, om man hæftede sine Skoe med Spender end med Remmer.

Saasom derfore Mennesker ere saa ivrige udi Bagateller, og de mindst magtpaaliggende Ting ligge dem mest paa Hiertet, maa man ikke forundre sig over, at vigtige Ting derover blive forsømte, og at man skyer sig ikke for at bedrive de Synder, som man uden Skræk ikke tør nævne.

174

Det er bekiendt, at Olympias Alexandri Magni Moder var ingen Lucretia: ikke desmindre seer man hende paa sit yderste at have taget Anstændighed saaledes udi agt, at hun skiulede sit Ansigt med sit Hovedhaar, og sine Beene med Klæder, paa det at ingen skulde see noget, som var blot paa hendes Legem. Cæsar iligemaade, hvis Hoved-Dyd ikke havde været Kydskhed, da han saae sig at overfaldes af sine Banemænd, skiulede han Hovedet med sin Kaabe, og med den venstre Haand bedækkede sine Been, paa det, at han kunde døe paa en ziirlig og sømmelig Maade. Det er ikke af peene Geberder og Tale samt af Klædernes Figurer og Farve man maa dømme om Mennesker. Man siger vel:

Culta puella nimis casta puella minus.
Jo meer en Jomfru Smykke bær,
Jo mindre Kydskhed findes der.

Vi have og et gammelt Dansk Ordsprog: Let udi Klæder, let udi Sæder, brogede Klæder, broget Sind. Men vi have derimod andre Ordsprog, som sige: man maa ey dømme om Hesten af Saddelen, eller om Manden af Klæderne: item at der ere gode Heste af alle slags Haar. Det er undertiden en Viisdom at rette sig efter Landets Moder, hvor underlige de end synes at være. En viis Mand vil ey være den første ey heller den sidste udi Moden. Thi det heder hos ham: man skal æde efter sin egen, men klæde sig efter en andens Smag; ligesom man maa leve efter gammel, men pynte sig efter nye Mode.

175

LIBR. II. EPIGRAMM. 85

Urbs qvicqvid credit, cæcè qvoqve credit Anilo,
Dicitur hinc verax atqve fidelis homo.
Tu Theodore nihil nisi facto examine credis,
Diceris hinc mendax hæreseosqve caput.

For et par hundrede Aar siden var Christendommens Tilstand saaledes, at det største Kiendetegn paa en ret Troende var intet at troe, det er, at stoppe sine Øren og lukke sine Øjen til alt, hvad som sagdes og visedes mod det, som det Romerske Sæde fant for got at paabyde. Saadant kaldtes alleene Troe, og alt Examen blev henført til Vantroe og Kietterie. Mod dette Tyrannie opreisede sig omsider nogle kiekke og modige Helte, og søgte at kuldkaste et Herredom, som med Vold og List var Verden paakasted. De Argumenter, som brugtes til at bestorme det samme, toges af et Menneskes Pligt i at examinere, førend man troer, og at høre, førend man dømmer. Den Romerske Geistlighed beraabte sig da paa Lærdommens Ælde, og fik til Svar, at en Vildfarelse kand være meget gammel. Den foregav videre, at alting efter nøje Examen tilforn var decideret: dertil blev saaledes svaret, at ingen havde Ret til at decidere for en anden, over det som Skriften byder ham at troe; thi han sætter sig ellers udi Skriftens Sted, og vill, at andre skulle see med hans Øjen. Videre sagdes, at Skriften var mørk paa adskillige Steder, saa at det var ikke enhver Mand givet at udfinde dens rette Meening, hvorudover man maatte lade sig nøje med deres Udtolkninger, som havde udstuderet Grundsprogene, og vare forsynede med tilstrekkelig Lærdom. Dertil blev svaret, at alle de der havde studeret Grundsprogene, vare ikke eenige udi Udtolkningerne, og at een lærd Mand ofte sagde en Ting sort, hvad en anden lærd Mand sagde hvid. Endeligen, foregave de, at den Frihed, som gaves enhver at examinere, tilvejebragte adskillige vildfarende Secter. Dertil svaredes, at det var bedre, at have en vildfarende 176 Troe, end ingen. Thi den almindelige Tilstand for Reformationen var saadan, at, naar man adspurte een af Almuen, kunde han ikke svare andet, end at han havde sin Sognepræstes, Sognepræsten Kirkens, og Kirken Pavens Troe. Men hvad Troe Paven havde, var ham ikke bekiendt, og kunde ingen dømme derom, efterdi de fleste havde aldrig seet Skriften, og nogle havde end ikke hørt tale derom, hvorudover nogle holdte for, at det Nye Testamente var en farlig Bog, som Luther havde sammenskrevet. Disse og andre Argumenter vare saa vigtige, at intet kunde siges derimod, hvorudover Reformationen gik for sig med den Fremgang, som er heele Verden bekient. Udi den første Heede, og da alting endda vaklede, betienede sig Reformatores af de samme Vaaben, hvormed de havde erhvervet sig saa stor Fordeel. Men de havde saa snart ikke stiftet egne Kirker, og bestyrket sig saaledes, at de frygtede for ingen Overmagt, førend man saae dem at vige fra deres egne Principiis, og at bruge de samme Vaaben mod andre, som afsondrede sig fra deres nye stiftede Meenigheder, som den Romerske Geistlighed havde brugt mod dem selv. Dette skeede dog med en Slags Varsomhed, om ikke i Gierningen, saa dog udi Ord. De bleve ved deres sædvanlige Talemaader, at enhver maatte selv randsage Skriften, men dog med det Forbehold, at Decisionerne maatte i alle Maader være overeensstemmende med Lærernes, og at man efter et nøje og frit Examen maatte underskrive de Troens Bekiendelser, som udi Geistlige Forsamlinger vare forfattede. Hvilket var det samme, som at ville sige: Du maa troe, hvad du finder at være ret, men intet er ret, uden hvad vi troe; saa at den Frihed, som blev given til at examinere, bestoed ikkun i høflige Complimenter; ja det var ligesom man vilde slaae Fængslets Dør i Laas for en Fange, og tilligemed raabe igiennem et Hul til ham, at det stod ham frit for at gaae, hvor han vilde. De Romerske Geistlige glemmede ikke at føre sig dette til Nytte, og at bestride de Reformerede med deres egne Vaaben. De forekastede dem, at de hos dem selv stiftede en 177 Infallibilitet, som de hos andre havde fordømmet, saa at Forskiellen bestoed ikkun i blotte Ord, da Tingen var den samme. Intet haver meere forvirret Protestanterne end denne Indvending. Man visede dem, at de handlede imod deres egne Hoved-Principia, og at den Tilladelse, som de gave enhver at examinere Skriften, bestoed ikkun udi en Talemaade, og at dermed intet andet gaves tilkiende end dette: Randsag og læs dog saaledes, at du intet seer, uden hvad vi see, og at din Troe i alle Maader rettet sig efter vor Troe. Dertil søgte man først at opmuntre med Formaninger, men, saasom alle ikke vilde beqvemme sig dertil, gav man dem Confessioner, som de med Svøben over Hovedet maatte underskrive. Dette foraarsagede, at de første Protestanter ynglede andre Protestanter af sig, og at selvsomme Scener bleve forestillede udi Christendommen: thi de selvsamme, som mod et Parti raabte: randsag, raabte mod et andet Parti: troe og underskriv. Paa een Side maatte det heede: Luk Øynene op, og paa den anden, luk Øynene til, om du vil blive salig.

Man maa tilstaae de første Reformatorum Meriter: de bortdreve den Taage, som Christendommen var nedsiunket udi. De gave os Skriften i Hænderne, som var forbuden at læse. De rensede Lærdommen fra menneskelige Paafund; saa at Kirken fik i alting en bedre Skikkelse. Det er ogsaa troeligt, at Reformationen havde bleven almindelig, hvis de stedse havde holdet ved deres første Principia. Mange meene, at Reformationens største Hinder foraarsagedes af Secternes Mængde, og at det var saadant, som de Romerske mest forargede sig over. Men det er troeligt, at saadan Hinder reisede sig fornemmeligen af ovenmeldte Forandring udi egne Principiis. Thi Reformationens Grundvold var den Christelige Frihed i at randsage, førend man troer, og naar Grundvolden svækkes, falder den heele Bygning. Det maatte da heede, at Reformatores søgte at give os mange Paver i steden for een, og i steden for en infallibel Kirke stiftede adskillige andre med samme Myndighed; saa at Reformationen bestoed udi at forflytte 178 et Herredom fra Rom til Tydskland, Engelland og Holland.

Vel er sant, at der i Anledning af Reformationen og Prædikener om den Christelige Frihed, reisede sig selsomme og urimelige Secter; saa at det blev fornødent at forfatte Confessioner til Underskrivelse. Saadant kunde ikke dadles, hvis Confessionerne havde alleene været offereret til Underskrivelse og ikke paabudne; thi Tvangen fordervede alting, underminerede Reformationens Grundvold, og giorde Lærdommen stridig mod sig selv. Men vil man sige: skal da gives alle Meeninger fri Cours, og tillades, at der bliver lige saa mange Religioner, som Hoveder? Dertil svares, at man herudi ikke kand betiene sig uden af Lærdom og Persvasioner; thi Tvang og voldsomme Midler ere baade unyttige og ubillige: unyttige, efterdi Troen ikke kand inddrives ved Hammerslag, og efterdi Erfarenhed viser, at Kietterier ved Tvang heller forfremmes end hæves. Man kand derforuden vel tvinge Mennesker til at giøre men ikke til at tænke; og naar man ikke kand tvinge dem til at tænke, saa udvirkes ved Tvangen alleene, at Mennesker drives til at sige andet end de meene, hvilket er at giøre dem af vildfarende Folk til Øyenskalke. Voldsomme Midler ere ubillige: thi intet kand være meere uforsvarligt end at tvinge Mennesker til at see hvad de ikke kand see, og begribe hvad de ikke kand begribe. De som saadant øve, kand lignes ved Qvinden, der vilde bringe hendes Mand til at troe hende paa hendes Ord imod sine egne Sandser, sigende: er det mueligt, at du hellet vil troe dine egne Øyen, end din kiære Kone. Det er jo en selsom Begiering, at byde Folk sige sig af med Forstanden, hvilket man fornemmeligen seer at paastaaes udi Pavedommet. Herudover have de Italiener et Ordsprog, nemlig: il credere é di cortesia: det er, vi troe vore Lærere af Høflighed. Vel siges at visse Mennesker ikke ville see og ikke ville begribe, men jeg drister mig ikke at fælde saadan Dom, saasom det er ikke troeligt, at Mennesker af frie Villie antage fordømmelige Meeninger.

179

En anseelig Roman-Catholsk Skribent, nemlig l'Abbé de St. Pierre haver nyligen dristet sig til at giøre en saadan Betænkning herover: Vor Næstes Vildfarelser, siger han, ere Fejl, men som flyde ikke af Villien: thi ingen vildfarer frivilligen. Herudover kand Vildfarelse undskyldes, naar de ikke stride mod Retfærdighed eller andre Hoved-Pligte. Da Forfølgelser derimod ere altid frivillige: thi den som forfølger, vil og forfølge; hvorudover de ogsaa paa ingen Maade kand undskyldes. Vil man sige, at det er sikkere at troe hvad som efter nøye Examen af lærde Folk er fundet for Sandhed, end at forlade sig paa sin egen Skiønsomhed, og at derfore enhver Privat-Person giør ilde, der veigrer sig for at underskrive de ved Love stiftede Confessioner, saa indvikler man sig udi uendelige Labyrinther: thi derved svækkes, som sagt er de første Reformatorum Argumenter mod den Romerske Kirke. Derved foraarsages, at den Tilladelse, som gives enhver Christen at randsage, kommer at bestaae udi blotte Ord. Derved autoriseres alle ved Love stiftede Religioner. Ja derved fordømmes endeligen vore egne Missionariers Foretagende i at omvende Hedninger og Mahomedaner, eftersom de derved opmuntres til at randsage, om de Religioner, som de ere opdragne udi, og som ved Love ere stiftede, ere vel eller ilde grundede. Naar vi agere Missionarier udi Hedenske Lande, formane vi Almuen ikke at forlade sig paa Landets Troe, men at høre vore Forklaringer: men udi vore egne Lande formane vi Almuen at holde sig ved Landets Troe og at stoppe Ørene til for fremmede Forklaringer, saa at det samme, som vi paa et Sted kalde en Pligt, kalde vi paa et andet Sted en Synd. Tænk hvorledes en Missionarius vilde confunderes, om en Hedning begegnede ham med saadant Argument, naar han vilde sige, hvad som paa et Sted er ret, er og ret paa et andet, og hvad som er Sandhed udi Europa er og Sandhed udi Asia.

Jeg vil herom intet mere tale, saasom ingen Materie udi vor Tiid er vidtløftigere udført. Jeg haver alleene anført løsligen dette, for at vise, hvorpaa min Tolerance udi Religions 180
Sager grunder sig, og hvor vidt den gaaer. Jeg veed, at mange liden Behag vil finde udi saadan Confession. Maaskee jeg kand vildfare saavel herudi som udi nogle andre Ting. Men jeg holder for at det er mindre farligt at vildfare, end at bekiende hvad jeg i Hiertet ikke meener. Jeg veed at jeg skal blive salig ved min egen og ikke ved min Sogne-Præstes Troe: jeg veed og at Religionen ikke som et Fidecommiss eller Arvegods forplantes fra Fader paa Søn, men at den maa grunde sig paa Examen. Og saasom det er hver Christens Pligt at randsage før man troer, saa er jeg forsikret, at naar en med Fliid leder efter Sandhed, at GUd tager Villien for Verket, endskiøndt han ikke finder den. De fleeste Mennesker ere opblæste af en Troe, som de aldrig have examineret, og som de ingen reede kand giøre for end af Fødselen og Education. Jo ukyndigere de ere, jo meere Infallibilitet tilegne de sig. De vide alting til Punct og Prikke, just fordi de vide intet, saa at det gaaer dem, som alle halvlærde Folk, hvilke ingen Vanskelighed finde udi Videnskaber, efterdi de alleene haver været ved Skallen deraf. Det forunderligste er, at de med Myndighed søge at paatrykke andre, der med Fliid have randsaget alle Ting, deres egne Meeninger, som de selv ikke have examineret. Saa ofte en saadan giver sig ud for Convertisseur, giver jeg ham det samme Svar, som til dem, der ville foreskrive mig Sundheds Regler, nemlig at jeg udi 40 Aar nøye haver udstuderet mit Legems Constitution, og derfor ikke kand rette mig efter hvad enhver præscriberer, der ingen Kundskab haver derom. En ung Munk lod sig engang indfinde hos Hertugen af Montmorency, for at erindre ham om sin Christendoms Pligt, og at vise ham Saligheds Vey og fik til Svar, at, saasom han allerede var 80 Aar gammel, saa havde han havt tilstrekkelig Tiid til at lære at døe. Man seer heraf hvilke Tanker jeg haver om hidsige Convertisseurs, hvad jeg meener om den Christelige Frihed selv at randsage; item, hvorvidt min Tolerance strekker sig. Førend jeg gaaer videre frem, og taler om mine andre Religions Principiis, vil jeg giøre en særdeles 181 Anmærkning over Tolerance, nemlig, at der findes visse Mennesker, der mest raabe paa Tolerance, og dog allermindst selv øve den. Saadan Opførsel findes gemeenligen hos de fleste Separatister, hvilke handle lige mod deres egne Principia. Naar man fordømmer deres Lærdom, tale de hæftig mod Tvang, men paa samme Tiid igiennemheigle alle Nationale og ved Love stiftede Religioner, fra hvilke de separere sig, og derved tilstrekkeligen give tilkiende, at de selv ville blive Forfølgere, hvis deres Evne svarede til deres Villie. Man seer, for Exempel: en G. Arnold ideligen at declamere mod Tvang, og tillige med at sværte alle nationale Religioner, og at igiennemheigle indtil indifferente Ting og Geistlighedens Klædedragt: saa at denne Freds-Herold fører en Palmegreen udi den eene, og en Stridsbasune udi den anden Haand. Men for at komme til mig selv igien, da giver jeg mig ikke ud for en Theologus, men saasom jeg ideligen laborerer af Svagheder, og ofte trues med Døden, saa tænker jeg maaskee oftere paa det tilkommende, end mangen ung Convertisseur. Jeg haver med Fliid underforsket alle Hoved-Poster, og efter nøye Meditation formeret mit Systema, dog saaledes, at jeg endnu hører fornuftige Folks Forklaringer, og corrigerer, hvad som jeg finder at behøve Correction. Jeg haver ogsaa med Oprigtighed udi mine Skrifter, sær i mine Latinske Epistler givet mine Tanker aabenbare tilkiende, og ligesom giort min Confession, hvilken ungefær endnu er den samme, og som jeg udi denne Dissertation vil befatte paa Dansk.

Saasom jeg holder det for et Menneskes Pligt at leede efter Sandhed, og saadan Kundskab ikke kand erhverves, uden ved at høre hvad som kand siges pro og contra, saa haver jeg ikke taget i Betænkning tillige med gode Bøger at læse de som holdes for onde. Jeg veed vel, at saadant i Almindelighed fraraades, og at de fleste Mennesker ere saa bange for heterodoxe Bøger, at Bindet alleene deraf kand foraarsage dem horreur. Man anfører ogsaa til Beviis paa eens Christendom dette, at han stedse haver holdet 182 sig fra deslige Bøgers Læsning. Jeg viger herudi noget fra den almindelige Meening, og regner ingen lærd Mand saadan Præcaution til merite. Thi det er det samme som han vilde sige: jeg vil aldeeles ikke bekymre mig med noget Examen, som kand sette mit Sind udi Uroelighed, men jevnt troe alt hvad de fleste got Folk udi Staden troe, og hvad mine kiære Forældre eller Amme haver troet. Om det kand regnes for en merite hos Skaberen, der haver givet os en fornuftig Siæl, og befalet os at bruge den, drister jeg mig ikke til at sige. Vel er sant, at onde Bøgers Læsning giver ofte Nysgierighed tilkiende, men den viser tillige med en slags Bekymring for det tilkommende. Vi berømme dem, som underkaste sig Sveed og Arbeide for at opfinde et ubekient Land; men vi laste og fordømme dem, som af Bekymring for det tilkommende randsage alting. Den Berømmelse, som gives de første, maa være alleene i Henseende til deres Magelighed. Thi de, som i dette Livs Korthed ikke finde det Umagen værd at efterforske den Vej, som leder til Salighed, synes lidet at differere fra umælende Creature. Og hvorledes kand de siges at randsage, som stedse hænge udi een Bog, eller hvorledes kand de siges at troe, som aldrig have examineret Troen. Jeg gaaer herudi saavidt, at jeg undskylder meer Vildfarelse efter giort Examen, end Orthodoxie uden Examen. Thi den som uden foregaaende Examen troer ret, er Rettroende af en Hendelse, og derfore ikke kand blive salig uden af en Hendelse. Og, eftersom saaledes er, kand man ikke støde sig saa meget over det som en vis Philosophus haver sagt, nemlig, at det er ved Brug af Naturens Lys og den sunde Fornuft vi blive salige. Thi naar Ordene nøje forklares, er intet derudi mod Orthodoxie.

Man seer deraf, hvor ubillige de ere, som uden Naade fordømme dem, der med Bekymring efterlede Sandhed, og i den Henseende læse alle slags Skrifter. Hvad min Lærdom angaaer, da henger jeg stift ved 3 Principiis, som er 1.) intet at troe, som strider imod de almindelige Sandser. 2.) Intet at antage, som svækker Grundvolden af den 183
Lærdom, som jeg profiterer. 3.) At forkaste alt det, som strider imod GUds Attributa. I den første Henseende kand jeg aldrig overtales til at antage den Lærdom om Transsubstantiationen, efterdi jeg hverken kand eller bør nægte, hvad jeg seer og føler; thi at troe noget, som er mod de almindelige Sandser, er at giøre alting uvist og vaklende. Naar een kand overtale mig til at troe, at Brød, som jeg seer og smager for Brød, er Kiød, og at Lys er mørkt, at Skygge er Legeme, saa kand han og formaa mig til at sige, at en Cirkel er en Triangul, en Linie en Cirkel, ja at forkaste Historier, uimodsigelige Vidnesbyrd og Demonstrationer, hvorpaa Religionen er grundet. Til saadan Troe, som er lige mod Sandserne, seer man dog de fleste Mennesker at beqvemme sig: thi den Begierlighed enhver haver at forsvare de Meeninger, som han er opdragen udi, haver samme Virkning paa Sindet, som en Feber paa Legemet. Feberen betager den naturlige Smag, saaledes, at Patienter ikke meere kand dømme derover. Den Begierlighed man haver i at forsvare Fæderne Troe, hvilket er Sindets Feber, foraarsager iligemaade, at det som er hvit, synes sort, og det som er ret, synes kroget. Videre, saasom jeg intet kand troe, som strider imod Fundamenterne af den Lærdom, som jeg bekiender, saa kand jeg ikke bifalde dem, der ere for Tvang og Intolerance, saasom derved kuldkastes Grundvolden af den Evangeliske Lærdom. Thi at plaidere for Frihed, og selv at tvinge, at raabe mod Forfølgelse, og selv at forfølge, at laste hos en anden det man holder for en Dyd hos sig selv, ere heslige Contradictioner, hvorved man desarmerer sig selv, og overleverer sig ligesom Hænder og Fødder bunden til eens Fiender. Endeligen 3.) saasom jeg intet underskriver, som er mod de guddommelige Qvaliteter, saa kand jeg aldrig bevæges til at antage den Lærdom om Skiebnen eller absoluto Decreto, efterdi den synes at giøre GUD Aarsag til Synden. Herudover, hvis nogle Expressioner udi Skriften forekommer, som synes at stride herimod, holder jeg for, at man maa vige fra Bogstaven. Fra disse tre Principiis 184 kand intet overtale mig til at vige, og meener jeg, at det er sikkert at holde stift ved de samme.

Jeg kand ikke bifalde dem, som uden Forskiel fordømme alle Hedninge, alleene efterdi de ere fødde uden for Kirken. Jeg troer paa en GUD, som er god og det menneskelige Kiøns Ven, overladende andre til at dyrke en haard og umild Dommer. I den Henseende tvister jeg og ideligen med dem, som fordømme all uskyldig Lyst, som recommendere Bedrøvelse, og ansee Slavisk Frygt som en Christelig Dyd: thi hvad er det andet end at fingere sig en Tordende Jupiter eller Manichæisk GUD.

En god Huus-Fader misunder sine Børn og Tiunde ingen uskyldig Lyst: han glæder sig over at see dem med tækkelige Ansigter om Aftenen, naar de have forrettet deres Arbeide om Dagen. Tvertimod suure Ansigter og nedslagne Hoveder er ham ubehagelige. Han anseer det første som Tegn til Fornøjelse og Kierlighed mod sin Person, men det sidste som Tegn til Had og Misfornøjelse. Nogle advarede engang Cæsar, at han skulde tage sig vare for Antonius og andre, som dem der havde ont i Sinde mod ham. Cæsar svarede dertil, at Antonii tækkelige Ansigt og røde Kinder betog ham all Mistanke, men at han frygtede meere for Bruti og Cassii bleege Ansigter og suure Miner; og viser Historien, at han derudi dømte ret. Det Barn er ilde opdragen, som skielver, naar det seer sin Fader; det bliver ved saadan Education ikke meer et Barn, men en Slave, der sukker efter Frihed. At være Børns Fader er at overtale dem til at elske sig, hvilket skeer, naar de blive forsikrede om Faderens Kierlighed.

I Pietets Beskrivelse derfore er jeg ikke eenig med nogle. De samme kalde det en Frygt, og jeg kalder det en Kierlighed til GUd, som stedse er geleidet med Veneration og Ærbødighed. Den Vildfarelse, som nogle begaae udi Pietets Beskrivelse, foraarsager, at Melancholie ofte confunderes med Gudsfrygt. Jeg holder for, at GUd maa dyrkes med en sønlig Kierlighed og ikke med en slavisk Frygt. Videre synes mig deres Strenghed at være utidig, 185 som søge at giøre det Christelige Aag tyngere, just paa en Tiid, da saa mange Fiender reise sig op mod Religionen, og søge at giøre Geistligheden forhadt. En saadan slibrig Tilstand udfordrer heller Moderation end Strænghed, og er det ved saadan Moderation den Engelske Geistlighed bevæbner sig mod de Naturalister, som i vor Tiid tordne mod Præsternes Myndighed, og under den Prætext søge at giøre Religionen forhadt.

Jeg forsømmer ikke at bede; men mine Bønner ere korte, saasom jeg holder for, at Gudsdyrkelse bestaaer meer udi Lydighed og Levnets Forbedrelse end udi Bønner. Dette haver jeg omstændigen forklaret paa et andet Sted udi dette Verk, og derfore derom her intet videre taler. Jeg vil ikkun sige dette, at een Times alvorlige Meditation paa Levnets Forbedrelse er vigtigere end et heelt Aars regierede Lovsange.

Jeg underskriver villigen alle fundamentale Troens Artikle, som findes udi vor Confession, skiønt jeg heller indskrænker, end med nogle forøger deres Tal. Thi jeg holder for, at der er visse Ting, som bestaaer alleene udi Theorie og Speculationer, hvilke uden Fare kand bejaes og benægtes, og at de samme bør tiene heller til at exercere Metaphysicos end Theologos.

Det er saa langt fra, at jeg paatrykker nogen mine Meeninger, at jeg ikke engang beder nogen at antage dem: jeg beder at randsage i Steden for at troe, saasom Forbindelse til at troe er vanskelig at fatte; thi enten troer man, hvad man begriber eller hvad man ikke begriber; troer man hvad man begriber, saa er det ingen Merite, efterdi man ikke kand troe anderledes, ligesom det er ingen Merite at see en Ting saaledes, som den stiller sig for Øjnene: hvis man troer hvad man ikke begriber, troer man, hvad man ikke bør troe, og i saa Maade troer galt, endskiønt man troer ret; thi ingen kand siges at troe ret, som troer mod sin egne Sandser. Jeg bifalder derfore ikke dem, der ideligen raabe: troe! troe! jeg seer heller, at de raabe: randsag! saasom det staaer udi et Menneskes Magt at randsage, 186 men ikke at troe, eller at see en Ting anderledes end den synes, med mindre man vil tage det Ord: Troe, udi en vis Meening, og derved alleene tilkiendegive, at Mennesket maa til side sætte alle Præjudicia, og med Flid og Agtsomhed examinere hvad som læres. Hvis det ikke skeer i den Meening, byder man forgieves at troe. Jeg vil ikke tale om, at enhver ved Befalninger eller Opmuntringer til at troe, giør Troen suspect. En Kiøbmand der haver gode Varer, beder ingen at troe, men selv at prøve og smage: thi hvis han det ikke giør, maa man holde hans heele Kram suspect. Hvad kand være selsommere end at recommendere Synens, Hørelsens og Forstandens Brug i alle verdslige Ting, men at fraraade den alleene udi Saligheds Sager. Jeg fordømmer ingen, som ønsker at blive salig og arbeider derpaa. Jeg fordømmer heller dem, der sætte andre til rette for det, som de selv hemmeligen approbere, eller dem, som offentligen bekiende det, som de hemmeligen belee; thi det eene er at fare vild, det andet er at bespotte GUd. Saadanne Meeninger haver jeg udi Religionen, som jeg dog ingen paatrykker. Om de samme ere vildfarende eller ikke, tilstiller jeg andres Domme. Hvis jeg vildfarer herudi, saa vildfarer jeg bona fide imod min Villie og efter nøje Examen, som undskylder en Vildfarelse. Thi jeg ligner en saadan Vildfarende med en aarvaagen Styrmand, der nøje giver Agt paa Vind, Strøm og Grund, og dog kommer lidet af den rette Cours; en Rettroende uden Examen derimod ligner jeg med en doven og søvnagtig Pilot, hvilken ingen Agt giver paa sin Post, og dog af en Hendelse kommer udi Havnen. Hvad Dom man kand fælde over den eene og den anden, er let at begribe. Tertullianus siger vel: Si qvis qvid ignorat, suo vitio ignorat, det er: hvis nogen vildfarer, er det hans egen Skyld. Men dette er ikke altiid saaledes; thi mangen vildfarer efter nøje Examen, og kand jeg for min Part sige, at hvis jeg farer vild, saa haver det kostet mig meere at vildfare, end det haver kostet mange andre at troe ret.

187

LIBR. II. EPIGRAMM. 89

Inter Convivas vulgò doctissimus ille est,
Impensis cujus coena parata datur etc.

De gamle Stoici foregave, at en viis Mand var og en riig Mand. Men, hvis dette Foregivende var rigtigt, kunde dermed heller betydes, hvad en viis Mand burte være, end hvad han virkelig er og agtes for: thi man seer Viisdom og foragtelig Fattigdom ofte at boe sammen, og at Verden haver saadant Forraad paa fornuftige Stodere, at man af dem kunde oprette det femte Monarchie. Skal man dømme efter Erfarenhed, da maa man heller sige, at en riig Mand er en viis Mand: thi een, som er bemidlet og tilligemed gavmild, er fast alting: han er viis, lærd, veltalend, deilig, ærlig, velbyrdig, og med et Ord, han er alting. Thi det heder her, som Ordsproget lyder:

Et genus et formam Regina Pecunia donat.
Paa gammel Dansk:
Est du krum og est du lam,
Har du Penge, saa gaaer du fram.

Hertil sigter dette Epigramma, som ellers synes at være heel paradox: nemlig, at den, som tracterer Giesterne, er den lærdeste Mand i Lauget. Thi, saalænge det varer, er han Mester af Discoursen. De taknemmelige Giester lade ham begynde og ende Talen. Han haver gemeenligen Frihed at udvælge de Materier, som han er mest dreven udi, hvilken er en stor Fordeel, og kand give en Halvlærd Anseelse af Lærdom. Han proponerer, fortsætter Talen uden Modsigelse, og deciderer imellem andre. Giesterne, som Manden haver i Obligation, ere som Thermometra, eller Vejrglas, hvilke falde og stige, tie og tale, ligesom Aspecterne ere. De undsee sig ved at contradicere, og holde det mod Anstændighed at fremkomme med en Materie uden Leilighed gives: og, om nogen kommer ved Leilighed udi 188 en Materie, hvorudi han hersker, staaer det til den tracterende Herre at afbryde Discursen, saa ofte ham lyster; thi, saa snart han kaster et Ord imellem, vende alle deres Øjen og Øren til ham, og kand han strax ex abrupto fremføre en nye Materie, og tiltrække sig alles Attention. Han er derfore det store Hiul i Talen hvorefter alting drejes. Han taler mest, efterdi han haver Frihed til at tale alleene. Han taler lærdest, efterdi han haver Evne til at udvælge de Materier, hvorpaa han haver præpareret sig; og han taler fyndigst og deciderer med Succes, efterdi man lader ham have det sidste Ord. En Fremmed, der anhører saadant, kand deraf let blive bedragen, og uforskyldt tildømme en Mand Forstand og grundig Lærdom, ej i agttagende, at det er alleene Tiden og Stedet, som tilvejebringer saadan Lærdom og Veltalenhed, hvilke forsvinde med disse Omstændigheder, og forvandles til Ukyndighed og Taushed. Mangen Mand er derfore ikke lærd og fornuftig uden ved sin egen Bordende, ligesom visse Folk kand ikke figte uden paa deres Grund, og Børn ingen Courage have uden paa deres egen Boldgade. En Præsident udi et Raad haver gemeenligen to a tre Vota, skiønt han voterer ikke bedre end de andre Assessores, men det er Sædet og Bordenden, som giør hans Tale fyndig, og giver hans Stemme en tredobbelt Vægt. Tael med ham paa et andet Sted, saa skal du finde, at det er ikke i Henseende til hans Hoved, men i Henseende til den Bænk han sidder paa, hans Votum er saa fyndigt, som 2 eller 3 andres. Det er saaledes Stolen, som er fornuftig og ikke Præsidenten. Dette have Folk merket, og derfore, naar de føre Processer og udvælge sig Commissarier, søge ikke efter, hvo der er størst Jurist, men hvo der haver højest Characteer, ikke hvo der er mest vittig, men hvo der er mest velbyrdig, og conseqventer haver størst Myndighed, vel vidende af Erfarenhed, af hvad Vigtighed hans Stemme er, og at en fornemme og mægtig Mand er altiid en viis Mand. Hid passer sig det gamle Ordsprog: Naar Guld og Penge begynde at tale, maa fattig Mand tie qver. 189 Naar man dette saaledes i agt tager, er let at begribe dette anførte Paradox, nemlig, at den, som tracterer, er den Lærdeste ved Bordet. Thi, saasom han er Mester af Discoursen, og haver præpareret sig til hvad han vil tale, saa kand han ansees som en bevæbnet Mand blant ubevæbnede, eller, som den der er posteret paa et høit og fordeelagtigt Sted, hvoraf han kand beskadige andre, men andre kand intet Slag faae til ham igien. Jeg haver ofte selv admireret Folk, som have været udi saadan Situation, men siden haver fundet, hvorudi deres Lærdom haver bestaaet, og at de med Stedet haver tabt all deres Erudition. Den er ikke lærd, som taler hvad han vil: men den er lærd, som taler lærd, naar han bliver adspurt. Man kand derfore ikke dømme af en Præstes Prædiken eller en Professors Lectionibus om deres Lærdom, eftersom de tale, hvad de ville, og ingen maa bryde dem ind udi Talen: Lad dem nedstige af Prædikestoel og Cathedra for at imodtage Spørsmaal, saa vil Prøven ret giøres.

Adskillige halvlærde Folk vide fortreffeligen at tage dette udi Agt, og ligesom store Generaler lede efter fordeelagtige Steder, eller Søemænd efter Vinden og Luven førend de slaaes, saa lade disse sig ikke høre uden ved fordeelagtige Leiligheder, saaledes, at de discourere ikke om lærde Sager, uden hvor dem Leilighed gives at tale alleene, og uden de ere paa de Steder, hvor de ikke underkastes Objectioner og Spørsmaal. Adskillige have derved med liden Lærdom erhvervet sig Navn af stor Erudition. Jeg siger adskillige, efterdi mange ikke vide den Konst at faae Anseelse af Lærdom med liden Bekostning. Jeg vilde derfor, at, saasom all den Fordeel Lærdom i vor Tiid bringer tilveje, bestaaer moxen alleene i det pure Navn, man i Skolerne, i steden for at plage Ungdommen med mange Præceptis, undervisede dem udi visse Regler, hvorved den med gandske maadelig Erudition kunde blive sprænglærd; thi hvad nytter det at være lærd, naar man ikke holdes derfor, og hvad skader det intet at vide, naar man ved intet kand erhverve sig Reputation af Videnskab.

190

Det bekiendte malo esse qvàm videri, er nu ikke meer i Moden, og derfor af liden Nytte. Ungdommen maa fornemmeligen oplæres udi det, som kand i fremtiden være dem til Gavn og Fordeel. Nu omstunder kommer til pas den gamle Erindring:

Scire tuum nihil est, nisi te scire hoc sciat alter.

Jeg vilde derfore, at blant Hoved-Præcepta udi Skolerne skulde være disse, at studere ikkun løsligen, men arbeide paa, at man kand synes at være lærd, skiøndt man haver ikkun ringe Forraad paa Lærdom; hvilket kand skee, naar ovenmelte Regler tages i agt, nemlig, at naar man vil discourere om lærde Sager, man nøye iagttager Tiden, Stedet og Personerne, som man taler med, saaledes, at man giør sig Mester af Talen og seer vel til, at man ikke exponerer sig til Objectioner og Spørsmaal; hvilket kand skee, naar man enten kand komme til at tale udi et Cathedra, hvor det er mod Anstændighed at modtage Objectioner, item at man ikke discourerer om lærde Sager uden med sine Undermænd og Clienter, eller, om man drister sig til lærde Discourser med sine Ligemænd, at det ikke skeer uden paa belejlig Tiid, nemlig naar man tracterer dem, og i saa Maade kand være forvisset om Ret og Privilegio at føre Ordet saa længe som Maaltidet varer. Hertil kunde legges et Hoved-Præceptum, som adskillige have fundet sig fortreffeligen vel ved, nemlig at sette alting til side, og alleene studere paa visse Materier, som ere en vogue, for Exempel, at læse flittig Aviserne, og at indfinde sig i Forsamlinger alle Postdage, da man kand være forvisset om, at de Materier blive mest omtalte. Videre, naar der lader sig see en Comete, og formodentligen derom fornemmeligen bliver discoureret udi Staden, da at læse noget om Cometers Egenskaber, og bringe det an udi Selskaber, saalænge som Cometen er Materie til Discours, og indtil Plads gives til anden herskende Materie ved andre Hendelser, som af Kriig, stor Formørkelse, Vandflod etc. da iligemaade at studere noget paa samme Tings Aarsag og 191 Egenskab; thi jeg haver kiendt adskillige der ved dette Middel have erhvervet saa stort Navn af Erudition, at det haver været holden for Medisance og Misundelse at tvivle derom. Dette vilde jeg, at Informatores toge nøye i agt, saa blev Stien eller Gradus ad Parnassum ikke saa lang og vanskelig som den nu giøres. Den korteste Vey er den beste, og, naar man ved en let Gienvey kand komme til Maalet, er det daarligt at gaae den lange og besværlige alfare Vey.

Hvad nytter det at vide meget, naar man ikke haver lært den Konst at bringe det an udi Selskab. Gert Westphaler vidste om intet at tale uden om sin Reise fra Haderslev til Kiel, om Tyrken og de 7 Churfyrster: men vidste fortreffeligen at bringe det an, saa at hvorledes end Talen begyndte, og hvad Materie der end udi Selskab blev forebragt, saa endtes Discoursen med een af disse tre Ting, saa at han holtes for en lærd Mand blant Almuen. Dette Arcanum eller hemmelige Konst vide ogsaa de, som lære en Hob Sententzer uden ad af Græske og Latinske Autoribus og Poeter, saa at det koster ikkun at faae en eeneste Bog i Hovedet, for at erhverve sig Anseelse af Lærdom. Thi man kand i en Hast ikke andet end admirere deres Læsning, der ved alle Materier vide at citere, hvad en gammel Autor eller Kirke-Fader siger derom, helst naar Citationerne af Autorum Ord og Navne, ere rigtige; thi jeg kand ikke gandske bifalde dem der citere falske Ord og Navne, hvorvel det samme undertiden ogsaa kand have fortreffelig Virkning udi Selskabe. Jeg haver udi min Ungdom kiendt een der med Succes saadant ofte practicerede, og haver engang hørt ham til Beviis paa hvad han sagde, at citere den Autor Ristenium, hvorved han reedede sig ud af en Labyrinth. Autoris Navn var mig ubekiendt; men jeg fik siden at vide, at det var Mestermanden udi Trundhiem, som heedte Torfan Risten.

Jeg kunde vise adskillige andre compendieuse Veye til Lærdom; men hvad nytter det, naar ingen vil tage derefter. Skolemestere og Informatores henge udi deres gamle Slentrian, 192 fra hvilken de ikke ere at bringe, endskiønt de af daglig Erfarenhed burte vide, at det er ikke ved stor Læsning, men ved Konst at bringe en liden an, man erhverver Anseelse af Lærdom. Jeg erindrer mig, at een af mine Lærere giorde en Hoved-Erindring til mig og alle dem, der bleve dimitterede fra ham, nemlig: Læs flittig Aviserne; og synes det, at han ved denne Erindring haver havt for Øyene dette som jeg her haver forklaret. Jeg tog ogsaa nøye i agt hans Formaning, og derudover kom i Udraab blant Almuen for en stor Politicus, og varede denne min Reputation, indtil jeg begyndte at slaae mig til de saa kaldne solide Studia. Virkningen deraf var denne, at jeg, som paa Postdagene tilforn havde været consuleret som et Stats-Lexicon, blev anseet som en Mand af liden Importance: ja efterhaanden tabte saaledes mit store Navn af Statslærdom, at man end ikke udi Landsbye Kroer toge mig meere for fulde: Og det ikke uden Aarsag; thi jeg, som tilforn paa Postdagene havde ført Ordet, maatte stiltiende høre paa, hvorledes Kroemænd, Forpagtere, Ridefogeder og Skrivere, som nu gemeenligen af Avisernes flittige Læsning ere blevne de største Politici udi Landet, afsette Konger og Fyrster, igiennemheigle Generaler, og giøre Annotationer udi Alliancer og Freds-Tractater. Og er jeg endnu udi samme Stand: reiser derfor nu omstunder alle Landsbye Kroer eller Stats-Forsamlinger forbi. Jeg erindrer mig, at jeg for nogle Aar siden holt for en Kroe paa Landet, og der spurte Kieldersvenden, hvad got Nyt? jeg ventede at faae noget at vide om Tilstanden der udi Egnen; men han svarede mig, at Mirrveis var indsluttet udi Schirvan. Dette var for højt og uforstaaeligt for mig. Hvorudover jeg strax sukkende reiste bort, beklagende, at jeg ikke havde efterlevet min Lærers Erindring.

193

LIBR. II. EPIGRAMM. 90

Judæos, Turcas damnans, damnabis eosdem
Nascendi ob sortem sæpius atqve locum.

Denne Materie er meer alvorlig end den forrige, skiøndt den af nogle vil holdes ikke mindre paradox: thi der disputeres mod en almindelig Meening blant Almuen og visse Geistlige, som fordømme alle dem, der ere uden for den rette Kirke. Samme Meening synes at være des dristigere at imodsige og des vanskeligere at bestride, efterdi den er bestyrked af saa mange store Læreres Domme og Kiendelser, og synes at grunde sig paa den Hellige Skrift, som siger, at der er ingen Salighed uden for ret Troende. Jeg for min Part drister mig ikke til at fordømme dem, der føre saadan Lærdom, indvikler mig ey heller udi Tvistighed med nogen derfor. Jeg giver alleene herom mine Tanker tilkiende, hvilke jeg saavel udi dette, som i andet, underkaster andres Dom og grundige Correction.

Jeg haver ved adskillige Leyligheder viset, at et af mine Hoved-Principiis udi Religionen er dette, nemlig intet at antage, som strider mod GUds Godhed og Hellighed. Samme Principium foraarsager, at jeg forkaster all absolut Prædestination: samme foraarsager ogsaa, at jeg dømmer mildere om Jøder, Hedninger og Mahomedaner end mange andre. Grundvolden til dette mit Temperament, er at jeg ikke kand conciliere deres Fordømmelse med GUds Godhed. Thi hvad kand dermed være meere stridigt, end at lade Menneskets Salighed og Fordømmelse dependere af Fødsel, Opdragelse, Uvidenhed og visse Hendelser, som det er underkasted. At fordømme en Chineser eller Mahomedaner alleene i Henseende til den falske Troe, som de bekiende, er at fordømme dem, efterdi de ere fødde udi Peking eller Constantinopel. Intet kand i mine Tanker give slettere Idée om GUds Oeconomie, og ingen Meening er derfore mindre antagelig. Hvad vilde man dømme om den Stads Øvrighed, der kiendte uden Forskiel alle de 194 Borgere uværdige til Ære og Embeder, som vare fødde udi visse Stadens Qvarteerer? Hvad vilde man dømme om den Kirke Lov, som forbød, at ingen, som havde sort Haar, maatte komme i Christen Jord, eller at intet Barn, som var fød imellem Juul og Paaske, maatte ved Daaben indlemmes udi Meenigheden. Man vilde sige: hvad kand Personerne dertil? hvi skal de straffes for Ting, som de selv ikke have giort, eller som ikke have været udi deres Magt at giøre eller lade.

Ligesom nu det strider imod Retfærdighed og Godhed at fordømme een formedelst hans Fødested, saa ubilligt er det ogsaa at felde saadan Dom, i Henseende til eens Education og Opdragelse; thi et Barn kand selv ikke udvælge sig Ammer og Læremestere, men maa lade sig nøje med dem, som det af en Hendelse faaer, saasom de spæde Aar udfodre, at det maa staa under andres Direction. Nu viser daglig Erfarenhed os, at de Principia som man faaer ved Ammens Melk, og som af de første Lærere indpræntes, blive til characteres indelebiles, til Plette som ikke kand aftoes, og til Folde som ikke kand jevnes. Man seer dagligen spæde Christne Børn at bortføres til Tyrkiet, og der at opdrages udi den Mahomedanske Religion; man seer de samme stedse siden at hænge derved med saadan Iver, at de sette Liv og Lemmer til for dens Forsvar. At fordømme saadanne Børn, er at fordømme dem alleene formedelst den Uheld de have haft at blive bortførte udi deres spæde Aar; og at tilkiende deres Brødre eller Søstre Salighed efter dette Liv, er det samme som at aabne dem Paradises Porte, efterdi de have haft den Lykke, ikke at falde udi Røveres Hænder.

Det er ikke mindre ubilligt at straffe formedelst Uviidenhed. Enhver maa tilstaae, at der er Million Mennesker, som aldrig have hørt tale om den Christelige Troe, ja at de ere udi den Situation eller udi de Lande, hvor ingen Leilighed haver været at høre noget derom. Blant dem kand regnes visse Nationer udi America eller Indbyggerne af det sydlige Land: hos hvilke at finde Orthodoxie kunde 195 holdes for et Miracle; thi hvis der findes utallige Mennesker der høre og der ikke troe, hvor vilde man da vente Troe blant dem, som aldrig have hørt. Ingen kand med Billighed fodre Regnskab af dem, som intet haver været betroet, og ingen kand straffe for en Lovs Overtrædelse, førend den er kundgiort. Et iblant Caligulæ mest vanskabte Foretagender var dette, at han lod forfatte en Lov udi smaa Characterer og sette den paa et højt Sted, saa at ingen kunde læse den. Vi bør have andre Tanker om GUd, hvilken den hellige Skrift ligner ved en from Huus-Fader, og kalder Mennesker hans kiære Børn. Vi maa holde for, at ligesom en god Dommer efterseer alle Sagens Omstændigheder ved en Gierning, førend han afsiger en Dom, saa tager ogsaa GUD, som er Retfærdigheden selv, alt saadant i agt, og haver i Consideration Tiid, Sted, Personers Vilkaar, og i hvad Situation enhver er, hvilket han ogsaa giver tilkiende ved Lignelser, hvorudi vises Forskiæl imellem dem som meere og mindre er betroed. De bedrage sig meget, siger Tillotson, som ikke forestille sig, at et ugudeligt Levnet er det største Kietterie: thi det er saadant, som ret strider imod den Christelige Religions Sigte; ja de vildfare, som ikke eftertænke, at GUD tilgiver heller 100 Feil, som reise sig af Misforstand, end en eeneste Brøde som flyder af Villien. Plato siger derfor heel fornuftig: pæna errantis est doceri, det er: den Vildfarendes Straff er Underviisning.

Jeg for min Person er villig til at corrigere mine Meeninger, og lader mig ofte bevæge af grundige Argumenter. Men, om heele Verden blev eenig udi at giøre GUD til en arbitraire Dommer, der dømmer alleene efter sit Velbehag uden Henseende til Menneskernes Opførsel, saa holder jeg stift ved dette Principium, hvorudi jeg meener ikke at kunne vildfare, og om jeg end vildfoer, saa er Vildfarelsen saadan, som ikke kand andet end være GUd selv behagelig, ligesom en Regent ikke kunde fortørnes over den Undersaat, der nægter at han giør noget, som strider mod Landets Love, eller at han straffer og fordømmer nogen 196 efter puur Villie og Velbehag; hvilket skeer, naar man fordømmer formedelst Fødsel, uovervindelig Uvidenhed og puure Hendelser: ja jeg extenderer dette udi samme Henseende saavidt, at jeg holder for, at GUD endogsaa tager i consideration meer og mindre medfød Skrøbelighed, saa at han i samme Misgierning fælder mildere Dom over en Cholericum, end over een, der er fød med en temperered Complexion, og udfordrer meere af een, som han haver distingveret med store Naturens Gaver end af en tykhoved Person, ligesom Dovenhed mindre lastes hos en Verkbruden, end hos den, der haver føre og raske Lemmer.

Jeg veed ikke om det er Kietterie at have de Tanker om GUd, at han ogsaa reflecterer paa Omstændighederne ved et Menneskes Endeligt. Vi ere alle Syndere, og behøve alle at giøre Poenitentze, besynderligen paa vort yderste. Nogle døe hastigen og have liden Tiid til at bereede sig: andre døe af langvarige Svagheder, saa at de nyde tilstrekkelig Leilighed til at afbede deres Synder. Nogle døe af hidsige Sygdomme og Raserie: andre af tærende Svagheder, hvorved de beholde Forstanden til yderste Aandedret. De første dømmes i Almindelighed ilde om: de sidste derimod prises salige. Jeg drister mig ikke at decidere herudi; men siger alleene, at GUD, som en retfærdig Dommer, haver alle Omstændigheder for Øjen, naar han afsiger Dommen, saa at derfore et alvorligt Suk af den der henrykkes hastig, maa balancere mod et heelt Aars Poenitentze af den, der døer af langvarig Sygdom: thi man maatte ellers sige, at de, som døe udaf Slag og hastige Sygdomme, gemeenligen fordømmes; de derimod som døe af Svindsot, gemeenligen blive salige: hvilket er at lade Fordømmelse og Salighed dependere af Sygdommens Art og Egenskab. Man maa troe, at ligesom en Superieur, der byder sin Underhavende strax at lave sig til en Rejse, udfordrer mindre Agtsomhed, end af den, som han giver en lang Tiid dertil; Saa i agttager ogsaa GUD saadant herudi, saasom at døe er ikke andet end en Ordre til at reise, som enhver maa rette sig efter. Jeg underkaster ellers dette andres Skiønsomhed, 197 men holder stift ved min Thesin, at GUD fordømmer ingen formedelst de Ting, som staae ikke udi et Menneskes Magt.

Dette kommer mig for at være saa klart, at jeg ofte haver forundret mig, hvi ikke alleene Almue, men end og den største Deel af oplysede Theologis kand falde paa de Tanker, at GUd dømmer det menneskelig Kiøn, ikke i Henseende til dets Opførsel og Gierninger, men efter absolut Villie og Velbehag. De negte vel at have saadan Lærdom, men maa tilstaae, at det bliver en Consequence deraf. De sige, at GUd fordømmer ikke en Hedning eller Mahomedaner, efterdi de ere fødde af Hedenske og Mahomedanske Forældre, men efterdi de ikke bruge deres naturlige Forstand, og de Midler GUd haver givet dem til at efterlede Sandhed, og efterdi de forsømme de Leiligheder, som dem gives at høre Ordet. Men daglig Erfarenhed viser, at alle, endogsaa de beste og mest moraliserede Nationer hænge udi den Religion, hvorudi de ere opdragne, og ingen Theologus drister sig til at negte, at, hvis han havde været fød paa et andet Sted, han ogsaa havde haft samme Steds Troe; thi saadant at negte var at tale mod Erfarenhed, og at disputere mod Erfarenhed er at renoncere paa sine Sandser, at giøre alting uvist og vaklende, ja at indføre en fordervelig Pyrrhonismum. Dette have adskillige merket, og derfore forladt dette Argument, grundende deres Thesin alleene paa visse Expressioner, som findes udi den hellige Skrift: som, at der er ingen Salighed uden ved Troen paa Christum, item at hvo som ikke troer, bliver fordømt etc. Men, saasom de samme tilstaae selv, at man udi Skriftens Udtolkning tit maa og bør vige fra Bogstaven: item, at man maa conferere et Skriftens Sted med et andet, for at udlede dens rette Meening, saa er dertil ingen meere Fornødenhed end herudi, hvor der handles om at conservere de Tanker, man bør have om de Guddommelige Egenskabe. Saa tit derfore, Skriften siger, at der er ingen Salighed uden for de Rettroende, maa vi ved Vantroe og Vildfarelser ikke forstaae uden forsætlige, og 198 ikke extendere det til uovervindelige Vildfarelser. Og, saa tit der findes, at GUd efter pur Velbehag kand skabe til Fordømmelse og Salighed, maa vi ikke troe, at han giør saadant, ej heller, at hans Guddommelige Egenskaber tillade ham saadant at giøre; men at den Talemaade giver alleene tilkiende, at hvis GUd det giorde, eller saadant kunde giøre, maatte Creature ikke disputere derimod og sige: Hvi giorde du det? Saadanne Udtolkningers Fornødenhed vises af utallige andre Skriftens Steder, hvor der tales om GUds Kierlighed mod det heele Menneskelige Kiøn, og hans Forsæt at aabne Saligheds Dør for alle. Saaledes concilieres et Skriftens Sted med et andet, og GUds hellige Attributa conserveres.

Der ere fundne nogle, som have villet reede sig ud heraf paa en anden Maade, ved at foregive, at man maa ikke indskrænke GUds Almagt, item, at man maa ikke dømme om Guddommelige Dyder efter menneskelige; ja at GUds Retfærdighed bestaaer i at giøre, hvad han finder Velbehag udi. Men GUds Almagt indskrænkes ikke ved at sige, at han ej kand renoncere paa sin Hellighed og fornægte sig selv; og at giøre til Dyder hos GUd det, som han selv fordømmer, som han laster hos Mennesker, er ikke alleene at kuldkaste all naturlig Religion, men endogsaa den aabenbarede, som udtrykkeligen siger, at hvad han recommenderer Mennesket som Dyder, er hans egen Naturs Egenskab. Thi det heeder: Værer barmhiertige, ligesom eders Fader er barmhiertig. Man kand haabe, at disse haarde Meeninger med Tiden meer og meer vil formildes; og seer man dagligen een og anden at standse ved de Objectioner, som derimod giøres, og ved Suk at give tilkiende, at det er en Labyrinth, som de ønskede gierne at kunde udreede sig af, hvilket kand skee, naar Knuderne løses paa saadan Maade, som sagt er. Jeg for min Part holder for, at om Knuderne end ikke kunde løses, da at bruge Alexandri Sverd for at hugge dem over tvers. Thi ingen Lærdom bør staae ved Magt, som indprenter os en slet Idée om det Guddommelige Væsen.

199

LIBR. II. EPIGRAMM. 94

Non curare homines Numen, putat impius, orbem
Tot vitiis pressum, cùm videt atqve malis.

Denne Materie passer sig gandske vel til den foregaaende: thi ligesom jeg derudi haver disputeret mod de Principia, hvoraf onde Consequencer kand tages mod de Guddommelige Egenskaber, saa søger jeg her, at igiendrive dem, der virkeligen af deslige Principiis haver giort saadanne Consequencer, og deraf, samt adskillige onde Ting, som findes udi Verden, have enten negtet GUds Existentz, eller giort ham til det Menneskelige Kiøns Fiende. Thi det er virkeligen af de førstes Principiis en habile Philosophus i vor Tiid haver søgt at forsvare saadanne skadelige Theses, og betient sig af visse Christnes Vaaben, for at bestride Christendommen med. Det er klart, at hans Skrifter ikke havde kunnet foraarsage saadan Bevægelse blant Theologos, hvis nogle af dem ved deres egne antagne Principia ikke havde ligesom givet ham Sverdet i Haanden. Men jeg maa begive mig til Materien.

Saasom man finder adskilligt Ont at regiere i Verden, og det menneskelige Kiøn er underkastet megen Uheld, saa have Vantroende deraf taget Anledning til at bestride Religionen. Nogle have deraf taget sig den Dristighed at negte GUds Existentz, eller i det ringeste hans Forsyn. Andre have foregivet, at der maa være to lige mægtige Principia, nemlig et got og et andet ont, og at alle Uheld flyde fra den onde Gud, hvilket den gode Gud ikke kand hindre, saasom Magten er deelt imellem dem. Denne sidste Lærdom haver været forfægtet af de gamle Persiske Magis: den haver siden været forplantet af Manichæerne, og er opkaaget udi vor Tiid, fornemmelig af M. Bayle, hvilken vel aabenbare ikke haver dristet sig til at forsvare den selsomme Lærdom om de tvende Principiis; men foregivet, at det er fast umueligt at igiendrive Manichæernes 200 Argumenter, hvilke han haver anført med saadan Subtilitet, at alle Theologi derover have været satte i Bevægelse.

Det Onde i Verden kand henføres til 3 Classer, nemlig 1) til det Onde, som reiser sig af Ufuldkommenhed. 2) Til det naturlige Onde, som bestaaer udi Lidelse, Sygdom, Død etc. 3) Til det moralske Onde, som Synd og Laster. Hvad det første, nemlig Ufuldkommenhed angaaer, da kand ikke negtes, at adskilligt jo synes ufuldkomment, helst, naar man ligner det eene mod det andet: saaledes er Englene ufuldkomne, naar man ligner dem med GUd, som er den højeste Fuldkommenhed. Menneskene ere ufuldkomne, naar man ligner dem med Engler; Dyr, naar man ligner dem med Mennesker; Træer og Planter i Henseende til Dyr, skiønt et hvert kand være fuldkomment udi sit Slag, en Engel, saa vit den er en Aand, et Menneske, saa vit det er et Menneske, og et Dyr, saa vit det er et Dyr.

Den Spanske Konge Alfonsus havde den Dristighed at sige, at, hvis han i Skabelsen havde været i Raad med GUd, skulde Verden være bleven meer ordentlig og fuldkommen. Ingen Tale kunde være meere ugudelig, og tilligemed meere daarlig: thi den Uordentlighed, som foregaves, bestod alleene udi hans egen Imagination. Intet er daarligere, end at spørge, hvorfor der er ikke meere end 7 Planeter; hvorfor de samme have en ulige Gang; hvorfor alle Linier ere ikke lige rette, og hvorfor der er ikke en Lighed blant alle Creature. Det er af Uligheden selv og Skabningens Varietet Verket mest recommenderes og Konsten fremskinner. GUd haver dannet Verden efter sin Velbehag, og, naar Skabningen er skeed efter hans Villie, kand intet siges at være ufuldkommet, og, om man kand sige, at een Skabning er herligere end en anden, saa viser dog det, som er mest herligt, intet andet, end at GUd vilde have en Forskiel imellem de skabte Ting, dog saaledes, at et hvert skulde være fuldkomment i sin Art. Et Træ kand ikke siges at være ufuldkommet, fordi det er ubevægeligt, et Dyr ikke, efterdi det ingen fornuftig Siæl haver, og et 201 Menneske ej heller, efterdi det haver ikke saadan Fuldkommenhed som Engle. Blye er ikke saa god Materie som Guld, men hvert for sig kand være lige got, saa at man kand sige, dette er ypperligt Blye, ligesom dette er ypperligt Guld. Naar vi betragte Parterne i det største Mesterstykke og Konst-Bygning, finde vi, at een Part i sær er ypperligere end en anden, et Værelse prægtigere end et andet, skiønt et hvert for sig kand være fuldkommet. Thi vil man spørge, hvi et Kiøkken eller Borgerstue er ikke saa got som en Audience-Sal, svares der, efterdi det er et Kiøkken eller Borgerstue. Om en Fisk kunde tale og vilde spørge, hvorfor den ikke kunde flyve, kunde den svares: efterdi du est en Fisk; og en Fugl, der vilde besværge sig over, at den ikke kunde leve under Vandet, kunde svares: Du est en Fugl. Intet er derfor daarligere, end af et Creatures Herlighed frem for det andet at ville dadle GUds Skabning, og henføre et og andet til Ufuldkommenhed.

Man haver derfore ikke stor Møye med at igiendrive denne første Objection: de andre derimod ere af større Vanskelighed; thi, naar man betragter de mangfoldige Ulykker og bedrøvelige Hendelser, som Jorden er underkastet, item Lidelser, Sygdomme og Død, som følge det menneskelige Kiøn, synes det, at der er Aarsag til nogen Klagemaal i Henseende til Creaturet; thi alle Elementer synes at være vore Fiender: Vandet drukner, Ilden brænder og fortærer alle dem, som komme den nær, Jorden frembringer utallige skadelige Planter og Urter, Luften foraarsager Sygdom og vrimler af Insecter; mod hvilket Mennesket haver stor Møye med at forsvare sig: ja, ligesom Qvæget gaaer og æder paa Marken, saa have smaat Utøy ligesom deres Græsgang paa vore tynde Legemer. Jeg siger derfor, at der synes at være nogen Aarsag til Klagemaal, i Henseende til Creaturerne, skiøndt der ingen Aarsag kand være i Henseende til Skaberen, hvilken i Henseende til Jordens almindelige Conservation haver sat visse nødvendige Love, hvorved det heele maa holdes ved lige formedelst Parternes Forandring. Thi der er adskillige 202 Ting, som ere incommode for Jordens Indbyggere, men tilføre ogsaa tillige med stor Nytte og Fordeel, hvilket af daglig Erfarenhed tydeligen kand vises, naar man vil examinere hvert i sær. Dette vilde blive for vidtløftigt, hvorudover jeg her alleene vil anføre nogle faae Ting. Nætternes Ulighed ere paa visse Steder, hvor liden Soel er, ubehagelig. Men det samme, som incommoderer paa visse Steder, foraarsager, at den heele Jord kand beboes; Thi, hvis Solen havde en lige Gang, vilde de, som boe under Æquinoctial-Linien forbrændes af Heede, og alt hvad som er mod Syd- og Nord-Polen reent forgaae af Kulde. Ved Solens uordentlige Gang derimod foraarsages, at alle Lande blive vederqvægede af dens Straaler, saa at der er intet Folk, som jo haver sin Sommer. Vindene nedslaae Huuse og Bygninger, foraarsage Skibbrud og andre Ulykker, reense derimod Luften, og conservere Vandene fra Forraadnelse. Jordskielv hendes, hvorved undertiden heele Stæder forgaae: men de samme Materier af Svovel og Salpeter, som saadant foraarsage, ere absolute fornødne for den heele Jords Conservation, som alle Naturkyndige maa tilstaae. Menneskene plages gemeenligen af Sygdomme: men jeg haver udi mine andre Skrifter viset, udi hvad Tilstand et Land vilde bringes, hvor en stedsevarende Sundhed regierede. Videre maa man bekiende, at et Menneskes Legeme er skrøbeligt, som Glas; det ringeste Stød, et Sting, et Fald kand forderve det: men just i dets Delicatesse bestaar dets Fuldkommenhed, just efterdi, for Exempel, Hovedet er sammensat af smaa Been og subtile Organis, er det beqvemmere til subtile Operationer end Dyrenes, og just fordi Øyet er bedekket med en tynd Hinde, som let kand beskadiges, just derfor haver det Synets Herlighed. Dette haver den gamle Philosophus Chrysippus treffeligen udført udi det Spørgsmaal: Εἰ αἱ τῶν ἀνϑρώπων νόσοι ϰατὰ ϕύσιν γίνονται; Videre, Mennesket maa med Sveed og Arbeide bringe Jorden til at bære Grøde; men, hvis alting kunde haves uden Møye, vilde Mennesket af Ladhed og Ørkesløshed forraadne. Ligedan 203 kand siges om andre Incommoditeter, hvilke besværge enhver i sær, men er til Nytte, Frelse og Conservation for den heele Jord og det menneskelige Kiøn udi Almindelighed.

Nu staaer tilbage at tale om den sidste Objection, som tages af det moralske Onde. Denne maa man bekiende at være den vigtigste og vanskeligste at besvare: thi den store Corruption og de mange Laster som have taget Overhaand i Verden, synes vanskeligt at conciliere med GUds Viisdom og Godhed: og have Religionens Fiender deraf taget Anledning til at nægte GUds Forsyn, og at tilskrive alting en blind Skiebne. Thi man kand herom ikke sige, som om physiske onde Ting, nemlig, at de ogsaa ere fornødne, og at de contribuere til den heele Verdens og det heele menneskelige Kiøns Vedligeholdelse. De gamle Stoici have søgt at løse Knuden paa den Maade, hvilket sees af Cleanthis Bøn saaledes forfattet: O Jupiter! du som est alting udi alt, styr min Skiebne: jeg skal følge dig blindt. Enten jeg er nedsiunken i Laster, eller jeg skinner af Dyder, saa finder jeg mig ligemeget fornøden til Skabningens Fuldkommenhed etc. Men det er i steden for at løse en enkel Knude at giøre en dobbelt: Thi derved giøres enten den guddommelige Forsyn til intet, eller GUd bliver Aarsag til Synden. Epicurus betienede sig af saadant Argument for at nægte den guddommelige Direction. Hans Ord ere disse: GUd vil afvende det Onde, men kand ikke; eller kand, men vil ikke, eller han hverken vil eller han kand. Dersom han vil og ikke kand, saa er han et afmægtigt Væsen: dersom han kand, men ikke vil, saa er han et ont Væsen: dersom han hverken vil eller kand, saa er han ond og afmægtig tillige. Ergo er der ingen GUd. Thi dersom han baade vil og kand, hvilket tilhører en guddommelig Natur, hvoraf reise sig da de mange onde Ting, som tage overhaand i Verden?

Af dette Epicuri Argument have adskillige Vantroende siden betient sig, sær udi vor Tiid Mr. Bayle; hvilken haver vidst paa hundrede Façons at føre sig det til Nytte.

204

Og haver han af de Laster, som Mennesket er underkast, særdeles stræbet at vise, at det strider imod GUds Godhed at skabe Mennesker, hvis Ondskab han forud haver seet. Hans Modstandere derimod have viset, at det ikke strider imod GUds Godhed at skabe Mennesker med fri Villie, og at hans Forudseelse af Menneskets Synder imponerer ingen Necessitet til at synde. Derom ere komne udi vor Tiid store Skrifter for Lyset af de habileste Mænd; og, saasom ingen Materie nu omstunder er meere bekiendt, saa vil jeg her ikke repetere hvad andre derom i Hobetal have skrevet. Jeg vil ikkun korteligen sige dette, at man maa tilstaae, at GUd haver kunnet skabe Menneskene fuldkomnere end de ere, at han haver kundet skabe dem saaledes, at de ikke kunde synde (impeccabiles) ja at han ved sin Almagt eller virkende Naade haver kunnet hindre, at de ikke skulde overtræde Loven. Men, dersom de saaledes havde været dannede, havde de ikke blevet Mennesker, men Machiner, saa at et Menneske ligesaa lidet kunde roses for Dyd, som Vandet for Væde og Ilden for Heede. Og, dersom GUd ved sin Almagt og stedsvarende virkende Naade hindrede dem i deres Gierninger og udi Executionen af deres frie Villie: saa kunde han ikke meere være Lovgiver, saa kunde han ey heller meere være Dommer. Thi at give en Lov, og tillige med en absolut Almagt at hindre dens Overtrædelse er en Contradiction.

Intet er grundigere end hvad som herom er anført af den skarpsindige Engelske Philosopho Wholaston udi hans Betænkning over den Naturlige Religion. Hans Ord ere disse: Endskiønt vi ikke kunde give Aarsag til det Onde, som regierer i Verden, saa var det ikke uden en Prøve paa vor Vankundighed. Der kand være Aarsager, som kand være os ubekiendte, og de Vanskeligheder, som derved møde, kand ikke bringe os til at forkaste visse Sandheder. Der ere ogsaa herudi mange Ting, som fortiene vor Attention. Hvad det moralske Onde og Gode angaar, da synes det eene saavel som det andet at dependere 205 af os selv. Vi bør ikke skyde Skylden paa et andet Væsen, efterdi Laster og onde Ting flyde ikke af andet end af den Misbrug vi giøre af vor fri Villie og Evne. Hvad det naturlige Onde angaar, da maa man eftertænke, at vi uden det samme vilde tabe meget af det naturlige Gode, saasom det eene af Fornødenhed supponerer det andet. Tørst foraarsager, at vi med Fornøjelse drikke. Og hvis ingen Fattigdom var, kunde vi ikke skiønne paa den Sødhed, som man finder udi Rigdom. Vi maa ogsaa eftertænke, at der ere adskillige Ting, som synes onde, hvor om vi dog vilde have andre Tanker, dersom vi kunde see dybt ind udi Sagerne. Ellers kand man ikke sige, at der udi Verden er meer Ont end Got: tvertimod de gode Ting ere uden Disput fleere. Herforuden kand ikke negtes, at mange af de onde Ting jo reise sig af vore egne Feil, og ere der nogle, som os ere paalagde til Straf; andre, hvilke vi underkastes som en Medicine, og endeligen nogle, som føre os til Lyksalighed. Endeligen, hvis der er et andet Liv efter dette Liv, saa kand de Ting, som mangle udi det nærværende, erstattes udi det tilkommende. Man kand derforuden herom anføre adskilligt andet, besynderligen dette, nemlig: at, saasom intet der er materiel, kand være fuldkommet, saa er det Onde en Følge af Materien. Derfore, naar man spørger, hvorfor GUD tillader det Onde, er det det samme, som man vil spørge, hvi han haver tilladt, at der skulde være en materiel Verden eller Mennesker, hvilke tillige med Forstandens Evne skulde have Passioner og legemlige Tilbøjeligheder. Det er jo fast det samme, som man vil spørge: Hvi han tillader, at der er noget ufuldkommet Væsen. Spørsmaalet er dristigt, og ingen understaaer sig at kunne svare dertil. Hvis denne Verden er som en Figt-Skole eller Skueplads, hvorpaa Mennesker ere satte for at øve deres naturlige Gaver og Dyder, og derved at bane sig Vej til et andet Liv, saa maa der være nogle Vanskeligheder og Fristelser, som give Leilighed til saadan Øvelse. Med et Ord: der er onde Ting, hvis rette Oprindelse er os ubekient. Dette maa 206 man tilstaae: men man maa og stille sig alvorligen for Øjnene de mange Tegn af Raisons, af Viisdom og Godhed, som vi paa saa mange Steder see og finde, og som vi fatte og kand begribe. Bør dette alleene ikke overbevise os, at de samme Fuldkommenheder findes udi de Ting selv, som vi ikke kand begribe? jeg læser en Bog, hvorudi jeg finder, at Autor haver disponeret sin Materie udi en herlig Orden, og tracteret den paa en lærd og fornuftig Maade, men hvorudi jeg tilligemed seer nogle Paginas skrevne paa et Sprog, som jeg ikke forstaaer. Jeg lukker vel da Bogen til; men jeg giør det dog ikke uden at være fuldkommeligen forsikkred om, at den Fornuft, som regierer udi den heele Bog, ogsaa findes udi de Paginis af Bogen, som jeg ikke forstaaer, efterdi de ere skrevne paa et ubekiendt Sprog. Og er denne min Persvasion desbedre grundet, efterdi jeg á priori haver de Raisons, som tillade mig ikke at tvivle om, at det jo er den samme Autor, der haver skrevet den heele Bog. Saavidt Wholaston.

Styrken af disse Argumenter haver Mr. Bayle merket, og derfore søgt efter habile Fienders Exempel at sette Splid iblant sine Modstandere og at bestride en Theologum med en anden Theologi Vaaben. Og er det saadant, som jeg i Materien af forige Epigramma haver viset, hvortil jeg Læseren vil henvise. Jeg vil ikkun her alleene sige dette, at hvor urigtigt den Roterdamske Philosophi Systema er, saa triumpherer han dog mod dem, der sige, at GUD alleene af pur Velbehag fordømmer og saliggiør: iligemaade mod dem, der holde for, at han straffer formedelst Uvidenhed, hvorved de Fordømtes Tal saa merkeligen forøges, at det menneskelige Kiøn i Almindelighed synes at være skabt til Fordømmelse. Jeg haver viset, at man ved en sund Forklaring over Skriftens visse Expressioner kand herudi best bevæbne sig mod Religionens Fiender. Og hvad Helvedes Ævighed er angaaende, da drister jeg mig vel ikke at henflye til Origenismum, men lader mig alleene nøje med at sige, at GUD intet giør, som strider mod hans Retfærdighed og Godhed; item, at en Dommer kand uden 207 Formindskelse af sin Retfærdighed og Sandruelighed indskrænke og moderere sine Trusler. Thi det er med Trusler anderledes, end med Løfter: hine kand modereres, men disse maa til Punct og Prikke opfyldes.

LIBR. III. EPIGRAMM. 6

Sexte, diu mecum morbo vexaris eodem:
Humores acres nos cruciare solent.
Cum mihi sit morbus circum præcordia versans,
Exosus, qverulus, difficilisqve vocor.
At te Ægrotantem plorant, miserantur amici,
In pedibus morbi vis qvia tota sedet. etc.

Af alle Uleiligheder og Plager, som det menneskelige Kiøn er underkastet, er intet at ligne ved Sygdom. Thi, naar Legemet ikke duer, saa duer ej heller Sindet, og naar Sindet lider, saa er all anden Velstand heller til Byrde end Fornøjelse. En saadant Patient kand lignes ved Dionysii Giest, der sad og svedede af Angest over et prægtigt Maaltiid, efterdi der hang et draget Sverd over hans Hoved ved en tynd Traad, som betog ham all Appetit. Det heeder: Qvid juvat aspectus, si non conceditur usus. Det kand ogsaa heede: Aspectus cruciat, si non conceditur usus. Hvad nytter det at sveve i Velstand, Riigdom, naar man ingen Fornøjelse finder derudi? og hvo kand finde Fornøjelse udi gode Ting, naar Sindet af Sygdom er nedslaget og væmmes ved alting? Velstand er i saa Maade ikke alleene til ingen Nytte, men endogsaa til Plage. Thi at eje det, som man ikke kand bruge, er en Byrde og ingen Ejendom. Her af kommer det, at man seer rige og mægtige Folk ofte ligesom fortabte og nedslagne, da andre gaae med oprakte Hoveder udi deres Fattigdom. Herved er dog at merke, at, endskiønt alle stedsvarende Sygdomme anfægte Sindet, saa anfægte dog ikke alle udi lige Grad: thi ligesom Sygdommen fæster sit Sæde, nu udi 208 een, nu udi en anden Part af Legemet, saa kand Sindet finde sig meere og mindre besværget. Naar skarpe Vædsker sette sig udi Maven og for Brystet, graveres Sindet meer, end naar de sette sig udi Hænder eller Fødder. En Hypocondriacus bærer derfor sin Svaghed med mindre Taalmodighed end en Podagricus: thi, endskiønt begge plages af eet slags Vædsker, saa ere de dog hos den eene nærmere Hiertet end hos den anden.

Dette tage dog Folk gemeenligen ikke i agt, og derfor laste visse Patienter for deres Utaalmodighed, og priise andre for deres lette Sind. Last og Roes ere her lige ilde grundede: thi een lastes for Utaalmodighed, efterdi Milten er besværget; og den anden roeses for Taalmodighed, efterdi de onde Vædsker sidde udi Fødderne. Dette vises af daglig Erfarenhed: thi man seer syge Folk at forandre Humeur, ligesom Sygdommen forandrer sit Sæde. Prøven legges for Øjene: men Folk fremture ikke desmindre udi deres vrange Domme. Een derfor, der er plaget af Milt-Syge, haver en dobbelt Plage; thi han haver udi Sygdommen en indvortes, og udi Menneskenes Had og Eftertale en udvortes Bøddel. Det heeder hos ham ikke Sygdom, men Egensindighed og Morositet. Intet kand være ubilligere, og intet er dog almindeligere end saadanne Domme. Man undskylder en Verkbruden, at han ikke kand arbeide, man undskylder en Podagricum, at han ikke kand dantze, men man giver intet Qvarteer til en Hypocondriaco, naar han ikke kand være udi lystig Humeur og tækkelig udi Selskab. Her maa det heede: Det er en Bizarre og vanskelig Mand, som ikke meriterer got Folks Omgiengelse, efterdi han ikke vil være Selskab liig, skiønt det er ligesaa vanskeligt for den Miltsotige at synge, som det er for en Podagrico at hoppe. At opmuntre en tungsindig Mand til at sette sig strax udi god Humeur, og en feig og frygtsom til Tapperhed, er ligesaa ugiørligt, som at befale en Dværg at giøre sig en Alen højere end han er. Det er en Haanhed at see Mennesker nedsiunkne udi Vildfarelser, som utallige daglige Prøver og Exempler legge for Øjene.

209

Her lastes Villien, hvor der er ingen Evne. Her frikiendes, fordømmes, roses og dadles de samme Ting, og hvad som beskyldes hos een, undskyldes hos en anden.

Jeg tilstaaer gierne at Milt-Syge Folk ere ikke behagelige. Jeg fortænker ingen, der for Tiidsfordriv søger Selskab, at han holder sig fra deslige Folkes Compagnie. Jeg pardonnerer ogsaa en Jomfrue, om hun giver en miltsotig eller cholerisk Frier Kurven. Men det er ikke saadant, som jeg her censurerer: jeg laster ikkun de vrange Domme, som her fældes, jeg laster dem som beskylde deres Næste for et Temperament, som den selv ikke kand give sig. Et er at skye, et andet er at hade og fortale. En Herre kand veigre sig ved at antage en braknæset eller skievbeenet Karl udi sin Tieneste, men at hade, fortale ham for Legemets Vanheld er umenneskeligt. Saadant seer man dog udi denne casu dagligen at skee, efterdi man ikkun løsligen anseer Tingen, og examinerer ikke Tingens Aarsag. Man maa vel forundre sig over, at, efter saa mange Experiencer og saa mange moralske Skrifter, som dagligen komme for Lyset, ikke alleene Læge, men end ogsaa Lærde kand hænge udi saa mange Vildfarelser, og at man tilskriver et Menneskes puure Villie det, som flyder af Sygdom, der er Villiens Capsun. Man undskylder hos en Febricitant det som fordømmes hos en Miltsotig: naar een raser udi en hidsig Feber, heder det simpliciter en Phantasie, som reiser sig af Sygdommens Heede; men naar miltsyge og hysteriske Passioner have saadan Effect, heeder det, at GUD haver straffet et Menneske, og gemeenligen betegnes med den Talemaade, at GUD haver taget sin Hellig Aand bort. Jeg kunde fremføre adskillige andre Vildfarelser, som begaaes udi deslige Domme, men det vilde blive for vidtløftigt. Jeg siger derfor alleene, at man maa forundre sig over, at saa grove Vildfarelser ved saa mange moralske Skrifter, som dagligen komme for Lyset, ikke for længe siden reent have været udrøddede. Men, saasom de fleeste Moralister agere heller Declamatores end Lærere, heller paa en oratorisk Maade afmale Dyder og Laster, 210 heller beflitte sig paa pyntet Stiil og artige Indfald, heller rette sig efter en hver Nations Smag, end efter Raison, ja heller stræbe at behage end at undervise, og at legge for Dagen de Vildfarelser, som herved begaaes, saa hænger man stedse udi samme Vankundighed. Thi det gaaer her til, som med vore geistlige Prædikener; man opmuntres dagligen derved til Dyd og Christendoms Pligt. Men som deslige Taler sigte meer til Formaning end til Underviisninger udi Christendommens Hoved-Puncter, blive Tilhørerne derved vel gudfrygtige, men derfor ikke tilligemed Theologi. Udi Prædikener maa vel være Opmuntringer, men fornemmelig Lærdom: Opmuntringer ere gode; men at repetere stedse det samme, som alle vide, er ufornødent. Thi, om en Jorddrott eengang om Ugen vilde erindre sine Bønder om at saae og pløje, og sige dem, at de maa saae udi Majo og høste i Augusto, vilde de holde saadan Erindring unødig. Jeg drister mig altid at sige, at een, der uden Forsømmelse udi tive Aar og derover haver freqventeret Fro-Prædiken, Høj-Messe og Aftensang, vil ikke desmindre staae Fare for Rejection, om han indstiller sig til Examen Theologicum, hvor han skal giøre reede for Christendommens Artikle. Udi de fleste udpyntede moralske Skrifter, som komme for Lyset, finde vi Opmuntring til Dyder, og Formaninger at holde os fra Laster: men vi lære ikke altid, hvorudi Dyder og Laster ret bestaae; i det ringeste undervises vi ikke ret udi de Vildfarelser, som derved begaaes. Thi man seer Folk udi Hobetal at practicere Udyd alleene af Uvidenhed, og at de ikke kand giøre ret, efterdi de ikke vide hvad Uret er.

Det er af saadan Uvidenhed, at et Menneske dømmer vrangeligen om et andet, roser een for Sagtmodighed, der ingen Galde haver, og fordømmer en andens Hidsighed, der laborerer af skarpe Vædsker. Nogle ville maaskee ansee denne Dissertation, som et Forsvars Skrift for Miltsotige eller Cholericis, og foregive, at saadant tiener ikkun til at bestyrke deslige Folk udi deres Hidsighed og Egensindighed. Dette er aldeeles ikke mit Forsæt: tvertimod 211 jeg anseer det som en Lyde; jeg negter alleene, at det er en frivillig Lyde: thi ingen kand have Lyst til at giøre sig ubehagelig ved Morositet, saadant strider mod alle Menneskers naturlige Inclination. Jeg raader paa den eene Side deslige Folk at bevæbne sig mod deres Skrøbeligheder, saa vidt som mueligt. Jeg raader paa den anden Side deres Censores at formilde deres Domme og at see igiennem Fingre med en Skrøbelighed, som reiser sig af Legemets Constitution, helst naar de merke Morositet at være geleidet af Ærlighed, hvorpaa vises store Prøver af daglig Erfarenhed. Thi Ærlighed er gemeenligen en Suite af Morositet, saasom et tungsindigt Menneske, som krænkes af mindste Reproche, forløber sig ikke gierne meer end eengang, da derimod et tempereret og tækkeligt Menneske, som intet krænker, kand falde af een Bassesse i en anden. Det er for de tækkelige Mennesker og for de saa kaldne gode Gemytter man maa tage sig vare. Thi den, som med Kaaldsindighed kand fordøje en Reproche, eller som man siger, kand stikke et Ørefigen i sin Lomme, synder gierne meer end eengang: og haver man ikkun at blade lidt udi Historier for at blive overbeviset om, at de sidste ere ligesaa skadelige Mennesker, som de første ere ubehagelige Compagnons.

LIBR. III. EPIGRAMM. 37

Dumdeclinat homo vitia, in contraria currit:
Errorum facies fit modo in orbe nova. etc.

Stæder og Societeter ere, ligesom Menneskets Legemer, adskillige Skrøbeligheder underkastede. Hvad som i Menneskets Legemer kaldes Sygdom, heeder udi Riger og Republiqver Statsfejl: hine cureres med Pulver og Draaber; disse med Love og Forordninger: og hvad som der heder Medicine, kaldes her Reformation. Saasom der nu 212 er en stor Overeensstemmelse imellem en Lovgiver og en Læge, og Maaden at curere paa er een og den selvsamme, skiønt Recepterne ere differente; saa gaaer en Reformator fornuftigen til Verks, naar han udi at curere Statsfejl, betiener sig af samme Methode, som Lægen bruger i at curere Legemets Skrøbeligheder. Ligesom derfor en Læge maa gaae varligen til Verks med et sygt Legeme, saa maa ogsaa en Lovgiver med Delicatesse tractere et sygt Societet: thi det heeder paa begge Steder: omne nimium nocet: det er: alt hvad som er formeget, fordærver. En fornuftig Læge, førend han foreskriver Medicine, examinerer Patientens Constitution, og derefter modererer Recepten. Efter samme Exempel maa ogsaa en Reformator nøye udforske et Societets Naturel og Egenskab, og derefter indrette sine Anordninger. Thi, ligesom et Legeme haver nok udi een Pille, men et andet vil have to eller tre af samme Vægt, saa kand et Societet lade sig nøye med en enkelt, et andet derimod udfordrer en dobbelt Dosin.

En almindelig antagen Regel er for Medicis, ingen violente Remedia at bruge, saasom Medicinen derved kand blive verre end Sygdommen. Thi det lykkes ikke med alle, som med en vis Svitzer, hvilken, eftersom han laae paa sin Reise, og havde ikke Stunder til at opbie de 8 Dage, som vare beskikkede til at medicinere, tog 8 Doses ind paa eengang og befandt sig vel derefter. Jeg siger, at det er et Hovedprincipium udi Medicinen, ingen violente Remedia at bruge. Ligeledes maa det være en bestandig Regel for en Reformator, at han gaaer Skrit for Skrit frem, at han lemper Medicinen efter Statens Svaghed og Beskaffenhed, og giver ikke stærkere Doses, end den kand taale: thi daglig Erfarenhed viser, at ved præcipitante Reformation Staten heller forderves end forbedres, ligesom ved violente Medicine en Qvartan- kand forvandles til en hidsig Feber.

Utallige Exempler saavel af gamle som nye Historier vise, at Feil ved de fleste Reformationer heller blive forandrede end hævede: thi, saasom Menneskets Naturel er 213 at falde fra een Extremitet udi en anden, saa succederer een Feil hinanden; ligesom man seer hos en Febricitant nu Heede nu Kulde at prædominere. En Gnier søger at corrigere sine Feil, hvilket er priisværdigt; men saasom han ikke kand standse udi sin Reformation, henfalder han omsider til Ødselhed. Derfore siger man, at, naar Fanden bliver syg, vil han være Munk: hvilket er, at gaae fra een Yderlighed til en anden. Man haver seet ved saadan hidsig Reformation, Vantroe forvandles til Overtroe, Hidsighed til Feighed, Dristighed til Frygt, Sladderagtighed til latterlig Taushed. Jeg haver for Exempel kiendt en Mand der var saa frygtsom og forsigtig udi sin Tale, at han dristede sig ikke til at fortælle indifferente Ting, som alle maatte vide, førend han havde befalet sine Børn og Huusfolk at gaae til side: Da jeg engang med Forundring talede om samme Mands Taushed, fik jeg at vide, at han tilforn havde været en af de mest aabenmundede Borgere udi Staden, og at han eengang havde bødet 4 Rdlr. for sin Mund. Denne Mulct havde drevet ham til at corrigere sin Feil; men, saasom han ikke havde vidst at standse udi Reformationen, var hans dristige Snaksomhed bleven forvandled til en urimelig Taushed. Saaledes gaaer det og til med de fleste Reformationer: thi man løber saaledes fra Scylla, at man styrtes udi Charybdin. Det gaaer med dem ligesom med forhungrede Mennesker, hvilke holde ikke op at æde førend de sprekke, eller som med dem, der af Frygt for Fiendens Sverd styrte sig udi Ilden, og døe af Frygt for at døe: moriuntur, nè moriantur. Dyder selv kand forvandles til Laster, naar derudi ikke holdes Maade. Derfore siger Horatius: Den retfærdigste Mand kand faae Navn af uretfærdig, dersom han øver Dyden med alt for stor Rigueur:
Insani sapiens nomen ferat æqvus iniqvi,
Ultrà qvàm satis est virtutem si petit ipsam.

Jeg for min Part, endskiønt jeg ønsker Verden alt got, saa glæder jeg mig dog ikke over hver Reformation, saasom 214 Erfarenhed viser, at Tingen bliver ofte den samme, skiønt Scenen forandres, og at Sygdommen ikkun faaer et andet Navn, ikke anderledes end onde Vædsker udi et Legeme, hvilke blive de samme, skiønt de betegnes nu med det Navn af Hovedpine, nu af Tandsmerte, nu af Podagra, og nu igien af Chiragra, ligesom de samme flytte sig, eller ved Medicine kand rives fra et Sted til et andet. Ligesom nu ingen kand siges at have cureret en Syg, ved at forvandle hans Podagra til Chiragra; saa cureres ey heller en Stat, ved at udrødde een Feil, for at give Plads til en anden. Jeg siger, at Tingen bliver den samme, skiønt den faaer andet Navn, det heder: Aliter non aliud. Det hender sig og ofte, at ligesom violente Remedia tillige med Sygdommen ogsaa giøre Ende paa Livet, saa kand og ved en outrered Reformation en Stats Undergang befordres. Det heder da, som det bekiendte Italienske Gravskrift lyder: Per star meglio sono morto: eller som en vis Poet siger:

Han døde, det er sant; men Febren ham forlod.

Heraf skulde maaskee vel nogen slutte, at jeg var en Hader af all Reformation. Nej ingenlunde! tvertimod jeg holder for, at de fleste Steder og Societeter, samt hvert Menneske i sær, haver Reformation nødig. Jeg viser alleene, at enhver maa gaae frem med Tømmen i Haanden, og reformere sig saaledes, at han ikke falder fra een Last til en anden. Den, som gaaer langsom frem, kommer omsider til Maalet; men den, som galoperer dertil, kand enten styrte paa Vejen, eller udi Farten drives Maalet forbi, saa at han er ligesaa langt derfra paa hin Side, som han tilforn var paa den anden. Der fortelles, at en vis Vognmand paa Vejen adspurte en Bonde, om han kunde naae Staden inden Solens Nedgang, og at Bonden dertil svarede ja, hvis han vilde kiøre sagte. Vognmanden antog dette for Skiemt, blev vred, og lod Hestene galopere; men, som et Hiul udi Farten brødes i stykker, gik det ham efter Bondens Spaadom, at han ikke kom til Staden samme Aften. 215 Naar een laborerer af formeget Blod, fraraader jeg ikke Aareladen, men saaledes, at det skeer med Moderation, paa det at det fornødne Blod kand blive tilbage. Naar et Huus er besværget med mange Domestiquer, raader jeg til at dimittere alle dem, som ere til Overflod, men at beholde saa mange, som behøves til Husets Tarv og Forsvar: thi, hvis Reformationen ikke skeer med Maade, falder man af een Uheld i en anden, og ofte af en mindre udi en større. En Konge udi Pegu, der en tiidlang havde været incommoderet af en uroelig Almue, fandt for got at skille sig ved en anseelig Deel af Landets Indbyggere, paa det at han kunde holde de øvrige desbedre udi Ave. Da Landet ved saadan Reformation var bleven giort temmelig tyndt, førte Naboerne sig dette til Nytte, og uden Modstand bemægtigede sig Kongen med det heele Rige, saa at han alt for silde merkede, sig at have pousseret dette Statsgreb for vidt.

Det staaer derfor fast, at alt hvad som er for meget, skader; thi all Dyd bestaaer udi Mediocritet, og, saa snart den gaaer over de Grændser, bliver den metamorphosered til en Last. Den store Chinesiske Philosophus Confucius haver sammenskrevet et moralsk og politisk Systema, som han haver kaldet Medium Magnum, eller, den store Middelvej, hvorved han haver villet give tilkiende, at Middelvej er Grundvold til alle gode Ting, og den fornemste Regel, som Mennesket bør tage i agt. Den beste Ting kand blive til Fordervelse, naar den ikke øves med Maade. Jeg haver kiendt visse Personer, der ere blevne ødelagde ved Flittighed, og fattige ved Sparsommelighed. Activitet er en stor Dyd, og haver herlige Virkninger. Den er som en nobel Hest, der vil holdes udi Tømme. Ja, den er som en Vind, der kand føre Skibet frem: den kand og styrte det i Ulykke. Fornuften maa derfor være Styrmand, og see til, at man betiener sig af Vinden alleene til Nytte.

Man seer derfore, at mange med maadeligt og jævnt Arbeide udvirke meere, end andre ved stor Activitet. Jeg haver med stor Forundring merket, at Fruentimmer conserverer 216 bedre Landgods, end Mandfolk. Jeg haver eftertænkt Aarsagen dertil, og fundet ingen nærmere end denne, nemlig, at der findes mindre Activitet hos de første, end de sidste; thi et Fruentimmer drister sig ikke til at entreprenere Reformationer, men lader sig nøje med at i agt tage de almindelige Regler af Oeconomie og Agerdyrkning. En Mandsperson derimod vil konstle paa alting, og ligesom Ederkoppen spinder saa længe og saa konstigen, at han omsider selv bliver til intet. Jeg følger derfor udi mit Landgodses Administration Fruentimmer Regler, og holder mig ved Landevejene, hvorved jeg befinder mig ikke ilde. Det heder: Compendia sunt dispendia. Og finder jeg, at det Danske Ordsprog: Frygt GUd, og følg Landevejen, er heel vel grundet. Thi de, som leede altiid efter Stier, og ville forkorte Vejene, komme ofte seenest frem. Og er det om saadanne konstige Vandringsmænd man her udi Landet siger, at de gaae Peer Gantes Gienvej.

LIBR. III. EPIGRAMM. 41

Maxima pars hominum laudatrix temporis acti
Secula prisca minùs flagitiosa putat.

Blant curieuse Spørsmaal, som fortiene at examineres, er dette, om Verden forværres eller forbedres. Vil man rette sig efter det almindelige Mundheld, saa er Sagen decideret; thi man hører alle Mennesker eenstemmigen at dømme udi Faveur af den gamle Verden, som Poeterne kalde Saturni Alder eller den gyldne Tiid, hvilken de vide heel prægtigen at afmale. Men, saasom det er ligesaa usikkert at forlade sig paa almindelige Mundheld, som paa poetiske Fictioner, saa er fornødent af historiske Exempler herudi at søge Oplysning, og derpaa at grunde sine Domme.

Menneskene have, førend Stæder og Societeter bleve 217 stiftede, og førend Love bleve skrevne, levet udi den naturlige Stand. Derom vide vi meget lidt at sige, saasom den allerældste Historie er mørk, uefterretlig og grunder sig paa poetiske Digt. Det seer man dog, at Synd og Ondskab udi samme Stand haver saaledes prædomineret, at Mennesker for tilfelles Sikkerhed have opofret deres kiereste Klenodie, som er Frihed, stiftet Societeter og underkastet sig Herredom. En saadan Medicine viser, at Sygdommen haver sterkt raset, og at det er gaaet de første Mennesker ligesom visse Patienter, der af Nødvendighed maa lade sig et Lem afskiære for at redde det heele Legeme. Antiqvarii og Poeter maa derfore tale saa prægtigen som de ville om den gamle gyldne Tiid og den hellige Hyrde-Stand, saa viser dog Societeters Stiftelse, Kags, Galges, Fængsels frivillige Oprettelse, at Standen ikke haver aldeeles været saa simpel og hellig, som den foregives. Man seer ogsaa, at den naturlige Stand haver ikke varet ret længe; thi vi finde Riger og Societeter stiftede kort efter Syndfloden; saa at Regieringers Ælde vise den naturlige Stands Korthed.

Fra den Tiid vi have nogenledes tilforladelig Kundskab af Historier, finder man, at Verden haver haft sine gode og sine onde Tider, sin Flod og Ebbe, men derhos, at den stedse haver været ond, endskiønt Scenerne ofte have forandret sig: thi en Fejl, en Ondskab er ikke saa meget bleven hæved, som den haver gived Sted til en anden. Hvad som efter mine Tanker fornemmeligen haver givet Anledning til de haarde Domme, som fældes over den sidste Verden, er dette, at Mennesket ikke seer efter det heele, men efter Parterne, det er, examinerer ikke Jorden udi Almindelighed, men et og andet Land udi Særdeleshed: thi, naar man betragter et hvert Riges og Republiqves Historie, finder man, at de fleste have været sunde efter Fødselen, ere blevne syge udi Fremvæxten, og endeligen reent fordervede imod Enden, saa at Fejl og Laster, som have taget Overhaand, omsider have befordret deres Undergang. Heraf flyder den Idée, som man haver giort 218 sig over det heele menneskelige Kiøn udi Almindelighed, saaledes, at man haver deelt Verden udi dens Ungdom, Mandom og Alderdom, og giort den sidste Alder til den skrøbeligste og syndigste. Men, at den Conseqvence, som man giør af Rigers og Republiqvers Historie er falsk og ilde grundet, sees, naar man haver for Øyene Jordens heele Historie. Et hvert Rige, enhver Republiqve er strax efter Stiftelsen gemeenligen god; thi enhver Stifter giør sig en Ære af at holde sin Stiftelse ved lige og at conservere sine egne Hænders Gierninger: thi man siger, at nye Koste feje altid best; og seer man derfor at alle Embedsmænd ere mest duelige og flittige det første Aar. Men, som af et forfaldet og sygt Rige kand udspire en nye og sund Republiqve, og af en forfalden og syg Republiqve kand reise sig et sundt og nyt Rige igien, saa vises deraf intet andet, end at gode Love og Anordninger med Tiden svækkes og ligesom ældes, og at de med Tiden igien kand oplives og komme til forige ja undertiden til større Kraft igien.

Dette kand vises af mange Exempler udi Historien: thi man seer undertiden de selvsamme Societeter nu at have været Munstere paa Dyder, nu igien paa Laster, og atter igien paa Dyder; saa at det gaaer dermed til ligesom med syge Folk, hvilke efter store og desperate Sygdomme komme ikke alleene til forrige men end ogsaa til større Helbrede igien. Man seer og ofte, at, naar Dyd reent undergaaer blant et Folk, reiser den sig blant et andet. Rom, Italien og Grækenland var i gamle Dage de Steder, hvor heroiske Dyder øvedes udi høyeste Grad: men de samme Steder ere nu ligesaa frugtbare paa Poltrons, som de tilforn vare paa Helte og Philosophis. Derimod kand vises Lande, hvor i gamle Dage var ingen Gnist af Moralitet, men som nu ere Zirather paa Jorden. Man haver ikkun at ligne Ruslands forrige og nu værende Tilstand for at blive fuldkommen overbevised herom. Det kand og hende sig, at Tyrkiet, hvilket nu ansees som et Barbarie, kand blive boglige Konsters Sæde, og at vore Efterkommere kand reise til Constantinopel, Tunis, Tripolis eller 219 Algier, for at blive underviset udi Videnskabe, Konster og Politesse. Det er sandelig ikke større paradox, end om man for nogle Aar vilde have spaaet at Videnskab og boglige Konster skulde tage deres Sæde udi en Flek i Ingermanland. Man kand derfore af visse Stæders Fald og Fordærvelse ikke dømme om Verdens Corruption udi Almindelighed. Thi Laster og Dyder ere de samme, skiønt de ligesom Vædsker udi Legemet flytte sig og fæste Sæde nu paa et nu paa et andet Sted.

En anden Aarsag til denne Vildfarelse og de haarde Domme, som fældes over den nye Verden, kand tilskrives gamle knarvurne Mænds daglige Declamationer: thi det er med dem, ligesom med Febricitanter og Melancholici, der synes, at Luften er fuld af Spøgelser: de dømme Verden efter deres egne Vædskers Corruption, og, saasom de selv ere raadne, synes dem, at alting er raadent; hvorudover man hører dem ideligen at tale om de forrige Tiders Herlighed; hvilket Poeten haver mærket, naar han giver en gammel Mand saadan Character:
Dìfficilis, qverulus, laudator temporis acti.

Alt hvad derfor man med Upartiskhed kand sige herom, er dette, at Verden er fast den samme, som den haver været; saa at om een af de gamle Patriarker stod op fra de Døde, vilde han finde de samme Synder under andre Navne, han vilde finde Hoer, Mord, Kriig, Uret at øves udi fast lige Grad, skiønt paa anden Façon. Materien er den samme, skiønt Formen er forandret. Og er det fornemmeligen derved, som den nye Verden giøres noget kiendelig fra den gamle. Vore Forfædre sloge Folk ihiel, ligesom vore Tiders Mennesker; thi man seer, at Cain omkom sin egen Broder strax efter Skabelsen. Den Forskiel er alleene, at vore Forfædre ginge lige til Verks, men den nye Verden giør det meere subtilt, og myrder med en slags Høflighed. Joab, der efter foregaaende Kys og Hilsen myrdede Abner, haver ligesom baned Veyen til subtile og høflige Mord; og er han derudi af andre bleven efterfult, 220 saa at det udi de sidste Tider er bleven til en ziirlig Mode at myrde under Venskabs Skin, og som Poeten siger:
Tenui pulmone rubetæ.

Eller som den Franske Satyricus:
Avec respect enfoncer le poignard.

Den gamle Verden haver ført uretfærdige Krige, ligesaavel som den nye. Der er ikkun Forskiel udi Maaden: De Gamle begyndte uretfærdige Krige uden at sette Farve derpaa. Vore Tiders Mennesker derimod advare ved Manifester, og derudi helligen bevidne, at de ere høyt tvungne dertil; ja de bede ligesom om Permission til at giøre ont, og at paaføre Vold (a). Derimod, førend Feltslag holdtes, advarede de Gamle derom, saasom de holdte det uanstændigt at forraske en Fiende, og derfore berammede Tiid og Sted til Feltslag. Saadant foragte vore Tiders Anførere, holdende det for en Daarlighed at give Fienden sine Anslag tilkiende; men søger heller at overrumple ham uformodende for at giøre Seyeren sikker: saa at hvad den gamle Verden practicerede udi Krigens Drift, iagttager den nye Verden udi Krigens Begyndelse, og vice versa. Hvoraf sees, at, uanseet dette hysteron proteron, Tingen er den selvsamme: thi den nye Verden vrager ikke

* 221

egentligen de gamle Synder, men alleene de gamle Moder. Det kand hende sig, om Verden staaer længer, at de gamle Moder igien kand blive optagne, ligesom man seer, at det skeer med Klædedragt.

Multa renascuntur qvæ jam cecidêre, caduntqve.

Dette kand man dog sige udi Faveur af den nye Verden, at den haver ophæved den barbariske Maade, som de Gamle brugte at føre Krig paa: thi det haver været brugeligt end og iblant de mest moraliserede Nationer, at skiænde, brænde og myrde alt hvad man fandt i Fiendens Lande, saa at end Børn ofte bleve ikke sparede, og haver saadant Barbarie varet indtil forrige Seculum, da man først haver begyndt at føre Krig paa en meere honete Maade.

Ukydskhed gik i Svang i gamle Dage lige saavel som nu omstunder. Den gamle Verdens Nympher og pæne Hyrdinder blegnede vel af Fortrydelse, naar en ung Karls Navn blev nævnet for dem; men man merker dog, at det ikkun haver været pro forma, og at Listerne paa casserede Jomfruedomme have da været lige saa store som nu. Man kand ligne den gamle Verdens pæne Møer ved visse Commendanter, der ikke ville overgive deres Fæstninger paa første Anmodning, men opbie det første Skud, paa det at de ikke skal siges at have givet sig uden Modstand. Tingen er vel den samme, enten en Jomfrue strax giver sig uden Capitulation, eller hun siger til sin Beiler: Jeg falder ikke uden du blæser mig omkuld: Forskiellen derfore imellem de nye og gamle Jomfruer er alleene denne, at de første uden vitløftige Præludier gaae til verks, da de sidste derimod have i agt taget en Slags Bienseance, og ikke uden methodice og efter Regler have villet skille sig ved deres Jomfruedomme.

De nu brugelige Borgerlige Love ere grundigere og fornuftigere end de gamle. Thi hvor prægtigt man taler om gamle Græske og Romerske Love, saa findes dog derudi utallige selsomme og vanskabte Anordninger. Man haver 222 ikkun at blade udi de gamle Nordiske Love, for at blive fuldkommeligen overbevised herom. Man seer at Dueller eller Eenekamper vare ved samme Love anordnede: de anklagede maatte bevise deres Uskyldighed ved at bære gloende Jern. Efter de Frisiske Love bleve de, som havde plyndret Templer, gildede og opofrede til Templets Guder. Efter de Bayerske Love blev en Horekarl alleene tilholdet at give 160 Skilling til den Mand, som han havde giort til Hanreder. Tyverie blev paa nogle Tydske Steder straffed paa Livet, da man derimod bødede med Penge for Mord paa Forældre og Brødre. Ved en gammel Engelsk Lov var beskikket, hvad man skulde betale en Skiøge for hver Nat; og ved en gammel Dansk Anordning giordes Forskiel imellem Mord, som begikkes paa en Lollænder og en Siællandsfar. Den saa kalden Sachsenspiegel, item Schwabenspiegel vise en stor Mængde af urimelige Ting. Derudi finder man, at GUd haver givet 2 Sverd, et til Paven, et andet til Keiseren, item at der skal være 6 Verdener, hvoraf enhver skal vare 1000 Aar etc. Dette maa være nok til Beviis paa de mange urimelige Ting, som findes udi de gamle Love, og hvoraf man seer, at de nu brugelige Love ere langt grundigere, og at den nye Verden udi den Post er forbedred. Det staaer ikkun paa, om vore Tiders Mennesker i agt tage og efterleve de fuldkomne Love med større Iver end de Gamle have efterlevet deres ufuldkomne Anordninger.

Trætter og Processer synes at være større nu omstunder end udi de gamle Dage; men vore Forfædre afgiorde paa een Dag med knyttede Næver, hvad som nu procederes om udi heele Aar. Hvis det Juridiske Studium da havde floreret som nu, og hvis den gamle Verden havde været forsyned med saa mange brave Advocater, som den nye, vilde Processerne have været lige mange. Thi man finder, at de Gamle have været lige saa hevngierige som disse Tiders Mennesker, og tvivler jeg paa, at heele Europa nu omstunder vilde giøre et Tog til Asien, og udholde en 10 Aars Krig for at hevne den Uret, som var vederfaret en 223 eeneste Hanreder. Vel er sant, at der nu omstunder tvistes om ringe Ting, helst blant Geistlige, som vore Forfædre have ikke bekymret sig om. Men Theologien var da ikke kommen til den Fuldkommenhed som nu omstunder. Thi endskiønt de Gamle vel havde meere Troe, saa havde de dog ikke saa mange Troes Artikle.

Løfter bleve da meere helligholdte end nu; thi de Gamles simple Ja, eller Hænders Rekkelse, var sterkere end svorne Contracter udi vor Tiid, Simulation var og mindre udi den gamle Verden: thi da kunde man nogenledes kiende en ærlig Mand fra en Skielm. Nu derimod er det en Mode at masqvere sig, saa at Bedragerie skiuler sig under Ærligheds- og Ugudelighed under Gudsfrygts Kaabe. Pragt og Stats, sær blant Almue, haver taget saadan Overhaand udi de sidste Tider, at Verden paa et hundrede Aar er bleven fast ukiendelig. Titler have og i disse Tider saaledes tiltaget, saa at, hvis det stedse vil blive udi samme Gang, ville Keisere og Konger med Tiden have sig intet forbeholdet. En Tieneste Pige vil heede Demoiselle, en Jomfru, Frøiken, en Dommer skiæmmer sig ved den gamle Titel af velviis, og vil alleene være velbaaren. Den som tilforn var agtbar, er nu ædel, og den, som var ærlig, er nu velbyrdig. Jeg holder derfor for, at man i Tide maa være betænkt paa nye Titler: thi, naar Almuen bliver velbyrdig og Øvrigheden Vel- eller Høybaaren, maa Førstelige Personer forskrive Titler fra Orienten, saasom Europa haver ikke Forraad paa fleere og høyere.

Kiærlighed til Fæderneland og Nidkærhed for det gemeene Beste findes at have været større i gamle Dage end nu omstunder; man seer, hvilke heroiske og fast utroelige Gierninger saadant haver tilveyebragt. Nu derimod merker man faa at opofre sig selv, sine Børn, sin Velfærd for Landets Ære. En saadan Ambition er efter Haanden formindsked, ligesom Egennytte og en uægte Ambition haver tiltaget, saa at en Borgers Herlighed og Ære nu omstunder bestaaer i at gaae paa sin Medborgeres høyre 224 Haand udi Freds- og at paastaae Frihed for alle Byrder udi Krigstider. Det er troeligt at den gamle simple Verden ikke havde villet have høyre Tanker om slige Borgere. Derimod haver den nye Verden corrigered adskillige Laster, som herskede udi den gamle Verden. Deriblant kand regnes Drukkenskab, hvilket da var et Galanterie, men nu er en Haanhed. Fraadserie gik da ogsaa meere i Svang: et Barsel, et Bryllup sat da heele Gader udi Bevægelser, og kunde man undertiden foræde sig 10 gange, og sove 10 Ruus ud, førend saadan Fest havde Ende. Nu derimod tracteres der udi Bryllupper og Velkomster ofte alleene med varmt Vand; og findes der de, der alleene afspise deres Giester med en tør Brudevielse og en Priis Tobak. Saa at man maa tilstaae, at den nye Verden er meere sober og ædrue end den gamle. Thi, endskiønt nu omstunder ved visse Leyligheder ofte sees fleere Retter paa Bordet, saa tvinges dog ingen til at æde og drikke over sin Formue. Klammerie og Slagsmaal, som i fordum Tiid holdtes for en Zirath udi et Menneskes Liv og Levnet, er nu omstunder og kommen temmelig af Brug, og kand holdes for en Virkning af Drukkenskabs Afskaffelse. De gamle Skuespill vare ublue og fulde af Obscoeniteter: saadant haver den nye Verden temmelig corrigeret: thi man haver ikkun at ligne de gamle Comoedier og Satyres med dem, som giøres i vore Tider, for at blive overbeviset om, at grove Skandskrifter og ublue Tale er forvandlet til fiint Morale.

Ungdommens Optugtelse finder man og gemeenligen at have været slettere udi gamle Dage, da Skolemestere heller lignede Skarprettere end Lærere. Forældre havde da ogsaa et ilde grundet Principium i Henseende til deres Børn, for hvilke de opofrede Familiers og Landes Velfært. Man seer Regentere da over alt at have deelt deres Lande imellem deres Børn, hvorved mægtige og blomstrende Riger have været bragte udi bedrøvelig Tilstand. Og have de mange sørgelige Exempler ikke kunnet moderere denne utidige Omsorg for Børnenes Arv. Thi den Skik at deele Land, 225 haver været i almindelig Brug indtil forrige Seculum, da Førstefødsels Ret eller Jus Majoratus allerførst udi de fleeste Lande er bleven stiftet. Udi Poesie, Veltalenhed og Historier haver den nye Verden ikke kunnet opnaae den gamle. Dette tilstaae de fleeste: men de, som sige, at den nye Verden aldrig kand komme til den Fuldkommenhed, gaae for vidt. Fontenelle siger: eftersom de nye Træer ere lige saa store, som de gamle, saa kand endnu fødes en Homerus, Plato og Demosthenes.

Man maa i det øvrige tilstaae, at Videnskabe og boglige Konster i Almindelighed nu florere meere end udi gamle Dage, skiønt saadant ikke kand legges den gamle Verden til Last, helst saasom de Gamle have givet Anledning til mange store Videnskabe og nyttige Inventioner, som vore Tiders Mennesker have forbedret. Thi det heeder: facile est inventis addere; og er Videnskabers Fuldkommenhed en naturlig Virkning af Verdens Ælde, saa at, naar disse Tiders Lærde og Konstnere agte deres Videnskab større og grundigere end Forfædrenes, kand man svare dem det samme, som Clitus svarede Alexandro: du haver vundet, men med din Faders Soldater. Men man kand og sige, at, hvis den nye Verden veed fleere Ting, saa veed den og tilligemed fleere unyttige Ting. Thi man kand i visse Maade applicere paa vore Tider det, som Cleanthes sagde om sin Alder; nemlig: de Gamle studerede paa Ting, men vore Tiders Mennesker paa Ord (olim res maximè, hodie verba curant homines). Ellers ere nogle af de Tanker, at de Gamle have forstaaet store Videnskabe som nu ere ubekiendte. Hvis det er sant, som fortælles om Democrito, at han ved første Øyekast kunde see om et Fruentimmer havde sin Jomfrudom eller ey, maa man tilstaae at han havde et stort Fortrin for vore Tiders Naturkyndige. Men man kand sige, at det er en Lykke for vort Fruentimmer, at disse Tiders Physici ere ikke saa lærde.

Overtroe haver i Almindelighed været større udi den gamle end udi den nye Verden: thi nu hører man ikke nær om saa mange Jertegn, ey heller seer man saa mange Gespænster, 226 som udi fordum Dage (a). En sund Philosophie haver renset Huuse, Kirker og Kirke-Gaarde fra Spøgelser og Dødninger, og giort samme Virkning paa deslige Steder,

* 227

som Katte udi Kiøkkener og Kieldere, der vrimle af Muus og Rotter. Men man kand herom sige som om adskillige andre Ting, at man er falden fra et Extremitet til et andet, saa at Overtroe hos mange er forvandled til Vantroe.

Dette og andet er hvad som kand siges pro og contra den gamle og nye Verden; hvoraf sees, at hvis begges Sag skulde ageres for en Ret, vilde en Dommer være tvivlraadig, hvad han skulde dømme. Jeg for min Part, hvis jeg af begge Verdeners Advocater var antagen til Commissarius, visede jeg Sagen bort, og dømte Omkostningerne at ophæves paa begge Sider.

LIBR. III. EPIGRAMM. 68

Non tam de Studiis, qvàm de ratione studendi
Lites cum doctis scis mihi sæpe dari.

Saasom jeg ved een og anden Leilighed haver skiemtet med lærde Exercitier, saa have nogle deraf taget Anledning til at afmale mig som en Foragter af Studeringer, ej i agttagende, at det er ikke med Lærdom, men med Maaden at lære paa, som jeg haver skiemtet. Hvad andre holde for Studeringers Befordrelse, holder jeg for deres Sinkelse, og hvad andre ansee som boglige Konsters Zirat, anseer jeg som deres Vanheld. Jeg er af de Tanker, at man med mindre Bevægelse kand hastigere komme til Maalet, at det heller er ved Taushed end ved Bulder, heller ved Tanker end ved Tale, at man bliver lærd. Thi ved det første faaer man alleene Navn af Doctor eller Magister, men ved det sidste bliver man det virkelig. Naar man betragter de store Bevægelser, som dagligen skeer paa høje Skoler og Gymnasier, naar man hver Time hører de lærde Klokker ringe, item Auditoria og Cathedræ at snurre, kand man ikke andet end forestille sig stort og frugtbart 228 Arbeide. Men alt hvad som haver Apparence, er derfor ikke Realitet. Man kand sveede og trettes ved en stærk Gang, men naar man gaaer alleene frem og tilbage, kommer man aldrig til Maalet, men med all saadan Bevægelse er og bliver paa det samme Sted.

Materien bliver gemeenligen den samme, saa at det er Formen alleene, som forandres. Taler, Dissertationer, Programmata, Invitationer ere uniforme udi Idéer, men skilles alleene fra hinanden udi Expressioner, saa at hvad een haver sagt een gang, det selv samme siger en anden paa nye en anden gang. En hver Act kand være god for sig, men den beste Sang kand dysse Folk udi Søvn, naar den repeteres for ofte. Jeg priser dem lykkelig, der kand finde Smag udi saadant, og der med Lyst og Behag kand anhøre de selv samme Ting repeterede udi en anden Stiil. Jeg for min Part kiedes ved monotonier: og troer jeg, at mange andre ere og af samme Smag.

Det er et stort Præjudice imod de gamle Europæiske høje Skoler, at de ere stiftede paa de Tider, da Verden var nedsiunket udi tykkeste Vankundighed; af hvilken selsomme og underlige Smag samme Tiders Stiftelser saa vel udi geistlige som verdslige Sager have været, sees af de Tiders Historier, item af de Lævninger, som endnu ere tilbage, og som ikke ere eller have kunnet reformeres indtil denne Tiid. Det er bekiendt, hvilket Arbeide Lutherus og de fleste Reformatores udi Religionen have haft ved at skille Klinten fra Hveeden. Mange have ønsked, at der vilde og opreise sig en Academisk Lutherus, der udi de fri boglige Konster vilde foretage sig at reformere paa samme Maade. Thi, endskiønt adskilligt i de sidste Tider er forbedret, saa er dog meget af den gamle Surdei endnu tilbage. Man kand dømme om de Tiders Tilstand efter deres Bygninger, da en Gothisk Smag havde taget Overhaand, saa at man saae ikke uden ubehændige og vanskabte Bygninger med mange urimelige Zirater; ligesom af de samme sees endnu mange Levninger: saa er endnu mange Levninger tilbage af den subtile og unyttige Scholastiske 229 Lærdom, hvorved saavel Religion som Videnskabe have faaet Vanskabning, og tabt deres naturlige Simplicitet. Man kunde indskrænke visse Studia, hvorved Mennesker vel blive lærdere men ikke klogere, og derimod med desstørre Iver drive paa andre, som ere nyttige for Kirke, Stat, og udi almindelige fornødne Handteringer. Man kunde afskaffe adskillige Ting, hvilke langt fra at indprente Ærbødighed for boglige Konster, heller tiene til divertissement og at give dem Anseelse af Spectacler. Det er paa slige Strænger jeg ofte haver spillet, og er saadan Censure bleven lagt mig til Last, skiønt den heller tilkiendegiver Ærbødighed end Foragt for Studeringer.

De nye Academier, som udi dette og forige Seculo ere stiftede, synes at være anrettede for at bøde paa den Mangel, som findes hos de gamle Universiteter. Og kand man sige, at man haver samme Academier at takke for den store Fremgang, Videnskabe have haft udi vor Tiid. De ere Societeter, som bestaae af lærde Mænd, hvilke samles paa visse Tider, for at communicere hinanden deres Tanker, saaledes, at enhver lader sine Inventioner og Skrifter see og corrigere af det heele Societet. De foresette og curieuse og vanskelige Spørsmaal at resolvere, og uddeele Belønninger til dem som ere lykkelige i at løse Knuderne. Det er bekiendt, hvormeget Videnskabe ved saadant Middel ere forbedrede, og hvor mange skiulte Ting derved ere komne for Lyset.

Men, endskiønt disse nye Academier ere af stor Nytte i Henseende til Videnskabers Forfremmelse, saa kand man dog dermed ikke lade sig nøje alleene: thi en høj Skole bør have tvende Sigter, nemlig Videnskabers Perfection blant Lærerne, og den raa Ungdoms Information. Dette sidste fattes her, hvorudover almindelige Universiteter, som i begge Henseender ere anrettede, ikke kand undværes. Mine ringe Tanker er derfore, at Universiteter maa conserveres, men med en Correction, som kand befordre disse tvende Hoved-Sigter, saavel i Henseende til Lærere som Disciple. Udi den første Henseende havde 230 man ikkun at udcopiere de nye Academier og at følge den Plan, som de samme have lagt: saaledes, at Lærere skulle communicere deres Arbeide og Skrifter til deres Medbrødre, og intet at lade komme for Lyset, førend det af samtlige Societet var examineret og driftet, saavel i Henseende til Materien som Stilen. Naar dette skeede, kunde man være forvissed om, at ikke uden gode Bøger bleve publicerede. Af de aarlige Dissertationer derimod, som skrives paa egen Haand og paa visse Tider, og hvormed Skribentere ofte iile, at de kand til forordnede Tiid præstere præstanda, kand ikke ventes nogen Fuldkommenhed, hverken udi Stiil eller Materie; thi det heeder da: fac officium taliter qvaliter. Ja mellem de første og sidste Skrifter vil blive ligesaa stor Forskiel, som mellem en Haandværksmands daglige Arbeid, hvilket han til en vis Tiid haver lovet at fuldfærdige, og et Mesterstykke, som han giør for at vise Prøve paa sin Konst.

Disse Regler ere i Henseende til Lærerne. Hvad Disciplerne angaaer, da kunde end større Præcaution herudi med dem bruges; thi et Lands Ære bestaaer ikke derudi, at der skrives mange, men at der skrives faa og gode Bøger. Saadant kand naturligen ikke ventes, naar unge Mennesker i fleng holdes til aarligen at publicere Skrifter, og naar man siger: giør dit Skrift færdig til Trykken, om du vil have din Kost og dit Stipendium. Thi det er let at slutte, hvordan de Bøger blive qvalificerede, som udi en Hast og af Fornødenhed skrives af unge Personer, der hverken have Tiid eller Ævne dertil. Der ere adskillige andre Prøver man kand paalegge Ungdommen, hvorved den kand exerceres, uden at Publicum skal lide derved. Jeg haver ofte givet mine Tanker derom tilkiende: jeg haver ogsaa ved en vis Leilighed søgt at remedere denne Uheld, og at bringe det dertil, at den studerende Ungdom exercerede sig udi Cathedra heller ved Theses end ved ordentlige og udarbeidede Dissertationer, saasom jeg af Erfarenhed var forvissed om, at det sidste var over deres Ævne. Thi ligesom en ung Medicus tillades ikke at giøre 231 sin første Prøve paa Konger, Førster og høje Stands-Personer, saa maa en Discipel ej heller tillades at giøre ligesom sin første Prøve paa Publicum: thi hvad som eengang ved offentlig Tryk er kommet for Lyset, kand ikke kaldes tilbage igien. Det heeder derfor: videant censores ne respublica qvid detrimenti capiat. Thi ved umodne Skrifter lider ikke alleene den der skriver, men end og den, der tillader eller byder at skrive.

Jeg haver foruden denne Erindring angaaende Ungdommens Information giort adskillige andre, hvilke jeg her ikke vil igientage. Jeg vil ikkun alleene insinuere et nyt Project, som jeg ved Meditation er falden paa, og hvilket jeg underkaster andres Correction, haabende, at saadant ikke bliver lagt mig til Last, helst saasom jeg kand være authorisered til at giøre et Forslag saavel som utallige andre Projectmagere, der hverken have Alder eller Erfarenhed. Mit Forslag er dette: Eftersom jeg haver mærket, at de daglige Lectiones publicæ er til liden eller ingen Nytte, efterdi nogle faa Personer freqventere de samme, heller af Curiositet og for at giøre sig kiendt af Lærerne, end for at undervises. De faae derforuden paa disse Steder just ikke at høre, hvad de forlange at vide, men hvad Lectores behage at recitere. Ikke at tale om, at utallige Bøger nu omstunder i alle Materier ere skrevne; saa at Ungdommen derudover med større Nytte læser deslige Bøger, som med Fliid ere udarbeidede, end hører, hvad som i en Hast sammenskrives og reciteres. Herudover holder jeg for, at det kunde være nyttigere, hvis Lectores bleve forvandlede til Responsores, saaledes, at de paa visse Tider og Steder lode sig indfinde for at svare til de Spørsmaal, som af den studerende Ungdom bleve dem foresatte; at sige dem, hvad de forlangede at vide, og forklare for dem, hvad de ikke kunde forstaae, udi de Bøger og Skrifter, hvis Læsning de tilforn havde recommenderet dem. Deraf vilde flyde tvende ufejlbare Nytter. Først vilde ingen driste sig til at antage et Lære-Embede, med mindre han fandt sig selv moed og voxen dertil: thi, naar 232 Embedet fører saadant med sig, kand ingen skiule sin Uvidenhed, men han blotter sig strax, da derimod enhver kand være Lærer, naar han siger, hvad han vil, og er ingen Spørsmaal underkastet. Det samme vilde og drive Lærerne til idelig Læsning, og at excolere deres Videnskabe saaledes, at de aldrig skulde findes ubevæbnede. Med et Ord at sige, naar den Regel iagttoges, kunde ingen Lærer være eller blive ulærd. I Henseende til Disciplerne var Nytten denne, at de bleve undervisede udi de Ting, som de forlangede at vide, og kunde faae de Knuder løsede, som de selv ikke kunde løse.

Hvad som herimod kunde indvendes, er dette, at Lære-Embedet vilde blive af stor Vanskelighed: thi man siger, at een kand spørge meere end 10 kand besvare. Jeg tilstaaer gierne, at Lære-Embedet vilde blive af Vanskelighed. Men just den Vanskelighed vilde bringe den store Nytte med sig. Nok er det, at herudi er ingen Umuelighed: thi denne Maade at informere paa, haver været brugelig i gamle Dage. Man seer, at de som profiterede Jura, da kaldtes Responsores, og respondere in Jure var det samme som at lære. At een ikke strax kand svare til alle Spørsmaal, bør ikke legges til Last, saasom det er meer end man kand udfordre af nogen. Hvad man ikke kand besvare i Dag, kand man besvare i Morgen eller til næste Samling, og profiterer saaledes baade Læreren og Discipelen af det giorte Spørsmaal; det er just saadant man kalder docendo discere. Saaledes kunde ved en eeneste simpel Stiftelse Lærernes og Disciplernes Tarv tillige befordres, og to Fluer, som man siger, slaaes med en Smekke. Lærerne vilde alle være, og Disciplerne alle blive lærde. Og, naar man til denne eene Stiftelse vilde føje dette, at Theses paa visse Tider bleve foresatte Ungdommen til at udarbeide, og Belønninger uddeelte til dem som stode sig best, vilde ved en nyttig Æmulation Studia opmuntres, og intet uden Mesterstykker komme for Lyset. Hvert Skrift vilde blive et Land til Zirath, boglige Konster, som ved vanskabte eller opkaagede Bøger ere faldne udi Foragt, vilde komme 233 udi Æstime; og Kiøberne kunde være forvissed om gode og oprigtige Varer, hvilket ikke kand skee, naar alle skrive propter panem lucrandum eller for at vinde en daglig Skilling, item, naar Skrifter uden foregaaende Censure og Stempel komme for Lyset. Ved Censure meener jeg aldeeles ikke de brugelige Approbationer, hvorved Censores alleene tilkiendegive, at der udi et Skrift er intet, som strider mod Religion og gode Sæder: thi Axel Thorsens Viise, Doct. Fausti Historie, Rolands og Holger Danskes Krønike indeholde intet, som er derimod, skiønt de tiene til intet uden at fordærve Læserens Smag. Men jeg meener ved Censure et lærd Societets Stempel, hvorved gives tilkiende, at et Skrift med Konst, Møye og Skiønsomhed er udarbeidet.

LIBR. III. EPIGRAMM. 82

Litibus ac rixis crebro disjungimur: at, si
Nullæ sint lites, nascitur inde stupor. etc.

Der er intet, som holdes meere at bestyrke menneskelige Sager og Idretter end Samdrægtighed. Samdrægtighed er ligesom Kalken udi Bygninger, der sammenbinder saavel publiqve som private Ting. Herudover have visse Republiqver taget til deres Symbolum eller Devise disse Ord: Concordiâ res parvæ crescunt, discordia res magnæ dilabuntur. Det er: ved Samdrægtighed voxe smaa, og ved Usamdrægtighed falde store Ting. Derfore have de gamle Poeter regnet Usamdrægtighed blant de Helvedes Gudinder, som ere det menneskelige Kiøns forfærdeligste Fiender. Man haver i gamle Dage oprettet Tempel for Samdrægtighed, og dyrket den, som en mest velgiørende Gudinde. Og bede vi endnu udi vore daglige Bønner om Samdrægtighed, og det ikke uden Aarsag: thi vi see dens herlige Virkninger. Det er ved Samdrægtighed, at Krige 234 endes, Fred conserveres, og Venskab samt Forbund hol-Republiqver, som Stæder, Familier og Huuse blive staades ved lige. Det er ved Samdrægtighed saavel Riger og ende. Sertorius udi de Formaninger han giorde til Efterkommerne, bad dem rykke en Hesterumpe; hvilket da de ikke kunde giøre, bad han dem at rive et hvert Haar for sig. Dette giorde de uden Møye; hvorpaa han visede dem, hvad Styrke og Herlighed Samdrægtighed fører med sig, og at de derved kand giøres uovervindelige. Ved Usamdrægtighed derimod maa alting vakle og kuldkastes; derfore siger man i Ordsproget: naar Skibsfolkene ere ueens, gaaer Skibet i Grund. Hid henhører dette hos Poeten:
Postqvam discordia tetra
Belli ferratos postes portasqve refregit.

Det er ufornødent at tale vidtløftigen herom, efterdi alle tilstaae Samdrægtigheds herlige Virkninger. Jeg underskriver ogsaa gierne andres Domme herudi. Det kommer mig alleene efter nøje Betragtning for, at dette Axioma, nemlig, Concordia res crescunt maa ikke forstaaes absolute og uden Limitation. Jeg veed vel, enhver vil holde det for en Daarlighed at tale det mindste i Faveur af Usamdrægtighed, og fortænker jeg ingen derfor; jeg haver ey heller selv i Sinde at agere Advocat udi en saadan slet Sag. Jeg vil alleene vise nogle Virkninger af Samdrægtighed og Usamdrægtighed, hvoraf andre maa dømme, om dette Axioma stedse maa forstaaes absolute og uden Limitation.

Lader os igiennemblade verdslige og geistlige Historier, lader os tage udi Raad den daglige Erfarenhed, som er den beste Lærerinde, og ville vi da finde, utallige Uleiligheder at have reiset sig af Roe og Eenighed, og at de tykkeste Skyer ikke have kunnet hæves uden ved Usamdrægtigheds Vinde. Udi den saa kaldne Middel Alder eller udi de barbariske Tider var en almindelig Fred og Roelighed udi den Christne Kirke. Men tillige med den Eenighed regierede ogsaa en tyk Uvidenhed, hvilken ligesom en 235 Gangræna eller Forraadnelse aad allevegne om sig, og ikke kunde hæves uden ved Usamdrægtighed. Alting var overensstemmende, saasom ingen bekymrede sig om at efterlede Sandhed. Enhver satt Naturens Lys til side. Hvad de Romerske Paver paabøde at troe, antoge alle uden videre Examen; og Orthodoxie var fast det samme, som at renoncere paa Fornuft og Sandser. De højeste Stands-Personer selv vidste ikke at skrive deres egne Navne, men lode sig nøje med alleene at sette et Merke eller Monogramma til de Breve som skreves af deres Clerke. Carolus Magnus selv, en Herre af store Sindets Gaver, havde ikke lært at skrive; og fortælles der om hans Søn Ludovico Pio, at, da han engang skulde undertegne en vigtig Act udi en Forsamling af adskillige Bispe, maatte man hente et Blekhorn fra Cantzleren, saasom intet var at finde paa Slottet. Bispe og Prælater vare udi lidt bedre Tilstand; Thi een Bisp maatte ofte undertegne for sin Medbroder, der selv ikke kunde skrive, og manges heele Videnskab bestoed alleene udi at kunne udsige Ordene af de Sacramentalske Indstiftelser.

Saaledes var Tilstanden udi disse den Christen Kirkes fredelige Tider. Omsider ophørede denne Eenighed, man saae den forige Samdrægtighed succederet af Spliid og Ueenighed; men tillige med samme Uroelighed fremskinnede nogle Gniste af et Lys, som længe havde ligget skiult under Asken. En Storm, reisede sig, som sammenblandede alting, men som tilligemed bortdrev Vankundigheds Taage, og som aabnede Menneskets Forstand og Øjen. Lader os ikkun sammenligne de forige fredelige Tider med de paafølgende Uroeligheder, og vi ville deraf see og kiende, at det er Mennesker tienligere at trette og tviste, end ligesom umælende Creature at leve udi en brutal Samdrægtighed. Derfore have adskillige ikke uden Grund lignet de Uleiligheder, som fødes af Usamdrægtighed med Stormvinde, hvilke nedslaae Huuse og Træer men tilligemed reense Luften, og hindrer, at den ikke af for megen Stilhed raadner. 236 Udi verdslige Ting finder man ikke mindre gode Virkninger af Usamdrægtighed. Det have Regentere fornemmeligen merket, og grunder sig derpaa den bekiendte Maxime: Divide et impera. De fornuftigste Førster søge i den Henseende at saae en slags Ueenigheds Sæd iblant deres Raadsherrer, og undertiden blant de gemeene Borgere selv; og viser Erfarenhed, at Regenteres Sikkerhed ved saadant Middel fortreffeligen haver været befodret. Thi ved Ueenighed kommer Sandhed for Lyset og Sammenrottelser forhindres. Saa at man nogenledes kand sige, at den almindelige Lande-Fred ved Tvist og Ueenighed styrkes, og at Usamdrægtighed hæves ved Usamdrægtighed, eller i det ringeste hindrer den at komme til sin Vægt.

Ansee vi den Romerske Republiqves gamle Tilstand, da finde vi, at det Romerske Folk haver udstaaet mange Ulykker, da Splid og Ueenighed regierede blant de store Hoveder, men langt fleere og større, da Fred og Eenighed blev sluttet mellem de samme. De Borgerlige Kriges Ueenighed endtes med Triumviratets eller ved 3 tvistende Anføreres Foreening. Men paa denne Fred fulte Landflygtighed, Mord, Friheds Forliis og Republiqvens Undergang, saa at dette Triumvirat, som førte Navn af Republiqvens Istandsettelse, synes heller at være stiftet for at befodre dens Ødeleggelse.

Jeg vil ikke tale om andre Ting, hvorpaa man kand anføre utallige Exempler af Historier: men jeg vil begive mig til private og Huussager. Petronius siger: gid Politiemestere faae Skam! som forstaae sig med Bagerne. Det heder: tien mig, og jeg skal tiene dig igien, hvorudover den fattige Almue maae sukke: Male Aedilibus eveniat, qvi cum pistoribus colludunt: serva me, et servabo te: itaqve populus minutus laborat. Hvoraf man seer, hvad Tanker han havde om saadan Foreening, og at han dømte den heel skadelig for Almuen. Hvo haver udi Huussager været meer forsigtig end Cato den ældre. Den samme allarmeredes over sine Tieneste-Folkes Foreening, og holdt for, at hans Huus vaklede, naar alle udi Huuset havde eet Sind.

237

Adskillige andre have fult dette Exempel, og derved forekommet Sviig, Sammenrottelse og adskillig Uheld. Jeg haver selv paa mit Landgods merket Virkningen af Samdrægtighed og Usamdrægtighed. De Tvistigheder, som reise sig imellem Forpagter og Ridefoget, giøre mig vel Hovedet undertiden kruset; dog søger jeg, naar de samme tage Overhaand, heller at moderere end gandske at hæve dem: thi aabenbare Kriig incommoderer, men en bestandig Foreening vil incommodere end meere. Der maa være noget mellem aabenbare Kriig og fortroelig Venskab, om Sagen skal gaae vel. Det er enhver Huusfaders Pligt at holde Fred udi sit Huus; men Erfarenhed viser, at han giør ikke ilde ved at underholde en liden Jalousie mellem hans Huusfolk; thi det er ved saadant Middel, at han faaer Sandhed at vide, ligesom en Dommer faaer Oplysning i en Sag af Advocaternes Mundhuggen. Man siger: naar Tranerne komme i Strid, kand man tage dem med Hænderne, og naar Tyvene komme i Trette, faaer Bonden sin Koe igien.

Jeg kunde ved fleere Exempler bestyrke denne Thesin; men mig synes, at det anførte er tilstrekkeligt nok, og at man deraf kand see, at ovenanførte Axioma om Samdrægtighed er mange Indvendinger underkasted.

Jeg tvivler ikke paa, at der jo vil findes de, der ville ansee dette Paradox, som daarligt og ildegrundet, og at de samme ville foregive, at man ved saadan Lærdom sigter at raade fra Dyd, og at plaidere for Laster. Men de samme maa see til, at de ikke dømme alt for hastigen. Jeg tilstaaer, at Samdrægtighed er en Hoveddyd, som stedse maa recommenderes. Jeg underskriver ogsaa herudi gierne andres Meeninger, naar der handles om Samdrægtighed i at forfremme det Gode: men, saasom Mennesker have meest Tilbøjelighed til det Onde, saa er Samdrægtighed ikke af den Nytte, som visse Folk indbilde sig, der forestille sig Mennesker, ikke som de ere, men som de bør være. Saasom nu min Thesis grunder sig paa saadan Præsumtion, er den ikke saa gandske urimelig, som den ved første Øjekast 238 kand synes. Man maa ikke ønske Mennesket noget stedse, uden hvad som er stedse gavnligt. Hvis nogen ikke vil lade sig nøje med denne Forklaring, men vil blive ved at ønske en Samdrægtighed uden Exception, saa maa han ogsaa ønske Samdrægtighed imellem Tyve og Røvere. Man vil maaskee herimod indvende, at jeg confunderer Eenighed med Sammenrottelse. Lad det saa være! jeg vil ingen Ordkrig føre: jeg vil tilstaae, at all Foreening mellem onde Mennesker bør kaldes Sammenrottelse, og at Foreening mellem de gode maa hede Samdrægtighed. Men det er lige meget hvad Navn en Ting haver, naar den ellers er og bliver den samme. Hvis alle Mennesker vare alleene samdrægtige i det Gode, var intet meer at ønske end Samdrægtighed: men, saasom de fleste have Tilbøjelighed til Laster, staaer denne min Thesis uryggelig; saa at det er og bliver en klar Sandhed, nemlig, at udi den almindelige Fordervelse er det bedre at Mennesket lever adskilt end foreened, eller at det foreener sine Kræfter til Laster og Misgierninger. Der ere mange Axiomata og autoriserede Maximer, hvilke, naar de nøje examineres, befindes at grunde sig heller paa den gemeene Mands Dom end paa Raisons. Det er for Exempel et Axioma in Jure: at man maa holde enhver for en god Mand, indtil anderledes bliver beviset. Men Erfarenhed lærer, at man i Almindelighed maa holde hver for en ond Mand, indtil man haver andet Beviis derom. Saasom derfore dette er af saadan Beskaffenhed, maa man sige, at Ueenighed er Mennesket tienligere end Samdrægtighed, og at man i visse Maader kand invertere det anførte Symbolum og sige: Concordiâ res malæ crescunt: discordiâ sæpe dilabuntur. Det er: Ved Samdrægtighed forfremmes det Onde, og hæves ved Usamdrægtighed.

239

LIBR. III. EPIGRAMM. 97

Est pavor haud semper signum timidi atqve character,
Visa animi haud pendent ex hominum arbitrio.

En viis Mand, siger Cicero, er den, som af ingen Modgang eller overkommende Ulykke lader sig anfægte, men stedse er den samme, som er uden Sorg, Bekymring, overvettes Glæde, Vrede og andre Affecter, anseende alle Hendelser som uden for sig. Men dette viser alleene, hvorledes een, der vil føre Navn af en viis Mand, bør være, ikke, hvorledes han virkeligen er eller kand være. Mennesket er dannet af Kiød og Blod, ikke af Steene og Marmor, og derfore ej kand være fri for Affecter. Den Forskiel alleene er imellem en viis Mand og en Daare, at den første strider mod sine Passioner, den sidste derimod lader sig overvinde af de samme.

Ingen, end ikke den største Philosophus, kand hindre Sindets første Bevægelser, eller den Fermentation, som uformodentlige Hendelser foraarsage. Det samme er lige saa umueligt, som ikke at føle Ilden, naar den brænder, eller Kulden, naar den svier, eller ikke at see og høre, hvad som kommer udi Synet og Ørene. Saadant staaer ikke udi et Menneskes Magt, og kand ingen med al Verdens Philosophie det hindre: hvoraf sees, at de fare vilde, som henregne en overkommende Alteration eller Sindets Bevægelse til Frygt eller Uforstand: thi een kand i en Hast døe af Sorg og blive syg af Vrede, og derfore kand være en meget forstandig Mand. Jeg siger, udi en Hast, det er førend Paroxysmus og den første Fermentation sagter sig lidt, og giver een Leilighed til at raisonnere og at bringe de adspredede Sindets Parter til deres rette Sted igien. Socrates havde violente Affecter, og var dog den største Philosophus man veed af at sige: hans Philosophie bestod ikke derudi, at han var følesløs, men udi den Striid han førte med sine Passioner, at de ikke skulde faae Overhaand.

240

Derudi bestaaer en Philosophi Berømmelse, og ikke udi Følesløshed. Det heder:
Mens immota manet, lacrymæ volvuntur inanes.

Thi, ligesom een der er castreret, kand ikke berømmes for Kydskhed, saa kand een, der ingen Galde haver, ej heller berømmes for Kaaldsindighed. At ride paa et spagt Æsel er ingen Merite, men at regiere en vild og modig Hest, det fortiener Applausum og Hænders Klappen.

Dette tage Folk dog gemeenligen ikke udi agt, efterdi de dømme om Dyder og Lyder heller efter Legemets Constitution end efter Sindets Qvaliteter: saaledes fradømmer man een Titel og Navn af en fornuftig Mand, der altereres af et uformodentligt Syn, og bringes i Bevegelse af et stort Bulder, et Fald, et Canonskud etc. og derimod beærer man en anden med saadant Prædicat, der ved deslige Hendelser staaer ubevægelig. Det er jo ikke andet, end at tildømme en Koe større Qvaliteter end et Menneske.

Jeg siger derfore, at ingen kand udstødes af de Viises Tall, efterdi han af en uformodentlig Hendelse bringes udi Bevegelse, det er, efterdi han føler Smerter, naar Saaret er nyt. Saadant udfodres ikke af en Philosopho, er ogsaa umueligt, helst for den der haver en svag Complexion, et hidsigt Blod og skarpe Vædsker. Det heder da, at det er ikke let at styre Krudet, naar Ilden kommer derudi. Den store Græske General Aratus, fandt saadan Bevegelse hos sig udi Begyndelsen af et Feltslag, at han gemeenligen fik aabet Liv; men, saasnart første Anstød var forbi, var ingen meer uforsagt. Hvad derfore, som udfodres af en Philosopho, er dette, at han giør Modstand, saa snart Paroxismi Magt sagtes, og Evne gives til at giøre Modstand. Den Bevegelse, som foraarsages af en hastig og uformodentlig Hendelse er af samme Beskaffenhed, som en febril Paroxismus, hvilken man maa give lidt Tiid til at rase, men passe paa, naar den remitterer, at forhindre dens Tilbagekomst. Saa længe, som Blodet er udi dets største Bevegelse, hielper hverken Cicero, Socrates eller Seneca; men, naar 241 Stormen sagtes, er saadant Middel fortreffeligt. Vel siges der: Qvod deponi potest, suscipi non potest. Det er: Hvad som man kand skille sig ved, kand man og hindre at overfaldes af. Men dette passer sig her ikke: thi at være ubevegelig imod en hastig overfaldende Hendelse, staaer ikke udi et Menneskes Magt. Hvis Følesløshed er en Philosophi Character, saa maa man holde for, at et Æsel, som ved Hug og Slag ikke beveges, haver mange philosophiske Qvaliteter. En vis Philosophus, som var paa et Skib med en deel andre, da han merkede, at en paakommende Storm bragte alle Skibsfolkene udi stor Frygt og Bekymring, men at et Sviin udi al denne Forvirrelse, laae gandske stille og roelig, bebreidede han Folkene saadan deres Redsel, og bad dem speile sig udi samme umælende Dyr; men man kunde svare dertil, at Sviinet laae roeligt og ubevægelig, efterdi det var et Sviin: Ligesom Julia Augusti Dotter, da man forestillede hende at være hengiven til visse Affecter, som Beesterne vare frie for, svarede: Efterdi de ere Beester. Alt hvad en Philosophus herved bør og kand giøre, er at forestille sig Hendelser, paa det at intet skal være ham gandske uformodentligt; og, naar Sindet ved et hastigt Anstød bliver bragt udi Forvirrelse, da at arbeide paa at sætte de adspredde Parter i Lave igien.

LIBR. III. EPIGRAMM. 105

Contra hominum gustus pravos cum vociferaris,
Natura, ignoras, qvàm sapienter agit etc.

Til * *

Du raaber, kiære Ven! ideligen mod Menneskets fordervede Smag; men lader derved see, at du ikke forstaaer, hvor viseligen Naturen haver ordineret alting. Mange Ting, som udi Skabningen synes mest ufuldkomne, befindes 242
ved nøje Eftertanke at føre mest Nytte med sig. Jeg haver ved en anden Leilighed viset, at Verden kunde ikke bestaae, hvis blant Mennesker var ikke et tilstrækkeligt Forraad paa Narre, item at den Blanding af viise Mennesker og Daarer haver en fortreffelig Virkning udi Societeter. Dette, som du her laster, er af samme Beskaffenhed. Den fordervede Smag, som du støder dig over, foraarsager, at intet bliver unyttigt i Verden. Derved befodres fortreffeligen Handel og Vandel, og foraarsages, at intet som findes udi en Kræmers eller Kiøbmands Boed bliver liggende: thi, saasom een finder Smag udi det som er suurt, en anden i det som er sødt; een udi det som er bittert, en anden udi det som er salt; een udi det som er raadent, en anden udi det som er friskt; saa bliver alting solt, og en Kræmer, som haver god Forraad paa alle deslige Species, trues med ingen Banqueroute. Man siger for et Ordsprog: Hvis ingen Narrehoveder vare, blev ingen Narrehætter solte. Hvis Menneskets Smag var ikke forderved, vilde utallige Mennesker, som føde Kone og Børn ved deres Skrifter, og have deres ærlige Udkomst derved, bringes til Bettelstaven. Samme fordervede Smag haver den ypperlige Virkning, at Volusi Annales blive solte saavel som Ciceronis Skrifter, og at ingen Boghandler er bange for, at hans Boglade skal blive til Maculatur; hvilket dog ufeilbarligen vilde skee, hvis den gode Smag, som du raaber saa meget paa, alleene regierede. Tænk engang, hvorledes det vilde gaae med din egen kiære Svoger, som i saa mange Aar haver næret sig saa reputeerligen ved sin Poesie. Han vilde ved den fordervede Smags Ophørelse af en kroned Poet blive forvandled til en Stoderfoged: han vilde klaae sig bag Øret og raabe: O tempora! O mores! naar han saae sit frugtbare Arbeide paa eengang at ophøre; naar han merkede, sine poetiske Skrifter alleene at blive solte efter Vægten og at bruges til Kræmerhuse. Du seer heraf, hvor ilde grundet dine Klagemaal ere, og hvad Uheld den Reformation, som du saa inderligen ønsker, vilde føre med sig. Den fordervede Smag er som Siælen 243 udi Verden, og det Hiul som driver alting: den er en Trøst udi Fattigdom, den befodrer all slags Arbeid, Handel og Næring, og foraarsager, at det eene Menneske kand leve med det andet, ja opliver et halvdødt Societet.

Videre, hvad befodrer meere Ægteskab og Afkoms Forplantelse end den foranderlige og fordervede Smag, som findes hos mange Mennesker. Hvis alle havde en fin og delicat Smag, vilde de grimme Møer stedse blive Møer, og hveranden Pige vilde med Jephtæ Dotter begræde sin Jomfrudom. Men, saasom een finder Behag udi en ung Pige, en anden derimod er for Antiqviteter, og vil have den som er gammel og noget ankommen; een vil have en kiøn, en anden en grim; een en sort, en anden en hvid; saa er der altiid god Debit paa Jomfruer og Enker, og ingen Mand haver Aarsag gandske at desperere om sine Døttres Promotion. Nu gaaer det som Ordsproget lyder:

Alt Mad bliver ædt; thi somme æde et og somme et andet;

Een vil have een, en anden en anden, derfor bliver alle

Møer manded'.

Hvor vilde vel Theodora med sin brakkede Næse have faaet en Mand, hvis Philander ikke havde haft en Africansk eller Hottentotisk Smag? ja hvor vilde din egen kiære Moder, der var ligesaa grim, som fattig, være bleven gift, hvis din Fader ej havde haft en saa unaturlig, ja (om jeg maa saa sige) en slig forbanded Smag? hvis det havde ikke været, vilde du ikke have været til in rerum natura: thi din Existentz er en Virkning af din Faders selsomme Gout.

Hvor man kaster Øjen, seer man herlige Virkninger af saadan depravered og selsom Gout. Hvor mange Mennesker vilde ikke gaae uden Brød og uden Titel og Honneur, hvis de Societeter og Republiquer, som de leve udi, havde den rette Smag. Smagens Selsomhed redresserer fortreffeligen den Uheld, og hielper mangen Mand til Ære og Embede, som Naturen synes at have destineret til en Spinderok. Hvorledes vilde Theodorus have været bleven 244 Syndicus, Titus Raadsherre, Sejus Byefogd, hvis Staden ikke havde haft en forderved Gout. Ja kiære Ven! forlad mig, at jeg taler saa dristig, hvorledes vilde du selv være bleven Borgemester, hvis den største Deel af Senatet, som voterede paa dig, havde haft en naturlig Smag? Holt derfor inde med din Klage, og lad af at ønske de Ting, hvormed Verden ikke er tient: thi at ønske alle Mennesker en god og naturlig Smag, er at ønske den halve Verdens Undergang.

LIBR. III. EPIGRAMM. 142

Omnia non facienda tibi, qvæ poscit amicus:
Conjuratio erit, nulla at amicitia.

Et oprigtigt og uforfalsket Venskab, jo rarere det er, jo større Priis maa derpaa sættes. Jeg siger: jo rarere det er, efterdi der er ingen Dyd, som meer omtales og som mindre practiceres. Hvert Menneske bilder sig ind at have Venner, skiønt hvert Menneske finder sig bedragen udi saadan Indbildning, saasom Erfarenhed lærer, at det som man kalder Venskab, er ikkun et blot Navn og en uægte Dyd, som tillige med eens Velstand forsvinder. Amicus certus in re incerta cernitur.

Væstand og Modgang er den rette Prøvesteen, hvorved Venskab skal kiendes. Hid hensigter det gamle rimede Ordsprog:
Ild prøver Guld, og Nød Vennehuld:
Prøv Guld i Glød og Ven i Nød.

Det var allerførst udi Modgang og Landflygtighed den Romerske Konge Tarqvinius sagde sig at kunde merke, hvilke der havde været hans Venner, og hvilke der havde været hans Fiender, saasom han ingen meer kunde bevise nogen Tieneste. Saadant haver aabnet Øjene paa mange 245 andre lettroende Mennesker, i det de ved en Ulykkelig Hændelse have seet sig forladte af dem, paa hvis Venskab de have mest stoelet. Mit Forsæt er her ikke at giøre en Beskrivelse over Venskab: thi det var ikke andet end at ville opkaage hvad som utallige Skribentere vidtløftigen have udført. Saadant er ej heller Sigtet af disse mine moralske Betænkninger. Jeg vil derfore alleene anføre den herlige Æsopi Fabel, som herom findes hos Gellium, og overlade Læseren at giøre sine Reflexioner derover.

En Lerke, som havde sin Reede udi en Korn-Ager, da hun forlod sine Unger for at see sig om Føde til dem, bad hun, at de skulde give agt paa hvad de udi hendes Fraværelse saae og hørte, for at underrette hende derom ved hendes Tilbagekomst. Medens hun var borte, hørede de at Herren af Ageren gav Ordre til sin Søn, at, saasom Kornet var moed, han Dagen derefter skulde bede hans Venner at lade sig indfinde, for at hielpe ham med at Meie. Dette fortaalte Ungerne Moderen med Redsel, og bad hende, at føre sig hen til et andet Sted, hvor de kunde være udi Sikkerhed. Moderen lod sig deraf ikke skrække, men bad dem at have Taalmodighed, sigende: hvis Manden haver ikke andet at forlade sig paa end sine Venner, vil der neppe Meies i Morgen. Den anden Dag forlod hun dem atter, for at søge Føde, efterat hun havde giort samme Erindring, som tilforn. Herren lod sig da indfinde for at Meje Kornet, og biede paa sine Venners Ankomst; men forgieves: hvilket, da han merkede, sagde han til sin Søn: jeg seer, at vore Venner ere uvillige, gak derfor hen til vore Slægtinge, og beed dem at hielpe os til at meje i Morgen. Dette fortaalte de frygtsomme Unger Moderen igien, hvilken trøstede dem paa nye, sigende, at det var ligesaa daarligt at stole paa Slegtinge som paa Venner, og at de derfore kunde være forvissede om, at Kornet ej heller blev mejet den Dag. Den 3die gang gik hun bort med ligesaadan Erindring; da kom Herren didhen igien, og, da han mærkede, at hans Slægtinge ogsaa bleve borte, sagde han til Sønnen: hør, min Søn, du seer, at, naar Nøden 246 trænger, haver man hverken Venner eller Slægtinge; lader os derfore i Morgen tage hver sin Lee og giøre Arbeidet selv. Dette fortaalte Ungerne Moderen igien, hvorudover hun sagde: Nu er Tiid til at flytte: thi Kornet vil ufejlbarligen mejes i Morgen. Hun førte derfore Ungerne strax til et andet Sted, og Kornet blev strax derpaa mejet.

Denne sindrige Fabel viser, hvor lidt man kand forlade sig paa Venskab og Slegtskab, og at den store Mængde af Venner, som man ofte bryster sig af, forsvinder, naar man trænger til deres Hielp. Men, endskiønt man saa ofte bliver bedragen udi Venskab, saa maa man dog see til, at den Mistillid ikke gaaer for vidt, saa at Agtsomhed udfalder til Misanthropie, saaledes som man seer at have været hos Timon den Athenienser, hvilken betroede sig ikke uden til en eeneste Apemanto, og det dog ikke uden en slags Præcaution. Thi, da de engang spisede sammen, og Apemantus sagde, at det var et fornøjeligt Maaltid, svarede Timon: det havde været mig end fornøjeligere, hvis du havde været borte. Et andet merkeligt Exempel paa hans Afskye for Mennesker, anføres saaledes. Han sammenkaldede engang Athenienserne, for at holde en Tale til dem. Alle strømmede til i Hobetall, saasom dette hos ham var usædvanligt. Da de vare forsamlede, holdt Timon en saadan Tale: Jeg haver i min Gaard et Figentræe, hvorudi got Folk her i Staden pleie at hænge sig. Nu haver jeg i Sinde, paa samme Sted at opsette en Bygning, og derfore maa lade samme Træe nedhugge: giver derfore hermed tilkiende, at, hvis nogen haver Lyst at hænge sig, at han i Tide betiener sig af Leiligheden, førend Træet fældes. Jeg siger derfore, at vi herudi maa moderere vor Mistroe saaledes, at den udfalder ikke til nogen Misanthropie. Vi maa efter Senecæ Formaning gaae en Middelvej imellem dem der giøre Venskab med dem, som de først møde, og dem som mistroe alle. Thi det er ligesaa stor Feil, at troe ingen, som at troe alle: utrumqve est vitium, et omnibus credere et nulli. Hvad videre som ellers kand siges om ægte og uægte Venskab, maa man efterlede 247
udi andre Skrifter. Jeg vil alleene her efter min vedtagne Sædvane vise den Vildfarelse, som begaaes udi Venskabs Forbund, i det at man ofte confunderer Venskab med Sammenrottelse. En hver Ting, hvor god den end er, kand blive lastværdig, naar den drives for vidt. Alle Dyder have deres Grændser, som ikke maa overtrædes. Et retskaffent Venskab bestaaer udi en nøje Foreening imellem 2 eller fleere Personer, der elske hinanden indbyrdes, og befodre hinandens Interesse og Velfærd som deres egen. Men dette maa forstaaes alleene om lovlige Ting: thi ellers taber det Navn af Venskab, og forvandles til Conjuration og Sammenrottelse. Saaledes, naar een forbinder sig til at forsvare en anden udi alle hans Idretter, enten de ere onde eller gode, er det ikke Venskab, men en lastværdig Forbindelse. Jeg holder for, siger Cicero, at der kand intet Venskab være, uden udi Ting, som ere gode (Hoc sentio nisi in bonis amicitiam esse non posse). Og siger en anden Autor: Vi see onde Mennesker tit at have eet Sind og een Villie: men hvad hos de gode kaldes Venskab, er hos de onde en Faction. (Homines malos videmus aliqvando eadem cupere, eadem odisse, eadem metuere, sed qvæ inter bonos amicitia dicitur, inter malos Factio est.) At gemeene Mand kalder saadant Venskab, reiser sig af en almindelig Vildfarelse, hvorved saavel herudi som udi andet, Dyder confunderes med Lyder. Almuen anseer Venskab, som en offensive og defensive Alliance mod alle og udi alle Tilfælle. Naar en Drukkenbold, Hoerkarl, Tyv etc. bliver lastet og ilde omtalet, holder man det for en Vens Pligt at tage ham udi Forsvar, og bliver en gemeenlig lastet, som enten tier stille eller ey sætter Farve paa sin Vens Feil. Saa vidt forbinder ikke Venskabs Lov: thi ellers maatte man sige, at den Foreening, som er imellem Stiemænd og Røvere, er og en Dyd. Den bekiendte Røver Cartouche udstod for nogle Aar siden de haardeste Piinsler, for ikke at røbe sine Medbrødre. Han holdt af Vildfarelse for, at Venskabs Lov saadant udfordrede; og fandtes der mange af Almuen, der ansaae saadan Haardnakkenhed 248 med Admiration, ja meenede, at det var en ufeilbar Prøve paa et oprigtigt Venskab.

Dette synes vel ufornødent at erindre, saasom det burte være alle bekiendt. Men, at de fleste Mennesker vide ikke at distingvere imellem Venskab og Sammenrottelse, viser den daglige Erfarenhed. Ja man finder ikke alleene Almue, men endog Philosophi og Lærde at have taget Feil derudi. Chilo, een af de 7 Græske Viise, var engang tvilraadig, hvad han skulde giøre i sin Vens uretfærdige Sag, som han skulde dømme udi. Paa den eene Side stod ham for Øjene Lovens og paa den anden Side Venskabs Overtrædelse. Udi denne Tvilraadighed greeb han til saadant Middel. Han fordømte selv udi Retten sin skyldige Ven, men overtalede de andre Assessores at frikiende ham; meenende derved at have efterlevet baade en Dommers og en Vens Pligt. Her seer man, at en stor Philosophus selv af en falsk Idee om Venskabs Pligt opofrede en ærlig Mands Character: thi at dømme mod Loven eller at persvadere andre til at dømme derimod, er udi Gierningen det samme; og kand man end meere fordømme det sidste, efterdi Listighed derudi er conjungeret med Uretfærdighed. En ærlig Mand maa aflegge en Vens Person, naar han skal antage en Dommers Person:
Vir bonus atqve probus personam ponat amici,
Qvando personam Judicis ille capit.

At denne Vildfarelse haver ikke alleene været hos Chilo, men hos adskillige andre lærde Mænd, sees iblant andet af den Forklaring, som Gellius giør over denne Chilonis Opførsel: thi han holder for, at derved toges en fortreffelig Middelvej. Duas ferocissimas affectiones intra modum coërcuit. Man seer ogsaa, at den store Cicero selv herudi tager feil, naar han holder for, at man maa underkaste sig en maadelig Vanære for sin Vens skyld. Tenuis vel turpitudo vel infamia subeunda est, si ea re magna utilitas amico qværi potest. Cai Blosii Venskab til Tib. Gracchum 249 fortiener heller Navn af Sammenrottelse end Venskab. Da ban blev adspurt hvad han vilde giøre for sin Ven, svarede han: Alting; hvorledes alting? spurte Lælius da: end om din Ven bød dig at sætte Ild paa vore Templer? det var noget, svarede Blosius, som han aldrig kunde bede mig om. Men, sagde Lælius videre, posito at han havde bydet dig saadant? hvorpaa Blosius svarede: Ja! saa havde jeg adlydet ham. Den berømmelige Pericles dømte dog fornuftigere herom: thi da han af sin Ven blev ombeden at aflegge et urigtigt Vidnesbyrd til hans Frelse, svarede han: man bør at tiene sin Ven udi alting, uden i Ugudelighed. Λεῖ με συμπράττειν τοῖς ϕίλοις, ἀλλὰ μέχρι Θεῶν. Hvoraf sees deres Vildfarelse, som tage ikke i Betænkning at opofre deres Siæl for at frelse deres Venners Ære: thi det er grande Mode paa visse Steder, at duellere for at hævne en Vens Tort; hvilket er det samme, som af Venskab at give sig Fanden i Vold. Den bekiendte Poet Simonides, stolende paa Themistoclis Venskab, bad ham engang om noget som var uretfærdigt. Hvorpaa Themistocles svarede: Saa ofte du synder mod Poesiens Regler, er du ingen god Poet; ligeledes, naar jeg bedriver noget mod Loven, er jeg ingen god Embedsmand. Ligeledes svarede Rutilius Rufus sin Ven: thi da den samme sagde: Hvad nytter mig dit Venskab, efterdi du ikke vil giøre hvad jeg beder dig? svarede han: Og hvad nytter mig dit Venskab, efterdi du beder mig om det jeg ikke bør giøre? Venskabs Hoved-Lov, siger Cicero, er denne, ikke at bede om usømmelige Ting, ei heller at giøre saadant, naar man bliver ombeden. Hæc prima lex in amicitia sanciatur, ut neqve rogemus res turpes, nec faciamus rogati.

250

LIBR. IV. EPIGRAMM. 20

Miraris, legum cur observantia nulla,
Cum soleant homines curva et iniqva seqvi. etc.

Blant mange selsomme Egenskaber hos Mennesker er dette, at de faae mest Lyst til de Ting, som ere mest forbudne. Hvi er det ikke en Synd, sagde en vis Italiener, at drikke Vandet kaalt? thi han meenede, at det i saa Maade vilde smage end bedre. Intet Folk er saa begierligt efter Viin som Mahomedaner, hvilke Viinens Brug ved Mahomeds Lov er forbuden; og er det troeligt, at Lysten vilde stilles ved Forbudets Ophævelse. Man finder dette selsomme Egenskab besynderlig hos den Engelske Nation, hvor man seer utallige Mennesker at drikke, alleene for at drikke; at hore, alleene for at hore; og at synde, alleene for at synde: ja Straf, som dicteres for at hævne Misgierninger, er hos mange af dem som en Tønder dertil; og Synder multipliceres efter Proportion af Forordninger. Jeg drister mig vel ikke at raade til Lovenes Formildelse, saasom Frygt for Straf, hvorvel den kand opvække Lyst til Synd, saa hemmer den dog Syndens Fuldbyrdelse og Execution, og er det Aarsag nok til Lovenes Haandhævelse. Men jeg tør alleene sige dette, at hvis intet Forbud var, blev Lysten mindre. Ved Lovene derfore udvirkes alleene, at Gierningen hindres, skiønt Begierligheden derved ikke hemmes, men heller opvækkes. En vis Philosophus siger: Ligesom, hvor der er mest Medicamenter og mest Læger, der ere mest Sygdomme; saa hvor der ere mest Love, der ere mest Synder: Ut, ubi medicamentorum et medicorum maxima copia est, ibi plurimos morbos esse contingit: sic, ubi plurimæ leges, ibi summa est iniqvitas. Et Menneske kand af Naturen være taus, og tie, naar ingen forbyder ham at tale; men, hvis Straf legges derpaa, maa de betroede Ting for Dagen, om de end skulde ud af dets Sider. Man seer merkelige Exempler paa forbudne Ting udi Skrifter. Et 251
Skrift ligger paa Bogladen, som et unyttigt Meuble, hvilket ingen forlanger; saa snart bliver det ikke forbuden, førend alle storme dertil. Herudover anholdt en vis kortzvillig Autor, hvis Skrifter ingen vilde kiøbe, hos Øvrigheden, at de maatte forbydes, saasom han derved haabede en god Debit; hvilket og ikke feilede. Hvormeget Lysten opvækkes af Forbud, forstoed ogsaa Manden udi Comoedien, hvilken havde betroed Pigen en Hemmelighed: thi han vidste vel, at om han bad hende tie, han derved intet andet vilde udvirke end at opvække hendes Lyst til at tale, og derfore bad hende at sige den betroede Ting til hvem hun vilde, hvorved han udvirkede den forlangte Taushed. Det er en synderlig Maade at curere Folk paa, og er dog probat. Et Menneske er som en løbsk Hest: jo meere man holder den i tømme, jo meer faaer den Lyst til at løbe. Hvor er vel Løsagtighed større end udi de Lande, hvor Fruentimmeret indsluttes, og hvor man ikke uden Livs Fare kand faae Adgang til dem. En Mand, der fortificerer sin Fruerstue, og forskandser sin Hustrue, staaer meer i Fare for Horn, end den, der giver hende Frihed at omføite, saa meget som hun lyster. Nogle store Lovgivere have derfore tilladt det eene Kiøn fri Omgiengelse med det andet, for derved at dæmpe Løsagtighed, og er Begierligheden ingensteds mindre, end paa de Steder, hvor Fruentimmeret gaaer nøgen, og gives ligesom til Priis. Nitimur in vetitum, Vi faaer ikke ret Lyst til en Ting, førend den bliver forbuden, eller førend den ej uden Fare eller Vanskelighed kand erhverves. Det er ikke saa meget ved Love, som ved Ambition, Mennesket holdes til dets Pligt. Qvintilianus siger: hvad Lovgivere selv giøre, det synes de at befale. (Qvicqvid Principes faciunt, præcipere videntur). Hvis en Lov kom ud, at ingen uden høje Stands-Personer, maatte spise meere end 2 Retter, vilde Almuen faae inderlig Lyst til at spiise 3 eller 4 Retter: hvis derimod det blev gemeene Folk tilladt at spise saa mange Retter, som de vilde, men Stands-Personers Taffel blev indskrænket til 2 Retter, vilde de sidste frivilligen indskrænke 252 sig selv. En Forordning om Juvelers Afskaffelse satt for nogle Aar siden Landet i Bevægelse: hvis Forordningen saadant havde enhver tilladt, men alleene forbudet Damer af den første Classe at bære Ørenringe, skulde ingen af Almuen have forlanget at bære Juveeler. A. sover til Klokken 9 om Morgenen: hvis en Forordning kom ud, at han skulle sove til Klokken 10: fik han Lyst til at gaae i 7 slets Prædiken. B. taler fast aldrig, uden han tillige med lyver. Det er troeligt, at, hvis Løgn blev holden for en Dyd, han vilde blive een af de sandrueste Mænd udi Staden. C. dirker Laas, slaaer Dørre og Vinduer i tu, for at blive Mester af Fruentimmer: hvis alle Dørre stode aabne, og han fik fri Adgang, vilde hans Ild forvandles til Iis, saa at han vilde ansee Fruentimmer som Skilderier. D. driver den heele Dag bort med Spill og Dobbel; naar Straf derpaa legges, spiller han og om Natten: hvis derimod det blev holdet for en Merite at doble, vilde han væmmes ved at se Kort og Tærninger, ja ansee Kortmagerie, som den fordærveligste Manufactur udi Landet. E. troer aldeeles intet: hvis Vantroe blev holden for en Dyd, vilde han troe alt hvad den Christen Kirke troer, ja end hvad den ikke troer: thi Aarsagen, hvi han intet troer, er efterdi andre holde det for en Pligt at troe. Dette synes vel at være noget outrered; men jeg dømmer om Ting, som kunde skee, af det som jeg seer virkeligen at skee. Jeg drister mig for Exempel at garantere for, at hvis en Forordning kom ud, at ingen under vis Pengestraf maatte bruge Salvie, Thee vilde komme gandske af Brug, Congo, Pecco, Keiser-Thee vilde blive agtet som Høe, og Salvie, som nu alle indtil Bønder vrage, vilde blive en Himmeldrik, hvilken Folk af de første Classer udi Rangen alleene vilde tilegne sig. Jeg vilde ikke, at det skulde komme an paa en Prøve: thi det var en farlig Forordning for det Asiatiske Compagnie.

Et merkeligt Exempel paa Menneskets Egenskab herudi sees af Hertugens af Ossuna Historie, beskreven af Gregorio Leti. En riig Neapolitansk Kiøbmand Jacob Morel, 253 brystede sig af at han udi 48 Aar ikke havde satt sin Fod uden for Staden. Hertugen, som herom blev underrettet, lod ham derpaa tilkiende give, at han under Straf af 10000 Rdlr. ikke maatte giøre nogen Reise uden Riget. Kiøbmanden loe i Begyndelsen af dette Forbud: men just denne Tvang, sorn han ikke kunde begribe, bragte ham i Bekymring og Uroelighed, saa at han skikkede Hertugen de 10000 Rdlr., og derpaa giorde en kort Reise uden Riget.

Mennesket beskrives som et fornuftigt Creatur, og derved distingveres fra alle skabte Ting paa Jorden, i Vandet og i Luften. Men man maa af Erfarenhed sige, at af alle Dyr intet ligner et Menneske mindre end et Menneske. Diogenes, som nøje havde udstuderet Menneskets Tilbøjeligheder, synes at have været persvaderet herom. Han steeg engang op paa et højt Sted udi Athenen, og raabte til Folket: kommet hid Mennesker! og hører, hvad jeg vil sige Eder: Og da en stor Mængde strømmede til for at høre, hvad han vilde sige, pryglede han dem bort med sin Stok, sigende, at han ikke havde kaldet paa dem, men paa Mennesker. Han gav dermed tilkiende, at de toge sig Navn af det som de ikke vare. Sandeligen! naar man betragter Menneskets Skabning i sig selv, maa man tilstaae, at det er Skaberens Mesterstykke: men, naar man giver agt paa dets selsomme Opførsel, og ligner den med andre Dyrs Regularitet og indskrænkede Begierligheder, falde de høje Tanker, som man kand giøre sig om dets ædle Skabning. Thi man kand sige, at dets heele Liv bestaaer udi at ville og ikke at ville den samme Ting, og derfor i visse Maader her paa maa applicere hvad som Seneca siger: Sapientia hominis est idem velle ac idem nolle. Hvis en Indbygger af Maanen eller anden Planet kom hid ned paa Jorden, og gav agt paa alle de Creature, som her findes; naar han saae hos de fleeste Dyr en slags Orden, Regularitet og Ærbarhed: hos Mennesket derimod selsomme Begierligheder, stridige Inclinationer og Grimacer, vilde han maaskee falde paa de Tanker, at Mennesker vare skabte for at divertere Dyrene. Han vilde heller tænke, at 254 en ærbar Gedebuk var iblant de Creature, som Jordens Herredom var betroed, end Mennesker.

Mit Forsæt er her ikke at beskrive Mennesker udi Almindelighed. Jeg haver alleene villet melde lidt om een af deres selsomste Tilbøjeligheder, som bestaaer udi en Begierlighed at gaae imod Strømmen: at giøre det som er forbudet, at lade det som er befalet, at hige efter det som de ikke uden med Fare og Vanskelighed kand erhverve, og at væmmes ved det samme, saa snart det er erhverved. Man merker denne selsomme Tilbøjelighed ogsaa hos spæde Børn: de samme væmmes ofte ved alle gode Ting, som dem rekkes, men græde for Bagateller, alleene fordi de blive dem nægtede. Hvad er Aarsag til, at Ungdommen giør saa mange farlige Spring, klavrer op paa steilbratte Steder, gaaer over Vandet paa Sparrer og Planker, da de med Sikkerhed og Magelighed kunde gaae over Broer, uden at saadant dem enten er forbudet, eller efterdi det ikke kand skee uden Fare. Naar derfore saaledes er beskaffet, kand man ikke forundre sig over at see guddommelige og menneskelige Love overtraaede.

Jeg tvivler ikke paa, at vore Tiders Alamodiske Moralister jo ville finde Afsmag saavel udi denne, som udi mange andre Dissertationer udi dette Verk. De ville sige, at mit Morale er noget outrered, og tiener heller til at vise Skribentens Misanthropie, end det menneskelige Kiøns Feil og Daarligheder. Men jeg retter mig aldeeles ikke efter vore Tiders sminkede Morale, som jeg merker, bestaaer meer udi pyntede Ord og Talemaader end udi Realitet. Saaledes forekommer mig de moralske Skrifter, som nu omstunder skrives, sær udi Frankerige. Jeg seer derudi Farve at settes paa Menneskets Feil, og at Skribentere ofte heller agere Menneskets Advocater end Censores: men man kand ikke vente ægte Philosophie udi et Land, hvor Hyklerie confunderes med Moralitet og Politesse; og man kand ikke promittere sig uden sminket Morale af Folk, der gemeenligen gaae med sminkede Ansigter. Socrates var ikke mindre end Misanthrope, men kunde 255 dog ikke give bedre Portrait over det menneskelige Kiøn. Jeg skulde troe, at saadan gammel Spectator haver bedre udstuderet Menneskets Tilbøjelighed end de udi vor Tiid kaldne Spectateurs, hvilke skrive heller for at behage end for at instruere, og heller for at lade see deres Talent i at skrive ziirligt end i at skrive grundigt; ja accommodere deres Skrifter efter Tidernes Smag, hvilken nu omstunder er saa fordærvet saavel udi alvorligt Morale som udi Skuespil, saa at man seer fast intet andet end en udpyntet Stiil. Det gaaer med Skrifter som med vore Tiders Musiqve, hvorudi Harmonie og naturlig Sødhed haver maat give Plads til Konsten. Verden behøver Reformation, og kand Reformationen ikke skee med Succes, uden at det gamle bliver igien nyt.

LIBR. IV. EPIGRAMM. 114

Devinctus tibi erit, si qvid des inferiori;
Æqvali si des, clam tuus hostis erit.

Velgierninger kand være lige store, og have dog ulige Virkninger: thi Maaden, paa hvilken Velgierninger øves, kand foraarsage, at en liden Velgierning ofte forbinder meere end en stor.

Gratior est facilis, qvàm mihi plena manus: En let Haand er behageligere end en fuld Haand. Det er, man finder større Behag udi en liden Gave, som giøres af Velvillighed, end udi en større, som skeer ligesom af Tvang. Thi det heder: At give silde er ikke at ville give. Tardè bene facere est nolle. Item at den giver to gange, som giver hastig. Bis dat, qvi dat celeriter. Velgierninger dømmes saaledes ikke efter Gaven, men efter Giverens Hiertelav; og seer man derfore, at mange med stor Taknemmelighed have modtaget gandske ringe Ting, efterdi de ere givne 256 med Velvillighed. Den Persiske Konge Artaxerxes reisede engang sine Provincer igiennem. Paa Vejen lode sig Indbyggerne efter Sædvane indfinde med Foræringer: nogle gave Korn, andre Viin, og de Fattige gave Ost og Frugt. Een iblant dem, ved Navn Sinætas, hvis Hytte Kongen foer forbi, var saa fattig, at han havde aldeeles intet at give. Den samme vilde dog ikke, at Kongen gandske uden Gave skulde reise bort. Hvorudover, saasom han intet andet havde, øsede han noget rindende Vand udi begge sine Hænder, og offererede det tilligemed mange Velsignelser. Kongen blev deraf gandske bevæget, og antog det med meer Taknemmelighed end de største Gaver, som han havde faaet, og skikkede den fattige Mand fra sig rigeligen belønned. Det er i den Henseende, at Christus sætter Priis paa den Skierv, som den fattige Qvinde lagde udi Gudskiste. Det er Sindet og Hiertelavet, siger Seneca, som giver Gaven Vægt: (Animus est, qvi beneficiis dat pretium.) Det er derfore troeligt, at den Pengesum, som en fremmed Mand ved Testamente nyeligen gav til Dronningen af Ungarn, haver bevæget Hendes Majestet meere end de store Engelske og Hollandske Subsidier: thi de sidste ere vel større, men de første behageligere. En liden Gave, som een giør ubeden, forbinder ogsaa meere end de, som ved Bøn erhverves. Herudover søge de, som ret ville forbinde sig deres Venner, hemmeligen at udforske deres Trang, at de ikke skal tvinges til at anholde om Undsætning: thi, hvis man bier, indtil eens Ven beder, taber Gaven meget af sin Vægt. Den Bedende exponeres til at agere en Solicitant, og Gaven bliver i saa Maade ikke gandske velvillig, endskiønt Giveren ved udvortes Tegn viser en Slags Redebonhed. Hvis derimod en Gave skeer med en suur og fortredelig Mine, er den aldeeles ingen Gave meere, saasom en Suurseendes Gave er ufordøjeligere end et høfligt Afslag.

Dandi sæpe modus facit, ut graviora repulsis

Munera sint nobis ac benefacta tua.

257

Det kommer meget an paa Maaden hvorpaa en Ting skeer: thi et høfligt Afslag ja end en Byrde, som man paalegger en Ven, kand være behageligere end en suurseende Gave. Eudamidas giorde, førend han døede, saadan Testament: Min sidst e Villie er, at min Ven Aretheus skal føde og underholde min Moder, og at min anden Ven Charixemus skal give min Dotter saa stor Medgift, som han kand formaae. Nogle loe af dette Testament, men de Vedkommende glædede sig derved i Henseende til den store Tilliid den Afdøde havde ladet see til dem.

Saasom blant andre Virkninger af Gaver og Velgierninger er og denne, at man undertiden ved at beneficere een Person paadrager sig Fiendskab, og opvækker Jalousie hos mange, saa maa udi Velgierningers Uddeeling gaaes varligen til verks, helst i Henseende til Fruentimmer, hos hvilket Præference udi Velgierninger, Æstime eller Roes, haver stor Virkning. Det fik den gode Paris at vide, da han gav Guldæblet til Venus, og derved bevæbnede to andre Gudinder imod sig. Den Cyrenæiske Philosophus Aristippus foregav sig derfor at have gaaet meer forsigtigen frem; thi, da Kong Dionysius engang offererede ham 3 Jomfruer, at han af dem skulde udvælge sig een, som han satt mest Priis paa, bortførte han dem alle tre, paa det at han ikke skulde støde tvende af dem for Hovedet. Jeg vil forbi gaae at melde om andre Regler, som med Velgierninger maa i agt tages.

Jeg vil alleene udi Anledning af dette Epigramma her tale om visse særdeles Virkninger af Gaver og Velgierninger, som faa Mennesker ellers give agt paa. Naar jeg beviser Velgierninger til min Undermand eller Client, haver Velgierningen gemeenligen en fortreffelig Virkning. Thi den Ærbødighed, min Undermand tilforn havde for min Person, forøges ved en Gave eller Velgierning, saa at Forbindelsen bliver større end den var, og Lydigheden voxer efter Proportion af Velgierninger. Denne Virkning seer man dagligen heraf at flyde. Thi det Gode en Undermand nyder af sin Overmand, er altiid behageligt og aldrig anstødeligt, 258 efterdi det udfodrer ikke saa meget en nye Forbindelse, som det bestyrker den gamle. Herudover ere alle de Velgierninger, som nedflyde af Himmelen, Menneskerne behagelige, og forøge den Kiærlighed og Ærbødighed, de ere Skaberen skyldige.

Langt anderledes derimod er det, naar een giør vel imod sin Ligemand. Thi herved bliver Venskab forvandlet til en slags Underdanighed, og den der nyder Velgierninger, stødes ligesom af sin forrige Stand, i det han forbindes til et Venskab, som han tilforn frivillig haver indgaaet. Saasom derfore Venskabs Baand blive forvandlede til Lydigheds Lænker, og en Ven bliver omstøbt til en Tiener, saa opvække de Velgierninger, som udøses paa en Ligemand, heller Kaaldsindighed end Kierlighed. Derpaa haves mange Exempler, skiønt Folk udi Almindelighed ikke give agt derpaa, og derfore maaskee vilde holde dette for et Paradox. Enhver skikker sig udi Lydighed mod sin Overmand, men at tiene sin Ligemand er haart og fast ufordøjeligt; hvorudover heraf flyder heller Kaaldsindighed og hemmeligt Had end Venskabs Bestyrkelse. Thi det gaaer her til, ligesom naar af tvende Brødre een forfremmes udi Højhed, og den anden bliver staaende: saasom derved den forrige Lighed ophæves, formindskes den gamle Kiærlighed, og hvor meget den eene Broder synes at glæde sig over den andens Forfremmelse, er det dog ikke uden en masqveret Glæde, hvorved man søger at skiule en hemmelig Fortrydelse. Jeg raader ingen fra at betee sin Ligemand Velgierning; thi det er stedse en Dyd, som alle Mennesker maa recommenderes. Jeg viser alleene, hvad Virkning saadant gemeenligen haver, og derved beklager det menneskelige Kiøns Skrøbelighed og Ufuldkommenhed. Jeg søger heller herved paa een Side at opmuntre en Ligemand til at giøre vel mod en anden; thi, jo slettere Virkning en Velgierning haver, jo større er dens Merite, og jo meere nærmer den sig til en heroisk Dyd. Jeg søger paa en anden side herved at bestride Utaknemmelighed og at opmuntre enhver til at erkiende Velgierninger, fra hvem de end komme. 259 Thi en Gave er en Gave, som efter menneskelig Pligt bør opvække Kiærlighed og Taknemmelighed, enten den giøres af en Overmand eller Ligemand. Et er at laste en god Ting, et andet er at vise en god Tings slette Virkning; hvilket sidste er ikke andet end at bebreide Mennesket en Feil, som det maa stræbe at bestride.

Dette samme kand og siges om de Velgierninger, som af en Undermand bevises en Overmand; ja dens Virkning er end meer ufeilbar og med fleere Exempler kand vises. En Overmand vil adlydes og ikke forbindes: thi, ligesom en Ligemand ved Velgierningers Modtagelse synes at miste noget af sin Frihed, saa synes en Overmand derved at miste noget af sit Herredom. Hvorudover det er troeligt, at den Taknemmelighed en Overmand lader see for beviiste Velgierninger, reiser sig heller af Sømmelighed end af Affection: thi alt det gode han giør mod saadan een, holdes for heller at skee af Pligt end af pur Velvillighed, og derfore giøres med mindre Fornøjelse. Derfore seer man mange Mennesker med større Lyst at hielpe fremmede end Slægtinger, efterdi de første tilskrive alting Giverens Godhed, de sidste derimod tilegne sig det som en Skyldighed, og noget som de ved Fødselen have jus qvæsitum til. En almindelig Erindring maa giøres til alle dem, som ved Tienester have forbundet sig deres Overmænd, at de dermed ikke lade sig merke, men at de heller give tilkiende, at med alt hvad de have giort, ere de dog unyttige Tiennere: thi man kand vise utallige Exempler saavel af gamle som af nye Historier, at Undersaattere, som have pralet med deres Meriter for Regenter, lidet have vundet derved.

260

LIBR. IV. EPIGRAMM. 168

Mentis moerorem, summi Entis, Sexte, timorem
Credis, et esse viam, qvâ sit habenda Salus.

Af alle Dyder er Gudsfrygt den største: thi, ligesom Solen, naar den er udi sin rette Glands, fordunkler alle Planeter og Stjerner, saa betager ogsaa den ægte Gudsfrygt alle andre Dyder deres Skin. Jeg siger en ægte Gudsfrygt, det er saadan en som svarer til sit Navn, ikke saadan en, som bestaaer enten udi Indbildning eller udi Almuens Meeninger, hvilken gemeenligen confunderes med den sande Gudsfrygt, skiønt den ingen Rapport haver dermed. Der er udi mine Tanker ingen Dyd, hvorved hænge større Vildfarelser, saa at det derfore er fornødent ved en sund og nøje Forklaring at legge slige Vildfarelser for Lyset, og at give en ret Definition over Gudsfrygt.

Pietet eller Gudsfrygt er enten sminked, vildfarend eller sand. Den sminkede Gudsfrygt fortiener heller at kaldes Ugudelighed, saasom den er slemmere end Atheismus. Thi en Atheist kiender ikke GUd: en Øjenskalk derimod erkiender ham offentligen og tilligemed bespotter ham hemmeligen. Ingen Last er grovere og afskyeligere. Forestill dig af tvende Undersaattere een, som tvivler om en Konges Ret til Cronen, og, medens saadan Tvivlsmaal varer, vil eller tør ingen Troeskabseed aflegge, en anden derimod, som erkiender en Regent for sin lovlige Øvrighed, aflegger Troeskabseed, og lader offentligen see alle Lydigheds og Ærbødigheds Tegn; men udi hans Fraværelse bespotter ham, og søger hemmeligen at sværte hans Navn. Det er let at slutte, hvilken af disse tvende Undersaatter han vil holde mest strafværdig.

Den vildfarende Pietet er enten metaphysisk, mechanisk eller alamodisk.

Den metaphysiske Gudsfrygt haver ligesom sin Fødsel og Oprindelse blant eensomme og folkeskye Mennesker: den samme stiger gemeenligen over de fleste Menneskers 261 Begreb, og derfore udi Menneskelige Societeter er af ingen Nytte. Det er om de slags Folk man kand sige med Poeten:
Faciunt intelligendo, ut nihil intelligant.

Det er: deres Begreb gaaer saa vit, at de begribe intet. De bryde de Baand, som binde et Menneske til et andet, og deres aandelige Speculationer have ingen Overeensstemmelse med den Tilstand Mennesket er sat udi, og som det ikke kand forandre uden at renoncere paa at være Menneske.

Ved denne Slags Devotion følger gierne Hiernens Uorden, saa at Imaginationer confunderes med virkelige Aabenbaringer og himmelske Indskydelser. Disse Slags mystiske Folk forsømme Christendommens Hovedpligte, endskiønt de meene selv at opfylde alle til Punct og Prikke. Saadan er de saa kaldne Qvietisters Devotion, hvilke, saasom de stræbe at foreene sig med GUd, og at afføre sig alt hvad som er legemligt og kiødeligt, blive giorte til Amphibia, som ere hverken Legemer eller Aander, forsagende saaledes alt hvad som er menneskeligt, at de omsider selv blive gandske umenneskelige, og derfore kand ansees som Gespænster og unyttige Jordens Byrder. De have dette tilfælles med Gespænster, at de give Anledning til Uroelighed og Forvirrelser, saasom de ikke med et roeligt Sind examinere Religionen, men med en frygtsom Imagination, ligesom de, der forestille sig GUd som en haard og stræng Dommer, hos hvilken ingen Naade er at vente. Denne Skræk, som haver betaget deres Sind, føder en Slags Enthusiasmum, hvilken forvandler Mennesker til Dyr, og giør dem gandske insociable. Herudover merker man, at ved denne metaphysiske Devotion gemeenligen følger Misanthropie eller Afskye for Mennesker, item en fordervelig Superstition, hvilken tillige med Frygt fører en Slags Had med sig til GUd, efterdi man forestiller sig ham som en Fiende af det menneskelige Kiøn. Det er paa saadan Maade Trælle og Livegne dyrke deres 262 Herrer; hvilken Dyrkelse er lige mod den, som recommenderes i Evangelio. GUd vil ikke dyrkes efter Menneskets Capricer, men efter den Maade, som han selv foreskriver. Deslige Folk, der forestille sig GUd saaledes, og hos hvilke Religionen haver opvakt en Skræk og Bævelse, staae af alle mest Fare at forfalde til yderste Vantroe: thi fra Fanaticismo til Atheisterie er kun eet Skrit. Skræk og Desperation giør den samme Virkning hos dem som Vellyst og Ryggesløshed giør hos andre. Begge finde deres Regning ved, at der ingen Religion er til: disse, paa det at ingen Hinder maa skee udi deres Vellyster: hine, at de kand befries fra et Aag, som deres egen Imagination haver paalagt dem. Man seer derfore, at Atheistiske Bøger ingensteds med større Begierlighed efterledes og læses, end hvor Religionen øves med største Rigeur. Ingen kand herpaa bedre citeres til Exempel end den Engelske Skribent Woolston, hvilken en saadan fanatisk Skræk haver drevet til den yderste Vantroe, og med Bitterhed at tale og skrive mod den Christelige Troes Fundamenter.

Den mechaniske Devotion findes hos dem der have en oprigtig og alvorlig Troe, som de forrige: saaledes, at de meene sig selv at være gudfrygtige, skiønt de det dog ikke ere; og, saasom deres Gudsfrygt ikke flyder af de rette Kilder, kand dette heller kaldes Tungsindighed end en ægte Gudsfrygt; deslige Folk kalde Galde Nidkierhed og hypocondriaske Affecter Striid med Diævelen eller Buskampe. Udi denne deres Vildfarelse bestyrkes de af urimelige Mennesker, hvilke afmale for dem disse Legemets og Sindets Feil som lige saa mange Dyder. Og, naar de eengang ere bestyrkede udi saadan Overtroe og Indbilding, imodtage de ingen Raisons meere: thi, saa længe som Galden opererer, ansee de sig selv som GUds Gesandter og himmelske Herolde, erklære Kriig imod det heele menneskelige Kiøn, fordømme al uskyldig Lyst, og naar de see Mennesker med glade og tækkelige Ansigter, kalde de dem kiødelige og Fandens Lemmer. Alt hvad som giver ringeste Glæde og Fornøjelse tilkiende hos et Menneske, 263 ansees hos dem som Tegn, at intet Got udi Hiertet kand ligge skiulet; hver Smiil er en Forfængelighed, hver Latter en dødelig Synd, og Devotion holdes ikke for ægte Gudsfrygt, uden den haver vaade Øjen. De eftertænke ej, at Glæde er en GUds Gave, og at det er dermed som med alle menneskelige Qvaliteter, som man alleene bør regulere, men ikke qvæle.

Denne deres Daarlighed gaaer saa vidt, at, naar Galden og de fordervede Vædsker tage Overhaand, søge de selv om Hielp hos Doctores: ej eftertænkende, at det er utilladeligt at bruge Medicine mod en hellig Iver, og ved Piller og Pulver at fordrive saadanne Dyder, som de heller burde stræbe at conservere. Det hender sig undertiden, at de ved Kraft af Medicine finde sig lettede, og da forsvinder tilligemed Vædskernes Skarphed den indbildte Devotion, saa at Verden synes dem langt anderledes end tilforn, og Iver forvandles til Lunkenhed, og Strænghed til Sagtmodighed. At dette sig saaledes forholder, viser den daglig Erfarenhed; men, endskiønt deslige Folk af deres egne og utallige andres Exempler saadant merke, ville de dog ikke lade sig overbevise, men hænge udi deres forrige Vildfarelse: thi der er intet, som Syge med større Behag høre end de trøstelige Taler, hvorved hæslige Legemets Feil giøres til de herligste Sindets Gaver, og Melancholie faaer Navn af Gudsfrygt. Denne Devotion derfore, saasom den gemeenligen er sig selv ikke liig, men drejer sig efter Legemets Constitution, ja ligesom haver sin Flod og Ebbe, og som Maanen voxer og aftager, saa kand den regnes iblant intermitterende Svagheder, og, om de skulle være Dyder, maa de kaldes virtutes chronicæ, eller intermitterende Dyder. Det er en uægte Gudsfrygt, som stiger og falder med Vædskerne, som reiser sig af Acido, og som kand fordrives med Alcali eller Kræbsøjen. Jeg taler herom af egen Erfarenhed, saasom jeg ofte plages af skarpe Vædsker, og derudover er bleven overbeviset om den Vildfarelse, som deraf flyder. Herudover saa ofte en hidsig Reformations Geist overkommer mig, giør jeg ligesom Stilstand 264 med mig selv, indtil Heeden eller den indbildte Iver haver udkaaged.

Det Fornemste, som er at antegne ved denne mechaniske Gudsfrygt, er dette, at de Mennesker, som dertil ere hengivne, ere lige saa milde udi deres egne, som de ere haarde Dommere udi andres Feil. De nægte sig ofte selv intet, men nægte andre alting: saa at ingen anden Forskiel er mellem dem og andre grove Syndere, end at disse synde udi deres eget, men hine udi Herrens Navn: det er hade, forfølge og bagtale in Nomine Domini, eller udi Indbilding af hellig Iver.

Den alamodiske Devotion, som kaldes Pietas vulgaris, er deres, som udi deres egne og udi Almuens Tanker ere retskafne Christne, efterdi de i agttage nogle udvortes Devotions Acter, som flyde heller af Sædvaner end af indvortes Drift, og grunde sig heller paa de udvortes Lemmers end paa Hiertets Bevægelse. Beskrivelse over en gudfrygtig Mand efter den almindelige Lærdom er denne: En gudfrygtig Mand er den, som paa visse Timer om Dagen ligger paa Knæe, og med oprakte Hænder til Himmelen beder, eller bevæger sine Læber: som, naar han hører Klokken ringe, erindrer sig udi en Hast at han er en Christen, og følger Strømmen med dem, som gaae til Kirke. Ydermeere, en gudfrygtig Mand er den, som yder rigtigen sin Tiende og sit Offer, som med Iver og Hidsighed forfølger Kiettere eller Vildfarende, som blindt underskriver den Troes Bekiendelse, som Forfædrene have underskrevet. Endeligen en gudfrygtig Mand er den, som med foldede Hænder udi Præstens Overværelse, som legger ham Haanden paa Hovedet og tilsiger ham Syndernes Forladelse, døer og hensover. Om saadan Mands Salighed tvivler ingen: alle raabe, at han levede helligen og døde helligen: og paa det at ikke mindste Tvivl skal være om hans Salighed, giøres ham en prægtig Liigprædiken eller Berømmelses Vers, hvorudi hans Salighed omstændigen beskrives, saaledes, at han udi hvide Klæder med Palmer i Hænder staaer for GUds Throne og accompagnerer 265 Englene udi himmelske Lovsange. Saaledes kand efter denne almindelige Hypothesin et Menneske med liden Møje og med visse udvortes Bevægelser, hvorudi Sindet haver ingen Deel, erholde Salighed. Thi vi see, at mange alleene ved legemlige Qvaliteter, ved Klædedragt, ved Gang, ved Læbernes Bevægelse og andet deslige ere opløftede til Skyerne, saa at deres Gudsfrygt udi Vers og solut Stiil er bleven berømmet. En Italiener tør citere til Beviis paa sin Gudsfrygt, at han ofte haver kysset Pavens Tøfler; og en Spanier, at han af Devotion en Langfredag haver pidsket sig under sin Maitresses Vinduer. Paulus Jovius beviser Pave Leonis X. Devotion saaledes: nemlig, at han ziirligen forrettede Messen for Altaret. Nogle have villet vise Keiser Ottonis Pietet af hans Kiole, hvorudi Aabenbaringens Historie var indvævet. Aristobulus den yngere holdtes ved Jødernes almindelige Samtykke værdig til det højeste Præste-Embede, efterdi han med saa ziirlige Gebærder forrettede Ofringer. Jeg vil ikke anføre fleere Exempler herpaa, skiønt af utallige nyere kand klarligen vises, hvormeget Almuen tager Feil herudi. Jeg laster vel ikke Religionens udvortes Øvelser: jeg roser og approberer dem heller. Men, naar med udvortes Andagt ikke følger Levnets Forbedrelse: saa er saadan Devotion ikke andet end purt Skuespil.

Endelig kand ved denne slags Gudsfrygt giøres en Anmerkning, hvilken er desmeer nødvendig, jo almindeligere Vildfarelsen er, som derved begaaes. Der er en slags Devotion, som reiser sig af Kaars og Modgang, Alderdom og Frygt for nær tilstundende Død. Jeg drister mig ikke til at laste saadan Devotion: holder alleene for, at den ikke kand føre Navn af ægte Gudsfrygt; thi, ligesaa lidet som det kand regnes een til Merite, at han ikke danser, naar ingen vil spille for ham, saa lidet kand det og agtes, at een vender Verden Rygg, naar Verden vender ham først Rygg. Man seer paa Søefarende Folk, naar de komme udi Havnen, hvor lidt man kand reflectere paa den Devotion de have ladet see udi Søe-fare. Der fortælles om en Findlap 266 der faldt udi Vandet, og strax raabte GUd om Hielp, men da han midt udi denne Fare fik fatt paa Greenen af et Træe ved Strandbredden, hvorved han kunde redde sig, sagde han: nu hielpet jeg mig selv. De fleste Christne søge at igiendrive Vantroende af den Devotion og Bekiendelse, som Mennesker lade see og giøre udi slige Tilfælle; men det Argument holder aldeeles ikke stik, i det ringeste er det ikke nær saa kraftigt, som naar Omvendelse og saadan Confession skeer af een, der lever udi Sundhed og Velstand: thi, naar saadan een renoncerer paa sin Vantroe, kand man sige, at Omvendelsen er ægte, og kand tiene til et sterkt Beviis mod andre Vantroende: thi her er Legemet og Sindet udi sin fulde Styrke, da udi Alderdom og Sygdom det eene med det andet vakler. Jeg vil derfor ikke raade Religionens Forfægtere at drive for sterkt paa et Argument, som tages af Alderdom og syge Menneskers Omvendelse; thi derved styrkes heller end bestrides Vantroe.

Af ovenanførte kand dømmes, hvad den sande og ægte Gudsfrygt er. De kand retteligen kaldes Gudfrygtige, som af inderste Hiertets Grund dyrke GUd, deres Skaber og Velgiører, som ære og elske ham ikke saa meget i Henseende til de lovede Belønninger, hvilket er en slavisk Dyrkelse, som i Henseende til de Velgierninger de nyde og have nydet, saa at de opmuntres dertil heller af Taknemmelighed end af Haab om Fordeel. De besidde den ægte Gudsfrygt, som ere haarde mod sig selv, men taalige og milde mod andre, og som Cato siger: der pardonnere alle Forseelser, uden deres egne (omnibus noxis veniam dant præterqvam suis) thi det heeder som Publius Syrus lærer: See ofte igiennem Fingre med andre, men aldrig med dig selv.
Ignoscito sæpe alteri, nunqvam tibi.

Den er og gudfrygtig, som søger ikke ved Riis og Svøbe, men med sagtmodig og grundig Lærdom at bringe Vildfarende paa rette Vej igien, som ikke fordømmer, men ynker dem, der ere paa vrange og farlige Veje. De kaldes 267 retteligen gudfrygtige, hvilke ikke saa meget med Munden, som udi Hierte øve Gudsfrygt, ja som ere sig altid lige, og ikke ved Paroxysmos dyrke GUd; som ere spage og ydmyge, som holde Fred med alle, og føre alleene Krig med deres egne onde Lyster og Begierligheder, som trøste de Bedrøvede, rekke de Fattige Haanden, klæde de Nøgne, og som ikke hofmode sig og opblæses af Medgang eller lade sig nedslaae af Modgang, men ere fornøjede med GUds Villie, og skikke sig taalmodigen udi hvad Kaars GUd paalegger dem. De ere endeligen retskafne GUds Børn, som vise deres Gudsfrygt ikke udi Theorie, men udi Praxi, ikke udi Tale, men udi Gierninger, og hos hvilke findes ikke en masqveret men en oprigtig Devotion, der stræbe efter det, som er priisværdigt, ikke af Frygt, Ærgierighed eller verdslig Interesse, men alleene af en reen og god Villie; der foragte og træde under Fødder alt hvad som er verdsligt og forfængeligt, men søge alleene at erhverve et ævigtvarende og uforgiengeligt Liggendefæe.

Dette maa være nok talt om den ægte Gudsfrygt, saasom et Christen Menneskes Pligt er de meeste bekiendt, og det er noget, som dagligen læres af Prædikestole. Mit Forsæt udi dette Verk er ikke at repetere det, som alle vide, men at legge for Dagen de Vildfarelser, som man gemeenligen hænger udi, og at bortdrive den Taage der forblinder os saaledes, at vi tage Skyggen for Legemet, Laster for Dyder, og Dyder igien for Laster. Thi dertil sigter fornemmeligen mit Morale; hvilket, hvis det er vel udført, kand ikke andet end føre Nytte med sig. Derimod at prædike alleene udi Almindelighed over Dyder og Laster, er ikke andet end at opkaage de Ting, som dagligen omtales, og som Philosophi og Prædikantere raabe sig hæse paa.

Hinc satis est; nè me Crispini scrinia lippi
Compilasse putes, verbum non amplius addam.
Jeg bryder af af Frygt man mig beskylde vil,
At jeg udskrevet har Hr. - Huuspostill.