Holberg, Ludvig LIBR. I. EPIGRAMM. 171

LIBR. I. EPIGRAMM. 171

Uxorem, qværis, qvalem mihi, Dannaver! opto,
Ducere qvam vellem, si optio plena foret. etc.

Til **

Dette Epigramma er saa omstændigt, at det behøver ingen Commentarié. Jeg vil derfor alleene lade mig nøje med at oversætte det paa Dansk udi solut Stiil. Det samme lyder saaledes: Du spørger mig kiære Ven, hvordan det Fruentimmer skulle være qvalificeret, som jeg vilde ønske mig til Hustrue. Jeg vilde have een, som var ej for meget stiv, ej heller een, som var for meget myg: thi den første kunde blive farlig for min Ryg, og den anden for min Pande. Jeg vilde ikke, at hun skulde være for meget grim, ej heller for meget kiøn: thi jeg kunde faae Afskye for den grimme, og den kiønne kunde fatte Afskye for mig. Jeg vilde ikke have een, som er bemidlet, ej heller een som er formeget fattig: thi den første kunde blive mig for myndig, og den sidste vilde blive mig til Byrde. Min tilkommende Hustrue maa ikke være for alvorlig ej heller for letsindig: thi hvad som er formeget let, tynger og trykker ikke mindre, end det som er for meget tungt.

Qvæ levis est, gravis est; nam levitate gravat.

Min tilkommende Hustrue maa ej være formeget frugtbar, ej heller for meget ufrugtbar: thi den eene vilde giøre Skaar udi min Pung, den anden kunde giøre Skaar i min Reputation, og give Anledning til at tvivle om min Capacitet. Jeg vil ikke have en som er klog, ej heller en som er gal: thi den første vilde regiere, og den sidste vilde blive vanskelig at lade sig regiere. Kort at sige: jeg vil have saadan Hustrue, som neppe er at finde; det er at sige: jeg vil ikke gifte mig.

Dette er Indholdet af Epigramma, hvilket haver sine Behageligheder, som ikke kand exprimeres saavel paa Dansk. Man skulde vel deraf slutte, at jeg ikke var saadan 133 Ven af Kiønnet, som jeg holdes for at være. Men det er ikke af et Poema eller nogle Stropher af Vers man maa dømme om et Menneskes Hiertelaug; ligesom man af et Skuespill ikke kand dømme om en Skribents lystige Sind. Det heeder hos mig:
Vita verecunda est, musa jocosa mihi.

Ellers kand man ikke af mine Skrifter sige, at jeg haver været nogen Tilbeder af Qvindekiønnet. Jeg haver alleene opført mig som en billig og upartisk Dommer imod dem, der ideligen declamere mod dette ubevæbnede Kiøn: hvilket fornuftige Fruentimmer have merket og skiønnet paa; saa at jeg haver vundet meere hos dem ved upartiske Domme, end andre ved bestandig Hyklerie. Jeg haver ikke ophøjet dem, jeg haver ej heller nedtrykket dem formeget. Jeg haver talet om deres Dyder, jeg haver ogsaa talet om deres Lyder: jeg haver tilskrevet hine deres gode Natureli og disse deres særdeles Optugtelse. Derved, siger jeg, haver jeg vundet meer, end alle Byens Poëter ved deres prægtige Lovsange, ja saa meget, at jeg vil ikke raade dig eller nogen anden til at bryde aabenbare Venskab med mig; thi det er ikke Skiemt at legge sig ud med saa mange, skiønt ubevæbnede Creature: og garanderer jeg ikke for, at du jo derved kand faae din egen Hustrue og Dotter paa Halsen.

Jeg raader ellers ingen fra at gifte sig: jeg allegerer alleene mine egne Aarsager til eenlig Stand. Udi den Alder imellem 40 og 50 Aar var jeg ikke i Stand til at forsørge en Hustrue, og siden den Tiid haver jeg ikke holdet mig i Stand til at forsyne hende; da frygtede jeg for Armod, og siden haver jeg frygtet Horn. Saa at det er gaaet mig som en vis Philosopho, hvilken, da han blev erindret om at begive sig udi Ægteskab, længe svarede, at det var for tiligt, og siden, at det var for silde.

Jeg holder det for et hvert Menneskes Pligt at gifte sig; men Landets Moder forbyder ofte at efterleve saadan Pligt. Kone og Børn ere kostbare Meubler udi disse 134 Lande; thi, ligesom at inviteres paa et Smørrebrød her ofte betyder 10 a 12 Retter Mad, saa befatter det Ord: en anstændig Huusholdning, store Ting under sig, og mange, som andre Nationer ikke vide at sige af. Naar en Mand her ved Ægteskabs Contract forbinder sig at leve som en ret Ægtefælle med sin Hustrue, er det ligesom han giør saadan Forskrivning: Jeg N. N. forpligter mig til at indrette min Huusholdning efter samme Plan, som mine Naboers er indrettet, helligen at i agttage Landets Skikke og lovlige Sædvaner, og intet at efterlade, som kand give Anledning til andre got Folks Critique, hvor jeg end skal tage det fra. Saadan Forklaring kand giøres over vores Ægteskabs Contracter, hvorpaa Præsten siger: Saa giver hinanden eders Hænder derpaa. Herudover ere mange Ægteskaber gandske unaturlige, og hveranden Frier kand ansees som en Fribytter, der krydser alle Provincier igiennem, og efter Peder Paarses Exempel vover sit Liv paa de Callundborgske Smakker, for at attrapere een eller anden gammel riig Enke, med hvis Midler, Obligationer og Prioriteter, han heller kand siges at forlove sig end med Personerne selv. Fattige Jomfruer derimod ere og blive med all deres Dyd og Skiønhed fattige Sollicitantere, der liden Haab kand have til Promotion.

Men disse ovenanførte Vanskeligheder have dog ikke været Hovedaarsager til min eenlige Stand. En særdeles medfød Delicatesse haver fordømt mig til at være en stedsvarende Pebersvend. Og haver jeg efter nøje Examen befundet mig ikke stærk nok til at imodstaae een og anden Uleilighed, som Ægtestanden fører med sig. Jeg erindrer mig, at en vis Dame adspurte mig engang, om jeg stedse havde besluttet at leve udi eenlig Stand. Jeg svarede, at jeg intet Løfte havde giort, men at der stode mig mange Ting for Øjene, som holdte mig tilbage. Hun sagde, at de Uleiligheder, som følge Ægtestanden overbalanceres af mange Herligheder. En brav Hustrue kand lette en Mands Byrde i mange Maader; ja undertiden paatage sig dem alle. Derpaa begyndte hun at opregne adskillige Commoditeter, 135 som Ægtestand bringer med sig. Jeg svarede dertil, at en Mand af 60 Aar finder alleene Uleilighederne, men skiønner ikke paa de gode Ting. Siig mig da, sagde hun, hvilke ere de Uleiligheder, som I frygte saa meget for. Derpaa spurte jeg hende, om hun snorkede i Søvne, og da hun tilstod saadant, sagde jeg, saadan ringe Ting var nok for mig til at paastaae en Skilsmisse Dom. Hvorpaa jeg gik bort, og efterlod hende i en heftig Latter. Du vil vel holde dette for at være Skiemt. Jeg tillader dig at tænke hvad du vil, naar du vil tillade mig herudi at giøre hvad jeg vil. Det skal staae dig frit for at give saadan Delicatesse, hvad Navn dig lyster. Du maa gierne kalde det Skrøbelighed ; men du maa herhos vide, at een kand være underkastet adskillige smaa Skrøbeligheder og tilligemed besidde Fermeté og Standhaftighed. Mangen Krigsmand skyer hverken Ild eller Vand, men sveeder, naar han seer en Kat: ligesom en Løve frygter hverken for Dyr eller Mennesker, men løber for en Muus. Jeg kand skikke mig vel udi store Hendelser; men der ere visse smaa Ting, som andre foragte, hvilke jeg dog ikke kand imodstaae. Hvis du vil spørge mig om Aarsag dertil, saa er det mig ligesaa vanskeligt, som det vil blive dig at give Aarsag til, hvorfor du ikke kand taale at see røde Beeder, eller for din Svoger, hvi han ikke tør gaae i Mørke om Aftenen alleene, da han dog troer hverken Spøgelse eller Fanden. Jeg giver alleene tilkiende min Delicatesse udi smaa Ting, hvilke jeg frygter at ville incommodere mig i Ægtestand, og derudover finder det raadeligt at leve min øvrige Tiid udi Eenlighed. Jeg lader mig alleene nøje med at plante Træer, paa det at jeg skal synes at giøre noget i Verden. Jeg efterlader mig og Bøger, efterdi jeg ikke kand have den Lykke at efterlade mig Børn. Om dette kand undskylde mig, og om det sidste kand ansees som noget Eqvivalent, derom lader jeg dig og andre dømme. Jeg erindrer mig engang at have seet saadant Problema, nemlig, om det er meere fornødent udi et Societet at giøre Bøger end at giøre Børn, og at samme Problema saaledes haver været besvaret: Hoc faciendum

        

136 et illud non omittendum; det er: Det sidste maa giøres, og det første ikke forsømmes. Hvis Svaret er vel grundet, saa sees deraf, at det sidste holdes fornemmelig en Borgers Pligt. Jeg vilde ogsaa gierne underskrive saadan Dom, hvis det ikke kostede meer Konst og Umage at giøre Bøger end at giøre Børn. Men, saasom det sidste udfordrer hverken Umage eller Konst, og en Amager Bonde ligesaa let og ligesaa net kand forrette dette som en Keiser, saa dømmer jeg saaledes derom, at, hvis det sidste er af større Nytte, saa er det første af større Merite, helst om Bøgerne ere vel skrevne, hvilket jeg dog ikke kand sige om mine Bøger, og allermindst om denne Dissertation, hvis Merite alleene bestaaer udi dens Korthed.

For at bøde nogenledes paa den Maverhed, vil jeg derfor her som et Anhang føie et Forslag, som mig af en ubekiendt Person er tilskikked, saasom Forslaget er denne Materie vedkommende, og det synes at plaidere for mig og andre Pebersvenne. Om Forslaget er giort for Skiemt, eller om Projectmageren haver meenet det alvorligen, skal jeg ej kunne sige; vil derfore overlade det til andre Læseres Skiønsomhed. Det samme var af saadant Indhold.

Min Herre!

Saasom jeg selv ingen Addresse haver til Stadens Politiemester, og jeg veed, at min Herre haver Kundskab til samme gode Mand, saa beder jeg tienstlig, at dette mit Forslag angaaende Ægteskab maa ved eders Middel ham tilstilles. Jeg haver udstuderet adskilligt til det gemeene Beste, sær denne gode Stads Opkomst. Blant andre i mine Tanker nyttige Reformationer, som ved idelige Studeringer have avlet sig i mit patriotiske Hovet, er et Forslag, angaaende Ægteskab, hvilket jeg nu som min første Prøve lader udløbe af min Hiernes Bankestok. Forslaget er dette: Adskillige, saavel gamle, som nye anseelige Lovgivere, have holdet det for en Hoved-Nytte at forfremme Ægteskab og Afkoms Forplantelse. Det var i den Henseende at den store Lovgivere Lycurgus paalagde alle dem 137 en haanlig Straf, som ikke ville gifte sig: det vat og i samme Henseende, at Romerne gave særdeles Friheder til dem, som havde forøget Verden med tre Børn. Jeg vil ikke disputere mod slige Forordningers Nytte, kand ej heller med Billighed saadant giøre; thi ingen kand nægte, at et Lands Velfærd jo bestaaer udi Indbyggernes Mængde; men, som der er ingen Anordning, hvor nyttig den end kand være, der jo behøver at modifieres, og udi visse Ting at indskrænkes, saa synes mig, at denne Anordning kunde limiteres udi en vis Post, som jeg her vil anføre. Hvad som recommenderer en Stad er ikke mindre dens Ziirlighed og Prydelse end dens Folkriighed. Man seer derfor, at enhver fornuftig Politie haver Omsorg for begge Deele: thi, ligesom man beflitter sig paa at see Staden vel forsyned med Borgere, saa seer man ogsaa til, at den forsynes med zirlige Bygninger, med reene Gader, behagelige Spadseergange, Skilderier, konstige Vandspring, Mobilier og andet, som kand lokke Fremmede til at reise didhen, for at fornøje deres Øjen; hvilket og nu omstunder er Hovedsigtet af Ungdommens Udenlandsreiser. Nu er det alle bekiendt, at intet pryder en Stad meere end smukke Fruentimmer, og at Døttrene udi Huset gemeenligen ere de herligste Meubler, og som mest stikke udi Øjene. Men just, naar saadanne Jomfruer have naaet deres Væxt, og ere komne udi Blomster, saa at de staae ligesom prægtige Lilier udi en Urtegaard, anmælde sig strax visse Personer, der anmode Forælderne om Forbindelse med deres kiære Døttre, og derved love at rygte dem saaledes, at de udi en Hast skulle tabe all deres Forgyldning, saa at de af Roser og Lilier skulle forvandles til Neller og Tornbuske, og derved skille Staden ved de største Prydelser, som den haver at bryste sig af. At saadant ikke øves for sterkt, og at disse fordervelige Urtegaardsmænd eller Lugere ikke for hastigen oprykke slige Stadens Planter eller komme dem til at visne, synes mig, at Politien burde have Indseende med. Jeg for min Part, saa ofte jeg hører en dejlig og artig ung Jomfrue at forandre sin Stand, græmmer jeg 138 mig derover ligesaa meget som naar jeg hører, at en prægtig Bygning er afbrændt, et konstig Vandspring af Vind er nedblæset, eller et forgyldt Crystallglas er sprukket: thi ved hver saadan Hændelse taber Staden een af sine Zirather. Jeg giorde forgangen Uge min Opvartning hos Mad. N. som jeg tilforn haver haft den Ære at conversere med under den Titel af Jomfrue Sylvia. Men hvilken Metamorphosis! jeg kiendte intet igien uden Sylviæ Røst. Skikkelse, Ansigtets Farve, Humeur og alt andet var saa forandret, ret ligesom Sind og Legeme havde været omsmæltet og støbt udi en nye Form. Hendes Purpur var forvandlet til Askefarve, hendes Kinde vare indfaldne, hendes Luth var forvandlet til en Vugge, og hendes Tale, hvormed hun tilforn kunde ligesom fortrylle mig og andre, var ikkun om Torvkiøb paa Smør, Kiød og Ost. Dette Syn gav Sporer til min patriotiske Iver, og drev mig strax til at reenskrive dette Forslag, som jeg længe haver grundet paa til Publici Nytte.

Min Tanke er ikke, at alle kiønne Jomfruer skulle leve deres heste Tiid udi eenlig Stand. Jeg vilde alleene, at der ved fornuftige Anstalter saaledes magedes, at den Frihed at træde i Ægtestand blev saaledes modereret, at Staden stedse kunde være forsynet med et tilstrækkeligt Antall af kiønne, ugiftede og uskamferede Jomfruer; og at en vis Reserve-Rulle over dem blev giort, som stedse maatte holdes complet, paa det at Staden ved formegen Afgang intet maatte tabe af dens Glands og Zirath. Dette kunde skee ved at deele Stadens Jomfruer udi visse Classer, og det efter Grader af Skiønhed, og at de som ved Politiens Prøve og Stempel bleve erkiendte for at kunne giøre største Honneur og Zirath til Staden, skulde befattes under den første Classe, hvilken stedse maatte have sit fulde Antall og ansees ligesom et Corps af visse staaende Tropper, saa at ingen af samme Classe maatte tillades at gifte sig uden Tallet var overcomplet. Anordningen kunde efter min ringe Skiønsomhed forfattes saaledes: at ingen Jomfrue af Num. 1. maa uden Politiens Tilladelse gifte sig, 139 førend hun haver naaet sine 35 Aar, med mindre hun enten ved smaa Kopper, Tænders Fald, eller en anden ulykkelig Hændelse haver tabt noget af sin Skiønhed; og have Stadens Medici at drage Omsorg for, at de for deslige Ulejligheder vorde befriede indtil saadan Alder naaes. Hvad som herimod kunde siges, er at adskillige Jomfruer ikke ville finde Smag udi saadant Forslag: Men jeg haaber, at de fleste som oprigtige Patrioter, herudi gierne sætte deres Inclinationer tilside, for at befordre Publici Nytte. Jeg underkaster dog dette til min Herres Correction, og forbliver stedse

Hans skyldigste Tiener
og Publici uafladelige Forbædrer
N. N.

Jeg meddeeler Læseren dette ligesaa varmt som det er mig tilbragt: og maa andre dømme, om derudi er nogen Soliditet, eller om Forslaget er giort for Skiemt eller Alvor. Jeg for min Part kand intet vist her om sige, saasom jeg haver seet mange alvorlige Projecter af samme Natur.