Holberg, Ludvig LIBR. III. EPIGRAMM. 6

LIBR. III. EPIGRAMM. 6

Sexte, diu mecum morbo vexaris eodem:
Humores acres nos cruciare solent.
Cum mihi sit morbus circum præcordia versans,
Exosus, qverulus, difficilisqve vocor.
At te Ægrotantem plorant, miserantur amici,
In pedibus morbi vis qvia tota sedet. etc.

Af alle Uleiligheder og Plager, som det menneskelige Kiøn er underkastet, er intet at ligne ved Sygdom. Thi, naar Legemet ikke duer, saa duer ej heller Sindet, og naar Sindet lider, saa er all anden Velstand heller til Byrde end Fornøjelse. En saadant Patient kand lignes ved Dionysii Giest, der sad og svedede af Angest over et prægtigt Maaltiid, efterdi der hang et draget Sverd over hans Hoved ved en tynd Traad, som betog ham all Appetit. Det heeder: Qvid juvat aspectus, si non conceditur usus. Det kand ogsaa heede: Aspectus cruciat, si non conceditur usus. Hvad nytter det at sveve i Velstand, Riigdom, naar man ingen Fornøjelse finder derudi? og hvo kand finde Fornøjelse udi gode Ting, naar Sindet af Sygdom er nedslaget og væmmes ved alting? Velstand er i saa Maade ikke alleene til ingen Nytte, men endogsaa til Plage. Thi at eje det, som man ikke kand bruge, er en Byrde og ingen Ejendom. Her af kommer det, at man seer rige og mægtige Folk ofte ligesom fortabte og nedslagne, da andre gaae med oprakte Hoveder udi deres Fattigdom. Herved er dog at merke, at, endskiønt alle stedsvarende Sygdomme anfægte Sindet, saa anfægte dog ikke alle udi lige Grad: thi ligesom Sygdommen fæster sit Sæde, nu udi 208 een, nu udi en anden Part af Legemet, saa kand Sindet finde sig meere og mindre besværget. Naar skarpe Vædsker sette sig udi Maven og for Brystet, graveres Sindet meer, end naar de sette sig udi Hænder eller Fødder. En Hypocondriacus bærer derfor sin Svaghed med mindre Taalmodighed end en Podagricus: thi, endskiønt begge plages af eet slags Vædsker, saa ere de dog hos den eene nærmere Hiertet end hos den anden.

Dette tage dog Folk gemeenligen ikke i agt, og derfor laste visse Patienter for deres Utaalmodighed, og priise andre for deres lette Sind. Last og Roes ere her lige ilde grundede: thi een lastes for Utaalmodighed, efterdi Milten er besværget; og den anden roeses for Taalmodighed, efterdi de onde Vædsker sidde udi Fødderne. Dette vises af daglig Erfarenhed: thi man seer syge Folk at forandre Humeur, ligesom Sygdommen forandrer sit Sæde. Prøven legges for Øjene: men Folk fremture ikke desmindre udi deres vrange Domme. Een derfor, der er plaget af Milt-Syge, haver en dobbelt Plage; thi han haver udi Sygdommen en indvortes, og udi Menneskenes Had og Eftertale en udvortes Bøddel. Det heeder hos ham ikke Sygdom, men Egensindighed og Morositet. Intet kand være ubilligere, og intet er dog almindeligere end saadanne Domme. Man undskylder en Verkbruden, at han ikke kand arbeide, man undskylder en Podagricum, at han ikke kand dantze, men man giver intet Qvarteer til en Hypocondriaco, naar han ikke kand være udi lystig Humeur og tækkelig udi Selskab. Her maa det heede: Det er en Bizarre og vanskelig Mand, som ikke meriterer got Folks Omgiengelse, efterdi han ikke vil være Selskab liig, skiønt det er ligesaa vanskeligt for den Miltsotige at synge, som det er for en Podagrico at hoppe. At opmuntre en tungsindig Mand til at sette sig strax udi god Humeur, og en feig og frygtsom til Tapperhed, er ligesaa ugiørligt, som at befale en Dværg at giøre sig en Alen højere end han er. Det er en Haanhed at see Mennesker nedsiunkne udi Vildfarelser, som utallige daglige Prøver og Exempler legge for Øjene.

209

Her lastes Villien, hvor der er ingen Evne. Her frikiendes, fordømmes, roses og dadles de samme Ting, og hvad som beskyldes hos een, undskyldes hos en anden.

Jeg tilstaaer gierne at Milt-Syge Folk ere ikke behagelige. Jeg fortænker ingen, der for Tiidsfordriv søger Selskab, at han holder sig fra deslige Folkes Compagnie. Jeg pardonnerer ogsaa en Jomfrue, om hun giver en miltsotig eller cholerisk Frier Kurven. Men det er ikke saadant, som jeg her censurerer: jeg laster ikkun de vrange Domme, som her fældes, jeg laster dem som beskylde deres Næste for et Temperament, som den selv ikke kand give sig. Et er at skye, et andet er at hade og fortale. En Herre kand veigre sig ved at antage en braknæset eller skievbeenet Karl udi sin Tieneste, men at hade, fortale ham for Legemets Vanheld er umenneskeligt. Saadant seer man dog udi denne casu dagligen at skee, efterdi man ikkun løsligen anseer Tingen, og examinerer ikke Tingens Aarsag. Man maa vel forundre sig over, at, efter saa mange Experiencer og saa mange moralske Skrifter, som dagligen komme for Lyset, ikke alleene Læge, men end ogsaa Lærde kand hænge udi saa mange Vildfarelser, og at man tilskriver et Menneskes puure Villie det, som flyder af Sygdom, der er Villiens Capsun. Man undskylder hos en Febricitant det som fordømmes hos en Miltsotig: naar een raser udi en hidsig Feber, heder det simpliciter en Phantasie, som reiser sig af Sygdommens Heede; men naar miltsyge og hysteriske Passioner have saadan Effect, heeder det, at GUD haver straffet et Menneske, og gemeenligen betegnes med den Talemaade, at GUD haver taget sin Hellig Aand bort. Jeg kunde fremføre adskillige andre Vildfarelser, som begaaes udi deslige Domme, men det vilde blive for vidtløftigt. Jeg siger derfor alleene, at man maa forundre sig over, at saa grove Vildfarelser ved saa mange moralske Skrifter, som dagligen komme for Lyset, ikke for længe siden reent have været udrøddede. Men, saasom de fleeste Moralister agere heller Declamatores end Lærere, heller paa en oratorisk Maade afmale Dyder og Laster, 210 heller beflitte sig paa pyntet Stiil og artige Indfald, heller rette sig efter en hver Nations Smag, end efter Raison, ja heller stræbe at behage end at undervise, og at legge for Dagen de Vildfarelser, som herved begaaes, saa hænger man stedse udi samme Vankundighed. Thi det gaaer her til, som med vore geistlige Prædikener; man opmuntres dagligen derved til Dyd og Christendoms Pligt. Men som deslige Taler sigte meer til Formaning end til Underviisninger udi Christendommens Hoved-Puncter, blive Tilhørerne derved vel gudfrygtige, men derfor ikke tilligemed Theologi. Udi Prædikener maa vel være Opmuntringer, men fornemmelig Lærdom: Opmuntringer ere gode; men at repetere stedse det samme, som alle vide, er ufornødent. Thi, om en Jorddrott eengang om Ugen vilde erindre sine Bønder om at saae og pløje, og sige dem, at de maa saae udi Majo og høste i Augusto, vilde de holde saadan Erindring unødig. Jeg drister mig altid at sige, at een, der uden Forsømmelse udi tive Aar og derover haver freqventeret Fro-Prædiken, Høj-Messe og Aftensang, vil ikke desmindre staae Fare for Rejection, om han indstiller sig til Examen Theologicum, hvor han skal giøre reede for Christendommens Artikle. Udi de fleste udpyntede moralske Skrifter, som komme for Lyset, finde vi Opmuntring til Dyder, og Formaninger at holde os fra Laster: men vi lære ikke altid, hvorudi Dyder og Laster ret bestaae; i det ringeste undervises vi ikke ret udi de Vildfarelser, som derved begaaes. Thi man seer Folk udi Hobetal at practicere Udyd alleene af Uvidenhed, og at de ikke kand giøre ret, efterdi de ikke vide hvad Uret er.

Det er af saadan Uvidenhed, at et Menneske dømmer vrangeligen om et andet, roser een for Sagtmodighed, der ingen Galde haver, og fordømmer en andens Hidsighed, der laborerer af skarpe Vædsker. Nogle ville maaskee ansee denne Dissertation, som et Forsvars Skrift for Miltsotige eller Cholericis, og foregive, at saadant tiener ikkun til at bestyrke deslige Folk udi deres Hidsighed og Egensindighed. Dette er aldeeles ikke mit Forsæt: tvertimod

        

211 jeg anseer det som en Lyde; jeg negter alleene, at det er en frivillig Lyde: thi ingen kand have Lyst til at giøre sig ubehagelig ved Morositet, saadant strider mod alle Menneskers naturlige Inclination. Jeg raader paa den eene Side deslige Folk at bevæbne sig mod deres Skrøbeligheder, saa vidt som mueligt. Jeg raader paa den anden Side deres Censores at formilde deres Domme og at see igiennem Fingre med en Skrøbelighed, som reiser sig af Legemets Constitution, helst naar de merke Morositet at være geleidet af Ærlighed, hvorpaa vises store Prøver af daglig Erfarenhed. Thi Ærlighed er gemeenligen en Suite af Morositet, saasom et tungsindigt Menneske, som krænkes af mindste Reproche, forløber sig ikke gierne meer end eengang, da derimod et tempereret og tækkeligt Menneske, som intet krænker, kand falde af een Bassesse i en anden. Det er for de tækkelige Mennesker og for de saa kaldne gode Gemytter man maa tage sig vare. Thi den, som med Kaaldsindighed kand fordøje en Reproche, eller som man siger, kand stikke et Ørefigen i sin Lomme, synder gierne meer end eengang: og haver man ikkun at blade lidt udi Historier for at blive overbeviset om, at de sidste ere ligesaa skadelige Mennesker, som de første ere ubehagelige Compagnons.