SEXTENDE KAPITEL
Forfatterens Tilbagekomst til sit Fædreneland, og Enden paa det femte Monarkie.
✂ Længe laae jeg ganske følesløs og uden Sandser imellem Klipperne; thi dette Fald og den forunderlige Forvandling, hvorved jeg, som nylig var Stifter af det femte Monarkie, pludselig saae mig omskabt til en fattig og forhungret Baccalaureus, havde reent fortumlet min Hierne. Og san-deligen, dette Fald var saa gyseligt og saa poetiskt, at det kunde have forvirret endog det allerstærkeste Hoved. Jeg begyndte at spørge mig selv, om det var sandt hvad jeg saae, eller om det kun var en Drøm? Da Heeden noget havde sat sig, og jeg begyndte at komme til mig selv igien, forandredes Forskrækkelsen til Bedrøvelse og Fortrydelse.
✂
O almægtige Fader! udbrød jeg, og strakte mod Himlen Bævende Hænder - hvad Synd opirred' din Hevn, at du
styrter
Alle Straffens Tordner ned paa min Isse? hvor er jeg? Hvorfra kom jeg? hvorhen? hvor flyer jeg, o Himmel l
din Vrede? -
✂ Sandelig! giennemblader man alle Tiders Aarbøger, vil man hverken i den gamle eller nye Historie finde Exempel paa saa stort et Fald, naar jeg undtager Nabucodonosors, som fra den største Konge paa Jorden blev forvandlet til et umælende Dyr. Jeg maatte prøve ligesaa haard en Skiebne. I et Øieblik bleve to store Kongeriger, med næsten tive Provindser, revne fra mig, og nu havde jeg allene 257 Skyggen deraf og de tomme Billeder tilbage. Nylig havde jeg været Monark: nu kunde jeg neppe haabe at blive Skolark eller Skolemester i mit Fædreneland. Jeg var bleven kaldet Solens Gesandt: nu maatte jeg frygte for at blive Famulus hos en Provst, eller i det høieste hos en Biskop. Før havde Haab, Ære, Held og Seier altid fulgt mig, nu saae jeg ikke andet for mig, end Sorg, Jammer, Sygdom, Graad og Klage. Jeg lignede Soelblomstret, der i en Hast opvoxer, og i en Hast igien forsvinder. Kort sagt: Smerte, Fortrydelse, Skam, Angest og Fortvivlelse oprørte saaledes min Siel, at jeg snart tænkte paa,
✂
- - til Ende paa min Plage Fra Siden, lig Kong Saul, mit Sværd at drage -
✂ snart igien havde i Sinde at styrte mig hovedkulds ned igien i den Hule, hvoraf jeg var opkommet, for at forsøge, om en anden Underjordsreise vilde faae et lykkeligere Udfald.
✂
Tregange prøved7 jeg mit skarpe Sværd at drage;
Tre Gange stak jeg det i Skeden ind igien -
Tregange sprang jeg til - men sprang igien tilbage -
✂ thi jeg erindrede mig, at jeg var en Christen, og afstod fra dette Forsæt, da den christelige Religion forbyder at berøve sig selv Livet for Tiden.
✂ Jeg stræbte altsaa at stige ned af Bierget paa den besværlige og trange Stie, som fører til Sandvig; men snublede adskillige Gange paa Veien, da mit Sind var adspredt ved Bekymringer og ganske fordybet i Tanker paa det femte Monarkie. Disse, skiøndt tomme, dog endnu nye Billeder, svævede endnu saa levende for min Siel, at de næsten berøvede mig alle Sandser. Jeg havde ogsaa virkeligen lidt saa stort et Tab, at jeg ikke troede, nogen Lykke i mit Fædreneland kunde oprette det. Hvad Erstatning vilde det være, tænkte jeg, om man gav mig Stiftamtmand-skabet over Bergen? eller, hvad endnu var meere,
258 259✂ Statholderskabet over hele Norge? Hvad Trøst vilde det være for den, der nylig var Eenevoldsherre over saa mange Riger, som han selv havde stiftet? Dog besluttede jeg hos mig selv, at dersom noget Statholderskab i mit Fædreneland skulde tilbydes mig, vilde jeg ikke ganske afslaae det. Da jeg var kommet Halvveien ned, blev jeg nogle Drenge vaer. Jeg vinkede ad dem, at de skulde komme mig til Hielp, og sagde: Jeru pikal salim, hvilket i det Qvamitiske Sprog betyder: Viser mig Veien. De bleve forskrækkede over at see et Menneske i fremmet Klædedragt med en Hat paa Hovedet, der glimrede af gyldne Solstraaler, gave sig til at skrige himmelhøit, og styrtede sig saa hastig ned af Klipperne, at de kom en heel Time tidligere til Sandvig, end jeg, som gik saa langsomt, da mine Fødder vare saarede af de afbrudte Klippestykker. Der giorde de den hele Bye forskrækket; thi de svore høit og dyrt paa, at de havde seet Jerusalems Skomager vandre iblandt Klipperne: at han havde Solstraaler om Hovedet, og at han gik bestandig og sukkede, til Tegn paa hans gamle Hiertesorg. Da Bønderne spurgte dem, hvoraf de vidste, at det var Jerusalems Skomager, svarede de, at jeg selv havde sagt dem mit Navn og Fædreneland. Jeg sluttede mig siden til, at denne Vildfarelse var kommet af mine Ord: Jeru pikal salim, som de ikke havde forstaaet. Hele Byen kom i Oprør, og ingen tvivlede om denne Fortællings Sandhed, saa meget meere, da Eventyret om den vandrende Skomager nylig var opkaagt, saasom man sagde, at han for kort Tid siden havde ladet sig see i Hamborg.
✂ Da jeg selv henimod Aften kom til Sandvig, saae jeg alle Indbyggerne staae forsamlede i store Hobe; thi den alle Dødelige medfødte Begierlighed til at høre og see noget nyt, havde lokket dem sammen fra hele Egnen. De havde længe staaet længselfulde ved Foden af Bierget, for at modtage den nye Giest; men saasnart som de hørte mig tale, bleve de forskrækkede, og toge alle Flugten, undtagen een gammel Mand, der var dristigere end de 260 andre. Jeg talte til ham, og bad ham at give en Vildfarende Herberg i sit Huus. Han spurgte mig:
✂
- Hvor er du fød? hvor har du hiemme? Fra hvilken Egn af Verden kommer du? -
Jeg svarte ham
- med Suk og afbrudt Stemme:
Jeg mine Plagers Krønike vil giemme
Til bedre Tid og Sted - ledsag mig nu! -
✂ og naar jeg kommer i dit Huus, skal jeg fortælle dig Tildragelser, som vil forekomme dig utrolige, og hvortil du ikke vil finde Magen i nogen Historie. Den Gamle blev nysgierrig, tog mig ved Haanden, og førte mig til sit Huus, ærgerlig over sine Landsmænd, der af en utidig Frygt toge Flugten for ethvert ubekiendt Ansigt, som om det var en Komet. Saasnart jeg kom ind i hans Huus, forlangte jeg noget at drikke, for at slukke min Tørst. Han rakte mig selv et Glas 01, thi hverken hans Kone eller Pige vovede at komme mig nær. Da jeg havde drukket, begyndte jeg saaledes: »Du seer her et Menneske for dig, som har været en Bold for Lykkens ustadige Vinde, og er bleven forfulgt af Skiebnen meere end nogen anden Dødelig. Man veed vel, at endog de allervigtigste Ting kunne forandre sig i et Øieblik; men det, som er hendet mig, overgaaer al menneskelig Forventning:
✂
Hvad mig er hendt er uhørt, uden Mage,
I vore Tider og i gamle Dage. -
✂ Hertil svarede min Vert: »Dette er de Omvandrendes Skiebne; thi hvor mange Tilfælde og Forandringer kunne ikke indtreffe paa en Reise, som varer i sexten hundrede Aar?« Jeg fattede slet ikke hans Meening, og bad ham derfor sige mig, hvad han forstod ved disse sexten hundrede Aar. »Dersom man skal troe Historien,« svarede han, »saa er det nu sexten hundrede Aar siden Jerusalem 261 blev ødelagt, og jeg tvivler ikke om, ærværdige Mand, at du jo ved dens Ødelæggelse allerede var til Aars; thi er det sandt, hvad man fortæller om dig, saa maae du være født under Tibets Regiering.« Jeg kunde ikke svare noget dertil; thi jeg troede han var bleven afsindig, og lod ham vide, at hans Ord vare mig en mørk Tale. Men han bragte mig et Kobberstykke, hvorpaa Jerusalems Tempel var afbildet, og spurgte, om det virkeligen lignede Originalen. Midt i min Sorg kunde jeg ikke bare mig for Latter, og spurgte om Aarsagen til saa forvirret en Tale. »Jeg veed ikke,« svarte han, »om jeg tager Feil eller ikke. Indbyggerne paa dette Sted bevidne, at du er den i Historien berømte Jerusalems Skomager, som siden Christi Tid har omvandret den hele Verden. Men jo meere jeg seer paa dig, jo meer erindrer jeg mig en gammel Ven, som for tolv Aar siden omkom paa dette Biergs Top.« Ved disse Ord forsvandt Taagen for mine Øine, og jeg kiendte min gamle Ven Abelin igien, i hvis Huus i Bergen jeg saa ofte var kommet. Jeg løb ham i Favnen med udstrakte Arme, og raabte: »Altsaa er det dig, min kiere AbelinJ jeg kan neppe troe mine egne Øine. Her seer du da din Klim igien, som er kommet tilbage fra den underjordiske Verden. Jeg er den samme, der for tolv Aar siden styrtede ned i Hulen.« Han blev over dette Særsyn,
✂
- Som den der truffen af et Lyn,
Staaer henrykt uden Liv, og stirrer uden Syn -
»Jeg seer min Klims Ansigt igien!« raabte han, »det er hans bekiendte Stemmel
Saa strakte han sin Haand, saaledes saae han udi -
✂ Men endskiøndt jeg ikke har seet nogen, der meere har lignet Klim, kan og bør jeg dog ikke troe mine Sandser; thi nu omstunder staae de Døde ikke meere op: jeg maa have kraftigere Beviser, om jeg skal troe dine Ord.«
✂ For da at betage ham al Tvivl, fortalte jeg ham nøiag-tigen og stykkeviis alt hvad der fordum var foregaaet 262 imellem os. Da han hørte dette, bleve hans Øine ligesom aabnede, han faldt mig om Halsen med Taarer, og sagde: »Nu seer jeg, at du er Klim selv, og ikke hans Gienfærd; men fortæl mig, hvor du i saa lang Tid har ligget skiult, og hvorfra du har faaet denne underlige og ubekiendte Dragt.« Derpaa begyndte jeg ordentlig at fortælle ham alt, hvad der var hendet mig efter min Nedgang i Hulen. Han hørte agtsom derpaa, indtil jeg kom til at fortælle om Planeten Nazar, og de fornuftigtalende Træer; thi her blev han utaalmodig, og sagde: »Ingen Drøm kan være urimeligere, ingen rasende eller drukken Mands Snak meere forvirret, end det du siger. Jeg vilde snarere troe med vor eenfoldige Almue, at du var faldet iblandt underjordiske Trolde; thi alt hvad man fortæller om dem, forekommer mig meget rimeligere, end din underjordiske Reise.« Men jeg bad ham indstændig, at han vilde have Taalmodighed, og lade mig bringe min Fortælling til Ende. Endelig taug han, og jeg begyndte at fortælle hvad der videre var mødt mig hos de underjordiske Indbyggere, og hvorledes jeg havde stiftet det største Monarkie, som nogensinde har været til i Verden. Alt dette forøgede end meere hans Mistanke om, at jeg havde været iblandt Skovtrolde, som havde forhexet mig ved deres Koglerier, saa at jeg havde grebet Skyggen for Legemet; og for at see, hvorvidt min Afsindighed gik, begyndte han at spørge mig om de Saliges og Fordømtes Tilstand, de elysæiske Marker, og deslige. Da jeg mærkede hvad han sigtede til, svarede jeg: »Din Vantroe er meget tilgivelig; thi min Fortælling maatte forekomme enhver fabelagtig og opdigtet. Det, som er hendet mig, er saa overordentligt, at det overstiger al menneskelig Troeværdighed. Imidlertid sværger jeg ved alt det, som helligt er, at jeg ikke har opdigtet eller tillagt noget, men at jeg har fortalt alting oprigtigen og ligefrem, som det er mødt mig.« Men han blev ved sin Vantroe, og bad mig, at jeg i nogle Dage vilde udhvile mig, da han haabede, at min forvirrede Hierne imidlertid skulde komme i Orden.
263✂ Efterat jeg havde henbragt otte Dage her i Rolighed, troede min Vert, at jeg havde havt Tid nok til at forvinde min Galenskab, og begyndte igien at tale om den underjordiske Reise; thi i disse otte Dage havde han ikke tilladt mig at tale eet Ord derom. Han haabede nu, at det femte Monarkie, tilligemed dets tive Riger og Fyrstendømmer, var saa aldeles forsvunden, at der ikke var en eeneste Bye eller Flek tilbage deraf. Men da han hørte, at jeg igientog det samme som før i det Hele og stykkeviis, at jeg fortalte det i sin Orden fra Begyndelsen til Enden, og tilsidst bebreidede ham hans Vantroe; og da jeg desuden indvendte ham eet og andet, som han ikke kunde nægte, for Exempel, at jeg for tolv Aar siden var styrtet ned i Hulen, og at jeg endelig var kommet tilbage til mit Fædreneland i en fremmet og ubekiendt Klædedragt: saa begyndte han at blive tvivlraadig, og vidste ikke hvad han skulde svare. Bestyrtset vilde han gaae fra mig, men jeg blev ved at beviise ham, at hans Troe paa Trolde og Biergfolk var langt urimeligere end min Underjordsreise; thi disse vare kun Drømmerier og Ammestue-Fabler, da derimod adskillige store Philosopher havde antaget, at Jorden var huul, og at der var en anden mindre Klode inden i den: og at min Erfaring nu havde stadfæstet denne Meening, saa jeg ikke kunde modsige mine egne Sandser.
✂ Endelig gav han efter for disse Beviiser, og sagde: »Din Bestandighed i at paastaae dette, som du ikke kunde have nogen Fordeel af at digte, vinder Seier over min Vantroe.« Overbeviist om Sandheden, bad han mig at begynde mine Tildragelser forfra, og fortælle dem udførlig. Det behagede ham meget, hvad jeg fortalte ham om Planeten Nazar, og især om Fyrstendømmet Potu, hvis Love og Indretninger, han sagde, burde være en Rettesnor for alle Republiker. Han mærkede nu, at Planen til en saa vel indrettet Stat ikke kunde komme af et forvirret Menneskes Hierne; disse Love syntes ham at være meere guddommelige end menneskelige, og han opskrev alt hvad jeg sagde, for ikke at glemme noget deraf.
264✂ Da jeg mærkede, at han var overbeviist, begyndte jeg at tænke paa mig selv, og spurgte ham, hvad jeg i disse Omstændigheder skulde giøre, eller hvad Lykke han meente jeg nu, efter saa store Bedrifter i den underjordiske Verden, kunde haabe i mit Fædreneland. Han svarede: »Jeg raader dig, at du ikke aabenbarer nogen Dødelig dine Hendelser. Kiender du ikke vore Præsters Forfølgelsesaand? Da de sætte dem i Band, som antage, at Jorden bevæger sig, og Solen staaer stille, saa ville de ganske vist erklære dig for ugudelig og uværdig til de Christnes Samfund, naar du taler om en Soel og Planeter under Jorden. Hvor meget vil allene Magister Rupertus forfølge dig, og tordne imod dig? han, som i forrige Aar dømte en Mand til at staae offentlig Skrifte, allene fordi han troede Antipoder? Ganske vist vil han dømme dig til Baalet, for din Lære om den nye Verden. Jeg raader og formaner dig derfor, at du lader dette blive en evig Hemmelighed, og at du i nogen Tid holder dig skiult hos mig.« Derpaa bad han mig at aflægge mine underjordiske Klæder, og at ombytte dem med andre; og siden viiste han alle dem bort, som kom af Nysgierrighed, for at see Jerusalems Skomager, og foregav, at han var igien i en Hast forsvunden. Ikke destomindre udbredte dette Rygte sig i en Hast over det hele Land, og alle Prækestole gienløde af Advarsler og Spaa-domme om en forestaaende Ulykke, der skulde følge paa denne Aabenbarelse. Jerusalems Skomager, sagde man, var kommet til Sandvig, som Guds Vredes Herold, for at formane Folket til Omvendelse. Og da et Rygte altid forstørres, jo meere det udbredes, forbedrede man ogsaa denne Fabel med mange Tilsætninger. Saaledes fortalte nogle, at den omtalte Skomager havde forkyndet Verdens Ende, og truet, at dersom Menneskene ikke omvendte sig inden St. Hansdag, skulde alting undergaae ved Ild, og deslige. I et vist Sogn giorde disse Spaadomme saa stor Opsigt, at Bønderne lode deres Agre ligge udyrkede, da de, formedelst Verdens forestaaende Undergang, ikke ventede nogen Høst; men saasom Præsten i dette Sogn, 265 Magister Niels, frygtede, at han derved skulde miste sin Tiende og andre Indkomster, tillyste han, at den yderste Dag var udsat et Aar, og at de derfor ikke skulde tage i Betænkning at vende tilbage til deres sædvanlige Arbeid. Da ingen, uden min Vert og jeg, vidste den sande Aarsag til disse Fabler, saa gave de os Anledning nok til Latter.
✂ Da jeg endelig ikke kunde være længer skiult i et fremmet Huus, og jeg nødvendig igien maatte lade mig offentligen see, foregav min Vert, at jeg var en Student fra Trondhiem, der var beslægtet med ham, og nylig var kommet til denne Egn i et Besøg. Siden anbefalede han mig saa eftertrykkelig, baade mundtlig og skriftlig, til Biskoppen i Bergen, at Hans Højærværdighed endelig lovede mig det første Rectorat, som blev ledigt. Dette Embede var meest efter min Smag, da det syntes at have nogen Lighed med min forrige Stand; thi et Skole-Rectorat er et Billede paa den kongelige Regiering. Riset i Skolen ligner meget et Scepter, og Kathedret kan man gierne kalde en Trone. Men da der længe ingen Plads var ledig, og jeg behøvede hastig Befordring, besluttede jeg, for ikke at døe af Hunger, at tage imod det første Embede, som jeg kunde faae. Kort derefter døde Klokkeren til Korskirken overmaade beleiligen, og Biskoppen udnævnede mig til hans Eftermand. En latterlig Befordring for den, der nylig havde hersket over saa mange Riger. Dog, da intet giør Menneskene latterligere end Fattigdom, og det er daarligt at kaste det skidne Vand bort, førend man har det reene, saa afslog jeg ikke dette Tilbud: og henlever nu min Tid i dette Embede i en philosophisk Rolighed. Kort efter denne Forvandling blev foreslaaet mig et hæderligt Givtermaal med en Kiøbmandsdatter fra Bergen, ved Navn Magdalene. Jeg kunde lide Pigen; men da det var rimeligt, at Keiserinden i Qvama endnu levede, frygtede jeg, at jeg skulde giøre mig skyldig i Polygamie, om jeg givtede mig med samme Magdalene. Men Herr Abelin, i hvis Barm jeg pleiede at udøse alt hvad der laae mig paa Hiertet, betog mig denne Tvivl, og beviiste mig Daarligheden i min 266 Betænkelighed med saa mange Grunde, at jeg endeligen ægtede hende.
✂ Med denne Magdalene levede jeg sex Aar i et fredsomt og kierligt Ægteskab. Dog fortalte jeg hende aldrig mine underjordiske Kendelser; men da jeg alligevel ikke ganske kunde faae den Høiheds Glands af Hovedet, som eengang omgav mig, yttrede det sig undertiden, og yttrer sig endnu den Dag i Dag er, i enkelte Tegn og Handlinger, som kun lidet passe sig til min nærværende Tilstand. I dette Ægteskab har jeg avlet tre Sønner, Christian, Jens og Kaspar; jeg har altsaa fire i alt, dersom ellers Prindsen af Qvama endnu er i Live.