Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 9: Niels Klim

Fortale til Læseren

Jeg haver udi Forbereedelsen til mine moralske Tanker tilkiendegivet de adskillige Maader, som Skribentere have betient sig at moralisere paa, og viset, at ingen Maade er uskyldigere og tilligemed kraftigere end den, som skeer ved Fabler. Deraf have mine Skrifters Velyndere taget Anledning at opmuntre mig til saadant Arbeyde, hvilket jeg dog længe haver taget udi Betænkning, eftersom jeg haver holdet mig ubeqvem til et Verk, som gandske faa Skribentere have dristet sig til; Thi af de gamle Romere og Græker have vi intet uden Æsopi Fabler, som Phædrus haver oversat paa Latinske Vers. Og de Fabler, som udi nyere Tider ere skrevne paa Moderne Sprog, ere fast ikke uden de samme, som igien ere opkaagte, med mindre man vil regne moralske Romaner, item visse Materier, hvilke ere udførte udi Fabler, som Utopia Mori, Campanellæ Civitas solis, Verulamii novus Atlas, Bidermanni Utopia, Reinicke Foss og andre deslige, som jeg dog ikke henfører til denne Classe. Thi i saa Maade kunde jeg siges allerede at have opfyldt Publici Begiæring ved Klims Underjordiske Reyse. Naar jeg derfore siger, at vi have fast intet uden Æsopi Fabler, som af andre siden ere opkaagede, meener jeg allene saadanne, som ere skrevne efter Æsopi Plan, og befatte korte Samtaler imellem Dyr, Fugle, Træer og Hyrder, med Forklaringer over hver Fabel. Af saadanne have vi fast ingen, i det ringeste er mig ikke nogen bekiendt, uden Gellers, som ere udførte udi nette og ziirlige Tydske Vers, udi hvilken Henseende de høyligen berømmes; thi, skiønt Materierne udi sig selv ere ikke af 290 nogen Vigtighed, saa kand jeg dog sige, at jeg haver læset faa Tydske Bøger af det slags med større Behag. Samme Gellers Fabler ere mestendeels Originaler: Fontaine derimod og Autor til tvende Comædier, som føre Navn af Æsopo, have allene udi nette Vers udført Æsopi Fabler: Og, saasom Stiilen derudi, sær i Fontaines, er naive og ziirlig, ere samme Autores endnu udi stor Priis, sær hos dem, der væmmes ved at læse saa vel Skue-Spill som Fabler, naar de ikke ere rimede, og som see meer paa Stiilen end paa Materien. Jeg derimod følger herudi ikke Strømmen; og er det derfore, at jeg haver forfattet disse mine Fabler paa løs Stiil, holdende for, at, naar et Skrift i sig selv er sindriigt, det derfore intet bør tabe af sin Priis. Mange Ting bestaae udi puur Indbildning, og grunde sig allene paa en Smag, som er kommen i Moden. Hvis nogle anseelige Skribentere vilde foretage sig at skrive end Tra-gædier udi nett og fyndig løs Stiil, helst udi Frankerig, hvorfra Moden saa vel udi Smag som udi Klæde-Dragt flyder til andre Europæiske Nationer, saa tvivler jeg aldeeles ikke paa, at de jo vilde læses og ageres med ligesaa stor om ikke større Behag end prosodiske og rimede Sørge-Spill.

Hvad disse mine Fabler, som ere 232 udi Tallet angaaer, da, naar jeg undtager en Snees deraf, ere de alle Originaler, og af min egen Invention. Hvad Bifald de ville finde, sær hos dem, der holde for, at Fabler bør skrives paa Vers, skal jeg ey kunne sige: Jeg for min Part holder saadant ikke allene ufornødent; men endogsaa u-naturligt, og haaber jeg, at mange herudi ville findes af min Meening; thi man kand fast ingen anden Aarsag give her til, end at Phædrus, Fontaine, og nogle andre have udført deres Fabler udi rimede Vers, da derimod den sunde Fornuft viser, at intet er u-rimeligere end rimede Samtaler, Historier, Eventyr og Skue-Spill, hvilke ingen Affectation og Høytravenhed lide, men allene recommenderes af Tydelighed, og naturlig Simplicitet; Hvorom alting er, da seer man af 291 dette mit Verk, at jeg haver villet efterkomme, hvad som jeg engang nogenledes haver forbundet mig til, nemlig at moralisere paa alle brugelige Maader: Andet Sigte kand ikke være ved disse Fablers Forfattelse: Thi, at jeg en tiid-lang ikke haver skrevet Bøger for at vinde noget derved, derom kand de vidne, som vide mine Oplage, og som have seet hvor mange Exemplarier deraf ligge usaalte, saa at Regningen bliver langt anderledes end som visse Folk indbilde sig, og at de vildfare, som holde for, at ved hvert Skrift nedregne Penge, da jeg dog ved mine sidste Skrifter neppe haver kunnet stoppe paa mine giorte Bekostninger, endskiønt de med samme Fliid ere udarbeydede, som de forrige. Aarsagen dertil er den uhørlige Mængde af Danske Skrifter, som nu omstunder kommer for Lyset; item dette, at Almuen læser fast med lige Behag alt hvad som er paa Prent, og at de saa kaldne fornemme Folk finde ingen Smag uden i Franske Skrifter.

Nogle meene, at eftersom jeg haver satt mig for at moralisere paa alle brugelige Maader, jeg saadant endnu ikke haver opfyldt, efterdi en Maade staaer tilbage, som er at moralisere ved Portraits og Characterer efter Theophrasti og Bruyeres Plan: Men saadan Skrive-Maade er farlig, og giver Anledning til at applicere Charactererne paa visse Personer. Derforuden behøves her til en opskruet og con-cise Stiil, som gemeenligen giør Charactererne behagelig: Thi mange finde ikke Behag uden i det som de enten ikke forstaae, eller det som de ey uden Møye fatte, af hvilken Skrive-Art jeg er ingen Elsker: Ikke at tale om, at det Danske Sprog lider ikke opskrued og afpassed SkriveMaade, det er løs Tale udi bunden og poetisk Stiil. Ellers kand man sige, at jeg ogsaa haver viset Prøve paa denne sidste Skrive-Art ved mine Latinske Epigrammata.