Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 9: Niels Klim

34. Fabel.
Om Skibet i Maanen.

Aben foregav engang, at han kunde see et Skib i Maanen: Dette satte andre Dyr og Fugle i Bevægelse, saa at de i 321 Hobetal komme sammen for ved Maanens Opkomst paa Himmelen at give agt derpaa. Men ingen af dem alle, end ikke Lossen, som haver det stærkeste Syn, kunde see mindste Tegn dertil. Ørnen, som udi samme Forsætt stak saa høyt i Luften at den syntes at nærme sig til Maanen, bevidnede og det samme, hvorudover man sluttede, at dette Skib bestod alleene udi Abens Indbildning, eller og at han efter Sædvane vilde spille Gæk med andre Dyr. Endeligen lod sig indfinde en Elephant, hvilken formedelst sin Skiønsomhed og Forstand var udi saadan Reputation, at alle hans Ord vare som Oracler. Den samme enten af egen Imagination, eller for at merke hvad han ved sit store Navn kunde udvirke, foregav først, at han i Maanen blev noget usædvanligt vaer; endelig sagde han, sig ogsaa klarligen at kunde see saadant Skib, bedende de andre Dyr med meere Agtsomhed at stirre paa Maanen. Hvad skeede? En efter anden begyndte at se hvad de ikke saae, saa at de alle fordømte deres forige Blindhed: Ja Muldvarpen selv, som ellers haver det svageste Syn, bevidnede med Eed sig at kunne see ikke alleene Skibet i sig selv med sine Maste, men endogsaa Takkel-Tov og Anker, samt Skibshunde.

Fabelen viser, at naar en først haver erhvervet sig Navn af stor og ugemeen Viisdom, kan han bringe Mennesker til at see hvad de ikke see, at smage hvad de ikke smage, og at nægte deres egne Sandser.