Holberg, Ludvig 71. Fabel. Løven, Slangen og Muldvarpen.

71. Fabel. Løven, Slangen og Muldvarpen.

Da Løven engang var angreben af en Svaghed, lod han til sig kalde en Slange, som holdtes for den største Prac-ticus udi Medicinen. Slangen anvendte all sin Konst, men forgieves; thi Løvens Helbred heller forværredes end forbedredes ved hans Medicamenter: Slangen maatte derfor høre ilde blant alle Dyr: Men ingen talede med saadan Foragt om hans Cuur, som Muldvarpen, hvilken, skiønt han var gandske ukyndig udi Medicinen, dristede sig til at sige, at, hvis Løven havde villet betiene sig af hans Raad, vilde han for længe siden have faaet sin Helbred igien. Dette kom Løven for Øret, hvorudover han gav Slangen Afskeed, og antog Muldvarpen i hans Sted. Ingen kand sige hvilke Medicamenter den sidste Doctor brugte. Det er alleene vist, at Løven under ham blev fuldkommen restitueret, og at Muldvarpen derudover kom udi saa stor Anseelse, at Slangen selv ikke turde tale et Ord derimod; han lod sig alleene nøye med hemmeligen at sige til sine Venner, at Løvens Cuur maatte alleene tilskrives Tiden, men ikke Personen, efterdi Muldvarpen blev antagen just paa den Tiid, da Sygdommen havde udraset, og Naturen begyndte at virke. Dette begreebe nogle faa fornuftige Dyr, saa at det blev et Ordsprog iblant dem, naar nogen blev cureret paa samme Maade, at det var Muldvarpens Cuur. Men de fleste fuldte Strømmen, og Muldvarpen, som slet intet herved havde giort, fik Titel af Hoff-Medicus.

Fabelen lærer, at den elendigste Qvaksalver ofte giør den største Læge til skamme, efterdi han er den sidste Doctor.

347