Holberg, Ludvig 83. Fabel. Om den store Mission til den Øe Acirema.

83. Fabel. Om den store Mission til den Øe Acirema.

Blant Skovens Creature vare nogle, som befattedes under det Navn af Hierophiter, nemlig et slags hellige Slanger, som ingen Braad havde, hvormed de noget kunde beskadige, og derfore vare yndede af alle andre Dyr, som udi Tvistigheder underkastede sig deres Dom. Hovedet og Anføreren for disse hellige Slanger kaldtes ArchiHierophita, den samme var udi ligesaa stor Anseelse blant Dyr, som de Romerske Paver blant Mennesker: thi alle Skovens Dyr indtil Løven underkastede sig frivilligen hans Jurisdiction. Ja, naar han bød dem at troe end de selsomste Ting, toge de ikke i Betænkning at fornægte deres egne Sandser, holdende hvert Ord som et Oracle. Hoved-Lærdommen, som han havde forplantet udi Skoven var denne: At Skovens Gud Pan vel er Dyrenes øverste Regent. Men at Dyrkelsen maa fornemmeligen skee til 356 Gudinden Flora samt Bubona og andre Hoff-Damer af hvilke Pan lader sig leede til Alting. En anden HovedLærdom, som holdtes end af større Vigtighed var denne, nemlig: Uden Examen at troe hvad Archi-Hierophita fandt for godt at paabyde, og at efterkomme med en blind Lydighed hans Ordres. Disse tvende Hoved-Article vare Tiid efter anden blevne saa rodfæstede, at ingen bekymrede sig om hvorpaa Lærdommen grundede sig. Men just, da Alting var roeligt, og han meenede, at alle Dyr og Fugle erkiendte hans Herredom, ankomme nogle Strandmoger, hvilke bevidnede at de paa en stor Øe kalden Acirema, som skildtes fra Skoven, havde fundet mange Creature, som fornemmeligen bestode af Faar, Lam, Giæs, Høns, Harer, Caniner etc. De samme havde skadelige og farlige Lærdomme, og vigede aabenbare fra ovenmældte tvende Hoved-Poster. Thi først troede de, at Dyrkelsen tilkom Pan, som øverste Skovens Regent alleene; Dernest holdte de for, at man ikke var pligtig til at underkaste sig Hierophiternes Jurisdiction og Herredom, med mindre de kunde vise deres lovlige Adkomst dertil: I det øvrige maatte Mogerne tilstaae, at bemeldte Øes Creature førdte et uskyldigt, fredsommeligt og opbyggeligt Levnet. Det vil altsammen intet sige, sagde Archi-Hierophiten, naar Orthodoxien fattes. Han lod derpaa forsamle et almindeligt Concilium, for hvilket han gav tilkiende hvad som af Mogerne berettet var, og forlangede de Nærværendes Raad og Betænkning hvad herved var at giøre. Da blev efter de fleeste Stemmer besluttet at affærdige nogle Missionarier til Øen Acirema, hvilke først med kraftige Formaninger skulde stræbe at omvende disse Øens Dyr, og hvis med det Gode intet kunde udrettes, skulde Magt bruges. Efterat denne Canon var giort, blev fire Ræve, og ligesaa mange Ulve, alle lige nidkiære og redelige Personer did henskikkede: Og bleve visse af de største Fugle beordrede at føre dem over Vandet didhen. De merkede strax ved deres Ankomst, at Alting forholdt sig som Mogerne havde berettet. De søgte strax efter deres givne

        

357 Instrux at catechisere. Men Øens Indbyggere kunde ikke føre Lærdommen i Hovedet, allerhelst, da de merkede, at disse Missionarier selv førte et Levnet, som ingen Overeensstemmelse havde med deres Lærdom: Nogle have foregivet, at Missionarierne ikke ugierne saae, at disse Dyr fremturede udi deres Vantroe, paa det at de kunde erhverve sig desmere Fordeel, og giøre desstørre Bytte. Men saadant kand være dem af deres Fiender paadigtet. Det er dog vist, at de, som oprigtige Missionarier troeligen efterlevede deres Instrux. Thi af 10 Deele af den heele Øes Indbyggere, undgik neppe en eeneste Deel Døden. De Overblevne bleve benaadede paa Livet med de Vilkor, at de skulde samtykke den Lærdom, som herskede paa det faste Land og derforuden aarligen skatte til Archi-Hierophiten. Ved Hiemkomsten dristede nogle sig vel at indgive Beskyldninger mod Missionariernes voldsomme Opførsel og Egennyttighed; thi de reysede mavre didhen, og komme tykke og feede tilbage, men at Beskyldningerne vare ilde grundede, sees deraf, at de paa et Concilio ikke alleene bleve frikiendte, men endogsaa høyligen berømte, ja af dem, som havde ladet see største Nidkiærhed bleve en Ræv og en Ulv canoniserede, saa at den eene blev kalden hellig Michel, og den anden hellig Isegrim.

Denne Fabel forklarer sig selv.