Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 9: Niels Klim

105. Fabel.
Aberne og Biørnen.

✂ Nogle Aber, som vare udi Selskab sammen, søgte efter Vand for at slukke deres Tørst. De komme endeligen til en Brønd: Men som Brønden var saa dyb, at de ikke kunde naae Vandet, bleve de gandske raadvilde. En Biørn nærmede sig til Brønden udi samme Forsætt. Han gav det Raad, at en af Aberne skulde hente et Kar for at øse Vandet derudi, og at den eene skulde holde fast ved den andens Hale, paa det at den sidste, som førte Karret, kunde naae Vandet; Aberne svarede dertil, at det Anslag syntes godt nok, men at det vilde blive for tung Byrde for den første, som skulde holde alle de andre tillige med Karret. Biørnen sagde: Jeg er sterk nok til at holde eder alle, om I vare end eengang saa mange. De fandt derfor Sagen at være giørlig. Biørnen fæstede sine Labber til Træet af 370 Brønden: Den første Abe holdt ved hans Hale, og de andre efter hver andens. Medens de vare udi dette Arbeyde, ankom en Ræv, og spurde: Hvad dette skulde betyde? Biørnen forklarede det for ham; men sagde tillige, at Byrden var tyngere end han havde ventet, og at hans Labber allerede begyndte at svie af Heede. Ræven sagde: Du maa hvile lidt, for at blæse udi Labberne: Biørnen efterlevede hans Raad, og raabte til Aberne: Holder nu fast kiære Venner, medens jeg blæser i mine Labber, for at faae nye Styrke. De fulde derpaa alle ned udi Vandet, og druknede tillige med Biørnen.

✂ Fabelen viser Exempel baade paa List og Taabelighed.