Holberg, Ludvig 106. Fabel. En Geedebuk og en Østers.

106. Fabel. En Geedebuk og en Østers.

En Gedebuk blev ved Stranden vaer en Østers, som laae paa et Skiær, og gabede. Geedebukken sagde da: Fy skamme dig, dit dovne Beest, som stedse ligger ubevægelig paa eet Sted. Jeg haver allereede i Dag gaaet nogle Miile over Klipper og Bierge, og er udi Bevægelse fra Morgenen til Aftenen. Den anden svarede dertil: Min kiære Herman! Medens du haver været udi idelig Bevægelse, og udi et Arbeyde, som sigter til slet intet, haver jeg, som synes at være gandske ørkesløs, og som lastes for Dovenhed, danned en Perle, som er af større Friis end 1000de Geedebukke.

Fabelen viser, at mange Mennisker ere geskæftige udi slet intet, og at de, som ere udi mindste Bevægelse, og som ere mindst stundesløse, forrette ofte de største Ting i Verden.