Holberg, Ludvig 114. Fabel. Abens uformodentlige Endeligt.

114. Fabel. Abens uformodentlige Endeligt.

En Abe, som udi nogle Aar havde været Dandse-Mester, men nu formedelst Alderdom ingen Næring meer havde, besluttede af Desperation at drukne sig. Han steeg udi det Forsæt op paa en høy Klint for at styrte sig i Havet, men, saasom ved Siden af Klinten var en Torne-Busk, blev han ved det eene Been hængende derudi, og fik saaledes en anden og langsommer Død end den, som han havde ventet. En Ørn, som samme Tiid fløy forbi og ansaae denne Kendelse, sagde da: Den druknes ikke, som hænges skal. Gøgen giorde til en Erindring herom saadant Liig-Vers:

Han i sit Embede af Verden hopper bort,
Mon nogen Dandser vel har større Luft-Spring giort.
Fabelen viser, at man ikke undgaaer den slags Død, som er beskiæret.