Holberg, Ludvig 118. Fabel. Maanens Klagemaal.

118. Fabel. Maanens Klagemaal.

Maanen besværgede sig engang for sin Moder over Hundene, der heele Timer tillige med Bitterhed stode og giøede mod sig. Hun meenede sig saadant ikke at forskylde hverken af Dyr eller Mennesker. Moderen sagde da: Ey min Dotterl Læg saadant ikke paa Hiertet. Hundene ere meere at beklage, der giøre sig hæse, end du som er saa langt fra dem.

Fabelen lærer, at daarlige Menneskers Skield-Ord maa foragtes, efterdi de skade ingen uden sig selv.

377