Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 9: Niels Klim

121. Fabel.
Nattens Klagemaal over Maanen.

✂ Natten besværgede sig engang over Maanen og foregav, at det var haardt nok, at Solen giorde Skaar i dens Regimente. Derudi kunde den dog skikke sig, efterdi Solen lod Nat blive Nat, og deelede Tiden med sig udi lige Parter: Men at Maanen tilegnede sig ogsaa den halve Deel af den anden Part, det var u-taaleligt. Jupiter raadede Natten at frastaae saadan ugrundet Paastand, sigende, at hvis Sagen blev ventileret for en ordentlig Rett, hun kunde reent stødes fra det heele Herredom; thi Vidnesbyrd kunde 379 fremkomme, der vilde vise, at hun tienede ofte ikkun til et Skiul og Skygge for Tyve og Røvere, hvilke vilde øve end fleere Misgierninger, hvis Maanen ved sit Skin saadant ikke en og anden gang hindrede. Da Natten dette hørte, gav hun sig tilfreds og tog sin Stevning tilbage.

✂ Fabelen viser, at Maanen er ikke forgieves satt paa Himmelen, og at den er lige saa nyttig for gode Mennesker, som den er en Skræk for Tyve og Røvere.